Ved beslutningen giver folketinget sin tilslutning til nedenstående af stats- og udenrigsministeren på regeringens vegne afgivne erklæring om de almindelige rettigheder, der tilkommer personer tilhørende det tyske mindretal i de sønderjyske landsdele:

I ønsket om at fremme det fredelige samliv i befolkningen på begge sider af den dansk-tyske grænse og dermed tillige i almindelighed at fremme udviklingen af venskabelige forbindelser mellem kongeriget Danmark og forbundsrepublikken Tyskland og under henvisning til artikel 14 i den europæiske konvention om menneskerettigheder, ifølge hvilken alle de i konventionen anerkendte rettigheder og friheder skal sikres enhver, således at ingen må underkastes forskelsbehandling på grund af sit tilhørsforhold til et nationalt mindretal, erklærer den kongelige danske regering til bekræftelse af de for dette mindretal allerede gældende retsgrundsætninger — således som de også har fundet udtryk i den erklæring, som den daværende danske statsminister Hans Hedtoft den 27. oktober 1949 afgav overfor repræsentanter for det tyske mindretal i Nordslesvig (det såkaldte Københavnsnotat) — følgende:

I.
Efter dansk ret — grundloven for kongeriget Danmark af 5. juni 1953 og anden lovgivning — nyder enhver statsborger og således også enhver, der tilhører det tyske mindretal uden hensyn til det af ham benyttede sprog, følgende rettigheder og friheder:

1. Den personlige friheds ukrænkelighed,

2. lighed for loven,

3. tros- og samvittighedsfrihed,

4. ytrings- og pressefrihed,

5. forsamlings- og foreningsfrihed,

6. ret til frit at vælge erhverv og arbejdssted,

7. boligens ukrænkelighed,

8. ret til frit at danne politiske partier,

9. lige adgang til enhver offentlig stilling efter evner, egnethed og faglige kvalifikationer, d. v. s. at der med hensyn til embedsmænd, funktionærer og arbejdere i offentlig tjeneste ikke må gøres forskel mellem personer, der tilhører det tyske mindretal, og andre statsborgere,

10. almindelig, umiddelbar, lige, fri og hemmelig valgret, der også gælder ved de kommunale valg,

11. ret til at påkalde domstolenes beskyttelse, hvis nogen anser sig for at være krænket i sin ret af myndighederne,

12. ret til ligelig behandling, hvorefter ingen må forfordeles eller begunstiges på grund af sin afstamning, sit sprog, sin herkomst eller sin politiske anskuelse.

II.
Som en følge af disse retsprincipper fastslås hermed:

1. Bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves.

2. Personer, der tilhører det tyske mindretal, og deres organisationer må ikke hindres i, i tale og skrift, at benytte det sprog, de foretrækker. Anvendelsen af det tyske sprog for domstolene og overfor forvaltningsmyndighederne retter sig efter de herom i lovgivningen fastsatte forskrifter.

3. Almendannende skoler og folkehøjskoler (også faglige) samt børnehaver kan som følge af det i Danmark gældende princip om undervisningsfrihed oprettes af det tyske mindretal i henhold til lovene.

4. Da forholdstalsvalgmåden i henhold til kommunallovgivningen anvendes ved nedsættelse af udvalg i de kommunale råd, deltager repræsentanter for det tyske mindretal i udvalgsarbejdet i forhold til deres antal.

5. Den danske regering anbefaler, at der indenfor rammerne af de til enhver tid gældende regler for radioens benyttelse tages rimeligt hensyn til det tyske mindretal.

6. Med hensyn til understøttelser og andre ydelser af offentlige midler, som tilstås efter frit skøn, vil der ikke blive gjort forskel mellem personer, der tilhører det tyske mindretal, og andre statsborgere.

7. Ved offentlige bekendtgørelser skal der tages rimeligt hensyn til det tyske mindretals dagblade.

8. Det tyske mindretals særlige interesse i at pleje sine religiøse, kulturelle og faglige forbindelser med Tyskland anerkendes.

