Lovforslaget havde følgende ordlyd:

I militær straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 262 af 21. juli 1954, indsættes som ny paragraf efter § 11:

㤠11 a.

Ved udmålingen af straffen for en forbrydelse skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forbrydelsen er begået af en befalingsmand."

Ved fremsættelsen anførte Ingmar Wagner (DK) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Dette forslag fremkommer nu på grund af den seneste tids debat om en lang række afgørelser, som domstolene og den militære anklagemyndighed har truffet i straffesager mod befalingsmænd i militæret. Disse domme har vakt den allerstørste opsigt, for ikke at sige uro, i befolkningen. Denne uro har også fundet udtryk i mange af landets blade, såvel i venstres som i den socialdemokratiske, radikale og kommunistiske presse. Alle har kritiseret de latterligt milde domme, som officerer er blevet idømt for grove forbrydelser. Også fremtrædende jurister har deltaget i kritikken, f. eks. højesteretssagfører Ove Rasmussen ved et indlæg i dagbladet „Politiken" den 19. marts i år. Også forsvarsministeren har i den meget omtalte Birkebæksag, hvor officerer ved pligtforsømmelser var skyld i en menig soldats druknedød, udtalt sig for, at der indenfor lovens strafferammer var mulighed for at dømme officerer hårdere, men dommerne er åbenbart ikke enige med forsvarsministeren heri. I alle tilfælde dømmer de på en sådan måde, at det støder befolkningens retsbevidsthed. Derfor fremsætter vi dette forslag til tydeliggørelse af den militære straffelov."

Ved lovforslagets 1. behandling tog forsvarsministeren afstand fra den foreslåede tilføjelse, som efter hans opfattelse skød over målet, bl. a. under henvisning til, at der ikke skelnedes mellem forseelser med eller uden forbindelse med behandlingen af de værnepligtige, og at der heller ikke toges hensyn til, om forseelserne var begået af værnepligtige befalingsmænd eller af faste befalingsmænd. Det var ubestrideligt, at der i dele af befolkningen var givet udtryk for en retsopfattelse, som ikke stemte overens med domme, der var afsagt af domstolene. En del af denne uro skyldtes utvivlsomt, „at adskillige har noget vanskeligt ved i samme grad som domstolene at skelne mellem forseelser, der er begået bevidst, og handlinger, der skyldes uagtsomhed. Det bør imidlertid ikke overses, at der i hele vor straffelovgivning tages hensyn til, om en handling, der foranlediger tiltale, er begået bevidst eller uagtsomt, og det vil næppe være rimeligt, om den militære straffelov kom til at danne en undtagelse herfra. Men der hersker åbenbart hos adskillige, måske hos mange, den opfattelse, at uagtsomhed, som udvises overfor værnepligtige, der er under kommando, bør straffes særlig hårdt, hvis uagtsomheden er på grænsen af skødesløshed og tvinger værnepligtige til at deltage i øvelser, som i fredstid berøver dem livet eller påfører dem alvorlige legemlige skader.

Det er et synspunkt, som i hvert fald bør overvejes, og da jeg sidste år forelagde tinget forslag til ændringer i den militære straffelov og forslag til ændringer i den militære retsplejelovgivning samt i reglerne vedrørende den militære anklagemyndighed, lagde jeg ikke skjul på, at dette burde gøres til genstand for nærmere overvejelse; det var ikke sket, hverken i ungdomskommissionen eller i det udvalg, som jeg nedsatte i 1949. Der blev dog fra udvalget af 1949, efter at jeg var trådt tilbage som forsvarsminister, rettet forespørgsel til min efterfølger om at få udvidet udvalgets beføjelser. Dette var ikke sket, da regeringsskiftet fandt sted i 1953, og der er derfor nedsat et nyt udvalg af fremragende jurister og værnschefer til overvejelse af ændringer i reglerne vedrørende den militære anklagemyndighed.

Udvalget er særlig blevet anmodet om at tage stilling til, hvorvidt den militære anklagemyndighed skal organiseres således, at der for værnene, i hvert fald i fredstid, kan indføres en anklageordning svarende til den, vi har indenfor den civile retspleje. Herved er der bl. a. tænkt på lovfæstelse af en ordning med en forsvarsadvokat, som overfor forsvarsministeren er ansvarlig med hensyn til spørgsmålet om tiltalerejsning, herunder også for anke af afsagte domme i militære straffesager, på samme måde som rigsadvokaten er det overfor justitsministeren. Ifølge den gældende militære retsplejelov er det den militære rettergangschef, der selvstændig træffer beslutning om ankespørgsmål; den militære rettergangschef har ikke nogen pligt til at spørge forsvarsministeren herom. Ganske vist er der ved den militære retsplejelov tillagt ministeren beføjelser til at beordre en dom i en militær straffesag påanket. Dette forudsætter, at ministeren bliver underrettet inden ankefristens udløb, hvilket f. eks. ikke er sket i den såkaldte Birkebæksag. Jeg har derfor også for nogen tid siden pålagt de militære rettergangschefer i videre omfang, end det hidtil er sket, at holde forsvarsministeriet underrettet om de trufne beslutninger om domstolenes afgørelser i straffesager, bl. a. med henblik på, at forsvarsministeriet kan få mulighed for at tage stilling til eventuel anke af de lavere domstoles afgørelser.

Det udvalg, der er nedsat til overvejelse af nye ændringer i den militære retsplejelov, har endnu ikke kunnet afslutte sit arbejde, men det kommunistiske forslag kan i hvert fald ikke føre til forbedringer af retstilstanden indenfor forsvaret, og jeg skal derfor henstille til tinget at afvise lovforslaget."

Mens ordføreren for forslagsstillerne efter at have hørt ministerens redegørelse stadig fandt det påkrævet, at lovgivningsmagten tog et initiativ i sagen, hvilket han begrundede i et udførligt indlæg, var de øvrige deltagere i forhandlingen enige om at tage ministerens redegørelse til efterretning.

Efter forhandlingens afslutning besluttedes det med 110 stemmer mod 6 at nægte lovforslaget overgang til 2. behandling. 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.

Lovforslaget var dermed bortfaldet.