Til belysning af baggrunden for lovforslaget skal anføres følgende uddrag af de bemærkninger, der ledsagede det ved fremsættelsen:
„Den 9. januar 1950 nedsatte justitsministeriet en kommission med den opgave at undersøge, på hvilke punkter den gældende svangerskabslovgivning burde ændres, herunder at søge fastslået, hvilke opgaver og hvilke midler der burde tillægges mødrehjælpsinstitu- tionen, og hvorledes samarbejdet mellem denne institution og de offentlige myndigheder og lægerne burde foregå. Endelig blev det overdraget kommissionen at tage stilling til spørgsmålet om vejledning af befolkningen om svangerskabsforebyggende metoder samt at undersøge værdien af de såkaldte seksualklinikker og spørgsmålet om disses virkemåde.
Når justitsministeriet fandt det påkrævet, at spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af de gældende bestemmelser om svangerskabsafbrydelse og om bistand til svangre kvinder blev taget op til overvejelse, må dette i første række ses på baggrund af den siden ikrafttræden af loven af 18. maj 1937 om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v. stedfundne betydelige stigning i antallet af legale aborter og den bestående formodning om, at antallet af illegale aborter ikke er faldet tilsvarende, men tværtimod steget. Justitsministeriet måtte finde det naturligt, at der på denne baggrund fandt en undersøgelse sted af, hvorledes de gældende bestemmelser om indikation for svangerskabsafbrydelse, navnlig den meget elastiske bestemmelse om svangerskabsafbrydelse på grund af alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, blev praktiseret, således at der blev givet lovgivningsmagten mulighed for påny at overveje, under hvilke betingelser svangerskabsafbrydelse skal kunne finde sted. Endvidere gjorde udviklingen det naturligt at tage op til overvejelse, om der måtte være grund til at ændre de gældende regler om, hvilke instanser der bør afgøre spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse. Man måtte regne med, at lægerne fulgte en ret uensartet praksis ved de konkrete afgørelser, idet de efter loven af 18. maj 1937 tog stilling til spørgsmålet uden bistand af en central myndighed og i denne lov kun i begrænset omfang kunne finde vejledning for udøvelsen af skønnet. Dette gjaldt så meget mere, som også andre momenter end de rent lægelige, således navnlig kvindens sociale stilling, måtte indgå i vurderingen af faren for kvindens helbred.
Endelig måtte stigningen i antallet af svangerskabsafbrydelser give anledning til overvejelser om foranstaltninger, der kunne forebygge, at spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse opstår, eller at ønsket herom fastholdes, hvorfor det måtte undersøges, dels hvilke muligheder der er for at begrænse antallet af uønskede graviditeter, dels i hvilket omfang man gennem sociale hjælpeforanstaltninger kan afhjælpe de vanskeligheder, som ofte er af stor betydning for kvindens stilling til spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse og hendes mulighed for at gennemføre svangerskabet og fødslen uden væsentlig helbredsforringelse.
Kommissionen har i marts 1954 afgivet betænkning. Da udviklingen siden kommissionens nedsættelse ikke har gjort spørgsmålet om en revision af de gældende bestemmelser mindre aktuelt, idet der tværtimod i de sidste 4 år er sket en yderligere væsentlig stigning i antallet af aborter ..., og da justitsministeriet med kommissionen er enigt i, at en sådan revision er påkrævet på en række punkter, har man anset det for betydningsfuldt, at lovforslag herom kunne fremsættes for folketinget allerede i indeværende folketingsår.
Justitsministeriet har for sit vedkommende i alt væsentligt kunnet tiltræde det af flertallet i kommissionen udarbejdede lovudkast, og lovforslaget indeholder i overensstemmelse hermed dels bestemmelser om betingelserne for svangerskabsafbrydelse (§§ 1 og 2), dels om fremgangsmåden ved behandlingen af spørgsmålet herom (§ 3). Endvidere indeholder lovforslagets §§ 4-8 forskellige straffebestemmelser, herunder i § 6 bestemmelserne om straf for ulovlig svangerskabsafbrydelse. Endelig indeholder forslagets § 9 visse regler om afholdelse af udgifterne ved svangerskabsafbrydelse, § 10 om statstilskud til oplysningsarbejde om seksualhygiejne og § 11 om kontrol med handel med svangerskabsforebyggende midler.