I bemærkningerne til det af stats- og udenrigsministeren fremsatte forslag anføres:

„I den dagsorden, der blev vedtaget af folketinget den 19. oktober 1954 [se side 585] opfordrede folketinget udenrigsministeren til ved det da forestående møde i Paris af den Nordatlantiske Traktats Organisations råd at fremføre de danske synspunkter vedrørende de dansksindede sydslesvigeres interesser. I sin tale på dette møde, der holdtes den 22. oktober, og i hvilket den tyske forbundskansler deltog som observatør, udtalte udenrigsministeren følgende:

„Til slut vil jeg gerne fremføre et par bemærkninger om problemerne i forbindelse med det danske mindretal i Tyskland. Under folketingsdebatten i Danmark om Tysklands indtrædelse i NATO tillagde man denne sag stor betydning. Problemet kan måske forekomme lille i forhold til de langt større problemer, vi i dag står overfor. Jeg er imidlertid overbevist om, at ingen vil betvivle, at et mindretals rettigheder direkte berører de idealer, hvorpå menneskerettighederne bygger. Set på denne baggrund kan den måde, hvorpå et mindretal behandles, meget vel få karakteren af et symbol, nemlig symbolet på vort fremtidige samarbejde, således som vi gerne ser det. Der er som bekendt mindretal på begge sider af den dansk-tyske grænse. Det tyske mindretal er repræsenteret i det danske folketing, hvorimod det danske mindretal, til trods for at det er 4-5 gange så stort som det tyske mindretal i Danmark, ikke har sæde i den slesvig-holstenske landdag. Folketinget understregede, at det var dets forventning, at de idealer, der ligger bag NATO-samarbejdet, vil få Tyskland til at vise tilsvarende forståelse for betydningen af, at en frisindet politik i alle forhold, der vedrører et mindretal, kan medvirke til opretholdelsen af et gensidigt godt forhold. Jeg tillader mig ved denne lejlighed at give udtryk for det oprigtige håb, at forbundsregeringen i samarbejde med den slesvig-holstenske regering måtte kunne finde frem til en tilfredsstillende løsning af dette problem."

Umiddelbart efter mødet gav den tyske forbundskansler overfor udenrigsministeren udtryk for sin personlige interesse for sagen og tog straks initiativet til en nærmere overvejelse deraf.

De i de følgende måneder stedfundne drøftelser mellem den siesvig-holstenske regering og repræsentanter for mindretallet bragte ikke positive resultater, men de interne tyske overvejelser førte til, at den tyske chargé d'affaires i København den 2. februar 1955 overrakte stats- og udenrigsministeren en note, i hvilken den tyske forbundsregering foreslog den danske regering, at problemerne i forbindelse med de nationale mindretal på begge sider af grænsen blev gjort til genstand for mellemstatslige drøftelser med det formål at klarlægge mindretallenes rettigheder på egnet måde, hvorom enighed måtte kunne opnås.

Henvendelsen blev drøftet med partiformændene og i det udenrigspolitiske nævn, og den 9. februar overrakte stats- og udenrigsministeren den tyske chargé d'affaires en svarnote, hvori regeringen under henvisning til de principielle danske synspunkter (vedrørende en mindretalstraktat og en grænseerklæring), der var forbundsregeringen velbekendt, og i forståelse med det udenrigsrigspolitiske nævn tiltrådte forbundsregeringens forslag.

De derefter i København i dagene 28. februar til 5. marts 1955 mellem embedsmandsdelegationer for henholdsvis den danske regering og den tyske forbundsregering stedfundne drøftelser om de to mindretals stilling resulterede i, at hver af de to delegationer udarbejdede forslag vedrørende mindretallet i sit eget land, som den agtede at anbefale overfor sin regering.

Forhandlingerne videreførtes den 28. marts i Bonn og fandt deres endelige afslutning dér den 29. marts i nærværelse af stats- og udenrigsministeren og den tyske forbundskansler.

Hovedpunktet i delegationernes forslag er, at der af de to regeringer overfor de respektive parlamentariske forsamlinger afgives ensidige og selvstændige erklæringer om henholdsvis det danske og det tyske mindretals rettigheder. Stats- og udenrigsministerens erklæring om det tyske mindretal er gengivet i foranstående forslag til folketingsbeslutning, medens den tyske forbundsregerings tilsvarende erklæring om det danske mindretal i Sydslesvig, hvilken erklæring vil blive forelagt den tyske forbundsdag til godkendelse, indeholdes i bilaget til nærværende bemærkninger.

Indholdsmæssigt dækker de to erklæringer hinanden; formelt er der den forskel, at den tyske erklæring falder i tre afsnit, den danske kun i to; dette skyldes det tyske føderale statssystem, hvorefter der sondres mellem forbundsanliggender og landsanliggender. Det sidste afsnit i den tyske erklæring omfatter de spørgsmål, der henhører under landet Slesvig-Holstens kompetence, medens de spørgsmål, der er forbundsanliggender, er optaget i de to første afsnit."

