Efter at den nye grundlov var stadfæstet, afholdtes i folketingets udvalg for forretningsordenen en række møder angående tingets fremtidige forretningsorden. I disse møder deltog foruden udvalgets medlemmer 4 andre folketingsmedlemmer, som af partierne var udpeget dertil.

På grundlag af disse forberedende forhandlinger udarbejdedes et foreløbigt udkast til den nye forretningsorden, som omdeltes til tingets medlemmer ved begyndelsen af folketingsåret 1953-54. Samtidig omdeltes et forslag til midlertidig forretningsorden, der svarede til den hidtidige forretningsorden på alle punkter, hvor forandringer ikke var nødvendiggjort af den nye grundlov. Dette forslag blev uden diskussion tiltrådt af tinget den 14. oktober 1953 som gældende indtil det tidspunkt, da den endelige forretningsorden var trådt i kraft. Den midlertidige forretningsorden findes i tillæg C. sp. 1-18.

I det nyvalgte udvalg for forretningsordenen genoptoges forhandlingerne på grundlag af det foreliggende udkast, og disse forhandlinger resulterede i udarbejdelsen af et revideret forslag, der indstilledes til vedtagelse af udvalget som helhed, for nogle af udvalgsmedlemmernes vedkommende dog med enkelte forbehold.

Om dette forslag, der vedtoges af tinget uden ændringer, hedder det i betænkningens indledende bemærkninger:

„Forslaget følger i sin opbygning den midlertidige forretningsorden, af hvis afsnit de fleste dog er underkastet en dybtgående revision med det formål at få tilvejebragt de bedst mulige betingelser for, at folketingets arbejde under de nye forhold kan foregå på hensigtsmæssig og betryggende måde. Samtidig har man bestræbt sig for at tydeliggøre bestemmelser, hvis affattelse kunne give anledning til tvivl, og at forenkle unødigt indviklede regler, ligesom adskillige forældede udtryk og vendinger er blevet erstattet med andre, der stemmer bedre med nutidens sprogbrug.

Med hensyn til forskellige af de mere principielle ændringer, som er foreslået eller drøftet i udvalget, skal anføres:

Det har været overvejet, om man skulle gå over til en udvidet anvendelse af stående udvalg. Tanken herom fandt dog ikke større tilslutning, idet der fra flere sider udtaltes frygt for, at arbejdet derved skulle blive mere udspecialiseret, end man fandt ønskeligt. Derimod var der enighed om, at der burde lægges vægt på at få udvalgsarbejdet fremmet mest muligt og at få betænkningerne gjort fyldigere, end det hidtil har været sædvanligt. Det er derfor også udvalgets opfattelse, at der i forøget omfang bør stilles sekretærhjælp til rådighed for udvalgene, hvilket der på naturlig måde bliver mulighed for ved en udvidelse af folketingssekretariatet, samtidig med at landstingssekretariatet bortfalder. Med det personale, som kan påregnes, vil sekretariatet dog kun i begrænset omfang kunne skaffe udvalgene sekretærer, der kan være tilstede under møderne fra først til sidst, særlig fordi det vanskeligt kan undgås, at mange af de siddende udvalg holder møde på samme tid. Derimod vil sekretariatet formentlig kunne yde udvalgene al den bistand, de ønsker til udarbejdelsen af ændringsforslag og betænkninger såvel som til andet sekretærarbejde, der kan udføres udenfor mødetiden.

Spørgsmålet om, hvorvidt udvalgene bør kunne afholde møde, medens der er møde i folketingssalen, har været drøftet, og man er enedes om at foreslå, at noget sådant normalt ikke bør finde sted.

Mens udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling hidtil har været en sjældenhed, skal lovforslag efter forslaget normalt underkastes en sådan, uanset om de allerede i forvejen har været henvist til et udvalg. Formålet hermed er dels at muliggøre henvendelser fra interesserede, hvis der ved 2. behandling er vedtaget ændringsforslag eller fremkommet nye oplysninger, dels at give såvel medlemmer som tjenestemænd lejlighed til at se på lovforslaget i dets helhed inden den endelige vedtagelse, hvilket der særlig vil være grund til, hvis teksten er undergået ændringer ved 2. behandling.

