Loven afløser den for Grønland hidtil gældende ordning på strafferettens, område og imødekommer et fra grønlandsk side flere gange fremsat ønske om en grønlandsk straffelov.
Efter hidtil gældende ret henhørte personer, som i medfør af loven om Grønlands styrelse af 18, april 1925 § 40 stod under grønlandsk ret, under en ikke kodificeret grønlandsk strafferet, mens personer, som stod under dansk ret, henhørte under den danske borgerlige straffelov af 15. april 1930.
Mens den grønlandske opfattelse af, hvad der er strafbart, i det væsentlige falder sammen med dansk strafferet, falder de straffe og andre retlige sanktioner, som efter grønlandsk ret er anvendt overfor kriminelle personer, kun i ringe omfang sammen med de af straffeloven anvendte. Fængselsstraf og andre foranstaltninger, som udelukker den dømte fra samfundet, har ikke været anvendt selv overfor grove forbrydere, medmindre de måtte anses for farlige for retssikkerheden. I stedet for har der været anvendt en mangfoldighed af sanktioner, som ikke udelukkede de dømte fra samfundets normale liv, men som skønnedes egnede til i de konkrete tilfælde at tilskynde dem til at føre en straffri vandel.
Manglen på skrevne bestemmelser har imidlertid i Grønland givet anledning til utilfredshed, idet den har medført, at lovovertrædere kunne være udsat for vilkårlighed, ligesom de dømmende og retsudøvende organer ofte måtte føle sig på usikker grund. Endelig og ikke mindst har man fundet det yderst uheldigt, at der gjaldt forskellige strafferetlige systemer for grønlændere og danske i Grønland. Utilfredshed med den bestående ordning har gennem årene fundet udtryk i fremsættelse af flere forslag til nyordning samt i en række henvendelser til ministeriet fra grønlandske myndigheder.
I den af Grønlandskommissionen den 28. februar 1950 afgivne betænkning blev det udtalt, at kommissionen havde anset det for rimeligst, at behandlingen af den grønlandske strafferet blev udsat, til resultatet forelå af de undersøgelser, som den af statsministeriet i september 1948 til Grønland udsendte juridiske ekspedition havde foretaget. Ekspeditionen afgav sin betænkning den 6. september 1950, og denne betænkning lå til grund for forslaget til den her omhandlede lov. Forslaget var inden fremsættelsen for folketinget — efter at have været forelagt rigsdagens Grønlandsudvalg til orientering — tiltrådt af det grønlandske landsråd. Det forelagdes senere justitsministeriet og den permanente straffelovskommission, som i det store og hele kan siges at have tiltrådt forslaget i den skikkelse, hvori det fremsattes.
Loven bygger på den grønlandske tradition for individuel behandling af kriminelle, og for at understrege, at man ikke uden videre kan overføre gængse danske strafferetlige synspunkter til Grønland, benyttes betegnelsen „kriminallov".
Loven består af to dele, første del om forbrydelser og anden del om forbrydelsens rets følger, d. v. s. de foranstaltninger, som kan finde anvendelse overfor forbrydere. Første del indledes i kapitlerne 1—4 med regler om lovens anvendelsesområde, nødværge og nødret, uagtsomhed, forsøg og medvirken samt betydningen af gerningsmandens unge alder. Hvad angår lovens anvendelsesområde, bemærkes, at loven ifølge § 4, stk. 1, finder anvendelse på alle handlinger begået i Grønland, på grønlandsk søterritorium eller på grønlandsk fartøj. I paragraffens stk. 4 er der dog åbnet mulighed for, såfremt gerningsmanden ikke har bopæl i Grønland eller hans tilknytning til det grønlandske samfund iøvrigt har en sådan løsere karakter, at forudsætningerne for anvendelse af lovens foranstaltninger ikke er tilstede, at henvise sagen til forfølgning i Danmark i henhold til den almindelige straffelovgivning.