Ved fremsættelsen af forslaget omtalte stats- og udenrigsministeren, at den slesvig-holstenske ministerpræsident den 8. november 1954 havde afgivet en regeringserklæring, hvori det bl. a. hed, at landsregeringen gerne ville drøfte det danske mindretals ønsker med repræsentanter for mindretallet, og under forhandlingerne, der fandt sted den 30. november og den 29. december 1954, fremsatte man fra slesvig-holstensk side forslag om en overgangsløsning, indtil en endelig ordning .af mindretallets parlamentariske repræsentation kunne etableres.

Denne overgangsløsning skulle bestå i oprettelsen af et udvalg („Beirat") med repræsentanter for såvel landsregeringen og de politiske partier i landdagen som for mindretallet. Udvalget skulle dels behandle det danske mindretals særlige problemer, dels ved sammentræden forud for hvert landdagsmøde give de danske repræsentanter lejlighed til at udtale sig om de lovforslag, som kommer til behandling i landdagen.

Efter indgående drøftelser i det danske mindretals organisationer svarede disse ministerpræsident v. Hassel, at man ikke så sig i stand til at acceptere det fremsatte forslag, idet det dog tilføjedes, at man ville være villig til at forhandle om en overgangsløsning, såfremt der tilsikredes mindretallet en repræsentation i landdagen ved næste landdagsvalg gennem bortfald af 5 pct.-klausulen.

Efter at have omtalt noteudvekslingen og de derefter stedfundne delegationsforhandlinger sammenfattede ministeren resultatet af mindretalsdrøftelserne således:

„Om det punkt, der har givet anledningen til forhandlingerne, nemlig det danske mindretals repræsentation i landdagen i Kiel, har den slesvig-holstenske landsregering meddelt forbundsregeringen, at den vil virke for, at landdagen snarest muligt træffer beslutning om at undtage det danske mindretal fra landdagsvalglovens 5 pct.-klausul.

Forbundsregeringen vil på sin side gøre sin indflydelse gældende, for at den for sidste valg til forbundsdagen i 1953 vedtagne ordning, hvorefter nationale mindretal ikke er undergivet 5 pct.-klausulen, optages i fremtidige love om valg til forbundsdagen.

Hvad skolespørgsmålene angår, har landsregeringen erklæret sig rede til fremtidig påny at fastsætte tilskuddene til det danske mindretals skoler til 80 pct. af de løbende personelle og saglige udgifter til en elev i de offentlige folkeskoler i landet Slesvig-Holsten.

Endvidere erklærer landsregeringen sig rede til i overensstemmelse med det af den slesvig-holstenske undervisningsminister udstedte cirkulære af 7. marts 1950 vedrørende ordningen af det danske mindretals skolevæsen på begæring at give mindretallet tilladelse til at oprette videregående almendannende skoler med mulighed for at afholde anerkendte eksaminer, under forudsætning af, at disse skoler tilnærmes det tyske skolevæsen.

Den danske regering vil på sin side foranledige, at der forelægges folketinget forslag til lov om, at bestemmelsen i § 4 i lov af 12. juli 1946, som er opretholdt ved lov af 7. juni 1952, og ifølge hvilken skoler med tysk undervisningssprog ikke har ret til at afholde statskontrolerede eksaminer, snarest muligt ophæves.

Regeringen er endvidere rede til — naturligvis under forudsætning af, at ovennævnte lovforslag bliver vedtaget — på begæring at give det tyske mindretal tilladelse til at oprette videregående almendannende skoler med mulighed for at afholde eksaminer, under forudsætning af, at disse skoler tilnærmes det danske skolevæsen.

Under delegationsforhandlingerne berørtes bl. a. også det danske mindretals ønsker med hensyn til kirkelige forhold. Der henvistes fra tysk side til, at landskirken i Slesvig-Holsten er en selvstændig ikke-statslig institution, hvorfor landsregeringen i Kiel ikke har nogen mulighed for officielt at gribe ind i de kirkelige anliggender. Imidlertid er der formentlig grund til at regne med, at hele den ånd, der har fundet udtryk i forhandlingsresultatet, vil medføre, at der, også hvad de kirkelige forhold angår, hos rette vedkommende vil være forståelse for betydningen af og det rimelige i, at der vises imødekommenhed overfor mindretallet.

Endelig giver såvel den danske regering som forbundsregeringen — denne sidste i forståelse med den slesvig-holstenske landsregering — udtryk for den forventning, at alle i betragtning kommende instanser vil bestræbe sig for at agte og værne mindretallenes rettigheder overensstemmende med ånden i de ovenfor omtalte erklæringer.

