Lovforslaget havde følgende indhold:
§ 1. Til personer, der oppebærer alders- eller invaliderente eller underholdshjælp som kronisk syge i henhold til forsorgslovens §§ 247-48, og som er lejere af eller lever i ægteskab med en lejer af en lejlighed, for hvilken huslejen kan forhøjes i medfør af § 161 i lov om boligforholdene, ydes en godtgørelse svarende til den efter 1. januar 1956 i medfør af sidstnævnte paragraf foretagne huslejeforhøjelse. Den årlige godtgørelse kan dog ikke overstige følgende beløb: 60 kr. i 1956, 120 kr. i 1957, 180 kr. i 1958, 240 kr. i 1959 og 300 kr. i 1960 og følgende år.
Såfremt en af de i stk. 1 nævnte personer flytter til en af bestemmelserne i § 161 i lov om boligforholdene omfattet lejlighed med 2 værelser eller derunder fra en større lejlighed, har han ret til fortsat at få udbetalt den ham hidtil i henhold til stk. 1 ydede godtgørelse.
Socialministeren bemyndiges til med de fornødne lempelser at lade bestemmelserne i stk. 1 og 2 finde anvendelse med hensyn til lejeforhøjelser i ejendomme, der omfattes af §§ 167 og 168 i lov om boligforholdene.
§ 2. De i § 1 nævnte godtgørelser udbetales af kommunalbestyrelsen i opholdskommunen (i København magistraten).
Klager over de af vedkommende kommunale myndigheder trufne afgørelser kan indbringes for amtmanden, hvis afgørelse kan indankes for socialministeren. Klager over de af Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse trufne afgørelser indbringes dog direkte for socialministeren.
§ 3. Udgifterne til de i § 1 omhandlede godtgørelser refunderes kommunerne af statskassen.
§ 4. Nærmere regler om godtgørelsernes udbetaling, om indsendelse og revision af regnskaberne samt om anvisning af de kommunerne tilkommende refusionsbeløb fastsættes af socialministeren.
§ 5. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Som begrundelse for lovforslaget anførtes i bemærkningerne til det bl. a.:
„Ifølge § 161 i det samtidig med nærværende lovforslag fremsatte forslag til lov om boligforholdene kan der i lejemål om beboelseslejligheder, der var eller havde været udlejet den 1. september 1939, af udlejeren fremsættes krav om lejeforhøjelse på indtil 5 pct. over den leje, der gjaldt den nævnte dato. Fra 1. januar 1956 at regne kan forhøjelsen udgøre indtil 10 pct., fra 1. januar 1957 indtil 15 pct., fra 1. januar 1958 indtil 20 pct., fra 1. januar 1959 indtil 25 pct. og fra 1. januar 1960 indtil 30 pct. over den leje, der gjaldt den 1. september 1939. For lejligheder, der første gang er udlejet i perioden 1. september 1939-31. december 1945 eller i perioden 1. januar 1946-31. december 1948, kan der ligeledes i medfør af forslaget til § 161 i lov om boligforholdene ske gradvise forhøjelser af lejen, således at denne i 1960 ligger henholdsvis 25 pct. og 15 pct. over lejen, der gjaldt ved første udlejning.
Da regeringen må anse det for ønskeligt at skadesløsholde rentemodtagere og personer, der oppebærer hjælp som kronisk syge, for de nævnte huslejeforhøjelser, der ikke forventes automatisk at medføre en forhøjelse af alders- og invaliderenten i medfør af folkeforsikringslovens § 85, stilles hermed forslag om, at der ydes de nævnte persongrupper en godtgørelse til dækning af stigningen i de pågældendes husleje."
Udgifterne til godtgørelserne skal efter lovforslaget udredes af kommunerne, men refunderes disse af statskassen. De samlede udgifter til godtgørelser er for de enkelte år anslået til følgende beløb:
1956..........2,4 mill. kr.
1957..........5,0 mill. kr.
1958..........7,6 mill. kr.
1959..........10,5 mill. kr.
1960 og flg. år..........13,5 mill. kr.
Lovforslaget henvistes ligesom de samtidig fremsatte lovforslag om boligforholdene og om boligafgift til et folketingsudvalg, der ikke nåede at få tilendebragt sit arbejde inden folketingsårets udgang.