Spørgsmålet om gennemførelsen af de af kommissionen foreslåede sociale hjælpeforanstaltninger og tilvejebringelsen af ændringer i mødrehjælpsinstitutionernes organisation er behandlet i det af socialministeriet samtidigt fremsatte forslag til ændringer i mødre- hjælpsloven." (Se side 431).
Af lovforslagets 13 paragraffer er de væsentligste gengivet i følgende oversigt, der også indeholder nogle af de i bemærkningerne til lovforslaget anførte kommentarer til de enkelte bestemmelser, idet særlig vægt er lagt på hovedbestemmelserne, §§ 1 og 2, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse.
§ 1. En kvinde kan få sit svangerskab afbrudt i følgende tilfælde:
1) Når svangerskabets afbrydelse er nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred. Ved bedømmelsen af denne fare kommer ikke alene fysisk eller psykisk sygdom i betragtning, men der skal også på grundlag af en vurdering af samtlige omstændigheder, herunder de forhold, hvorunder kvinden må leve, tages hensyn til tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande.
2) Når kvinden er blevet besvangret under sådanne omstændigheder, som omhandles i borgerlig straffelov af 15. april 1930 § 210 eller § 210, jfr. § 212, samt når svangerskabet skyldes krænkelse af kvindens kønsfrihed under sådanne omstændigheder, der omhandles i straffelovens §§ 216-223 eller disse paragraffer sammenholdt med § 224.
3) Når der er nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller på grund af beskadigelser eller sygdom pådraget i fosterlivet vil blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed, andre svære mentale forstyrrelser, epilepsi eller alvorlig og uhelbredelig abnormitet eller legemlig sygdom.
4) Når kvinden på grund af alvorlige fysiske eller psykiske defekter må anses for mindre egnet til at tage vare på et barn.
Afbrydelse af svangerskab må i de i § 1, stk. 1, nr. 2—4, omhandlede tilfælde normalt ikke foretages efter udløbet af den 20. svangerskabsuge.
Skyldes svangerskabet krænkelse af kvindens kønsfrihed under sådanne omstændigheder, som omhandles i straffelovens § 216, § 217, stk. 2, § 218 og § 221 eller disse paragraffer sammenholdt med § 224, må afbrydelse af svangerskab ikke finde sted, medmindre der er sket anmeldelse til politiet om forbrydelsen, og anmeldelsen — efter stedfunden politiundersøgelse — ikke er afvist som urigtig.
Justitsministeriet har ifølge bemærkningerne i det væsentligste kunnet tilslutte sig de af kommissionens flertal anførte betragtninger vedrørende afgrænsningen af de tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelse bør være tilladt. Man må således tage afstand fra det af et mindretal i kommissionen anlagte synspunkt, at adgangen til svangerskabsafbrydelse skulle være fri. En sådan ordning findes ikke i andre lande på et lignende kulturtrin som Danmark, og i betænkningen er anført betragtninger, der taler imod en så radikal løsning af spørgsmålet.
På den anden side finder justitsministeriet det hverken ønskeligt eller muligt at følge et andet mindretal i kommissionen, efter hvis forslag adgangen til svangerskabsafbrydelse, der ikke kan baseres på etisk eller eugenisk indikation, skulle indskrænkes til de tilfælde, hvor der forelå medicinsk indikation, taget i snævreste forstand. Det forekommer ikke rimeligt at fordre et svangerskab gennemført, når det må antages at medføre en betydelig svækkelse af kvindens fysiske eller psykiske helbred, og nægtelse af svangerskabsafbrydelse i disse tilfælde ville uden tvivl føre til en tilsvarende forøgelse af de ulovlige aborter. Overfor den af mindretallene fremførte kritik af den praksis, der har udviklet sig på dette område, og den usikkerhed, der er knyttet til denne praksis, finder justitsministeriet anledning til at fremhæve, at en klargørelse af indikationen i selve loven i forbindelse med en centralisering af skønnet over, om indikationen er til stede, skulle give mulighed for en mere ensartet praksis med mindre risiko for fejldiagnoser.
Overvejelserne indenfor disse yderstandpunkter må fortrinsvis samle sig om to hovedspørgsmål, nemlig dels, hvorledes afgrænsningen af den medicinske indikation bør ske, og dels, om svangerskabsafbrydelse bør tillades udenfor disse tilfælde, navnlig på grundlag af den såkaldte sociale indikation (der bortses i denne forbindelse fra den etiske og den eugeniske indikation).
