Loven har følgende indhold:
§ 1. Undervisningen i de af staten og kommunerne drevne højere almenskoler er vederlagsfri.
Undervisningen er ligeledes vederlagsfri i de til den eksamensfri afdeling af folkeskolen knyttede klasser for børn over den undervisningspligtige alder og de i henhold til folkeskoleloven af 18. maj 1937 § 2, stk. 2, oprettede fortsættelsesklasser og kursus til almindelige forberedelseseksamen ved folkeskolen på landet.
§ 2. Læremidler, der benyttes ved undervisningen i de i § 1 nævnte skoler, stilles til rådighed for eleverne, således at de hermed forbundne udgifter for statsskolernes vedkommende afholdes af statskassen, for de kommunale skolers vedkommende af kommunen.
§ 3. For elever, der efter meddelelse til hjemstedskommunen optages i en af de i § 1 nævnte kommunale skoler m. v. udenfor denne, kan den del af udgiften til undervisning og læremidler, der normalt afholdes af kommunen, kræves refunderet af hjemstedskommunen efter nærmere af undervisningsministeren efter forhandling med indenrigs- og boligministeren fastsatte bestemmelser.
§ 4. For ophold på statens kostskoleafdelinger betales en afgift, der fastsættes af undervisningsministeren efter forhandling med folketingets finansudvalg.
Forfaldne afgifter kan inddrives ved udpantning efter de for personlige skatter til staten gældende bestemmelser.
§ 5. Lov nr. 169 af 20. marts 1918 § 4 og lov nr. 385 af 30. juni 1919 om skoleafgift m. m. som ændret ved lov nr. 138 af 29. marts 1924 ophæves.
Skoleafgiften i henhold til nævnte lovbestemmelser for børn i undervisningspligtig alder i Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuners eksamensskoleklasser opkræves sidste gang med de den 31. maj 1953 for kvartåret maj—juli 1953 forfaldne beløb, jfr. skoleafgiftslovens § 10.
Skoleafgiften for børn over undervisningspligtig alder i nævnte kommuners eksamensskoleklasser samt for børn i statens højere almenskoler opkræves sidste gang med de den 31. maj 1954 for kvartåret maj-juli forfaldne beløb.
Andre kommuners adgang til at opkræve skoleafgift for børn over undervisningspligtig alder bortfalder senest 1. august 1954.
Bestemmelserne i nærværende lovs § 2 træder i kraft fra begyndelsen af skoleåret 1954-55.
§ 6. Undervisningsministeren bemyndiges til — forsåvidt angår skolerne i hovedstadskommunerne efter forhandling med kommunalbestyrelserne — at træffe de nærmere bestemmelser angående lovens gennemførelse.
§ 3 indføjedes i folketinget, hvor man ligeledes ændrede de i § 5, stk. 3 og 4, oprindelig foreslåede frister.
I bemærkningerne til lovforslaget anføres bl. a.:
„Medens den tidligere grundlovs § 83, stk. 1, indeholdt bestemmelser om, at „børn, hvis forældre ikke har evner til at sørge for deres oplærelse, har ret til fri undervisning i folkeskolen", bestemmer Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 i § 76, 1. punktum, at „alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen".
Betydningen af den ændrede affattelse af denne grundlovsbestemmelse, hvorefter adgangen for undervisningspligtige børn til fri undervisning i folkeskolen, herunder eksamensmellemskolen, gøres uafhængig af forældrenes økonomiske kår, er i det væsentlige en sikring af en i praksis allerede gennemført og efter de godkendte skoleplaner gældende ordning; de enkelte afvigelser fra denne ordning, som endnu ved grundlovens ikrafttræden måtte findes, er nu uden gyldighed og iøvrigt uden økonomisk rækkevidde.
For statsskolernes mellem-, real- og gymnasieklasser og for de tilsvarende klasser ved de kommunale skoler i København, Frederiksberg og Gentofte, der omfattes af lov nr. 385 af 30. juni 1919 om skoleafgift m. m., som ændret ved lov nr. 318 af 29. marts 1924, jfr. for hovedstadskommunerne lov nr. 169 af 20. marts 1918 § 4, har der dog været opkrævet en skoleafgift efter en progressiv skala i forhold til forsørgerens indtægt, nærmere fastsat på de årlige finanslove.
Efter at adgangen til at opkræve skoleafgift for undervisningspligtige børn i de kommunale eksamensskoler nu er bortfaldet med grundloven af 5. juni 1953, anser man det for en nødvendig konsekvens heraf også at lade afgiften for de børn i tilsvarende aldersklasser, der undervises i statsskolerne, bortfalde.
Man må tillige ønske, at der sikres adgang til vederlagsfri undervisning også for unge over undervisningspligtig alder, således at de ikke af skoleafgiftskravet hindres i at tage den uddannelse, hvortil deres evner kvalificerer dem. Man foreslår derfor i overensstemmelse med ungdomskommissionens forslag i betænkning I, Gymnasiet, pag. 53, at skoleafgiftslovens bestemmelser i det hele ophæves — dog med bibeholdelse af bestemmelserne om opholdsafgift ved statens kostskoler — og at i det hele al skoleafgift ved de offentlige skoler, såvel de højere almenskoler som folkeskolen, bortfalder.
Disse skoleafgifter for børn udover den undervisningspligtige alder betyder en stor byrde for mange forsørgere, men udgør kun ubetydelige indtægtsbeløb for stat og kommuner i sammenligning med udgifterne til skolernes drift. For finansåret 1952-53 udgjorde indtægten af skoleafgifter for staten ialt 1 329 265 kr. og for hovedstadskommunerne 426 948 kr.