Med hensyn til udvalgsarbejdet bestemmes iøvrigt, at udvalgenes formænd skal søge det fremmet mest muligt og flere gange i årets løb afgive skriftlige indberetninger om arbejdets forløb til folketingets formand. Formålet hermed er at søge at modvirke, at et stort antal betænkninger først fremkommer henimod det tidspunkt, da arbejdet i tinget står foran sin afslutning. Bliver et udvalg ikke færdigt med sit arbejde inden samlingens slutning, skal det afgive en beretning, hvilket hidtil har været en frivillig sag.

Udvalget har indgående drøftet spørgsmålet om en reformering af finansudvalgets arbejdsformer og om, hvordan offentligheden mest hensigtsmæssigt kan holdes underrettet om de afgørelser, der træffes, og begrundelserne derfor; herunder har det også været diskuteret, hvorvidt der i en vis udstrækning bør være offentlig adgang til møderne. Under udvalgets forhandlinger har der været enighed om, at finansudvalgets arbejdsområde snarest bør søges begrænset på to måder, dels ved at småsager uden principiel betydning afgøres administrativt indenfor nærmere fastlagte rammer, dels ved at større og mere betydningsfulde sager i størst muligt omfang føres frem til afgørelse i folketingssalen, enten under den ene eller den anden form; flere muligheder har i så henseende været overvejet. Med hensyn til den nærmere udformning af reglerne herom samt til andre af de rejste spørgsmål har forskellige anskuelser været gjort gældende. En tilbundsgående udredning af hele dette problem kræver imidlertid medvirken fra speciel sagkyndig side, og arbejdet hermed må nødvendigvis tage nogen tid. Man har derfor fundet det mest hensigtsmæssigt, at forslaget til en ny forretningsorden for folketinget vedtages nu, uden at der sker ændringer vedrørende finansudvalget, bortset fra at dets medlemstal forøges fra 15 til 17, men under den udtrykkelige forudsætning, at der nedsættes et folketingsudvalg (dækkende såvel udvalget for forretningsordenen som finansudvalget) til at træde i forhandling med finansministeren og derefter — inden udløbet af folketingsåret 1953-54 — stille forslag vedrørende de i forbindelse med tillægsbevillingslovforslagets behandling og finansudvalgets arbejdsform endnu uløste spørgsmål.

I § 19 indeholder forslaget nye bestemmelser om adgang for ministre til at fremsætte redegørelser overfor tinget udenfor dagsordenen. Herved imødekommes et gennem de senere år fra flere sider fremsat ønske, som ofte har givet anledning til overvejelser, men uden at der tidligere er kommet noget ud af disse. Samtidig åbnes der mulighed for statsministeren til — ligeledes udenfor dagsordenen — at fremsætte en udtalelse af særlig karakter, f. eks. angående begrundelsen for udskrivning af valg, ved en ny regerings tiltræden eller i anledning af en begivenhed af ganske særlig betydning. Sådanne statsministerudtalelser er fra tid til anden blevet fremsat, mens der ikke fra de senere år kan nævnes noget eksempel på en udenfor dagsordenen fremsat redegørelse af en fagminister, noget, som for en del år siden lejlighedsvis forekom, og som den gældende forretningsorden heller ikke udelukker. Efter forslaget kan redegørelser af den nævnte art på begæring af 17 medlemmer efterfølges af en debat, der skal finde sted efter få dages forløb, og som kun kan blive kortvarig, da taletiden er mere knapt tilmålt end ved forespørgselsdebatter og forslag til motiveret dagsorden ikke kan stilles. Finder et medlem, at emnet kræver en mere indgående forhandling, vil der imidlertid nu som før kunne fremkaldes en forespørgselsdebat, forudsat at folketinget lader forespørgslen nyde fremme.

Med hensyn til taletiderne foreslås enkelte ændringer, af hvilke nogle betyder en stramning af reglerne. Særlig skal nævnes, at man har nedskåret ordførernes taletid ved 1. behandling fra ½ time i første omgang til 20 minutter for derved at understrege, at det ikke er hensigten, at denne indledende behandling, som i flere andre lande helt undlades, skal bruges til en udførlig gennemgang af enkeltheder. Dens formål er først og fremmest at henlede offentlighedens opmærksomhed på det pågældende forslags hovedprincipper, for at disse kan blive omtalt i pressen. Desuden giver den de ikke udvalgsberettigede partier en mulighed for at gøre deres synspunkter gældende, før der i udvalget føres afgørende forhandlinger om sagen.

Ved 2. behandling foreslås de hidtidige, ret rummelige taletider opretholdt, og yderligere foreslås det at indrømme udvalgets ordfører 20 minutter til forelæggelse af betænkningen udover den taletid, der eventuelt tilkommer ham som partiordfører."