Hvad det sidstnævnte spørgsmål angår, kan justitsministeriet tilslutte sig de af flertallet i betænkningen anførte betragtninger, der konkluderer i, at det må anses for overvejende betænkeligt at løsrive spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse fra den medicinske indikation. Justitsministeriet lægger i denne forbindelse navnlig vægt på, at det fremfor en udvidelse af adgangen til svangerskabsafbrydelse må foretrækkes, at der efterhånden tilvejebringes øget mulighed for at iværksætte sociale hjælpeforanstaltninger overfor vordende mødre. Selvom de af svangerskabskommissionen udarbejdede hertil sigtende forslag ikke i fuldt omfang er fulgt i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af mødrehjælpsloven, indeholder dette dog forslag om visse udvidelser i den allerede bestående adgang til at hjælpe vanskeligt stillede, vordende mødre, ligesom der er mulighed for indenfor lovforslagets rammer at søge tilvejebragt påkrævede bevillinger. På denne baggrund ville justitsministeriet anse det for mindre naturligt nu at søge adgangen til svangerskabsafbrydelse udvidet ved medtagelse af social indikation.
Lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 1, svarer til kommissionens udkast. Sidste pkt. i nr. 1 er dog formuleret noget afvigende fra kommisssionens udkast, uden at der herved er tilsigtet nogen realitetsændring.
§ 1, stk. 1, nr. 2, der omhandler den såkaldte etiske indikation, og nr. 3 vedrørende den eugeniske indikation er uændret i forhold til kommissionens udkast. Justitsministeriet kan tiltræde, at ikke alene faren for egentlig sygdom hos afkommet, men også for uhelbredelig abnormitet, der ikke nævnes i den gældende lovbestemmelse, bør komme i betragtning.
En til udkastets § 1, stk. 2, svarende bestemmelse er ikke medtaget i forslaget. Justitsministeriet må nære afgørende betænkelighed ved at supplere stk. 1, der indeholder en udførlig angivelse af indikationerne, med en bestemmelse, der, omend den er begrænset til „ganske ekstraordinære omstændigheder", ikke indeholder noget sagligt kriterium til afgrænsning af sit indhold. Hertil kommer, at justitsministeriet anser spørgsmål af denne art for mindre egnede til behandling ved en central administrativ instans af ikke-lægelig art.
Som et nyt stk. 1, nr. 4, er optaget en bestemmelse om, at svangerskabsafbrydelse også skal kunne ske, „når kvinden på grund af alvorlige fysiske eller psykiske defekter må anses for mindre egnet til at tage vare på et barn." Denne formulering omfatter de af kommissionen nævnte tilfælde bortset fra ung alder hos den vordende moder. Det bemærkes herved, at kvinder, der er besvangret før det 15. år, vil kunne opnå svangerskabsafbrydelse på etisk indikation, jfr. herved straffelovens § 222, og at det må forekomme betænkeligt at indføre en bestemmelse om svangerskabsafbrydelse på grund af ung alder, idet en sådan bestemmelse formentlig måtte bygge på en fast aldersgrænse.
§ 1, stk. 2 og 3, er uændret i forhold til kommissionens udkast
§ 1, stk. 3 og 4.
Derimod har justitsministeriet ikke ment i forslaget at burde medtage en til udkastets § 1, stk. 5, svarende bestemmelse om sterilisation uden tilladelse i forbindelse med svangerskabsafbrydelse på eugenisk indikation. Man er ganske vist enig i, at sterilisation som regel vil være indiceret, når svangerskabsafbrydelse foretages af eugeniske grunde, hidrørende fra kvinden, men finder det betænkeligt at lade lægen være ene med ansvaret for sterilisationen og dens som regel uoprettelige følger, uden at der stilles krav om en positiv begæring fra kvinden og om, at hun gøres bekendt med følgerne af indgrebet. Hertil kommer, at den af kommissionen foreslåede bestemmelse kun løser en mindre del af de praktiske vanskeligheder, der som påpeget kan opstå i enkelte tilfælde. I et flertal af de tilfælde, hvor der foretages svangerskabsafbrydelse efter lovens § 1, stk. 1, nr. 1, antages der således ikke at foreligge medicinsk indikation for sterilisation. Dette vil således gælde i de tilfælde, hvor den sygelige tilstand, der begrunder svangerskabsafbrydelsen, ikke er kronisk, og i de praktisk hyppige tilfælde, hvor indikationen ikke baseres på en bestående sygdom, men på en truende svækkelsestilstand.