De øvrige kapitler i lovens første del, kapitlerne 5-21, indeholder et katalog over de enkelte forbrydelser, der i det store og hele svarer til forbrydelserne i den danske borgerlige straffelov, idet man dog har været i stand til at samle flere forbrydelsesbegreber under eet og i det hele taget at forenkle bestemmelserne, bl. a. fordi loven ikke som straffeloven knytter straffebestemmelserne til de enkelte forbrydelser. Bestemmelserne i lovens første del er derfor formuleret således: For den og den forbrydelse dømmes den, som ... Hver forbrydelse betegnes med et navn.
Lovens anden del, om forbrydelsens retsfølger, indledes med kapitel 22 om påtalen. Det fastsættes i overensstemmelse med den hidtidige grønlandske retstilstand, at alle i loven omhandlede forbrydelser er undergivet offentlig påtale. Statsministeren fastsætter nærmere regler om påtalen. Endvidere er fastsat en forældelsesregel, hvorefter påtale ikke finder sted, når der alene ville være blevet idømt bøde eller konfiskation og der er forløbet 2 år efter lovovertrædelsens ophør, medmindre der foreligger overtrædelse af bestemmelser om offentlige skatter og afgifter, hvorved pligtige ydelser søges unddraget det offentlige.
I andre tilfælde finder påtale ikke sted, når der er forløbet så lang tid, efter at en lovovertrædelse er begået, at forudsætningerne for iværksættelse af de i denne lov hjemlede foranstaltninger ikke længere skønnes at være tilstede.
I det fremsatte forslag gjaldt den sidste regel i alle tilfælde, men formuleringen ændredes i udvalget.
I kapitel 23 findes almindelige bestemmelser om foranstaltningerne, hvoraf skal fremhæves §§ 85 og 86.
Ifølge § 85 er foranstaltninger, der efter loven kan bringes i anvendelse: 1) advarsel, 2) bøde, 3) beskikkelse af tilsyn, 4) anvisning af eller forbud imod ophold på bestemt sted, 5) tvangsarbejde, 6) tvangsuddannelse, 7) lægelig begrundet kur eller anstaltsbehandling, 8) forvaring, 9) andre indskrænkninger i handlefriheden, 10) konfiskation.
I § 86 bestemmes:
Samtidig med at retten ved dom fastslår, at tiltalte har begået en forbrydelse, træffes der i dommen bestemmelse om, hvilken eller hvilke af de i § 85 nævnte foranstaltninger der skal anvendes. Hvor forholdene taler derfor, kan retten undlade at træffe bestemmelse om anvendelse af nogen foranstaltning.
Afgørelsen skal, under fornøden hensyntagen til gerningens beskaffenhed og til samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågældende art, træffes med særligt henblik på gerningsmandens personlighed og på, hvad der efter de foreliggende oplysninger må skønnes at være nødvendigt for at afholde ham fra yderligere lovovertrædelser.
Lovens regler om foranstaltninger, som bygger på grønlandsk retstradition, afviger i væsentlig grad fra den danske straffelovs principper.
Mens den danske straffelov hovedsagelig kan siges at være bygget op på et "gerningsprincip", idet den knytter bestemte strafferammer til bestemte forbrydelser udfra en bedømmelse i gerningens øjeblik, er kriminalloven opbygget på et „gerningsmandsprincip", hvorefter domstolene, når en lovovertræder skal have sin dom, bestemmer foranstaltningerne udfra samfundsmæssige og individuelle hensyn, som de fremtræder på dommens tidspunkt, og med særligt henblik på, hvad der skønnes nødvendigt for at afholde forbryderen fra yderligere lovovertrædelser. Bortset fra advarsel og bøde, rettighedsfortabelse og konfiskation præges foranstaltningerne af, at de har til formål enten at behandle den pågældende forbryder på en sådan måde, at årsagerne til hans kriminalitet fjernes, eller at samfundet beskyttes mod den pågældendes farlighed. Straffen, således som den kendes i den borgerlige danske straffelov, er derfor skudt i baggrunden.
