Luk

Luk
Luk

Luk

L 68 Lov om ændring i lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse.

Af: Indenrigs- og boligminister Johs. Kjærbøl (S)
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 179 af 11-06-1954
I epidemilovens §§ 7, 14, 16, 25, 27 og 35 er der hjemmel for epidemikommissionerne til ved indlæggelse på sygehus eller på anden måde at iværksætte isolation af personer, der lider eller antages at lide af smitsomme sygdomme. Den heromhandlede lovændring har til formål at bringe epidemiloven i overensstemmelse med grundlovens § 71, stk. 6, hvorefter spørgsmålet om lovligheden af administrativt bestemt frihedsberøvelse bortset fra visse undtagelser skal kunne forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.

Loven har følgende indhold:

§ 1. I lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse foretages følgende ændring:

Som § 36 a indføjes:

„Træffes der i henhold til denne lovs bestemmelser beslutning om indlæggelse på sygehus eller om isolation på anden måde af en person, eller afslås en anmodning om ophævelse af sådan foranstaltning, skal spørgsmålet om foranstaltningens eller tilbageholdelsens lovlighed på begæring af den pågældende selv eller den, der handler på hans vegne, forelægges retten til afgørelse i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 43 a. Epidemikommissionen skal samtidig med meddelelsen om sin beslutning gøre vedkommende bekendt med adgangen til at forelægge spørgsmålet for retten."

§ 2. Forslag til revision af denne lov forelægges folketinget i folketingsåret 1957-58.

Sidste punktum i § 1 og § 2 blev indføjet under lovforslagets behandling i folketinget.

Om den nærmere baggrund for loven henvises til omtalen af den under nr. 126 anførte sag om ændringer i retsplejeloven, hvorved de fornødne nye processuelle regler som følge af grundlovens § 71, stk. 6, gennemføres.

Lovforslaget blev i folketinget modtaget med velvilje fra alle sider. Det blev henvist til det udvalg, der behandlede de samtidig fremsatte lovforslag vedrørende administrativ frihedsberøvelse, og udvalget indstillede forslaget til vedtagelse med de ovenfor nævnte to ændringer.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Edel Saunte (S), Peter Larsen (V), N. Gottschalck-Hansen (KF) og L. Lynnerup Nielsen (DKP)