Loven, der træder i stedet for den hidtidige lov om et udenrigspolitisk nævn, har følgende ordlyd:

§ 1. Ved begyndelsen af hvert folketingsår og efter afholdelse af folketingsvalg nedsættes et udenrigspolitisk nævn, bestående af 17 medlemmer, der vælges blandt folketingets medlemmer efter forholdstal. På tilsvarende måde vælges et lige så stort antal stedfortrædere, der indtræder i stedet for medlemmerne, når nogen af disse er forhindret.

Nævnet vælger formand og næstformand blandt sine medlemmer.

§ 2. Forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde rådfører regeringen sig med nævnet, der iøvrigt har til opgave med regeringen at drøfte sager af betydning for landets udenrigspolitik og at modtage oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold.

§ 3. Nævnet sammentræder efter indkaldelse af sin formand. Formanden skal sammenkalde nævnet, når 3 af dets medlemmer eller regeringen fremsætter begæring derom.

§ 4. I det omfang, som vedkommende minister eller nævnets formand bestemmer, er nævnets medlemmer og andre, der måtte være tilstede under nævnets forhandlinger, forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i nævnet. Ethvert nyt medlem af nævnet afgiver en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne forpligtelse.

§ 5. Denne lov træder i kraft straks. Samtidig ophæves lov nr. 137 af 13. april 1923 om nedsættelse af et udenrigspolitisk nævn.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte udenrigsministeren bl. a.:

„Årsagen til lovforslagets fremsættelse er reglen i § 19, stk. 3, i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953, hvorved det udenrigspolitiske nævn grundlovfæstes, ligesom det bestemmes, at regeringen forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde rådfører sig med nævnet. Det fastslås endvidere i § 19, stk. 3, at nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.

Bortset fra at lovforslaget i § 2 har optaget bestemmelsen i grundlovens § 19, stk. 3, er der ikke tale om principielle ændringer i forhold til den nugældende nævnslov. Forskellige andre bestemmelser i grundloven af 5. juni 1953 har nødvendiggjort redaktionelle ændringer ... De øvrige ændringer i forhold til den nugældende lov søger deres begrundelse i praksis. Således er antallet af nævnsmedlemmer foreslået forhøjet til 17 i overensstemmelse med sædvanlig udvalgspraksis, ligesom det gennem praksis oprettede hverv som næstformand foreslås lovfæstet. Formuleringen af § 3 tilsigter at fastslå, at regeringen ikke selv skal have adgang til, uden om formanden, at indkalde nævnet. Endelig bør det omtales, at da den gældende lovs § 5 er gået ud af brug, er forslaget til ny § 5 omarbejdet, således at man alene bevarer 6 medlemmers ret til at kræve beretning afgivet til folketinget om visse sager, for hvilke tavshedspligt ikke gælder."

Under sagens behandling i folketinget enedes man om helt at lade den hidtidige lovs § 5 udgå, så at der ikke mere bliver tale om afgivelse af beretning om en sag til folketinget. Som begrundelse herfor anføres i betænkningen fra det udvalg, der behandlede lovforslaget, at dels har bestemmelsen om afgivelse af sådanne beretninger „overhovedet ikke været benyttet i de forløbne 30 år, dels har ethvert medlem af nævnet mulighed for ved en forespørgsel eller ved et spørgsmål til udenrigsministerens besvarelse i folketinget at bringe ethvert af de omhandlede spørgsmål frem for tinget og for offentligheden".

I udvalget enedes man også om enkelte andre ændringer, af hvilke den væsentligste gik ud på, at nævnet skal kunne kræves sammenkaldt af 3 medlemmer i stedet for som efter den hidtidige lov af 6 medlemmer.

Fra kommunistisk side stilledes til 2. behandling udenfor betænkningen et ændringsforslag, hvorefter nævnet skulle have 25 medlemmer i stedet for de foreslåede 17. Dette ændringsforslag blev forkastet, mens de af udvalget tiltrådte ændringsforslag, der alle var stillet af udenrigsministeren, vedtoges.

Ved lovforslagets 2. behandling omtalte Alsing Andersen som udvalgets ordfører et par spørgsmål, man havde beskæftiget sig med i udvalget, uden at forhandlingerne herom var resulteret i ændringsforslag — spørgsmål som også var berørt ved 1. behandling. Der var for det første spørgsmålet om, hvorvidt der kunne og burde gives særlige regler for sådanne situationer, hvor regeringen af en eller anden grund ikke har fysisk mulighed for at rådføre sig med nævnet, før en beslutning skal træffes. Udvalget har afstået fra at stille forslag på dette område, thi dels kunne man ikke regne med at være i stand til at forudse alle situationer og give udtømmende regler, og i så fald var spørgsmålet alligevel ikke løst på tilfredsstillende måde; der ville stadig være plads for diskussioner og fortolkninger, og dels ville man ikke gennem sådanne regler give noget holdepunkt for en svækkelse af nævnets stilling. På linie med udtalelser, der blev fremsat ved første behandling, er udvalget imidlertid enigt om, at regeringen under fuldt parlamentarisk ansvar ikke kan være afskåret fra at træffe nødvendige beslutninger, når der foreligger en afgørende faktisk hindring for en rettidig drøftelse af sagen i nævnet.

Det andet spørgsmål var spørgsmålet om tavshedspligten, som det ærede medlem hr. Viggo Starcke omtalte ved første behandling. Udvalget er enigt om, at tavshedspligten skal overholdes, når regeringen eller nævnets formand skønner det nødvendigt. Forholdet er iøvrigt det, at der i den gældende borgerlige straffelov — jeg henviser bl. a. til § 129 — findes bestemmelser, der i givet fald kan bringes i anvendelse, og der har ikke i udvalget været nogen stemning for at foreslå bestemmelser herudover."

Det kommunistiske forslag om udvidelse af nævnets medlemstal til 25 havde der ikke i udvalget været stemning for at tiltræde.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt, efter at ordføreren på udvalgets vegne havde indstillet det til vedtagelse i den affattelse, det havde fået ved 2. behandling.