Loven ophæver § 4 i lov nr. 412 af 12. juli 1946, jfr. lovbekendtgørelse nr. 237 af 13. juni 1952, ifølge hvilken skoler i de sønderjyske landsdele med tysk undervisningssprog ikke havde ret til at afholde statskontrolerede eksaminer.

Af ministerens fremsættelsestale og af lovforslagets bemærkninger fremgår om baggrunden for lovforslaget bl. a. følgende:

Bestemmelsen i den nævnte paragraf kom ind i den sønderjyske skolelov allerede i december 1945 som en naturlig reservation i de første år efter krigen og besættelsen.

Fra det tyske mindretals side er der gentagne gange fremsat ønske om ophævelse af denne bestemmelse. Mindretallet har i første række ønsket at få adgang til at afholde mellemskoleeksamen på grundlag af en tysksproget undervisning, der iøvrigt ønskes tilrettelagt helt efter danske krav og med fuld hensyntagen til, at en sådan skoles elever i dansk sprog, litteratur, historie og geografi skulle kunne stå mål med elever fra danske mellemskoler.

Efter regeringens opfattelse var det rimeligt at fuldende den normalisering af mindretalsskoleforholdene i grænseegnen, som allerede blev indledt ved de i 1952 foretagne ændringer i loven, og i tilslutning til de i København indledte og senere i Bonn afsluttede dansk-tyske mindretalsforhandlinger fremsattes derfor forslaget til nærværende lov.

1. behandling af lovforslaget i folketinget foretoges sammen med det forslag til folketingsbeslutning om det tyske mindretals rettigheder, som var et resultat af de ovennævnte dansk-tyske mindretalsforhandlinger, og som er omtalt side 523. Under den debat, som fandt sted herom, fandt flere af ordførerne anledning til at skitsere den hidtidige udvikling indenfor den tyske eksamensskole i Sønderjylland.

Lovforslaget fik tilslutning fra alle partiers ordførere med undtagelse af den kommunistiske ud fra den betragtning, at Tysklands forandrede stilling i forhold til de vestlige demokratier gjorde det naturligt nu at genoptage det frisindede skolestyre, som Danmark havde gennemført overfor det tyske mindretal i årene efter 1920. Det 10-årige forbud havde dog efter de flestes opfattelse været naturligt begrundet i de forhold, som havde udviklet sig i de tyske skoler i årene før og under besættelsen; men det ville nu være rigtigt også på dette område at søge et fredeligt samarbejde fremmet på gensidig basis. I den forbindelse udtalte flere af ordførerne håbet om, at denne lempelse måtte blive fulgt op af en tilsvarende praksis overfor det danske mindretal syd for grænsen.

Aksel Larsen (DK) fandt ikke, at der var tilstrækkelig sikkerhed for en tilsvarende kursændring fra tysk side, og kunne udfra tidligere års erfaringer ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Af de medlemmer udenfor ordførernes række, som udtalte sig om lovforslaget, gav Clausen (Olufskjær) (KF) udtryk for betænkeligheder ved dets gennemførelse på nuværende tidspunkt, og Ingeborg Refslund Thomsen (RV) måtte udfra tidligere indhøstede erfaringer stemme imod lovforslaget, som hun fandt for vidtgående. Hun mente, at hendes opfattelse deltes af store kredse i Nordslesvig, og kritiserede den fremgangsmåde, regeringen havde fulgt ved lovforslagets fremsættelse, som havde vakt forbavselse i vide kredse i Nordslesvig, fordi de stedlige skolemyndigheder ikke var blevet rådspurgt.

I den af folketingsudvalget afgivne betænkning udtales det bl. a., at medlemmerne er enige om, at „det havde været ønskeligt, om spørgsmål vedrørende skolelovsændringerne på et tidligere tidspunkt kunne være drøftet med de interesserede kredse i Sønderjylland. Udvalget erkender imidlertid, at det under de givne forhold vanskeligt lod sig realisere."

Mens udvalgets flertal anbefalede lovforslagets vedtagelse, kunne et mindretal (Clausen [Olufskjær]) ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse udfra den opfattelse, at denne burde have været udsat, indtil man havde et klarere billede af udviklingen.

Også ved 2. behandling gav lovforslaget anledning til nogen meningsudveksling, hvorunder Ingeborg Refslund Thomsen bl. a. gav udtryk for frygt for, at lovforslagets gennemførelse ville betyde en adskillelse af ungdommen og fare for ødelæggelse af tillidsforholdet mellem dansk og tysk. Hans Schmidt (SI) havde den modsatte opfattelse og udtalte, at der ikke ville blive udøvet noget pres på tyske forældre for at få dem til at sætte deres børn i tyske skoler.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 154 stemmer mod 7 (DK og Ingeborg Refslund Thomsen), idet 1 medlem (Clausen [Olufskjær]) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.