Loven går ud på ved en ændret affattelse af § 26 i lov nr. 143 af 29. april 1913 om arbejde i fabrikker m. v. samt det offentliges tilsyn dermed at fastslå, at forbudet mod sætning og trykning af dagblade mellem kl. 9 og kl. 24 på helligdage falder ind under den almindelige dispensationsbestemmelse for helligdagsarbejde.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte socialministeren herom:
„Efter fabriklovens § 26, således som den nu er formuleret, er det forbudt dagblade at lade foretage sætning og trykning på folkekirkens helligdage fra kl. 9 morgen til kl. 12 aften.
Ved en indenrigsministeriel bekendtgørelse af 2. februar 1918 blev forbudet midlertidig lempet, idet man under henvisning til de herskende overordentlige forhold og under påberåbelse af den almindelige dispensationsbeføjelse i § 26 tillod, at det omtalte arbejde indtil videre kunne finde sted i tiden kl. 10-12 aften.
Senere kom man — som der nærmere er gjort rede for i forslagets bemærkninger — i tvivl om, hvorvidt dispensationsbestemmelsen i § 26 også omfattede arbejde med sætning og trykning af dagblade. For at få skabt klare linier blev der derfor i 1931-32 og senere igen i 1932-33 for rigsdagen fremsat forslag om ændring i § 26, således at socialministeren også skulle være bemyndiget til at meddele dispensation fra forbudet mod søn- og helligdagsarbejde, forsåvidt angik dette specielle arbejde. Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, idet man under udvalgsbehandlingen i folketinget i 1932-33 enedes om at henskyde spørgsmålet til en senere almindelig revision af fabrikloven. I udvalgsbetænkningen indeholdtes dog samtidig en udtalelse om, at udvalget ikke havde noget at indvende imod, at der fortsat dispenseredes fra forbudet. Denne udtalelse måtte antagelig forstås således, at udvalget kunne acceptere en afvigelse fra forbudet i overensstemmelse med indenrigsministeriets bekendtgørelse af 2. februar 1918.
Under og efter anden verdenskrig har fabriktilsynet imidlertid måttet tolerere endnu større afvigelser fra arbejdsforbudet på søn- og helligdage, og som det fremgår af bemærkningerne, er det nu konstateret, at i alt fald et enkelt københavnsk dagblad begynder sætningen allerede kl. 18.
Fra ministeriets side er man betænkelig ved at tage ansvaret for de betydelige afvigelser fra det eksisterende forbud, som der efterhånden er blevet tale om. På den anden side ser man ingen rimelig grund til, at der ikke indenfor lovens rammer for dette arbejde skulle åbnes samme adgang til at dispensere som for andet af fabrikloven omfattet arbejde. Dette er baggrunden for det forelagte forslag, som iøvrigt ganske svarer til de fremsatte forslag i 1931-32 og 1932-33.
Såfremt forslaget til en ny arbejderbeskyttelseslov gennemføres, vil der være hjemmel til at meddele de fornødne dispensationer også i dette tilfælde. Fra ministeriets side vil man dog nødigt lade spørgsmålet bero på behandlingen af dette omfattende forslag. Som jeg netop sagde, er man betænkelig ved den foreliggende ulovlige tilstand og ved fortsat at tolerere, at de københavnske dagblade begynder på sætning og trykning før kl. 24 søndag aften; af hensyn til konsekvenserne for dagbladenes mandagsudgaver har ministeriet dog ikke anset det for rigtigt uden videre at bringe dagbladenes ulovlige helligdagsarbejde til ophør, men har gennem dette lovforslag villet lægge spørgsmålet op til folketingets afgørelse."
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider, omend der var flere af dets enkeltheder, som gav anledning til nogen diskussion, og som nærmere drøftedes i det udvalg, der fik sagen til behandling.
Under udvalgsbehandlingen drøftedes enkelte ændringer, som dog ikke opnåede den fornødne tilslutning. Ved lovforslagets 2. behandling udtalte N. Chr. Christensen (V) herom:
„Jeg gav i min ordførertale principielt udtryk for ønsket om at få erstattet dispensationsbestemmelsen med en klar lovbestemmelse om, at arbejdet med mandagmorgenaviserne kunne påbegyndes kl. 19 eller 20 søndag aften, hvad der i dag er praksis. Jeg har fortsat den opfattelse, at det ville være det bedste, dels fordi man derved ville sikre den nuværende tingenes tilstand, dels fordi man ville skabe et værn mod, at helligdagsfreden blev udhulet gennem bemyndigelseslove. Jeg er yderligere blevet bestyrket heri, efter at der nu er blevet tale om en søndageftermiddagsavis i hovedstaden.
Der er årelang praksis for, at blade, der udkommer mandag morgen, må tage nogle aftentimer i brug søndag aften til fremstillingen. Det ønsker ingen at antaste, men hvis man nu åbner vej for at tage alle helligdagens timer i brug for at fremstille en søndageftermiddagsavis og sidenhen måske flere, ja, så bliver der ikke meget tilbage af søndagsfreden. En sådan udvikling vil jeg finde både betænkelig og upåkrævet. Det er derfor, jeg ikke er særlig begejstret for en bemyndigelseslovgivning, der kan bane vej herfor. En lovbestemmelse, der afgrænsede tidspunktet for tilbagevendende søndagsarbejde, ville derfor have været at foretrække, men da der ikke var tilslutning til synspunktet, har jeg ikke insisteret på at bringe det frem til afstemning her i salen."
Socialministeren fandt det heldigst at blive stående ved den foreslåede ordning. Der kunne nu dispenseres fra forbudet mod fremstilling af dagblade på helligdage efter kl. 9 morgen, men forudsætningen herfor måtte være, at såvel arbejdere som arbejdsgivere havde givet deres tilslutning dertil.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling uændret og enstemmigt.