Ved lov nr. 241 af 27. maj 1950 om udlån til fiskeriet og fiskeindustrien (årbog 1949-50, side 260) blev der stillet 10 mill. kr. til rådighed til de af loven omfattede formål, herunder nybygning og ombygning af danske fiskerfartøjer samt udskiftning af motoranlæg i sådanne fartøjer eller til disses modernisering og rationalisering, navnlig med henblik på forsyning af fartøjerne med ekkolod og andet teknisk udstyr til hjælp for fiskeriet. Til disse formål afsattes af de nævnte 10 mill. kr. efter indstilling fra Fiskerflådens Fornyelsesnævn 5 mill. kr., hvilket beløb var opbrugt inden udgangen af 1953. Angående anvendelsen af de øvrige 5 mill. kr. se nærmest efterfølgende sag.
Efter nærværende lov kan der anvendes 2 mill. kr. i finansåret 1954-55 og 1 mill. kr. i hvert af finansårene 1955-56 og 1956-57 til ydelse af lån til nybygning af fiskerfartøjer samt til udskiftning af motoranlæg og installation af tekniske anlæg i fiskerfartøjer. Som lån kan der efter de noget ændrede lånevilkår ydes indtil 30 pct. af værdien af det sejlfærdige fartøj med motoranlæg eller værdien af motoranlæg anskaffet i anledning af udskiftning af gammelt motoranlæg eller værdien af teknisk anlæg. I ganske særlige tilfælde kan fiskeriministeren dog, hvor forholdene taler derfor, yde et større lån.
Lånene udbetales kontant og forrentes med 5 pct. p. a. mod tidligere 3½ pct. Lånene tilbagebetales i løbet af højst 15 år med 1/30 halvårlig i hver termin. Lånene til motoranlæg anskaffet i anledning af udskiftning af gammelt motoranlæg eller tekniske anlæg afdrages dog i løbet af højst 6 år med 1/12 halvårlig i hver termin.
Ydelsen af lån er betinget af, at vedkommende fartøjsejer selv er i besiddelse af en egenkapital på 15 pct. af fartøjets byggesum respektive værdien af det installerede motor- eller tekniske anlæg.
Lånene skal iøvrigt ydes efter tilsvarende retningslinier, som har været gældende for de i henhold til ovennævnte lov nr. 241 af 27. maj 1950 ydede lån, jfr. fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 14 af 14. januar 1952.
I § 11 er det fastsat, at Fiskerflådens Fornyelsesnævn skal bistå fiskeriministeren med den praktiske gennemførelse af lovens bestemmelser. Dette nævn, der blev nedsat i 1938, og som har bistået fiskeriministeriet ved gennemførelsen, af de hidtidige låneordninger, består af repræsentanter for fiskeriministeriet, finansministeriet, ministeriet for handel, industri og søfart, Dansk Fiskeriforening og Vestjysk Fiskeriforening.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte fiskeriministeren bl.a.:
„Meget tungtvejende hensyn taler for, som foreslået i lovforslaget, at fortsætte den heromhandlede lovgivning, dels fordi det under den stadig skarpere konkurrence mellem de fiskeproducerende nationer er nødvendigt, at kutterflåden til stadighed holdes i så god og effektiv stand som overhovedet muligt, dels fordi et betydeligt hensyn til de danske fiskeres sikkerhed til søs spiller ind. Også hensynet til beskæftigelse på vore træskibsværfter gør sig stærkt gældende.
Den støttelovgivning for fiskerierhvervet, som lovforslaget tilsigter at fortsætte, er iøvrigt af gammel dato, idet denne støtte har været ydet under vekslende vilkår og former siden 1937, da man påbegyndte den såkaldte „destruktionsordning", der gik ud på at yde støtte til fartøjsejere til udskiftning af umoderne og i sikkerhedsmæssig henseende utilfredsstillende fartøjer med gode, moderne kuttere. Denne ordning udvidedes i løbet af de kommende år til en mere generel støtteordning til nybygning af kuttere og til installation af nye motorer. Fra fiskeriets hovedorganisationer lægges der overordentlig stor vægt på, at lovgivningen kan fortsættes, idet denne fra organisationernes side betragtes som et led i den nu gennem en lang årrække fulgte praksis med hensyn til ydelse af bistand fra statens side på områder, hvor erhvervet har brug for sådan støtte.
Når der i lovforslagets § 1 foreslås stillet 2 mill. kr. til rådighed i finansåret 1954-55 og kun 1 mill. kr. til rådighed i hvert af finansårene 1955-56 og 1956-57, skyldes det, som også anført i bemærkningerne, det ovenfor anførte forhold, at der i den tid, uddeling af lån har været standset, har opsummeret sig et betydeligt antal ansøgninger, som straks vil komme til endelig afgørelse, når lovforslaget er vedtaget, og som må forventes straks at lægge beslag på 1 mill. kr."
Der blev under sagens behandling i folketinget fra ordførerne for venstre, det konservative folkeparti og retsforbundet givet udtryk for betænkelighed ved en fortsættelse af den statsfinansiering, som loven indebærer. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget dog uændret med 124 stemmer mod 3, afgivet af medlemmer af det konservative folkeparti, idet man bl. a. henviste til de endnu ret vanskelige finansieringsforhold på dette område og til, at der skulle betales 5 pct. i rente.
Blandt de medlemmer, der stemte imod lovforslaget, var Foss (KF), som ved 3. behandling bl. a. udtalte:
„Jeg vil gerne spørge: Er det meningen, at staten efterhånden skal overtage bankernes og andre pengeinstitutters finansiering af erhvervslivet? Vi er godt på vej, og det er efter min mening på høje tid, at vi overvejer, hvad vi er på vej til. Staten kan på mange andre måder understøtte erhvervslivet, f. eks. ved sin skattepolitik og de derunder hørende regler om afskrivning eller ved sin handels- og toldpolitik. Det kan også ske ved, at staten støtter tekniske og videnskabelige undersøgelser og institutioner, og der kunne nævnes adskilligt andet. Men lånevejen er ikke den rigtige.
Vi har hørt den højtærede statsminister meddele tinget, at socialdemokratiet har opgivet nationalisering af erhvervene. I stedet for sværger socialdemokratiet til planøkonomien, og en af planøkonomiens forudsætninger er netop, at staten får kontrol med udlån til erhvervene. Mit parti har altid været modstander af socialisering, fordi vi ikke tror, at staten kan dirigere erhvervslivet halvt så godt, som de frie erhvervsledere selv kan det. Hvis staten skal bestemme, hvor og hvordan erhvervene skal investere, så er vi ikke mindre modstandere af denne genvej til socialisering."