Det er set fra et dansk synspunkt særdeles tilfredsstillende, at det danske standpunkt, hvorefter man ikke kunne gå ind på en ordning, der indebar nogen form for en mellemstatslig aftale, er blevet fuldtud accepteret fra tysk side. Det drejer sig som nævnt alene om forpligtelser, som de respektive regeringer ensidigt har påtaget sig.

Ved de dansk-tyske samtaler, der har bragt løsning på nogle konkrete problemer, har man tillige — overensstemmende med formålet med drøftelserne — skabt klarhed over og stadfæstet de grundlæggende principper for mindretallenes stilling på begge sider af grænsen. Det er regeringens håb og tro, at det uden smålighed vil lykkes i det daglige liv i grænselandet at virkeliggøre disse principper, således at mindretallene for fremtiden vil bringe de to lande nærmere hinanden og igennem en fredelig kappestrid bidrage til at uddybe forståelsen og respekten for de to nationers og kulturers særpræg."

Ved forslagets 1. behandling anbefaledes det af Teichert (S), der udtalte, at stats- og udenrigsministeren her havde taget et skridt, som aftvang respekt og beundring.

Jørgen Gram (V) fandt også i det store og hele forslaget tilfredsstillende, men mente, det var med nogen berettigelse, man i Nordslesvig havde kritiseret den hemmelighedsfuldhed, forhandlingerne var blevet omgærdet med. „Man må jo huske på, at det er et ømfindtligt og betydningsfuldt emne, som i årevis har været i forgrunden i den offentlige debat dernede, og som i virkeligheden er det centrale i nationalitetskampen. Jeg ved godt, at forhandlinger, som er i gang, meget let kan skades ved en for tidlig publikation; men på tysk side har man åbenbart holdt sine folk fyldigere underrettet. Vi, der var indkaldt til orientering, blev bundet til tavshed. Noget mere orientering til specielle kredse kunne måske have været på sin plads, og dermed kunne man måske have undgået visse misforståelser."

Bøgholm (KF) fandt resultatet af forhandlingerne overmåde tilfredsstillende. „Men det er naturligvis således, at man kan vedtage, hvad man vil, det afgørende bliver dog, hvorledes vedtagelserne føres ud i livet. Administrative handlinger vil kunne udhule enhver erklæring, også disse erklæringer. Det er utvivlsomt en fordel, at Kiel-erklæringen i dag er bekræftet og for de væsentlige afdelingers vedkommende er blevet en tysk rigserklæring, men dette gør det ikke mindre vigtigt, at erklæringerne oppe i landet Slesvig-Holsten bliver ført således ud i livet, at det svarer ikke blot til bogstaven i erklæringerne, men også til ånden i erklæringerne, og jeg vil gerne på min gruppes vegne fremhæve den overordentlig store betydning, vi tillægger netop dette forhold. På en række områder vil det stadig være Kiel-erklæringen, der er gældende og retningsgivende, nemlig for de områders vedkommende, der ikke omhandles i den nye erklæring." Også Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV) anså det opnåede resultat for værdifuldt, mens Aksel Larsen (DK) gik imod forslaget, om hvilket han bl. a. udtalte:

„Det, der behandles her, foregives at være en ensidig dansk regeringserklæring, hvortil man søger folketingets godkendelse, en regeringserklæring angående det tyske mindretals rettigheder i Danmark, og det foregives, at dette ikke er nogen statstraktat mellem Danmark og Tyskland om mindretallenes rettigheder. Selvom man foregiver dette, kommer man ikke udenom, at der har været ført temmelig langstrakte forhandlinger, hvis forløb jeg ikke er bekendt med, og at der foreligger såvel en dansk som en tysk regeringserklæring, og at det øjensynlig er sådan, at den tyske forbundsregerings erklæring kun er afgivet på betingelse af, at der også bliver afgivet en tilsvarende og modsvarende dansk regeringserklæring. Når man erindrer sig dette, når man til overflod tænker på beskrivelser og fotografier af underskrivelsesceremonien i Bonn, som foregik efter de bedste eller dårligste mønstre, og som ikke helt kan undgå at få en til at tænke på en ceremoni, en tidligere dansk udenrigsminister deltog i i december 1941 i Berlin, når man tænker på alt dette, kan man ikke komme til andet resultat, end at det, man forlanger folketinget her skal godkende eller give sin tilslutning til, reelt er en statstraktat om mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen — det, man hidtil officielt fra dansk side har erklæret at man ikke fandt fornødent og under ingen omstændigheder ville indlade sig på."