Angående forskellige af den nye forretningsordens enkeltheder skal, hovedsagelig på grundlag af betænkningens bemærkninger herom, anføres:

I § 1 har man — i overensstemmelse med, hvad der forud var gældende i landstinget — fastslået, at ikke levealderen, men ancienniteten som medlem af folketinget (rigsdagen) skal være afgørende for, hvem hvervet som aldersformand påhviler.

Dette er fundet naturligt, da det ellers kunne ske, at et nyvalgt medlem, der var helt ukendt med tingets sædvaner, kom til at fungere som aldersformand.

Mens der efter de hidtil gældende regler skulle vælges 4 næstformænd, er i § 2 tallet 4 sat som maksimum. En lignende ordning havde man i årene 1925-47, da der skulle vælges højst 3 (fra 1945 højst 4) næstformænd.

For at undgå forveksling bestemmes det, at de af tinget valgte sekretærer fremtidig skal benævnes tingsekretærer.

I § 2, stk. 2, gives der hjemmel for den sprogbrug, at et folketingsår består af enten en eller flere folketingssamlinger, hvilket sidste vil være tilfældet, hvis folketingets arbejde afbrydes ved nyvalg og tinget træder sammen igen inden folketingsårets udløb. Man bevarer herved det hævdvundne udtryk „samling" som betegnelse for en arbejdsperiode, efter hvis afslutning alle ikke færdigbehandlede forslag til love og andre beslutninger bortfalder (grl. § 41, stk. 4), men således at der fremtidig vil kunne blive tale om et folketingsårs 1. og 2. samling, medens man tidligere sondrede mellem „ordentlige" og „overordentlige" samlinger eller mellem to afdelinger indenfor samme samling.

Mellem to „samlinger" i den gamle grundlovs forstand kunne der være et længere mellemrum, i hvilket tinget var afskåret fra at holde møde. I de senere år var man dog kommet ind på at lade samlingerne afløse hinanden uden mellemrum, bortset fra sådanne pauser, som nødvendiggjordes ved nyvalg, og denne udvikling har man taget konsekvenserne af i den nye grundlov, der overhovedet ikke anvender udtrykket samling — et forhold, der dog ikke hindrer anvendelsen af dette udtryk i forretningsordenen i forannævnte betydning. Der kan i så henseende henvises til, at det tidligere anvendte begreb „afdeling" heller ikke forekom i grundloven. Når udtrykket „samling" under de nye forhold er blevet foretrukket fremfor „afdeling", ligger begrundelsen i, at „samling" har bedst klang i det parlamentariske sprog, og at dette udtryk — i modsætning til „afdeling" — kan benyttes også som betegnelse for et folketingsår, der ikke er delt ved valg.

I § 3 bestemmes, at et parti kun skal kunne opnå repræsentation i præsidiet, hvis det er i stand til at vælge et medlem til et udvalg på 17 medlemmer. Dog har man ikke villet afskære en gruppe, bestående af ikke udvalgsberettigede partier, fra at få mulighed for at vælge et medlem af præsidiet. Efter de hidtil gældende regler var alene gruppernes (ikke parti ernes)størrelse afgørende ved valget af præsidiemedlemmer. Efter de i 1925- 47 gældende regler kom en gruppe kun i betragtning ved valget, hvis den var i stand til at vælge et medlem til et udvalg på 7 medlemmer.

§ 7 er undergået væsentlige ændringer af såvel redaktionel som indholdsmæssig art.

Blandt de i stk. 1 nævnte stående udvalg genfinder man ikke udvalget for andragender, da dette udvalg i de senere år har været anvendt i så ringe omfang, at det må siges næsten helt at have mistet sin betydning. I forvejen var allerede det udvalg, der blev nedsat efter den tidligere grundlovs § 45, og som i forening med et tilsvarende landstingsudvalg udgjorde det såkaldte fællesudvalg, ophørt at eksistere. De valg af medlemmer til kommissioner og hverv, som tidligere foretoges af fællesudvalget, foregår nu i folketingssalen.

Da indfødsretsforslagene under etkammersystemet må underkastes en indgående udvalgsbehandling i folketinget i stedet for som tidligere i landstinget, er der oprettet et stående indfødsretsudvalg.