Endelig foreslår man, ligeledes i overensstemmelse med de af ungdomskommissionen fremførte synspunkter, se betænkning I, Gymnasiet, pag. 52, at også de nødvendige læremidler stilles gratis til rådighed for elever i de offentlige højere almenskoler.
Den gældende ordning, hvorefter læremidlerne for de heromhandlede børn principielt bekostes af forældrene, når bortses fra, hvad der følger af folkeskolelovens § 14, jfr. nedenfor ad § 2, er for en stor del forladt ved kommunalbestyrelsernes initiativ og føles i det hele urimelig, ikke mindst for statsskolernes mellemskoleelever, men også for eleverne i de højere klasser, hvor bogudgifterne ofte er en hård belastning af forældrenes økonomi.
De i forslaget indeholdte bestemmelser om statens højere almenskoler gælder også for Sorø Akademis Skole."
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra flertallet af partiernes ordførere. Kun venstre og retsforbundet tog afstand fra visse af forslagets bestemmelser, som efter deres opfattelse var for vidtgående.
I det udvalg, der fik sagen til behandling, enedes medlemmerne med undtagelse af venstres repræsentanter om at indstille lovforslaget til vedtagelse med de foran omtalte ændringer. I betænkningen hedder det:
„Under samråd med undervisningsministeren er bl. a. drøftet forslagets virkninger i tilfælde, hvor en elev søger undervisning udenfor hjemstedskommunen, samt hvorledes forslaget iøvrigt vil virke for kommuner med egne gymnasier. Disse problemer fremførtes også af de kommunale organisationer.
Ministeren har overfor udvalget oplyst, at han ved en forhandling med de kommunale organisationer har fået disses tilsagn om medvirken til at finde frem til den mest hensigtsmæssige ordning af tilskudsforholdene for de kommunale eksamensskoler, herunder af spørgsmålet om betaling for udenbysboende elever. Ministeren har i konsekvens heraf stillet det under nr. 3 opførte ændringsforslag.
Da visse kommuner har skoleår fra 1. april til 31. marts og andre kommuner fra 1. august til 31. juli, og da det må anses for rimeligt, at adgangen til at opkræve skoleafgift bortfalder for alle kommuner til samme tid, har ministeren stillet de under nr. 4 og 5 opførte ændringsforslag om terminerne for skoleafgiftens bortfald.
Udvalget har med ministeren drøftet de private gymnasiers stilling i tilfælde af det foreliggende lovforslags gennemførelse, og ministeren hår erklæret sig villig til at søge gennemført, at der ydes de private gymnasier et særligt tilskud til fripladser og læremidler, således at der tilstræbes en for dem tilfredsstillende ordning."
Venstremindretallets medlemmer anfører, at de kan tiltræde, „at der gennemføres fri undervisning for alle børn i den undervisningspligtige alder, hvilket iøvrigt er en følge af den nugældende grundlovs § 76. Mindretallets ændringsforslag tilsigter gennemførelse heraf.
Derimod kan mindretallet ikke tiltræde, at alle slcoleafgifter bortfalder, forsåvidt angår undervisning af børn over den undervisningspligtige alder, og at læremidler i alle tilfælde skal stilles gratis til rådighed for disse.
Mindretallet mener for det første, at spørgsmålet om en lettelse af den videregående uddannelse bør løses samlet. Mindretallet peger i denne forbindelse på, at det område, hvor der er stærkest brug for en støttende indsats, er den mest langvarige uddannelse; især uddannelsen ved universiteterne, og at indsatsen i første række må rette sig imod denne opgave. Dette vil i sig selv forstærke tilgangen til gymnasierne. I samme retning vil det virke, at de talstærke årgange snart vokser ind i gymnasiealderen. Begge disse faktorer vil i meget høj grad skærpe kravene om flere gymnasier og undervisningskræfter, ligesom dette igen må antages yderligere at skærpe eksamenskravene helt ned til mellemskolen. Mindretallet finder det herefter betænkeligt at sætte yderligere en tredie faktor — bortfald af skoleafgifter til gymnasierne — i funktion.
Mindretallet ville være rede til i sammenhæng med forslag til lov om „Ungdommens uddannelsesfond"s forvaltning og virksomhed. (Ændring af lov nr. 217 af 7. juni 1952) at skabe et grundlag, hvorefter der bliver tilvejebragt en hjælp for de gymnasiesøgende elever, hvis forsørgere hører til de økonomisk dårligst stillede.
Mindretallet ønsker derudover at fremhæve, at det finder det urigtigt at lade bortfald af skoleafgifter finde sted, før der er truffet en endelig ordning om et nyt økonomisk forhold mellem kommuner med statsgymnasier og kommuner med kommunale gymnasier.
Mindretallet må endvidere stærkt advare mod forslaget til en ny paragraf (ændringsforslag nr. 3), hvorefter der pålægges sognekommuner pligt til i alle tilfælde at betale skoleafgift til et gymnasium i en anden kommune for elever boende i sognekommunen.
Endelig ønsker mindretallet at udtale, at dersom flertallets forslag gennemføres, må i konsekvens heraf en forholdsmæssig forbedring af de private- skolers økonomi gennemføres, således at forholdet mellem den private og den offentlige skole ikke forrykkes ved gennemførelsen af det foreliggende lovforslag."
Udfra disse synspunkter stillede mindretallet en række ændringsforslag, som ved 2. behandling støttedes af retsforbundet, men afvistes af udvalgs fler tallet og kommunisterne. Ved afstemningen forkastedes mindretalsforslagene, mens de af flertallet tiltrådte ændringsforslag vedtoges.
I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget med 96 stemmer mod 36 (V og DR).