På retsforbundets vegne gav Alfred Jørgensen tilslutning til forslaget, hvorefter Hans Schmidt (SI) som den sidste af ordførerne takkede for fremsættelsen af det foreliggende forslag, som det tyske mindretal var godt tilfreds med.

Efter at ordførerne havde talt, var der flere af de sønderjyske folketingsmedlemmer, som havde ordet, deriblandt Ingeborg Refslund Thomsen (RV), som gik imod forslaget. „Erklæringen betyder jo intet mindre", udtalte hun, „end at regering og folketing nu har brudt med hævdvundne principper i de sønderjyske spørgsmål. Det er ikke blot mindretalstraktater, Danmark altid har vendt sig imod, det er også forpligtelser, baseret på noteudveksling eller erklæringer; thi sporene skræmmer."

Bladt (S) kunne tiltræde forslaget, men forstod meget vel de betænkeligheder, som det havde udløst i Sønderjylland. „Det er blevet stærkt kritiseret, at man ikke før eller under forhandlingerne har fundet anledning til at rådføre sig med ledende kredse i Sønderjylland, at disse slet ikke er blevet orienteret om det, der foregik, og dette føles som en tilsidesættelse. Den kritik, der her er fremført, er efter min opfattelse ikke ubegrundet. Ganske vist tror jeg ikke, at slutresultatet ville være blevet anderledes, men hvis man i den foreliggende sag havde kontaktet i hvert fald en begrænset kreds dernede, ville vi sandsynligvis have undgået noget af den bitterhed, der nu kan spores. Det er efter min mening fuldt forståeligt, at folk, for hvem det grænsepolitiske arbejde har været en hovedhjørnesten i hele deres virke, føler sig forbigået.

Dernæst nærer man i vide kredse i Sønderjylland megen ængstelse og bekymring, fordi der med vedtagelsen af det foreliggende forslag til folketingsbeslutning gives grønt lys for tyske eksamensskoler. Jeg forstår disse betænkeligheder, selvom jeg ikke deler dem, i den forstand ikke deler dem, at jeg må erkende, at der er ingen vej udenom." I sin svartale erkendte stats- og udenrigsministeren, at der "vel nok på visse punkter kunne have været en lidt nærmere kontakt end den, der har været, selvom jeg — det erkender jeg — har følt mig overbevist om, at når, som det var tilfældet, samtlige sønderjyske folketingsmedlemmer var orienteret om alt, hvad der her skete, gennem deres direkte deltagelse i enkelte forhandlinger eller igennem det udenrigspolitiske nævn eller — går jeg ud fra — gennem deres partiformænd, så synes det jo alligevel, som om dette ikke har været tilstrækkeligt. Det er naturligvis i første række min fejl, at jeg ikke har tænkt herpå; vi burde have tænkt på at tale med nogle fra disse kredse. Det er jo kun en ringe trøst, at ingen, ingen fra noget parti, har henledt min opmærksomhed derpå, så jeg kan vel dele en smule af ansvaret herfor med andre, der var lige så interesserede i den gode og stilfærdige løsning, som jeg selv var. Men jeg beklager altså i og for sig, at vi ikke har haft tanken henledt på, at en lidt stærkere føling med visse kredse i Nordslesvig havde været på sin plads."

Ved sagens 2. (sidste) behandling udtalte Aksel Larsen:

„Som jeg sagde ved 1. behandling, anser vi det for ganske overflødigt, ja, vi anser det for skadeligt, om Danmark afgiver en sådan erklæring om rettigheder for personer tilhørende det tyske mindretal i de sønderjyske landsdele, og vi mener ikke, at folketinget bør godkende den erklæring, den højtærede stats- og udenrigsminister har afgivet på regeringens vegne i Bonn. Jeg vil gerne give tydeligt udtryk for denne mening og tillader mig derfor at stille følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Folketinget udtaler, at Danmarks behandling af det tyske mindretal i de sønderjyske landsdele er af en sådan art, at den overflødiggør afgivelse af en dansk erklæring, og går dermed over til næste sag på dagsordenen.""

Efter at dette dagsordensforslag var forkastet med 158 stemmer mod 8 (DK), idet 2 medlemmer (Hans Schmidt og Ingeborg Refslund Thomsen) afholdt sig fra at stemme, vedtoges forslaget til folketingsbeslutning med 156 stemmer mod 9 (DK og Ingeborg RefslundThomsen). Der var ved denne afstemning 3 medlemmer (Clausen (Olufskjær) (KF), Steen (RV) og Rager (RV)), som hverken stemte for eller imod.