Lovforslaget indeholdt følgende bestemmelser:
Dansk privatret kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med sådanne ændringer, som er påkrævet af hensyn til de særlige geografiske og kulturelle forhold.
Der sker iøvrigt ingen ændring i den bestående ordning med hensyn til at give bestemmelser for Grønland.
Fremtidige love har, medmindre andet bestemmes, ikke gyldighed for Grønland.
Af bemærkningerne til lovforslaget anføres:
„Det må påregnes, at den igangværende udvikling af de erhvervsmæssige og sociale forhold i Grønland og gennemførelsen af den nærmere tilknytning af Grønland til Danmark vil gøre behovet for retsregler til regulering af forholdet mellem landsdelens borgere stadig mere påtrængende.
Da et sådant lovgivningsarbejde vil få et meget betydeligt omfang, idet der vil blive spørgsmål om gradvis at indføre de væsentligste dele af den danske civilret på Grønland, ville arbejdet med en gennemgang af disse bestemmelser, der for det øvrige Danmarks vedkommende hviler på lov og således i forvejen er behandlet af de lovgivende organer, kun med besvær kunne finde plads blandt folketingets normale opgaver, og statsministeriet har derfor anset det for ønskeligt, at der gennemføres en forenkling af lovgivningsarbejdet for Grønland indenfor privatrettens område.
I lovforslagets 1. stk. foreslås det derfor, at dansk privatret ved kongelig anordning skal kunne sættes i kraft for Grønland med sådanne ændringer, som er påkrævet af hensyn til de særlige geografiske og kulturelle forhold.
Det vil være en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at de regler, der agtes gennemført, bygger på de tilsvarende danske bestemmelser, og den i forslaget indeholdte bemyndigelse vil således ikke give adgang til i Grønland at indføre privatretlige bestemmelser, der på afgørende måde afviger fra dansk ret.
En uændret gennemførelse af de danske bestemmelser vil der dog kun undtagelsesvis blive tale om, idet dels de særlige geografiske og territoriale forhold og dels det grønlandske samfunds struktur ofte vil nødvendiggøre, at der foretages modifikationer i de ikraftværende danske bestemmelser, forinden de udvides til at omfatte Grønland. ... Såvel med hensyn til spørgsmålet om betimeligheden af sådanne afvigelser som med hensyn til det almindelige spørgsmål om, i hvilket omfang danske lovbestemmelser må anses for anvendelige på grønlandske forhold, skulle der efter statsministeriets mening gennem samarbejdet med landsrådet, med folketingets Grønlandsudvalg og med andre grønlandske sagkyndige være tilvejebragt tilstrækkelige garantier for, at de retsregler, der vil blive tale om, kommer til at harmonere med den grønlandske befolknings tarv.
Bestemmelsen i lovforslagets stk. 2 medtages for at undgå, at der fra stk. 1 drages den modsætningsslutning, at gennemførelse af bestemmelser, der falder udenfor privatrettens område, ikke kan ske uden lov. En sådan slutning fra lovens bestemmelser ville stride mod gammel fast praksis, hvorefter bestemmelser for Grønland kan gives administrativt også på områder, hvor det i det øvrige Danmark kun kan ske i lovsform. En ændring af denne praksis ville navnlig bevirke, at en række offentligretlige forskrifter, der i Grønland gennemføres i form af landsråds- eller kommunalvedtægter, der stadfæstes af statsministeriet eller landshøvdingen, fremtidig skulle belaste folketingets arbejdsprogram, fordi tilsvarende bestemmelser for det øvrige Danmark foreligger i lovsform.
Efter lovforslagets 3. stk. skal fremtidige love ikke, medmindre andet bestemmes, have gyldighed for Grønland. Medens situationen inden gennemførelsen af grundlovsrevisionen var den, at danske love ikke gjaldt for Grønland som sådan, medmindre det udtrykkeligt var anført i loven, kan der efter givelsen af den nye grundlov blive spørgsmål om, hvorvidt man, såfremt fremtidige danske love tier om problemet, deraf kan slutte, at disse love får gyldighed i Grønland. Hvis man drog sådan slutning fra grundloven, ville dette betyde, at en række fremtidige love, som for det danske områdes vedkommende betød en organisk fortsættelse og udbygning af et eksisterende system, ville komme til at gælde i Grønland. Her ville de fremtræde som et tilfældigt udpluk af bestemmelser uden sammenhæng med det allerede gældende regelsæt og muligt i disharmoni med dette, noget der i særlig grad kunne være udtalt, forsåvidt angår de endnu uudviklede områder i Nord- og Østgrønland. Selvom der måtte være mulighed for ved en fortolkning af sådanne lovbestemmelser at komme til det resultat, at loven ikke kunne omfatte Grønland, ville det dog efter statsministeriets opfattelse være uheldigt, om der som følge af tavshed i lovene skulle opstå den usikkerhed, som ville følge af, at det for hver enkelt fremtidig lovs vedkommende var et spørgsmål om fortolkning, om den havde gyldighed for Grønland. ...
Lovudkastets 1. og 2. stykke har været behandlet på landsrådets møde i 1952, dets 3. stykke på rådets møde i 1953. Landsrådet har enstemmigt vedtaget at anbefale, at udkastet gennemføres".
