Forespørgeren (DR) indledte sin begrundelse af forespørgslen således:

„Det var Mr. Marshalls tanke at gøre Marshallhjælpen afhængig af en samtidig frigørelse af handelen i Vesteuropa, og det var Paul Hoffmans politik at prøve at føre denne tanke ud i en virkelig frigørelse. Det kan ikke nægtes, at i de forløbne år er handelen blevet friere, end den har været, og liberaliseringen er skredet, frem. Men der mangler endnu et meget betydeligt stykke; således mangler Danmark endnu at frigøre en fjerdedel af sin handelsimport fra de vesteuropæiske lande indenfor den europæiske samarbejdsorganisation, og Danmark mangler ca. to femtedele i sin samlede udenrigshandel, hvilket svarer til en import på 2½ milliard kr.

Når der nu ifølge dagspressen i Paris er fremsat et forslag om at føre liberaliseringen helt til tops, op til 100 pct., for Vesteuropas vedkommende, er dette forslag af den største interesse for dette høje ting og for den almindelige befolkning i Danmark, og dette er foranledningen til, at vi har anmodet den højtærede økonomi- og arbejdsminister om at redegøre for de forhandlinger, der har været nede i OEEC om dette forslag."

Ministeren havde, efter hvad forespørgeren videre udtalte, fremsat en udtalelse om, at Danmark ikke kunne tiltræde forslaget om 100 pct. liberalisering i dets nuværende form, idet landenes samlede reelle beskyttelse måtte tages i betragtning. Forespørgeren ville under henvisning hertil gerne have at vide, „om ministeren mener, at det er af betydning for et land at have restriktioner, at have toldrestriktioner, og jeg vil gerne spørge ham, om denne beskyttelse efter hans opfattelse er en beskyttelse for landet, eller det kun er en beskyttelse for enkelte kredse af befolkningen."

I sin udførlige svartale gav økonomi- og arbejdsministeren bl. a. en redegørelse for de overvejelser, der var gået forud for den danske delegations afrejse til konferencen i Paris.

"Fra regeringens side besluttede vi os", udtalte ministeren, „til efter samråd med hovederhvervsorganisationerne og vareforsyningsudvalget at tage det standpunkt, at vi som et lille land med en stærkt specialiseret produktion og en stor udenrigshandel måtte være positivt interesseret i større frihandel, og at vi derfor skulle støtte tankerne i den retning. Samtidig var det imidlertid klart, at vi skulle benytte lejligheden til at påpege de ensidigheder og skævheder i den hidtidige form for handelens frigørelse, som havde virket til ugunst for vort land. ...

Vi skulle pege på den statshandel, der ikke er berørt af liberaliseringen, den handel, som udgør 10-15 pct. af den samlede vesteuropæiske samhandel, og som fortrinsvis omfatter landbrugsprodukter.

Vi skulle endvidere pege på, som jeg allerede har berørt, at en del af den gennemførte liberalisering i virkeligheden kun er en slags vinduespynt, idet man gør den illusorisk ved høje toldsatser eller andre former for importforhindringer. Som eksempel skulle vi specielt pege på Tyskland. Tyskland har formelt overfor Danmark en liberaliseringsprocent på 91, hvilket tilsyneladende er ganske tilfredsstillende, men virkeligheden ser bare helt anderledes ud. Det faktiske forhold er nemlig, at den vigtigste del af Danmarks fødevareeksport til Tyskland, herunder så betydningsfulde varer som kød og smør, ikke kan afsættes frit på det tyske marked på grund af statshandel og høje toldsatser. Ligeledes kunne det påpeges, at England fornylig ved en konference i den internationale organisation for toldnedsættelser, GATT, har ønsket og også opnået en undtagelse fra visse af denne organisations almindelige regler, hvorved det bliver muligt for England at forhøje sin beskyttelsestold på visse områder, hvad der også kan komme til at berøre varer, som Danmark eksporterer til Storbritannien.

Vort mål var med andre ord på mødet at støtte bestræbelserne for friere handel, men at fremhæve kravet om en virkelig gensidighed i frigørelsen og søge at opnå forbedringer især med hensyn til landbrugsprodukternes frigørelse, så der også for disse varers vedkommende kunne opnås et i højere grad fælles europæisk marked, samt at kæmpe imod de toldskranker, der er så generende ikke alene for dansk landbrugseksport, men også for industrieksporten, og som stiller dansk industri overfor ulige konkurrencevilkår.

Herudover har vi måttet berøre flere spørgsmål, som har været berørt så ofte før, men desværre stadig er aktuelle, f. eks. dobbeltpriserne, hvorved visse lande eller visse sammenslutninger af lande i deres prispolitik diskriminerer andre lande, f. eks. på den måde, at Danmark for visse råvarer må betale en højere pris, end disse landes egen eksportindustri må betale. Ligeledes måtte vi i forbindelse med spørgsmålet om betalingsunionen gå imod eventuelle tendenser til at stramme dennes kreditbetingelser, således at de lande, der står i underskud overfor den europæiske betalingsunion, kunne blive forpligtet til at betale højere dollarkvoter.

Endelig ønskede vi at fremhæve, at fri handel trives bedst i et klima af voksende produktion. Hvis alle lande udvider deres produktion omtrent i samme takt, bliver mulighederne for ligevægt på handels- og betalingsbalancen større, hvorimod vi i tilfælde af økonomiske tilbageslag så ofte har erfaret, at vanskelighederne ved at fastholde den frie handel eller ved at udvide den bliver større."

Efter nærmere at have omtalt forhandlingerne i Paris, gav ministeren en oversigt over, hvad disse forhandlinger i hovedsagen var resulteret i.

Det var blevet fastslået, at „følgende fire forudsætninger skulle være opfyldt, før man kunne gøre yderligere liberaliseringsfremskridt:

Den første forudsætning var, at der måtte være tilvejebragt et europæisk eller et andet multilateralt betalingssystem ud over den 1. juli 1954, hvor den nuværende EPU-overenskomst udløber. Heri ligger formentlig, at man kan regne med, at enten forlænges den europæiske betalingsunion, eller noget tilsvarende, f. eks. i forbindelse med de konvertibilitetsplaner, som både England og Tyskland nærer, bliver gennemført. Der ligger deri ikke, at vi kan regne med, at den europæiske betalingsunion bliver forlænget uændret.

For det andet er forudsætningen den, at ulighederne i liberaliseringen mellem landene må formindskes.

For det tredie den, at specielt Frankrig må opfylde sine liberaliseringsforpligtelser fuldtud, d. v. s. gennemføre 75 pct.s liberalisering.

For det fjerde må der ske visse ændringer i reglerne, sådan at betingelserne for, at man kan gå baglæns med liberaliseringen, bliver skærpet.

Det blev derefter aftalt, at man skulle afholde et nyt ministerrådsmøde inden den 1. april 1954, formentlig i slutningen af marts. Inden det møde, og såvidt mulig allerede inden 1. december, skal alle medlemslandene til organisationen indlevere lister over de varer, der endnu ikke er liberaliseret."

I den efterfølgende ret omfattende debat deltog — foruden forespørgeren og ministeren — Poul Hansen (Kalundborg), Anker Lau, Weikop, Jørgen Jørgensen (Lejre) og Fuglsang.