Luk

Luk
Luk

Luk

L 1 Lov om ændringer i lovgivningen om folketingets valg af medlemmer til visse kommissioner og nævn m. v.

Af: Statsminister Hans Hedtoft (S)
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 281 af 24-10-1953
Ved Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 blev de bestemmelser i 1915-grundloven, der giver nærmere regler om fremgangsmåden ved rigsdagens valg af medlemmer til kommissioner, hverv o. lign., ændret, idet den nye grundlovs § 52 alene bestemmer, at sådanne valg sker efter forholdstal.

I den gældende lovgivning findes imidlertid en række bestemmelser, hvorefter visse medlemmer af kommissioner o. lign. vælges af folketing og landsting, ligesom der også ved enkelte lovbestemmelser er tillagt det i 1915-grundlovens § 45, stk. 2, jfr. § 49, stk. 3, omhandlede rigsdagsfællesudvalg andre beføjelser end valg af medlemmer, således i henhold til lov nr. 198 af 16. juli 1927 om vederlag og pension m. v. til ministre. Det har derfor været nødvendigt at foretage en ajourføring af den pågældende lovgivning, hvilket nærværende lov tager sigte på.

I § 1 bestemmes, at folketinget fremtidig skal udpege et antal medlemmer svarende til det medlemstal, der tidligere valgtes af rigsdagen.

Ved § 2 henlægges det hidtidige § 45-udvalgs beføjelser til at fastsætte det tidsrum, i hvilket afgåede ministre kan oppebære ventepenge, og til at afgøre, hvilke hverv en minister vil kunne bevare ved sin tiltræden, til et af folketinget nedsat udvalg (jfr. forretningsorden for folketinget, § 7, stk. 1, nr. 1).

§ 3 omhandler valg af stedfortrædere for statsrevisorer, idet man har anset det for nødvendigt at sikre, at valget af stedfortrædere sker på tilsvarende måde som valget af statsrevisorerne.

I § 4, der omhandler det i henhold til lov af 27. maj 1950 nedsatte Grønlandsudvalg, bestemmes, at de to i Grønland valgte folketingsmedlemmer fremtidig indtræder som selvskrevne medlemmer af udvalget i stedet for to af Grønlands landsråd udpegede tilforordnede.

Såfremt folketingsvalg i Grønland først kan finde sted, efter at der har været afholdt valg i den øvrige del af riget, vil der opstå den situation, at Grønland i et tidsrum ikke er repræsenteret i folketinget. I et af landstinget nedsat udvalg til behandling af lov om folketingsvalg i Grønland var der derfor også enighed om, at man under sådanne omstændigheder burde drage omsorg for, at de i Grønland valgte folketingsmedlemmer, som har haft sæde i det opløste folketing, i grønlandsudvalget får lejlighed til at deltage i behandling af spørgsmål af betydning for den grønlandske befolkning i det omfang, sådanne spørgsmål kommer til behandling, inden Grønland igen er repræsenteret i folketinget.

Det bestemmes i overensstemmelse hermed, at de i Grønland valgte folketingsmedlemmer i tilfælde af nyvalg til folketinget bevarer deres sæde i udvalget, indtil folketingsvalg i Grønland har fundet sted.

Lovforslaget vedtoges i folketinget uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
O. Einer-Jensen (S), Arnth Jensen (V), Poul Møller (KF) og Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV)