Det landbrugsministerielle udvalg, der i 1948 afgav betænkning om foranstaltninger til bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos bier, arbejdede i de følgende år videre med spørgsmålet om biernes beskyttelse mod giftige plantebeskyttelsesmidler. Dette problem blev rejst i 1946 af Danmarks biavlerforening. I udvalgets arbejde deltog repræsentanter for ministeriet og en række interesserede organisationer. Udvalgets betænkning blev afgivet 2. februar 1953 og viser tillige med de derefter stedfundne forhandlinger, at der må skønnes at være behov for en lovgivning til biernes beskyttelse mod visse former for anvendelse af giftige plantebeskyttelsesmidler. Ved anvendelsen af sådanne midler er der påført biavlen betydelige tab, som må befrygtes at medføre, at flere vil opgive denne beskæftigelse, til hvilken der knytter sig en betydelig samfundsinteresse som følge af dens værdi for planteavlen.

Som det fremgår af ovennævnte betænkning, findes der regler i udenlandsk lovgivning, hvorved anvendelsen af nærmere betegnede giftstoffer forbydes i blomstringstiden.

Da forbudsbestemmelser af denne art vanskeligt kan praktiseres her i landet, har man ved nærværende lov søgt ved andre midler dels at hjælpe de biavlere, der som følge af andres giftanvendelse uforskyldt har lidt ikke helt ubetydelige tab, dels at give regler, som kan virke forebyggende ved udtrykkeligt at tilkendegive, at anvendelse over åben blomst af visse giftige plantebeskyttelsesmidler som hovedregel er ulovlig og medfører erstatningsansvar.

Om lovens nærmere indhold skal kort anføres følgende:

I § 1 findes hovedbestemmelsen om erstatningsansvaret for den ejer eller bruger af et areal med blomstrende planter, der spreder giftige plantebeskyttelsesmidler på en sådan måde, at det medfører forgiftningsskade på bifamilier.

I stk. 2 foreskrives medansvar for sprøjtestationer og andre, der erhvervsmæssigt udfører giftens spredning, idet en sådan bestemmelse vil forøge lovens mulighed for at forebygge skade. Dette erstatningsansvar vil betyde, at hensynsfulde sprøjteentreprenører, der i en given situation må undlade at foretage giftanvendelse af hensyn til biavlen, ikke udsættes for ubillig konkurrence.

I § 1, stk. 3, findes nærmere angivet, at retsvirkningerne efter denne lov er knyttet til den etikette om farlighed for bier, der skal findes på en lang række giftige plantebeskyttelsesmidler efter lov nr. 76 af 9. marts 1948 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr med tilhørende bekendtgørelse. Hvis en fabrikant eller importør ved forsømmelse ikke har tilkendegivet et giftmiddels farlighed for bier, vil den, der har pådraget sig erstatningsansvar overfor biavlere, ifølge stk. 4 kunne gøre regres gældende overfor den pågældende fabrikant eller importør.

I § 2 pålægges det biavlerne dels at sørge for god vandforsyning til bierne i hele forsæsonen, hvor biernes vandbehov er særlig stort, dels at foretage anmeldelse til kommunalbestyrelsen på det sted, hvor staderne findes, hvis han vil forbeholde sig adgang til at søge sig tilkendt erstatning efter lovens regler.

§§ 3 og 4 indeholder visse undtagelsesregler fra hovedreglen i § 1 om erstatningsansvar.

I § 3, stk. 1, bestemmes at DDT og ukrudthormonmidler kan anvendes om natten over korsblomstrede planter eller ukrudt, der lukker blomsterne om natten.

§ 3, stk. 2, giver adgang til at anvende giftmidler over blomstrende bederoefrømarker og i visse tilfælde over arealer med frugttræer udenfor frugttræernes blomstring.

Disse bestemmelser er fundet nødvendige for henholdsvis frøavlen og frugtavlen.

Endelig indeholder lovens § 4 en „sikkerhedsventil", hvorefter anvendelse af giftige plantebeskyttelsesmidler kan ske over åben blomst i tilfælde, hvor dette skønnes nødvendigt til imødegåelse af pludselige uforudsete og omfattende angreb af skadedyr eller plantesygdomme, der truer en værdifuld plantekultur eller markafgrøde.

Giftanvendelsens nødvendighed skal dog dokumenteres som angivet i paragraffen, og for at volde mindst mulig skade på biavlen skal giftanvendelsen finde sted om natten efter varsling af omegnens biavlere, der har anmeldt deres stader til kommunalbestyrelsen.

§§ 5-17 indeholder regler om den nærmere fremgangsmåde ved behandling af erstatningskrav i henhold til lovens bestemmelser. Om enkeltheder må henvises til loven og den ovenfor nævnte betænkning af 2. februar 1953. Her skal kun bemærkes, at afgørelsen af de heromhandlede sager henlægges til de vurderingsmænd, der er beskikket efter loven om mark- og vejfred, eller det kommunale hegnsyn.

Ved §§ 6 og 9 er der sikret sagkyndig bistand ved erstatningssagers behandling. Hvis en erstatningssag ikke kan forliges, kan vurderingsmændene afgøre sagen ved kendelse, som er undergivet appel til den stedlige underdommer.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det ovenfor omtalte forslag til lov om ændring af lov nr. 215 af 12. april 1949 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos bier og om foranstaltninger til biavlens fremme. I forhold hertil danner nærværende lov en videreførelse og udbygning af lovgivningen til beskyttelse af biavlen på et nyt område forårsaget af udviklingen indenfor plantebeskyttelsesmidlerne. Det anerkendtes fra alle sider, at dette var påkrævet, og lovens udformning fandtes at være velegnet til formålet.

Forslaget underkastedes udvalgsbehandling, som resulterede i fastsættelse af tidspunktet for lovens ikrafttræden og dens revision.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt.