Loven afløser lov nr. 370 af 25. april 1949, der ifølge bestemmelsen i dennes § 10 skulle optages til revision senest i samlingen 1954-55.

Lovforslaget blev udformet på grundlag af de erfaringer, der er blevet gjort under jordfordelingskommissionernes arbejde under den hidtil gældende lov, idet det havde vist sig, at der var et behov for ændringer i og udbygning af en række af lovens bestemmelser, ligesom der fortsat er behov for jordfordelings- foranstaltninger navnlig i de sønderjyske landsdele samt mellem ejendomme, som er genstand for afvandingsforanstaltninger i henhold til landvindingsloven.

Ifølge de bemærkninger, der ledsagede det af landbrugsministeren fremsatte lovforslag, har hovedsynspunktet været, „at hensigtsmæssige jordomlægninger mellem et større antal landejendomme bør kunne gennemføres uden uforholdsmæssig bekostning og indenfor en rimelig tid, forsåvidt der konstateres trang til og betydelig interesse for jordfordeling i et område."

Dette har især givet sig udtryk i lovens § 2, stk. 6, ifølge hvilken en jordfordelingskommission ved en kendelse kan fastslå, at resultatet af en lodsejerafstemning under visse omstændigheder skal være bindende for samtlige de lodsejere, der omfattes af en jordfordelingsplan, samt i § 3, stk. 3, hvorefter det areal, som en lodsejer kan forpligtes til at indgå med i en jordfordeling, forøges fra 15 pct. til 25 pct. af hans jord.

Om lovens indhold skal anføres, at mens § 1, der indeholder reglerne om jordfordelingskommissionernes nedsættelse, sammensætning og opgaver samt angivelse af de retningslinier, der skal følges ved sagernes behandling, bortset fra enkelte redaktionelle ændringer er overført uændret fra den hidtidige lov, har § 2 ved revisionen fået følgende indhold:

Stk. 1. En jordfordelingskommission kan beslutte, at der på grundlag af en anmodning efter § 1, stk. 4, skal udarbejdes plan til en hensigtsmæssig jordfordeling indenfor et af kommissionen fastlagt område med fastsættelse af de deltagende jorders værdi ved vurdering efter nedenanførte regler.

Stk. 2. Ved kommissionens foranstaltning afholdes et lodsejermøde, hvor der redegøres for sagen og nedsættes et lodsejerudvalg, valgt af et flertal af de fremmødte lodsejere. Indkaldelse til mødet sker ved meddelelse i dagspressen, gennem postvæsenet eller på anden hensigtsmæssig måde med 8 dages varsel. Lodsejerudvalget repræsenterer lodsejerfællesskabets interesser.

Stk. 3. Vurdering til fastsættelse af jordernes ombytnings- og beliggenhedsværdi foretages efter forudgående indvarsling af ejeren med mindst 8 dages varsel af to lokalkendte, land- brugskyndige mænd, godkendt af lodsejerudvalget, samt af en af sekretariatet udpeget landinspektør, der leder forretningen.

Stk. 4. Vurderingsforretningen fremlægges efter fornøden bekendtgørelse til offentligt eftersyn i 14 dage med tilkendegivelse af, at indsigelser mod forretningen og værdiansættelsen må fremsættes skriftligt overfor sekretariatet inden 14 dage fra sidste fremlæggelsesdag, og at forretningen vil blive lagt til grund for jordfordelingsplanen. Kommissionen bestemmer, om begæring om ændring i værdiansættelsen kan tages til følge, og om den ændrede forretning skal fremlægges til fornyet eftersyn.

Stk. 5. På anmodning af kommissionen udarbejder sekretariatet efter forhandling med de enkelte lodsejere forslag til en hensigtsmæssig jordfordelingsplan med oplysning om vilkår, kontante vederlag og øvrige betingelser for planens gennemførelse.

Stk. 6. Når jordfordelingsplanen er godkendt af kommissionen, forelægges den for lodsejerne. De lodsejere, som ikke skriftlig giver deres tilslutning til planen, indkaldes med 14 dages varsel ved anbefalet brev og ved bekendtgørelse i et på stedet udbredt dagblad til et offentligt møde for kommissionen. Såfremt mindst halvdelen af ejerne af de af planen omfattede arealer enten har givet skriftlig tilslutning eller giver møde og stemmer for planens gennemførelse og de tiltrædende lodsejere repræsenterer mindst 2/3 af de arealer, der omlægges efter planen, såvel i henseende til geometrisk mål som ombytningsværdi, kan kommissionen ved foreløbig kendelse bestemme, at jordfordelingen skal gennemføres for de af planen omfattede arealer.

Stk. 1-5 er en lovfæstelse af den fremgangsmåde, der efterhånden var blevet almindelig praksis, mens stk. 6, der erstatter reglen i den hidtidige lovs § 2, stk. 1, i højere grad end denne muliggør gennemførelsen af en jordfordeling, når et flertal af de berørte lodsejere ønsker en sådan. Om dette anførte landbrugsministeren ved lovforslagets fremsættelse bl. a. følgende:

„Efter forslagets §§ 2-7 vil de større jordfordelingssager i vidt omfang blive berigtiget ved kendelse, der binder lodsejere, panthavere og andre rettighedshavere over de ejendomme, der indgår i jordfordelingen, til at respektere jordomlægningen.

