Luk

Luk
Luk

Luk

L 13 Lov om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten for skatteåret 1954-55.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 90 af 31-03-1954
Loven er overensstemmende med den for skatteåret 1953-54 gældende udskrivningslov, lov nr. 68 af 31. marts 1953 (årbog 1952-53, side 185), dog med den væsentlige afvigelse at skalaindtægter, som ligger under 20 000 kr., har opnået en lempelse i beskatningen. Mens bundgrænsen for skattepligt tidligere var 2 000 kr., er den nu 2 200 kr., og af en skattepligtig indkomst på f. eks. 10 000 kr. skal kun svares 950 kr. mod tidligere 1 060 kr., idet skatten udskrives efter følgende skala:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1953-54, side 105].

Finansministeren havde oprindelig foreslået, at bundgrænsen for skattepligt skulle forhøjes til 2 400 kr., og at skatteydere med skalaindkomster på indtil lidt over 15 000 kr. skulle have en lettelse, mod at skatten til gengæld blev sat op for skatteydere med højere skalaindkomster. Eksempelvis skulle forhøjelsen for en skalaindkomst på 20 000 kr. udgøre 110 kr. og for en skalaindkomst på 50 000 kr. 1 060 kr. Det var herved tilsigtet, at nedsættelser og forhøjelser omtrent skulle opveje hinanden.

Under lovforslagets behandling i folketinget vedtoges det imidlertid at lade forhøjelserne bortfalde og at gennemføre lempelserne på en noget anden måde end foreslået, som det fremgår af, hvad ovenfor er anført.

Samtidig vedtoges det at ændre opkrævningsvederlaget til kommunerne. Dette skal som hidtil udgøre 1 pct. af de indgåede beløb, men med 4 kr. som minimum og 5 kr. som maksimum pr. skatteyder mod tidligere henholdsvis 3 kr. og 4 kr.

Til lovforslagets 2. behandling stilledes fra kommunistisk side et underændringsforslag, hvorefter skalaindtægter under 2 400 kr. skulle være skattefri og indtægter på op til 6 500 kr. slippe billigere end efter foranstående skala, som der var opnået enighed om i det folketingsudvalg, der behandlede sagen.

Efter at dette underændringsforslag var forkastet og udvalgets ændringsforslag vedtaget, blev lovforslaget i den ændrede affattelse vedtaget enstemmigt, idet kommunisterne afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Hans Knudsen (S), Edvard Sørensen (V), Poul Møller (KF), Bertel Dahlgaard (RV), Alfred Jensen (DKP) og Oluf Pedersen (DR)