Luk

Luk
Luk

Luk

L 108 Lov om ændring i lov om patenter.

Af: Minister for handel, industri og søfart Lis Groes ()
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 304 af 26-11-1953
Loven falder i to dele og omhandler dels bestemmelser, der tilsigter en forhøjelse af visse af de i patentloven hjemlede afgifter med henblik på at forbedre patentdirektoratets økonomi, dels bestemmelser, der skal bane vejen for en senere tiltrædelse af en konvention vedrørende de formelle fordringer til patentansøgninger, hvortil udkast er udarbejdet af Europarådets patentekspertkomité.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres bl. a.:

„Medens direktoratet for patent- og varemærkevæsenets virksomhed i årene før og under krigen udviste et betydeligt årligt overskud, har det — på grund af de stigende udgifter — været nødvendigt efter krigen at gennemføre en forhøjelse af patent- og varemærkeafgifterne for at søge tilvejebragt en rimelig balance på direktoratets regnskab.

Således forhøjedes ved lov nr. 515 af 22. december 1947 afgiften for indlevering af patentansøgninger fra 50 kr. til 75 kr. og afgiften for udstedelse af patent fra 35 kr. til 50 kr. Visse af årsafgifterne for udstedte patenter forhøjedes ved lov nr. 508 af 20. december 1950, og sidst gennemførtes ved lov nr. 35 af 4. marts 1953 en forhøjelse af afgifterne for anmeldelse og fornyelse af varemærker.

De herved forøgede indtægter har imidlertid vist sig at være utilstrækkelige til at imødegå udgiftsstigningerne ... På finansloven for indeværende finansår er direktoratets samlede indtægter anslået til 1 815 000 kr. og udgifterne til 1 992 986 kr., d. v. s. at der er regnet med et underskud på ca. 178 000 kr. På indtægtssiden er dog ikke medregnet den merindtægt på ca. 95 000 kr. årlig, som den ved ovennævnte lov nr. 35 af 4. marts 1953 gennemførte forhøjelse af varemærkeafgifterne skønnes at ville indbringe. På den anden side vil den à jourføring af de akkordlønnede tekniske medarbejderes vederlag, som efter forhandling med bevillingsmyndighederne er gennemført med virkning fra 1. april 1953, medføre en stigning i udgifterne for indeværende og følgende år på ca. 100 000 kr. årligt.

For at opnå, at indtægterne ved virksomheden i de kommende år med en rimelig sikkerhedsmargin vil kunne dække udgifterne, må det anses for nødvendigt, at institutionens indtægter forøges ved en forhøjelse af visse af afgifterne. I betragtning af, at afgifterne for anmeldelse og fornyelse af varemærker er forhøjet i indeværende år, bør den eventuelle indtægtsforøgelse søges opnået gennem en forhøjelse af patentafgifterne.

Under hensyn hertil foreslås afgifterne for 2.-4. patentår, der ikke blev forhøjet ved lov nr. 508 af 20. december 1950 sammen med de øvrige årsafgifter, forhøjet fra de nuværende 25 kr. til 50 kr. Endvidere foreslås indleveringsafgiften for patentansøgninger forhøjet fra 75 kr. til 100 kr. og afgiften for udstedelse af patent forhøjet fra 50 kr. til 75 kr. samt endelig gebyret for nedsættelse af en særlig kommission forhøjet fra de nuværende 200 kr. til 300 kr.

Samtidig foreslås det af praktiske grunde, at der gennemføres en ændring af bestemmelsen i § 7, stk. 5, hvorved den nuværende sidste betalingsfrist af 3 måneder ændres til 2 måneder, således at den samlede frist ikke vil blive længere end den samlede frist efter § 7, stk. 1.

Det skal oplyses, at såvel indleveringsafgiften for patentansøgninger som udstedelsesafgiften i Sverige andrager 100 svenske kr. De tilsvarende afgifter i Norge andrager henholdsvis 75 og 65 norske kr.

Gennemføres den foreslåede forhøjelse af afgifterne for 2.-4. patentår, vil et patents opretholdelse gennem samtlige 17 år her i landet koste 3 325 kr. mod nu 3 250 kr. I Sverige er det tilsvarende beløb 3 675 svenske kr. og i Norge 2 450 norske kr.

De foreslåede forhøjelser skønnes at ville medføre en årlig merindtægt på ca. 290 000 kr., hvorved institutionens regnskab, såfremt forholdene ikke væsentlig forrykkes i de kommende år, skulle kunne udvise et årligt overskud på omkring 100 000 kr.

Forslaget til ændring af bestemmelserne i § 12, stk. 1, § 16, stk. 1, 1. punktum, og § 21, stk. 1, fremsættes af hensyn til Danmarks eventuelle tiltrædelse af en konvention vedrørende de formelle fordringer til patentansøgninger, hvortil udkast er udarbejdet af Europarådets patentekspertkomité."

Lovforslaget henvistes i folketinget til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag. Det vedtoges uændret og med enstemmig tilslutning.
Partiernes ordførere
S. Lund Jensen (S), Poul Givskov Christensen (V), Erik Ninn-Hansen (KF), E. Rager (RV) og J. M. Pedersen (DR)