Udvalget for forretningsordenen, der vil få flere administrative beføjelser end tidligere, har man udvidet fra 14 til 21 medlemmer, heri indbefattet præsidiets medlemmer, der vedblivende skal have sæde i udvalget. Bortset herfra er det besluttet, særlig under hensyn til folketingets forøgede medlemstal, at samtlige stående udvalg skal have 17 medlemmer mod tidligere 15 eller færre. Det samme gælder de udvalg, der nedsættes til behandling af enkelte sager, dog kun forsåvidt ikke andet bestemmes. Overensstemmende med gældende praksis skal folketingets formand være formand for udvalget for forretningsordenen.

Mens tilsynet med biblioteket — denne betegnelse er sat i stedet for bogsamlingen — tidligere udøvedes af et folketingsmedlem og et landstingsmedlem, har man besluttet, at dette hverv fremtidig skal varetages af 2 folketingsmedlemmer. Bestemmelsen herom findes i stk. 2, hvorefter folketinget tillige ved begyndelsen af hver samling skal vælge 9 medlemmer til at føre tilsyn med behandlingen af personer, som er underkastet frihedsberøvelse af nærmere angiven art, jfr. den nye grundlovs § 71, der kræver et sådant tilsyn etableret.

I stk. 4, der omhandler særlige udvalg, det vil sige udvalg til behandling af enkelte sager, har man udeladt den hidtidige bestemmelse om, at et udvalg kan tilkalde et eller flere stemmeberettigede medlemmer, når tinget giver sit samtykke dertil. Denne bestemmelse er ikke blevet brugt i de senere år og vil formentlig kunne undværes, særlig i betragtning af at man i praksis har antaget, at et udvalg kan give et folketingsmedlem, der ikke er indvalgt i udvalget, adgang til at deltage i dets møder uden stemmeret og uden ret til at fremsætte nogen udtalelse i betænkningen.

Som stk. 5 er indsat en ny bestemmelse, hvorefter folketinget skal kunne nedsætte et udvalg vedrørende en sag, der endnu ikke foreligger til behandling. Man har herved villet åbne mulighed for, at der mellem et sådant udvalg og vedkommende minister kan føres forberedende forhandlinger før fremsættelsen af et lovforslag, som af finansielle eller andre grunde ønskes gennemført snarest muligt efter dets offentliggørelse.

Noget nyt betegner ligeledes bestemmelserne i stk. 7 og 8, hvorefter lovforslag i almindelighed skal underkastes udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling, uanset om de allerede mellem 1. og 2. behandling har været henvist til et udvalg, jfr. hvad der herom er anført foran.

§ 8 er ligesom den foregående paragraf stærkt omarbejdet og udvidet med nye bestemmelser. Der gives således nærmere regler om førelsen af udvalgsprotokoller samt om adgang til anvendelse af sekretærer, der ikke er medlemmer af folketinget. Sådanne sekretærer skal i almindelighed være folketingstjenestemænd og have juridisk eller nationaløkonomisk uddannelse; men som det fremgår af stk. 5, skal der i undtagelsestilfælde kunne ses bort fra disse betingelser.

Mens et udvalg tidligere blandt sine medlemmer valgte en formand, en sekretær og eventuelt tillige en ordfører, erstattes sekretæren efter den nye forretningsorden med en næstformand, der dog udfører sekretærarbejdet, hvis udvalget ikke får sekretærhjælp stillet til rådighed.

Andre af paragraffens bestemmelser er omtalt i de indledende bemærkninger.

I § 13, stk. 1, har man indføjet den i grundlovens § 41 indeholdte nye bestemmelse om adgang for et mindretal til at kræve 3. behandling af et lovforslag udskudt i et par uger.

I samme paragrafs stk. 2 er adgangen til at stille ændringsforslag til 3. behandling udvidet således, at reglerne bliver de samme som ved 2. behandling. Denne udvidelse, der særlig har betydning for de ikke udvalgsberettigede partier, må ses på baggrund af, at lovforslagenes behandling i landstinget er faldet bort.

Mens det hidtil har været nødvendigt i hvert enkelt foreliggende tilfælde at vedtage behandlingsmåden for forslag til beslutninger, med hensyn til hvilke særlige regler ikke er fastsat i forretningsordenen, er der i § 17 fastsat faste regler for behandlingen af sådanne forslag. Man har fundet det mest hensigtsmæssigt, at de — i modsætning til, hvad der tidligere var det sædvanlige — fremsættes af forslagsstilleren på samme måde som lovforslag og derefter i efterfølgende møder underkastes 2 behandlinger i tinget. Dette er for ikke-regeringsforslagenes vedkommende 1 behandling mere end efter den hidtil sædvanligt anvendte fremgangsmåde.

Til mundtlig fremsættelse af forslag vedrørende overenskomster med fremmede stater kan anvendes indtil ½ time, mens taletiden i andre tilfælde er begrænset til 1/4 time.

Efter § 19 skal der under den årlige åbningsdebat i henhold til grundlovens § 38 gælde de samme taletider som ved 1. behandling af finanslovforslaget.

I paragraffen gives iøvrigt nye regler om ministerudtalelser udenfor dagsordenen, jfr. herom de indledende bemærkninger.

I § 24, stk. 1, er indføjet en bestemmelse om, at et forslag til motiveret dagsorden må have naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår. Dette betyder forsåvidt ikke nogen realitetsændring, som der allerede i en enstemmig betænkning fra udvalget for forretningsordenen af 23. maj 1947 står, at et forslag om motiveret dagsorden „efter udvalgets opfattelse må stå i forbindelse med den behandlede sag og i modsat fald vil kunne afvises af formanden som forhandlingsleder".

Med hensyn til behandlingen af andragender er i § 25 foretaget nogle ændringer, som tilsigter at bringe forretningsordenens regler herom i overensstemmelse med den praksis, der har fæstnet sig i de senere år. Der gives således formanden en udtrykkelig bemyndigelse til at lade et andragende henlægge til gennemsyn for medlemmerne i folketingets læseværelse, hvis indbringeren ikke har anmodet om at få det henvist til et udvalg. Endvidere har man i stk. 2 stillet det udvalg, hvortil et andragende er henvist, frit med hensyn til afgivelse af betænkning om sagen.

Til de gældende regler om, hvordan medlemmerne skal benævnes, har man i § 26 føjet tilsvarende regler for ministrenes vedkommende, hvorefter ministrene i overensstemmelse med hidtidig sædvane skal benævnes: den højtærede ...minister eller minister for ....

Samtidig med, at reglerne om anvendelse af citater er nærmere præciseret, har man i § 27 fastsat, at lovtekster og udtalelser i folketinget m. v. frit skal kunne citeres.

§ 28, der handler om medlemmers og ministres adgang til at få ordet i folketinget, er omredigeret, navnlig med henblik på at bringe dens bestemmelser i overensstemmelse med gældende praksis. Det bestemmes bl. a., at formanden i det omfang han skønner det rimeligt, uanset de fastsatte taletider, kan give medlemmer ordet til fremsættelse af korte bemærkninger af indtil 2 minutters varighed.

Bestemmelserne om folketingets administration, der findes i §§ 42-44, er stærkt omarbejdet. Bl. a. bestemmes det, at hvervet som regnskabsfører og kasserer ikke må forenes, og at der skal være 2 revisorer mod hidtil kun 1. Om ansættelsen og afskedigelsen af overordnede tjenestemænd skal der træffes bestemmelse i udvalget for forretningsordenen, mens ansættelsen og afskedigelsen af folketingets øvrige tjenestemænd er overladt formanden, dog efter forhandling med næstformændene. Endvidere skal nævnes, at der efter forudgående forhandling med tjenestemændene skal udfærdiges et lønningsregulativ.

Der var i betænkningen stillet to mindretals-ændringsforslag til § 26, der lyder således:

„Medlemmerne og ministrene taler fra folketingets talerstol. Det er ikke tilladt at tiltale nogen direkte under forhandlingerne. Medlemmerne benævnes: det ærede medlem hr., fru eller frøken med tilføjelse af navn uden titel. Ministrene benævnes: den højtærede ....minister eller minister for ....".

Ifølge det ene af disse ændringsforslag, der var stillet af Poul Hansen (Kalundborg) (S), Alfred Jensen (DK) og Edel Saunte (S), skulle 3. punktum erstattes med: „Medlemmerne benævnes: hr., fru eller frøken med tilføjelse af navn uden titel". Endvidere skulle sidste punktum udgå.

Det andet ændringsforslag var stillet af Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV) og havde følgende ordlyd:

„3. punktum erstattes med følgende: „Medlemmerne benævnes: hr., fru eller frøken med tilføjelse af navn uden titel. Dog kan — i eller uden forbindelse hermed — også betegnelsen „det ærede medlem" anvendes." Sidste punktum udgår."

I tilslutning til udvalgets betænkning anfører Alfred Jensen (DK) i en mindretalsudtalelse, at han ikke anser „de foreslåede ændringer for at være tilstrækkelig omfattende under hensyntagen til arbejdsforholdene under den nye forfatning.