Justitsministeriet anser det herefter for rettest, at spørgsmålet om sterilisation i forbindelse med svangerskabsafbrydelse løses samlet i forbindelse med en ændring i sterilisationslovgivningen.
§ 2. Svangerskabsafbrydelse må, medmindre den er begrundet i en som følge af sygdom foreliggende alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, ikke finde sted, forinden følgende betingelser er opfyldt:
1) Er kvinden under 18 år eller umyndiggjort i personlig henseende, skal der indhentes samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, henholdsvis værgen, medmindre afgørende omstændigheder taler derimod.
2) Er kvinden på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af andre årsager ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan begæringen om dettes foretagelse fremsættes af en hertil efter indstilling af det sociale udvalg beskikket særlig værge eller, forsåvidt hun er inddraget under forsorg af en statsanstalt eller en i henhold til § 67 i lov om offentlig forsorg godkendt anstalt, af anstaltslederen.
3) Er kvinden gift og samlever med sin ægtefælle, skal der gives denne lejlighed til at udtale sig, medmindre særlige omstændigheder taler derimod.
Bestemmelsen svarer til § 2 i kommissionens udkast med den afvigelse, at bestemmelserne om indhentelse af samtykke eller erklæring fra værge eller ægtefælle ikke gøres anvendelige på de tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelsen er motiveret i en på grund af sygdom foreliggende alvorlig fare for kvindens liv eller helbred. Forslaget svarer på dette punkt til bestemmelsen i den gældende svangerskabslovs § 2. Justitsministeriet har, efter hvad der oplyses
i bemærkningerne, ikke fundet det rimeligt, at afbrydelse af svangerskab i tilfælde, hvor dettes gennemførelse udfra en rent lægelig vurdering af foreliggende sygdomstilstande indebærer alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, skal være afhængig af og i eventuelle kritiske situationer sinkes af tilvejebringelse af samtykke eller erklæringer. Indgrebet må i sådanne tilfælde efter justitsministeriets opfattelse ganske ligestilles med ethvert andet påkrævet operativt indgreb. Man er opmærksom på, at grænsen mellem disse tilfælde og tilfælde af mere blandet medicinsk-social indikation er glidende, men finder det ikke betænkeligt at overlade dette skøn til de enkelte sygehusoverlæger, til hvem det tilsvarende skøn om, hvorvidt spørgsmålet om afbrydelsen skal indbringes for mødrehjælpen, i forvejen er henskudt, jfr. forslagets § 3.
§ 3. Afbrydelse af svangerskab må kun foretages af en autoriseret læge på et af statens eller kommunens sygehuse eller på et privat sygehus, der modtager offentlig støtte, eller på hvilket patienter indlægges for offentlig regning.
Såfremt faren for kvindens liv eller helbred i de i § 1, stk. 1, nr. 1, omhandlede tilfælde er begrundet i sygdom, og dette er konstateret på et af de i nærværende paragrafs 1. stykke omhandlede sygehuse, kan bestemmelse om svangerskabsafbrydelse træffes af sygehusets overlæge.
Ønsker i andre tilfælde en kvinde sit svangerskab afbrudt, må hun rette henvendelse herom til en mødrehjælpsinstitution. Den pågældende mødrehjælpsinstitution undersøger, om de i §§ 1 og 2 fastsatte betingelser for indgrebets foretagelse er til stede, og bør herunder i almindelighed indhente oplysninger fra kvindens sædvanlige læge. Tillige skal mødrehjælpsinstitutionen i fornødent omfang søge assistance af speciallæge, indhente erklæring fra Arvebiologisk Institut eller lade kvinden indlægge på sygehus eller dertil egnet hjem til observation eller behandling. Mødrehjælpsinstitutionens samråd træffer derefter bestemmelse om, hvorvidt svangerskabsafbrydelse kan foretages.
