Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

Folketinget opfordrer finansministeren til at nedsætte et udvalg med den opgave at undersøge, om landets valutariske og økonomiske vanskeligheder delvis skyldes et svigtende samarbejde mellem de organer, der er af størst betydning for landets økonomiske politik, og såfremt dette måtte anses at være tilfældet, da at overveje formerne for et bedre samarbejde i fremtiden.

Udvalget bør bestå af et formandsskab på 5 medlemmer, et medlem udnævnt af finansministeren, et udpeget af nationalbanken samt 3 af finansministeren i forståelse med folketinget udnævnte nationaløkonomisk sagkyndige. Finansministeren udpeger en formand blandt formandsskabets medlemmer.

Af udvalgets øvrige medlemmer udpeger De samvirkende Fagforbund 2 og Dansk Arbejdsgiverforening 2, hvoraf den ene med landøkonomisk indsigt og den anden med indsigt i industriens og håndværkets forhold.

Inden udgangen af november måned 1955 afgiver udvalgets formandsskab en rapport til finansministeren og til folketinget om resultatet af udvalgets arbejde.

Forslaget var ledsaget af nedenstående bemærkninger:

„Der hersker efterhånden en udbredt forståelse af, at der her i landet ikke er det nødvendige samarbejde tilstede mellem de organer, der øver afgørende indflydelse på landets økonomiske politik. Det er umiddelbart indlysende, at der består en indbyrdes forbindelse mellem på den ene side den af organisationerne beherskede løn- og avancepolitik og på den anden side den af regering og folketing førte finanspolitik samt den af nationalbanken bestemte kreditpolitik. Erfaringerne viser imidlertid, at disse økonomiske magtfaktorer ofte handler uafhængigt af hinanden, og at deres bestræbelser derfor til tider krydser og modvirker hinanden, så der ikke i den økonomiske politik kan følges en fast linie på længere sigt, der sikrer den fornødne balance i landets økonomi. At dette forhold er medvirkende til de valutavanskeligheder, Danmark fra tid til anden er udsat for, må synes udenfor al tvivl.

Det må derfor efter forslagsstillernes opfattelse være en bydende nødvendighed, at alle herhenhørende problemer tages op til en samlet overvejelse.

Forslagsstillerne mener, at en sådan overvejelse bør ske under medvirken af særlig økonomisk sagkyndige samt af repræsentanter for de ovenomhandlede organer, og stiller derfor foranstående forslag til beslutning af folketinget."

Ved fremsættelsen af forslaget udtalte Bertel Dahlgaard (RV) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Som jeg sagde ved finanslovforslagets 3. behandling, er de organer, der har den afgørende indflydelse på den økonomiske politik, regering og folketing, nationalbanken samt organisationerne. Hvert af disse organer er bestemmende eller medbestemmende for bestemte sider af den økonomiske politik. Regering og folketing bestemmer finanspolitikken; nationalbanken er der tillagt en meget stor myndighed med hensyn til kreditpolitikken, og organisationerne udøver den afgørende indflydelse på løn- og avanceforhold. Men der er ikke et rationelt samarbejde mellem de organer, der således varetager de forskellige sider af den økonomiske politik. Ofte handler de nævnte organer uafhængigt af hinanden, eller deres handlinger modvirker hinanden, så det hindres, at den økonomiske politik kan følge en fast langtidslinie, der sikrer den fornødne balance i landets økonomi.

Der er vel ingen, der vil bestride, at denne mangel på koordination af de økonomiske kræfter, de økonomiske faktorer, er medvirkende til de valutavanskeligheder, Danmark fra tid til anden er udsat for. Vi er efter vort skøn for tilbøjelige herhjemme til at lukke øjnene for disse for den økonomiske politik fundamentale problemer. Vi vil have økonomisk frihed, vi vil have adgang til frit valg af livsstilling, vi vil have frihed for organisationernes magtudfoldelse, og vi vil have sikret fuld beskæftigelse, men samtidig bevare en skarp fagafgrænsning. Derimod er der meget ringe forståelse af, at forudsætningen for alle disse friheder i forbindelse med retten til begrænsning af andres frihed er, at man bøjer sig ind under et samarbejde, at der finder en koordinering sted af de økonomiske kræfter, så de ikke trækker hver i sin retning og en fast linie i den økonomiske politik derved umuliggøres. Man må nå frem til, at der i frit samarbejde eller af samfundet afstikkes visse rammer for erhvervslivet og arbejdslivet, men at der så også til gengæld indenfor disse rammer sikres fri udfoldelse af den enkeltes evner og initiativ. Det er det, de svenske liberale kalder rammeøkonomi. Det drejer sig her om noget centralt i spørgsmålet om vor evne til at klare landets økonomi. Der hersker en vis ulyst til at gribe fast om nælden, og så lader man det hele gå på den gamle manér, hvor hver trækker i sin retning. Men skal vi nå frem til en fast linie i vor økonomiske politik, er det efter vort skøn nødvendigt, at alle herhenhørende problemer snarest tages op til en samlet overvejelse, således som det foreslås i det foreliggende forslag til beslutning. Disse overvejelser må selvfølgelig ske under medvirken af særlig økonomisk sagkyndige og i forbindelse med repræsentanter for de interesserede parter".

Forslaget nåede ikke at komme til behandling inden samlings slutning.