Ved 1. behandling udtalte Edel Saunte (S) bl. a.:
„Jeg synes, at bemærkningerne til lovforslaget, specielt stk. 3, er højst uheldigt formulerede. Jeg nærer ingen som helst betænkelighed ved at overlade til den højtærede statsminister og hans ministerium at gennemføre de almindelige privatretlige love i Grønland, hvis man gør det uden at foretage nogen som helst ændringer; men hvis man skal ændre dem så væsentligt, som der står her i lovforslaget, og hvis man skal ændre dem med et så ringe direktiv, at de ændringer skal gennemføres, „som er påkrævede af hensyn til de særlige geografiske og kulturelle forhold," begynder jeg at blive lidt forskrækket, og jeg synes, at vi i udvalget meget grundigt må drøfte, hvad man skal forstå herved. Det er også for mig ubehageligt at tænke på, at vi ikke i dette høje ting skulle kunne behandle love, der vedrører en speciel del af riget. Grønland er en del af riget, og dette høje ting er den lovgivende forsamling for hele riget, og for mig at se må det være sådan, at hvis der sker væsentlige afvigelser ved, at man indfører dele af dansk lovgivning i Grønland, ja, så må dette høje ting tage sig tid til at gøre det arbejde, der er nødvendigt i den anledning.
Det kan være, at det — som jeg sagde til at begynde med — er min fuldstændige uvidenhed om grønlandske praktiske forhold, der får mig til at ræsonnere, som jeg her har gjort, og det er muligt, at jeg i udvalget vil blive fuldkommen overbevist om, at jeg har uret; men indtil da, vil jeg gerne sige, forekommer den form for lovgivning, som der her stilles forslag om, mig ikke betryggende."
Helga Pedersen (V) fandt forslagets stk. 3 fornuftig og rimelig. Med hensyn til forslaget iøvrigt udtalte hun, at der skulle stærke grunde til for at fravige det hovedprincip, at folketinget bestemmer, hvilke materielle forhold lovene vedrører. Spørgsmålet var, om sådanne særlige grunde forelå, og her erkendte hun, at fremgangsmåden var praktisk og kendt fra Færøerne gennem mange år. Dernæst pegede hun på de begrænsninger, som lå dels i lovforslagets formulering, dels i bestemmelserne i den grønlandske landsrådslov om høring af landsrådet og orientering af folketingets Grønlandsudvalg i sådanne sager. Endelig kan civilretlige bestemmelser i dag teoretisk set gives administrativt for Grønland, selvom de afviger fra dansk ret, således at forslaget forsåvidt indeholdt en begrænsning af administrationens beføjelser. Det kunne naturligvis indvendes, at hensynet til ikke at belaste folketinget, som bemærkningerne anfører, ikke bør have vægt. Det kunne også siges, at skønnet over, hvad særlige geografiske og kulturelle forhold kræver, kan give anledning til tvivl og usikkerhed. Alt i alt var hun dog tilbøjelig til at mene, at disse indvendinger var mindre tungtvejende, og hun lagde vægt på, at landsrådet var gået ind for lovforslaget. Halfdan Hendriksen (KF) udtalte, at det ikke kunne være helt uden betænkelighed, at folketinget lod en væsentlig del af lovgivningsarbejdet for Grønland ske ved kongelig anordning. Han henstillede til overvejelse at indsætte en tilføjelse om, at overførelse af sådanne retsregler først kunne ske, efter at sagen havde været behandlet i folketingets Grønlandsudvalg, idet udvalget skulle kunne kræve reglerne drøftet i folketinget, forinden kongelig anordning om gennemførelsen i Grønland udfærdigedes. Ligesom de to foregående talere tog han afstand fra udtalelsen i bemærkningerne om, at et arbejde med overførelse af dansk privatret til Grønland kun med besvær ville kunne finde plads blandt folketingets normale opgaver. Måske burde der også indsættes en bestemmelse i loven om forelæggelse for landsrådet. Han kunne tiltræde forslagets stk. 3 og udtalte villighed til i udvalget at underkaste lovforslaget en velvillig behandling. Aksel Larsen (DK) troede ikke, at hans gruppe kunne tiltræde lovforslaget, og henstillede, at medlemmerne af tinget alvorligt overvejede, om man af praktiske og principielle grunde kunne forsvare at vedtage en sådan bemyndigelseslov. Søren Olesen (DR) udtalte ønske om en mere betryggende redaktion af lovforslaget.
Statsministeren fremhævede, at de regler, der er tale om at overføre til Grønland, på alle væsentlige punkter svarer til de danske, og at indførelsen sker i overensstemelse med det grønlandske landsråd. Når adgang til at foretage ændringer på den anden side er foreslået, skyldes det ikke, at administrationen ønsker at få forholdsvis frie hænder til at ændre lovene, før de indføres på Grønland, men særlige tekniske hensyn, f. eks. at de myndigheder, der skal behandle de forskellige områder, ikke er de samme på Grønland som i andre dele af riget, eller at visse forudsætninger for lovenes uændrede anvendelse ikke er tilstede på Grønland; f. eks. er der ikke noget tinglysningssystem.
Lovforslaget henvistes til samme udvalg, som behandlede andre grønlandske lovforslag. Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget, men en beretning, af hvilken det fremgår, at der ikke i udvalget kunne skabes tilslutning til gennemførelse af lovforslaget.