Når bestemmelse om svangerskabsafbrydelse foreligger, skal kvinden på begæring modtages på det sygehus (sygehusafdeling), hvorunder hun hører. Sygehusets (sygehusafdelingens) overlæge er berettiget til at forelægge spørgsmålet om indgrebets foretagelse for det i § 6 A, stk. 3, i lov nr. 119 af 15. marts 1939 om mødrehjælpsinstitutioner, som ændret ved lov nr. .... [jfr. det foran omtalte lovforslag], omhandlede nævn til vejledende erklæring. Nægter overlægen at foretage indgrebet, kan patienten indlægges på et andet sygehus, om fornødent ved vedkommende mødrehjælpsinsti tutions foranstaltning.
§ 4 omhandler tavshedspligten for læger og personale ved de i § 3 nævnte sygehuse.
§ 5 indeholder strafferegler for afgivelse af urigtige oplysninger eller vidnesbyrd til brug ved afgørelse af, om betingelserne foreligger (straffes efter reglerne i straffelovens § 162).
§ 6. En kvinde, der selv afbryder sit svangerskab eller lader det afbryde af en person, der ikke er autoriseret læge, straffes, selvom de i § 1 foreskrevne betingelser for lovlig svangerskabsafbrydelse er til stede, med bøde. Afbryder hun sit svangerskab eller lader hun det afbryde, vidende om, at betingelserne for lovlig svangerskabsafbrydelse ikke er til stede, er straffen hæfte indtil 3 måneder. Under særlig formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.
Fremkommer der under en sag, der er rejst til straf for ulovlig svangerskabsafbrydelse eller forsøg derpå mod en udenfor ægteskab besvangret kvinde eller hendes medhjælpere, sådanne oplysninger, at det må anses for godtgjort, hvem der har besvangret hende, straffes denne med fængsel indtil 1 år, under formildende omstændigheder med hæfte, såfremt det godtgøres, at han trods henvendelser fra kvindens side om støtte af personlig eller økonomisk art har undladt at yde hende en efter forholdene rimelig støtte og bistand, og denne undladelse har været af afgørende betydning for hendes beslutning om at afbryde svangerskabet.
En autoriseret lægé, der afbryder et svangerskab eller yder bistand hertil, vidende om, at de i § 1 foreskrevne betingelser for lovlig svangerskabsafbrydelse ikke er til stede, straffes med fængsel indtil 2 år. Under skærpende omstændigheder, særlig når handlingen er foretaget for vindings skyld, eller hvis den har medført kvindens død eller betydelig skade på legeme eller helbred, er straffen fængsel indtil 4 år. Finder en efter § 1 lovlig svangerskabsafbrydelse sted uden iagttagelse af forskrifterne i §§ 2 og 3, er straffen hæfte eller under formildende omstændigheder bøde. Afbrydes et svangerskab uden kvindens samtykke, er straffen fængsel indtil 12 år.
Den, som uden at være autoriseret læge afbryder et svangerskab eller yder bistand hertil, straffes med fængsel indtil 4 år. Under skærpende omstændigheder, særlig når handlingen er foretaget for vindings skyld, eller hvis den har medført kvindens død eller betydelig skade på legeme eller helbred, er straffen fængsel indtil 8 år. I gentagelsestilfælde, eller såfremt gerningsmanden har handlet uden kvindens samtykke, er straffen fængsel indtil 12 år.
Foranstående straffebestemmelser omfatter ikke uagtsomt forhold.
Bestemmelsen i stk. 1 er uændret i forhold til kommissionens udkast bortset fra, at den i udkastet indeholdte regel om påtaleforældelse er skilt ud og placeret i § 8.
Bestemmelsen i stk. 2 er uændret i forhold til den gældende lov. Forsøg på ulovlig svangerskabsafbrydelse vil efter den ændrede affattelse af stk. 1 være straffrit for kvindens vedkommende. Derimod vil forsøg fortsat være strafbart for kvindens medhjælpere, hvorfor man har fundet det rettest at bevare ordene „eller forsøg derpå", som af kommissionen foreslås slettet. Efter den gældende lov er mandens undladelse af at yde den svangre kvinde støtte og bistand alene strafbar,' såfremt denne undladelse har været af afgørende betydning for kvindens beslutning om at afbryde svangerskabet. Kommissionen har foreslået at lade den nævnte strafbarhedsbetingelse udgå. Opgives kravet om årsagsforbindelse mellem mandens undladelse af at yde kvinden bistand og hendes beslutning om ulovlig svangerskabsafbrydelse, vil imidlertid det strafbare forhold ikke længere fremtræde som en særlig form for medvirken til svangerskabsafbrydelse. Bestemmelsen vil i så fald være langt videregående end bestemmelsen i borgerlig straffelov § 255, der fastsætter straf for den, der modvillig unddrager sig fra at yde en af ham uden for ægteskab besvangret kvinde den til hendes nedkomst fornødne hjælp, men som gør strafbarheden betinget af, at kvinden derved er kommet i nød. Under hensyn hertil har justitsministeriet ikke ment at kunne tiltræde kommissionens forslag.