Mindretallet mener, at grupperne bør drages mere ind i tingets arbejde. Efter dets opfattelse bør alle grupperne være repræsenteret i præsidiet og derigennem også i udvalget for forretningsordenen, hvor en række forhold vedrørende tingets arbejde afgøres.

Mindretallet er endvidere af den mening, at medlemstallet i såvel de stående som de midlertidige udvalg bør være større end det foreslåede antal på 17 medlemmer. Det finder det urimeligt, at medlemmer, der fremsætter forslag, ikke får sæde i de udvalg, som nedsættes til behandling af de af dem stillede forslag.

Efter at der er givet mindretallet tilsagn om deltagelse i de videre forhandlinger om finansudvalgets arbejdsformer, kan det tiltræde forslaget om nedsættelse af et særligt udvalg til behandling af disse anliggender.

Mindretallet anser ikke begrænsning af taletiden for nødvendig ved behandling af forslag og forespørgsler.

Mindretallet er ikke tilhænger af at opretholde omtaleformen „det ærede medlem". Det er derfor med til at stille ændringsforslaget til § 26 under nr. 1.

Mindretallet vil iøvrigt i tinget nærmere redegøre for sin stilling."

Udenfor betænkningen stillede Oluf Pedersen (DR) til forslagets 1. behandling i tinget tre ændringsforslag, hvorefter der skulle vælges indtil 5 næstformænd og kravet om en vis størrelse for de grupper, der skal kunne opnå repræsentation i præsidiet, bortfalde. Endvidere foresloges det, at hvert af de i præsidiet repræsenterede partier skulle have ret til at vælge mindst 1 medlem til alle udvalg på mindst 17 medlemmer.

Ved 1. behandling førtes en indgående debat om forskellige af de spørgsmål, som forhandlingerne i udvalget havde drejet sig om. Den sluttede med, at samtlige paragraffer vedtoges i uændret skikkelse, efter at ændringsforslagene var forkastet. For Oluf Pedersens ændringsforslag stemte kun 12 medlemmer (DR og DK), mens ændringsforslag nr. 1 i betænkningen (af Poul Hansen (Kalundborg) m. fl.) forkastedes med 68 stemmer mod 59, idet 11 medlemmer afholdt sig fra at stemme. Ændringsforslag nr. 2 i betænkningen (af Jørgen Jørgensen (Lejre)) forkastedes med 91 stemmer mod 44.

Til 2. (sidste) behandling stilledes af Nina Andersen, Hanne Budtz, Kirsten Gloerfelt-Tarp, Bodil Koch, Alvilda Larsen, Viola Nørløv, Petra Petersen, Ellen Poulsen og Edel Saunte til § 26 følgende ændringsforslag:

„3. punktum affattes således: „Medlemmerne benævnes: det ærede medlem hr. eller fru med tilføjelse af navn uden titel"."

Yderligere stillede Oluf Pedersen underændringsforslag om, at ordene „hr. eller fru" skulle udgå.

Fra flere sider blev det imidlertid gjort gældende, at der ikke var tilstrækkelig tid til at overveje disse forslag, når forretningsordenen skulle kunne vedtages inden jul, men at man senere kunne tage spørgsmålet op. Dette foranledigede Nina Andersen (S) til som ordfører for dem, der havde stillet ændringsforslaget, at udtale:

„Under hensyn til de udtalelser, der er faldet her, da der i hvert tilfælde fra en enkelt side er givet udtryk for enighed i det princip, som vort ændringsforslag indeholder, og da vi ved, at forretningsordenen inden længe igen vil komme til ændring, vil jeg trække vort ændringsforslag tilbage. Jeg vil dog ledsage denne tilbagetrækning med en anmodning til udvalget, der igen vil komme til at beskæftige sig med forretningsordenen, om, at man med lige stor sympati vil behandle ændringsforslaget og underændringsforslaget, idet jeg stadigvæk er af den opfattelse, at det ville være til gavn for et stort antal kvinder i dette land, om man ikke mere havde forskelsbetegnelse, forsåvidt angår voksne kvinder."

Denne tilbagetagelse bevirkede, at såvel ændringsforslaget som underændringsforslaget bortfaldt, da ingen ønskede at optage dem.

Efter forhandlingens slutning vedtoges forslaget til forretningsorden for folketinget enstemmigt med 143 stemmer.