Ved § 161 i lov nr. 251 af 14. juni 1951 om leje (årbog 1950-51, side 251) bestemtes det, at loven, hvis gyldighed udløb med udgangen af marts 1954, skulle optages til revision i samlingen 1953-54. Disse frister er nu forlænget således, at loven har gyldighed til 1. januar 1955 og skal optages til revision inden udgangen af kalenderåret 1954.

Fristerne var oprindelig foreslået sat til henholdsvis 1. april 1955 og folketingsåret 1954-55, men bestemmelserne herom ændredes under sagens behandling i folketinget.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte indenrigs- og boligministeren bl. a.:

„Med hensyn til lejelovgivningen er forholdet det, at denne i 1951 blev underkastet en gennemgribende revision, men også denne lovgivning må på flere punkter gøres til genstand for overvejelser. Der er uklarheder i loven, som må rettes, og bestemmelser, som tiden er løbet fra, ligesom der er områder, hvor loven efter regeringens opfattelse ikke yder lejerne tilstrækkelig beskyttelse. Også den betydelige spænding, der er opstået mellem lejeniveauerne i ældre og nyere ejendomme, rejser problemer, som må tages i betragtning.

I sin åbningstale ved samlingens begyndelse angav statsministeren de principper, som regeringen vil søge gennemført i boliglovgivningen, og naturligvis står regeringen fast på disse synspunkter.

Det gælder om at skabe og bevare et huslejeniveau, der kan bæres af de jævne indkomstklasser, og at give yderligere subsidier til de befolkningsgrupper, som har behov herfor, det vil navnlig sige familier med børn og alders- og invaliderentemodtagere. ..."

Lovforslaget behandledes i folketinget i forbindelse med det samtidig fremsatte forslag til lov om forlængelse af byggestøttelovgivningen og henvistes tillige med dette til et udvalg, der beskæftigede sig med sagen såvel mellem 1. og 2. som mellem 2. og 3. behandling.

Lovforslaget undergik i folketinget kun den ovenfor omtalte ændring, idet et fra kommunisternes side stillet ændringsforslag blev forkastet. Ifølge dette ændringsforslag skulle lejelovens § 76 have følgende tilføjelse (nyt stk. 3):

Ombygning og modernisering af beboelseseiendomme må ikke foretages, medmindre et flertal af ejendommens lejere samtykker heri og der sikres lejere, der må flytte på grund af ombygningen, anden passende bolig. Planer for ombygninger skal desuden godkendes af de kommunale myndigheder med hensyn til ejendommens egnethed, kvalitet og byplanmæssige beliggenhed."

Om samme spørgsmål udtaler udvalget i en tillægsbetænkning:

„Udvalget har afholdt møde og samråd med indenrigs- og boligministeren for at drøfte spørgsmålet om forandring og modernisering af gamle ejendomme.

Der kunne i udvalget ikke opnås enighed om at begrænse ændringer i lejeloven til dette spørgsmål.

Indenrigs- og boligministeren henledte opmærksomheden på, at det samme spørgsmål nu var rejst overfor Københavns magistrats 4. afdeling med henstilling om en skærpelse af de ifølge byggeloven for København af 1939 gældende bestemmelser. Da ændringer i disse bestemmelser kun kan foretages af folketinget ved ændring af byggeloven, måtte ministeren forvente, at spørgsmålet ville komme til behandling i folketinget indenfor en kortere tid."

Lovforslaget vedtoges enstemmigt i folketinget, idet retsforbundet afholdt sig fra at stemme.