§§ 7 og 8 indeholder straffebestemmelser samt forældelses- og påtalebestemmelser, og i § 9 er givet regler om det offentliges afholdelse af udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse i de tilfælde, den pågældende ikke selv har midler hertil.
§ 10. Der kan af staten ydes kommuner eller private foreninger eller organisationer, som påtager sig organiseringen og driften af et oplysningsarbejde overfor befolkningen om seksualhygiejne, refusion af indtil halvdelen af udgifterne herved.
Tilskuddet til private foreninger eller organisationer kan, såfremt oplysningsarbejdet har særlig tilknytning til bestemte kommuner, betinges af, at disse deltager i udgifterne med indtil halvdelen af det beløb, der ydes af staten.
Udgifterne ved ydelsen af de i stk. 1 og 2 nævnte statstilskud afholdes ved bevilling på de årlige finanslove.
§ 11. Genstande eller stoffer, der er tjenlige til at forebygge svangerskab, må kun forhandles, såfremt de er godkendt af justitsministeren efter forhandling med sundhedsstyrelsen. Justitsministeren kan om fornødent efter forhandling med handelsministeren fastsætte priserne, som skal være tydeligt angivne på emballagen, og kan fastsætte de til gennemførelsen af en effektiv begrænsning af og kontrol med priserne fornødne bestemmelser om vilkårene for adgangen til at omsætte de nævnte genstande eller stoffer. De omhandlede genstande og stoffer må kun forhandles fra apoteker eller fra udsalgssteder, der er godkendt af embedslægen efter forhandling med politiet. Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med bøde.
I §§ 12 og 13 findes gennemførelses- og ikrafttrædelsesbestemmelser.
I sin fremsættelsestale trak justitsministeren hovedlinierne op i udviklingen af reglerne om svangerskabsafbrydelse før og efter svangerskabsloven af 1937. Om antallet af svangerskabsafbrydelser oplyste han, at det for de legale svangerskabsafbrydelsers vedkommende siden 1937 var steget fra ca. 400 til 4 000—5 000 om året. Om antallet af illegale afbrydelser kan der selvsagt ikke siges noget eksakt, men dette antal er i kommissionsbetænkningen beregnet til 12—13 000 for året 1950. Justitsministeren henledte opmærksomheden på, at en stigning i antallet af legale aborter ikke kan anses for så betænkelig, hvis stigningen er sket på bekostning af de illegale aborter.
Udgangspunktet for overvejelserne bør klart være, at svangerskabsafbrydelser — legale eller illegale, men navnlig illegale — må anses for uønskelige, dels fordi det må være naturligt at tillægge fosteret en retsbeskyttelse, dels fordi det normalt vil være det lykkeligste for kvinden selv, at hun føder sine børn. Han anså det derhos for givet, at der bør være adgang til svangerskabsafbrydelse af hensyn til kvinden også udenfor de tilfælde, hvor der foreligger rent medicinsk indikation. Den vigtigste konklusion, man kan drage af den under 1937-loven stedfundne udvikling, er den, at der bør skabes mulighed for i størst muligt omfang at bøde på de forhold, der kan motivere ønsket om svangerskabsafbrydelse.
Specielt vedrørende den ændring, der i forhold til kommissions- udkastet er foretaget i beskrivelsen af den medicinske indikation, udtalte ministeren, at ændringen alene tilsigter en tydeliggørelse, og at bestemmelsen (§ 1, stk. 1, nr. 1), som den nu er formuleret, formentlig i alt væsentligt må siges at svare til den praksis, der har udviklet sig efter 1937-lovens gennemførelse, og han anså det for et fremskridt, at der nu ikke, som det tidligere er sket, kan rejses tvivl om lovens hensigt på dette punkt.
