Loven har følgende indhold:

§ 1. For arveprins Knud fastsættes en årpenge med et grundbeløb af 150 000 kr., hvortil kommer et beløb af 47 500 kr. Sidstnævnte beløb forhøjes eller nedsættes med 1 250 kr. for hver 3 points, det af det statistiske departement for januar måned hvert år udregnede detailpristal med priserne i juli 1914 som basis stiger udover eller falder under 297. Reguleringen af „beløbet finder sted fra den efterfølgende 1. april.

Årpengebeløbet udbetales fra den 1. juli 1953 at regne med 1/12 månedlig og forud for hver måneds begyndelse.

Sålænge Hans Kongelige Højhed oppebærer årpenge, kan han ikke nyde særligt vederlag for statstjeneste.

§ 2. Skulle ægteskabet mellem arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde opløses ved Hans Kongelige Højheds død, tillægges der Hendes Kongelige Højhed en årpenge af den i § 1 fastsatte størrelse.

Er ved den længstlevende ægtefælles død flere af de i ægteskabet mellem arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde fødte børn under 21 år, tillægges der hvert af disse børn en ligelig andel i en årpenge af den i § 1 fastsatte størrelse. Efterlader ægtefællerne sig alene eet barn under 21 år, tillægges der dette en årpenge af den i § 3 fastsatte størrelse. Retten til at oppebære årpenge bortfalder for hvert barns vedkommende ved det fyldte 21. år, jfr. dog § 3.

§ 3. For prins Ingolf fastsættes fra det tidspunkt at regne, da Hans Højhed fylder 21 år, en årpenge med et grundbeløb af 75 000 kr., hvortil kommer et beløb af 23 750 kr. Sidstnævnte beløb forhøjes eller nedsættes med 625 kr. for hver 3 points, det af det statistiske departement for januar måned hvert år udregnede detailpristal med priserne i juli 1914 som basis stiger udover eller falder under 297. Reguleringen af beløbet finder sted fra den efterfølgende 1. april.

Årpengebeløbet udbetales fra den 1. marts 1961 at regne med 1/12 månedlig og forud ved hver måneds begyndelse.

Sålænge Hans Højhed oppebærer årpenge, kan han ikke nyde særligt vederlag for statstjeneste.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte statsministeren bl. a.:

„Efter at Hans Kongelige Højhed Prins Knud ved tronskiftet i 1947 havde indtaget pladsen som nærmeste tronarving, blev der ved lov nr. 429 af 4. juni 1947 tillagt tronfølgeren en årpenge med et grundbeløb af 150 000 kr., hvortil kom et tillæg på 47 500 kr., der reguleredes efter svingningerne i pristallet.

Ved ikrafttrædelsen af Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 og tronfølgeloven af 27. marts 1953 må lov nr. 429 af 4. juni 1947 betragtes som bortfaldet. Da det synes rimeligt, at arveprinsen bevarer det nævnte årpengebeløb, foreslås det i lovforslagets § 1, at der tillægges arveprinsen en årpenge af samme størrelse fra 1. juli d. å. at regne. Skulle arveprinsessen overleve sin ægtefælle, foreslås det, at hun skal oppebære årpengebeløbet. Skulle begge ægtefæller afgå ved døden, inden deres børn er myndige, synes det rimeligt, at børnene kan opretholde deres hjem, indtil de kan afslutte en uddannelse, og det foreslås derfor, at børnene bevarer den nævnte årpenge. Skulle imidlertid kun et af børnene være under 21 år, foreslås det, at den pågældende kun oppebærer en årpenge, der udgør halvdelen af den årpenge, der foreslås tillagt arveprinsen.

Endelig foreslås det, at der tillægges arveprinsens ældste søn; prins Ingolf, en årpenge, der udgør halvdelen af arveprinsens årpenge, at udbetale fra det tidspunkt, prinsen bliver myndig, d. v. s. fra 1. marts 1961."

Lovforslaget mødte tilslutning fra samtlige ordførere med undtagelse af Aksel Larsen (DK), der som begrundelse for sin modstand mod det bl. a. udtalte:

„Ved loven af 1947 bevilgede man en årpenge til prins Knud som tronfølger med den motivering, at det at være tronfølger var et offentligt hverv, som medførte ekstraordinære udgifter; derfor var det nødvendigt at forhøje prinsens årpenge. Nu kommer man her og siger, at eftersom prins Knud ikke mere er tronfølger, bør han fortsat have den samme årpenge, som han fik som tronfølger. Det forekommer mig at være en mærkelig mangel på logik, retfærdighedssans og sømmelighedsfølelse, der dikterer fremsættelsen af et lovforslag med en sådan begrundelse. Man kunne diskutere lovforslaget sagligt, hvis det ikke var et lovforslag om fortsat at udbetale prins Knud en årpenge af samme størrelse som den, der blev ydet ham som tronfølger; der kunne anføres visse argumenter for, at tronfølgeren måtte have en højere årpenge, og nu da prinsen ikke mere var tronfølger, var det ikke længere nødvendigt at yde ham så stor en årpenge. Men det er umuligt at diskutere noget sådant, når man overhovedet ikke tænker sig den mulighed at vende tilbage til den ordning vedrørende årpenge til prins Knud, som bestod, før han blev tronfølger, men simpelthen hævder, at nu skal han, hvis jeg må udtrykke mig sådan, til sine dages ende og endnu længere have ventepenge, fordi han har været tronfølger, og fordi han ikke er det mere.

Endvidere er der det at bemærke, at man med dette lovforslag om årpenge til medlemmer af det kongelige hus går langt videre, bebyrder staten med større udgifter, end man gjorde, da det drejede sig om årpenge til prins Knud som tronfølger..... Noget sådant har der ikke hidtil været tale om, da det drejede sig om prins Knud som tronfølger, men nu, da prins Knud ikke længere er tronfølger, men har titlen arveprins, skal der pludselig bevilges dette endda yderst store beløb til prins Ingolf. Jeg kan ikke se, at det: på nogen måde er forsvarligt at vedtage en lov med sådanne bevillinger ..."

Lovforslaget vedtoges i uændret affattelse med 120 stemmer mod 7 (DK); 2 medlemmer (de grønlandske repræsentanter) afholdt sig fra at stemme.