Luk

Luk
Luk

Luk

L 55 Lov om ændring af loven om indkomstskat til Københavns kommune m. m.

Af: Indenrigs- og boligminister Johs. Kjærbøl (S)
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 123 af 13-04-1954
Loven går ud på at ophæve eller nedsætte den kommunale indkomstskat til hovedstadskommunerne for de laveste indkomstgrupper.

Baggrunden herfor er den ved lov nr. 335 af 22. december 1953 stedfundne ændring i den kommunale valglov, hvorefter ansættelse til kommuneskat ikke længere er en betingelse for kommunal valgret.

Indkomstskatten til Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommune opkræves i henhold til lov nr. 110 af 18. april 1910 med senere ændringer efter en rateskala, hvis grundbeløb hidtil har andraget 4 kr. af skatteindtægter på 1 000 kr. og derunder samt eksempelvis 80 kr. af 2 000 kr., 240 kr. af 4 000 kr. og 780 kr. af 10 000 kr. Grundbeløbene kan i hver af kommunerne enten forhøjes eller nedsættes med en ensartet procent efter den pågældende kommunes behov.

Ved nærværende lov bestemmes, at indkomster under 1 500 kr. ikke skal beskattes, og at skattens grundbeløb skal nedsættes for alle skattebeløb på under 4 000 kr. For indkomster på 1 500 kr. bliver grundbeløbet f. eks. kun 20 kr. mod hidtil 42 kr., for indkomster på 2 000 kr. 60 kr. mod hidtil 80 kr. og på 3 000 kr. 150 kr. mod hidtil 160 kr.

Loven finder første gang anvendelse ved skatteligningen for skatteåret 1954-55. Den vil for Københavns kommune medføre, at ca. 50 000 skatteydere udgår af den kommunale beskatning, hvilket svarer til 12-13 pct. af samtlige skatteydere i kommunen. For Frederiksberg og Gentofte kommuners vedkommende udgør de tilsvarende tal ca. 9 000 (14 pct.) og ca. 5 000 (11 pct.).

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning hos socialdemokratiet, det radikale venstre, kommunisterne og retsforbundet, mens venstre og det konservative folkeparti ikke kunne tiltræde det i den foreliggende affattelse.

I betænkningen fra det udvalg, der fik sagen til behandling, indstillede et flertal (socialdemokrater og radikale) lovforslaget til vedtagelse i uændret form, hvorimod et mindretal (venstre og konservative) anfører, at det ikke kan anbefale lovforslaget. „Det nævnte mindretal ville have fundet en mindre forhøjelse af den skattefri indtægtsgrænse rimelig og har i udvalget søgt støtte dertil. Da et flertal imidlertid har tilsluttet sig ministerens forslag, afstår mindretallet fra at stille ændringsforslag."

Lovforslaget vedtoges uændret med 85 stemmer mod 49, idet 1 grønlandsk medlem hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Villy Heising (S), R. C. Paabøl (V), Aksel Møller (KF), Axel Sørensen (RV) og Søren Olesen (DR)