Ministeren understregede dernæst et andet hovedpunkt i lovforslaget, nemlig mødrehjælpsinstitutionernes medvirken i disse sager, herunder bestemmelsen om oprettelse af de særlige samråd, der skal tage stilling til spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse. Bestemmelserne herom hænger nøje sammen med det samtidig af socialministeren fremsatte lovforslag om mødrehjælpsinstitutioner.
Under 1. behandling var lovforslaget genstand for en indgående drøftelse.
Edel Saunte, der var formand for svangerskabskommissionen, gav som ordfører for socialdemokratiet tilslutning til hovedlinierne i lovforslaget. Hun beklagede, at ministeren på nogle punkter ikke havde fulgt kommissionens indstilling, men udtalte, at gennemførelse af lovforslaget ville medvirke til, at sager om svangerskabsafbrydelse bliver behandlet mere ensartet over hele landet, mere frivilligt, mere behageligt og mere humant for kvinderne.
Venstres ordfører (Ellen Poulsen) fandt, at det statistiske materiale for såvel de lovlige som de ulovlige svangerskabsafbrydelser var så usikkert, at det havde været bedre at vente med at ændre loven, indtil man havde et mere fast grundlag at bygge på. Hun fandt, at afgrænsningen af den medicinske indikation i lovforslaget i for høj grad tangerer en social indikation, som hendes parti ikke kan tilslutte sig. Hun stillede sig tvivlende overfor, om man burde udvide fristen for afbrydelse af svangerskabet til udløbet af den 20. svangerskabsuge mod den hidtil gældende 3 måneders frist og til spørgsmålet om statstilskud til oplysningsarbejde om seksualhygiejne.
Erna Sørensen (KF) kunne i det store og hele tiltræde ministerens forslag, men ønskede lovforslaget behandlet i et udvalg, for at der påny kunne blive lejlighed til drøftelse af de enkelte problemer. Uanset at der i hendes parti ikke er enighed om, hvordan den kommende svangerskabslov skal være, kunne hun tilsige en velvillig behandling; hun håbede, at man i udvalget kunne nå frem til en samlet løsning af denne opgave.
Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) udtalte i sin ordførertale, at hendes partis opfattelse var, at lovgivningens første opgave på dette område er at søge at påvirke menneskene og samfundsforholdene sådan, at ønsker om svangerskabsafbrydelse i videst muligt omfang hindres i at opstå, og det forebyggende arbejde må derfor i forgrunden. Hun ønskede etableret et oplysningsarbejde, hvori der gives oplysning om svangerskabsforebyggende metoder og om betydningen af deres anvendelse. Hun erklærede sig som tilhænger af seksualundervisning i skolerne og af lovforslagets bestemmelse om statstilskud til oplysningsarbejde om seksualhygiejne. Hun betragtede justitsministerens formulering af betingelserne for, at et svangerskab kan afbrydes, som et frem skridt i forhold til den gældende lov og tilsagde sluttelig sit partis velvillige medvirken i det kommende udvalgsarbejde.
Petra Petersen (DK) udtalte også, at svangerskabsafbrydelse kun bør være en nødudvej; hun var tilhænger af oplysningsarbejde, herunder af oprettelse af seksualklinikker, men understregede, at det mest effektive middel til nedbringelse af antallet af svangerskabsafbrydelser var gennemførelse af lovgivning om støtte til den vordende moder, om moderskabsydelse og børnerente.
Viggo Starcke (DR) kunne ikke tilslutte sig den udvidede medicinske indikation. Han resumerede sin stilling til lovforslaget med følgende udtalelse: „Det, jeg ønsker af den kommende udvalgsbehandling, er, at der tages hensyn til en reel retsbeskyttelse af barnet, af det levende barn, at man søger at undgå de falske fiktive diagnoser, at man kalder tingen ved dens rette navn, giver klare indikationer og ellers holder sig til det, som videnskaben har lagt så klart frem, og så løser den sociale side af problemet, boligproblemet, fattigdomsproblemet, ved sociale og politiske reformer og ikke ved at lade det gå ud over den næste generation."
Det om lovforslaget nedsatte udvalg nåede ikke at afgive betænkning inden samlingens slutning.