En følge af, at der ikke i loven sonderes mellem straf og andre retsfølger af forbrydelsen, er, at loven ikke indeholder tilregnelighedsbestemmelser. Personer, som efter den danske straffelov må betegnes som utilregnelige, frifindes derfor ikke, men dømmes, idet domstolene har adgang til i den konkrete sag at vælge den foranstaltning, som er bedst egnet til at afholde gerningsmanden fra yderligere lovovertrædelser indenfor de rammer,, som hensynet til samfundets sikkerhed sætter.
De ovenfor i § 85, nr. 3-9, nævnte foranstaltninger kan idømmes enten med angivelse af en længstetid, som dog højst kan fastsættes til 10 år, eller på ubestemt tid. Derimod er der ikke adgang til at idømme foranstaltningerne på bestemt tid.
Retten kan under fuldbyrdelsen til enhver tid forandre den oprindelige eller senere ændrede afgørelse om foranstaltningens art eller ophæve foranstaltningen endeligt eller på prøve, dog således at den ikke må blive af væsentlig mere indgribende art end den først idømte foranstaltning, medmindre der er taget forbehold herom i den oprindelige dom.
Gennem disse regler er særlige bestemmelser om betingede domme overflødiggjort. I tilfælde, hvor man efter straffeloven ville give en betinget dom, vil man efter kriminalloven idømme tilsyn med angivelse af længstetid og med et forbehold i dommen om, at foranstaltning af mere indgribende art vil kunne iværksættes, såfremt det indenfor den fastsatte længstetid findes påkrævet.
I kapitlerne 24-33 (§§ 94-113) omhandles nærmere de enkelte foranstaltninger.
I kapitel 34 omhandles oprettelse af foranstaltningsnævn. Sådanne kan oprettes ved statsministerens bestemmelse for hver retskreds. Foranstaltningsnævnene består af 3-5 personer, hvoraf en udpeges af kommunalbestyrelsen eller kommunalbestyrelserne og de øvrige udpeges af landshøvdingen efter forhandling med landsdommeren. Nævnets medlemmer fungerer 4 år ad gangen. Hvervet er et borgerligt ombud.
I kapitel 35 (§§ 117-122) indeholdes „forskellige bestemmelser". Ifølge § 121, stk. 1, bestemmes tidspunktet for lovens ikrafttræden ved kongelig anordning. Ved kgl. anordning nr. 241 af 1. juli 1954 trådte den i kraft den 15. juli 1954. Ved paragraffens stk. 2, som indsattes i folketinget, fastsættes, at loven optages til revision i folketingsåret 1959-60, og at revisionsforslaget skal være ledsaget af en på regelmæssige undersøgelser grundet beretning om, hvorledes loven har virket i den forløbne periode.
De hidtil gældende regler for Nord- og Østgrønland forbliver gældende indtil videre, men loven kan eventuelt med de fornødne lempelser ved kongelig anordning udvides til at omfatte Nord- og Østgrønland (§ 122).
Ved lovforslagets 1. behandling gav partiernes ordførere principiel tilslutning til det. Halfdan Hendriksen (KF) fremhævede dog, at hvis en kriminallov skulle afholde folk fra at begå forbrydelser, måtte den gøre det klart, at den grove forbrydelse ville blive bedømt anderledes end den mindre grove, og at gentagelser af forbrydelse kunne bevirke stærkere sanktioner. Dette synspunkt betonedes efter hans opfattelse ikke tilstrækkelig stærkt i forslaget. Aksel Larsen (DK) fandt stort set lovforslaget godt, men han henstillede, at loven med det samme skulle have gyldighed også for Nord- og Østgrønland, og at den i hvert fald ikke som foreslået indeholdt en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter det overlodes til regeringen at sætte loven i kraft i disse områder. Endvidere spurgte han, om den nordatlantiske traktats bestemmelse om amerikansk jurisdiktion over de amerikanske forsvarsområder i Grønland og med hensyn til forseelser begået af amerikansk personel i Grønland skulle have gyldighed overfor forslagets bestemmelse om, at loven finder anvendelse på alle handlinger, begået i Grønland. Statsministeren takkede for den givne tilslutning til lovforslaget. Overfor Aksel Larsen udtalte han, at det næppe ville være hensigtsmæssigt straks at lade loven omfatte Nord- og Østgrønland, og at spørgsmålet om den amerikanske jurisdiktions forhold til loven ville blive klarlagt.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som indstillede det til vedtagelse med enkelte foreslåede ændringer. Således foresloges til reglerne i § 4 om, hvilke handlinger der henhører under lovens område, føjet en bestemmelse gående ud på, at anvendelse af disse regler begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Heri lå ingen realitetsændring af forslaget, idet det måtte anses for selvfølgeligt, at loven ville blive anvendt med dette forbehold, der ganske svarer til den danske straffelovs § 12.
Endvidere foresloges den tidligere nævnte ændring af reglerne om forældelse i § 83 (angående en forældelsesfrist på 2 år for visse mindre forbrydelser), ligesom det foresloges at indføje en bestemmelse i § 102 om, at tvangsarbejde også skal kunne idømmes, når hensynet til samfundets interesse i at modvirke lovovertrædelser gør det påkrævet og det ikke er muligt at finde nogen anden egnet foranstaltning, samt at foranstaltningen i disse tilfælde altid skal idømmes med angivelse af længstetid.
Endelig foreslog udvalget indsat den ovenfor omtalte revisionsbestemmelse, hvorved det sikres, at der i de kommende år foretages en fortsættelse af de systematiske retssociologiske undersøgelser, som lå til grund for kriminallovsforslaget, så at resultaterne af disse undersøgelser vil kunne forelægges folketinget samtidig med revisionsforslaget.
De konservative medlemmer af udvalget, der dog ikke fremtrådte som egentligt mindretal, fremhævede i betænkningen, at der ikke efter deres opfattelse i forslaget var taget tilstrækkeligt hensyn til dets generalpræventive funktioner. Mindretallet havde ikke villet stille ændringsforslag til afhjælpning af denne mangel, dels fordi man herved ville foretage et alvorligt indgreb i forslagets principielle opbygning og derved forsinke lovens gennemførelse, dels fordi ændringsforslaget om lovens revision gjorde det mindre betænkeligt ikke at stille ændringsforslag nu.
I denne forbindelse kan nævnes, at udvalget havde overvejet at stille ændringsforslag, hvorefter gentagen forbrydelse skulle fremhæves i § 86 som et vigtigt moment ved fastsættelse af foranstaltninger overfor en lovovertræder. Da man imidlertid ved således at fremdrage et bestemt moment kunne risikere at skyde andre momenter, som efter omstændighederne kan være lige så vigtige, f. eks. at gerningen er foretaget af flere i forening, i baggrunden, havde udvalgets flertal afstået fra at fremsætte ændringsforslag om en sådan tilføjelse, og statsministeren var enig heri. Udvalgets konservative medlemmer ønskede imidlertid at fremhæve, at de tillagde det i det påtænkte ændringsforslag nedlagte synspunkt
væsentlig betydning, omend man ikke ønsker at fremsætte mindretalsindstilling herom.
På baggrund af et samråd med statsministeren om sikring af kvalificerede grønlandske dommere til lovens administration udtaltes i betænkningen „det håb, at det må lykkes at udvide den kreds af grønlændere, som det kan betros at varetage opgaver under retsvæsenet, og at der, sålænge dette ikke er sket, som hidtil af Handelen må blive set med forståelse på, at også retsvæsenet drager nytte af dygtige grønlændere under Handelen, specielt ved landsretten samt ved retterne på steder, hvor der bortset fra de under Handelen ansatte ikke findes egnede personer."
Udvalget kunne udfra særlige grønlandske hensyn acceptere, at bestemmelsen om alkoholmisbrug er noget videregående end den tilsvarende danske regel.
Vedrørende § 42 om udbredelse af kønssygdom havde udvalget været inde på, om det burde være en betingelse for påtale, hvis den smittede var ægtefællen, at dennes begæring forelå. Dette kræves efter straffeloven, men det var, efter hvad der var oplyst, ikke tanken i de påtaleregler, som skal udfærdiges af statsministeren, at kræve ægtefællens begæring i disse tilfælde, idet udbredelse af kønssygdom efter grønlandsk opfattelse betragtes som et samfundsmæssigt onde, der da også omhandles i kapitlet om almenfarlige forbrydelser.
Et enkelt medlem af udvalget, Edel Saunte, udtrykte dog den opfattelse, at påtale ikke burde ske i det nævnte tilfælde, og rettede henstilling til statsministeren om, at påtalereglerne til sin tid må blive udformet i overensstemmelse hermed.
Ved 2. behandling redegjorde udvalgets ordfører, K. Axel Nielsen (S), for udvalgsarbejdet og ændringsforslagene. På grundlag af oplysninger fra Grønlandsdepartementet gav han oplysning om, i hvilke tilfælde anbringelse på danske anstalter af personer, dømt i Grønland, kunne finde sted. Ninn-Hansen (KF) omtalte forskellige ønsker, som fra konservativ side var fremsat under udvalgsbehandlingen uden dog at resultere i ændringsforslag. Aksel Larsen (DK) fremhævede, at lovens værdi beroede på, at den blev administreret af egnede dommere, og henstillede, at man uddannede nogle enkelte grønlandske jurister. Han henstillede, at revisionsbestemmelsen formuleredes således, at det sikredes, at der også i tilfælde af udskydelse af revisionen blev givet folketinget oplysning om dens virkninger. Han vendte sig imod det stillede ændringsforslag til § 4 om lovens anvendelsesområde, hvorefter det udtrykkeligt siges, at reglerne begrænses af de i folkeretten anerkendte undtagelser. Hvis det blev vedtaget, ville hans gruppe være betænkelig ved at stemme for lovforslaget i det hele taget. Han fandt det urigtigt, at loven ikke uden videre omfattede Nord- og Østgrønland. A. Lynge (Grønland) bestred rigtigheden af nogle udtalelser i bemærkningerne til lovforslaget, gående ud på, at grønlænderne har et særlig mildt syn på uterlige handlinger overfor børn, og vendte sig imod, at man påtænkte at fastsætte i påtalereglerne, at der ikke skulle rejses tiltale mod personer, som i overensstemmelse med lokal traditionel moralopfattelse havde behandlet mindreårige uterligt. Edel Saunte (S) henstillede, at statsministeriet ved udarbejdelse af påtalereglerne fastslog, at der ikke skulle rejses tiltale mod den, som havde udsat sin ægtefælle for smitte med kønssygdom, medmindre denne begærede det. Hun udtrykte nogen betænkelighed ved lovforslagets udeladelse af tilregnelighedsbestemmelser og ved bestemmelserne om alkoholmisbrug. Statsministeren loyede at overveje de forskellige saglige henstillinger, som var rettet til ham. Overfor Aksel Larsen oplyste han, at der i øjeblikket var ved at blive uddannet to grønlændere som jurister, idet han erindrede om, at kriminallovens administration hvilede på lægdommere. Overfor A. Lynge gjorde han opmærksom på, at de kritiserede bemærkninger havde foreligget for landsrådet uden at fremkalde tilsvarende kritik. Fr. Lynge (Grønland) fremhævede betydningen af, at oversættelsen til grønlandsk af loven såvel som af andre grønlandske love blev foretaget af dertil egnede oversættere med bistand af de danske jurister, der har udarbejdet forslagene.
Ændringsforslagene vedtoges — ændringsforslaget til § 4 imod kommunisternes stemmer — og henvistes til fornyet behandling i udvalget.
I sin tillægsbetænkning stillede udvalget et ændringsforslag af teknisk karakter vedrørende § 102 og indstillede lovforslaget til vedtagelse med denne ændring. løvrigt udtales følgende:
„I anledning af udtalelser, fremsat ved lovforslagets 2. behandling, har statsministeren givet tilsagn om, at en beretning om lovens virkninger, affattet på grundlag af retssociologiske undersøgelser, vil blive forelagt for folketinget i folketingsåret 1959-60, hvadenten man til den tid finder det påkrævet at ændre loven eller ikke."
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 129 stemmer.