Denne fremgangsmåde er allerede under den gældende lov den normale. Anvendelsen af kendelser medfører en væsentlig enklere berigtigelse af de hyppigt mere komplicerede jordomlægninger i matrikel og tingbog, og det er først og fremmest denne virkning, man tilsigter ved anvendelsen af kendelser. Kendelser har endnu ikke været anvendt sam tvangsmiddel overfor uvillige lodsejere, ....

Også fremover må det forudsættes, at statens indsats i jordfordelingsarbejdet i videst muligt omfang koncentrerer sig om at fremme frivillige jordfordelingsforanstaltninger mellem enige lodsejere. Ikke destomindre er det nødvendigt at opretholde regler, der kan binde den enkelte til foranstaltninger, der ønskes af lodsejernes flertal. En mangel af tvangsregler vil gøre det muligt for en enkelt vrangvillig lodsejer at tiltvinge sig en urimelig økonomisk eller anden fordel på statens eller de øvrige lodsejeres bekostning."

Ved formuleringen af § 3, stk. 1, har man opretholdt den tidligere lovgivnings hovedsynspunkt, at den, der — uden at have tilsluttet sig planen — må afgive jord, skal have erstatningsjord, der i alle henseender er af samme udnyttelsesværdi som den afgivne. Dog gives der ved § 3, stk. 2, mulighed for at fravige dette princip, hvor hensynet til loddernes naturlige afgrænsning gør det nødvendigt, idet lodsejerne forpligtes til at modtage udligning i form af penge indenfor et beløb af 500 kr. og ikke udover 5 pct. af værdien af det afgivne areal.

Ved § 3, stk. 3, der svarer til den tidligere lovs § 2, stk. 2, forhøjes den del af en lodsejers areal, hvormed han kan tilpligtes at indgå i en jordfordeling, fra 15 pct. til 25 pct., regnet efter jordværdien.

Den nye bestemmelse i § 3, stk. 5, hvorved anden fast ejendom end landejendomme skal kunne inddrages under jordfordeling, er motiveret ved, at det ved udarbejdelsen af jordfordelingsplaner ikke sjældent har vist sig påkrævet og ønskeligt at kunne inddrage også andre arealer, f. eks. selvstændigt vurderede fri arealer eller skovarealer.

De øvrige bestemmelser i § 3, stk. 4 og stk. 6-7 udgør i hovedsagen en videreførelse og udbygning af reglerne i den tidligere lovs § 2, stk. 3—4 om udlæg af jord til veje og kendelsernes tinglysning.

Lovens §§ 4-6, der indeholder bestemmelser om jordfordelingskommissionernes endelige kendelser, fordeling af de tinglyste byrder, dispensationer fra de gældende regler om udstykning og sammenlægning, samtykke fra panthavere, afvikling af mergelgæld samt de endelige kendelsers tinglysning og notering, videreudvikler de herom handlende bestemmelser i den tidligere lov og lovfæster gældende praksis.

§ 7, der er ny og motiveres ved hensynet til fremme af sagernes afslutning og begrænsning af statskassens risiko som formidler af de kontante vederlag, har følgende ordlyd: "Kommissionernes endelige kendelser fuldbyrdes efter de for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med retsplejelovens tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre anden frist er fastsat i kendelsen."

Lovens § 8, stk. 1-6, indeholder bestemmelserne om fritagelse for gebyrer og stempelafgifter samt dækning af udgifter til bistand af landinspektør og sagfører og svarer med enkelte mindre ændringer til den tidligere lovs § 4. Ny er derimod følgende bestemmelse i § 8, stk. 7:

Landbrugsministeriet bemyndiges til af statskassen at anvende de fornødne beløb dels til opfyldelse af krav, som anerkendes af kommissionen efter bestemmelsen i § 5, stk. 1, og som ikke dækkes af andre lodsejere efter planen, og dels som tilskud til særlige foranstaltninger, der anbefales af kommissionen som undtagelsesvis påkrævet til gennemførelse af en hensigtsmæssig plan efter §§ 2-6 i tilfælde, hvor ombytningsværdien har måttet ansættes uden hensyntagen til særlige forhold.

Bestemmelsen giver i sit første led hjemmel til afholdelse af de udgifter, der må følge af kommissionens beslutninger. Andet led åbner mulighed for undtagelsesvis at yde et særligt tilskud i situationer, hvor en iøvrigt korrekt fastsættelse af ombytningsværdierne, fordi der ikke finder en efterfølgende vurdering af samtlige omlagte jorder sted, må virke mindre rimelig for arealerhververe.

Bestemmelsen i §9, hvorefter fritagelse for gebyrer og stempelafgifter kan tilstås i tilfælde af hensigtsmæssige jordfordelinger, selvom sagerne ikke indbringes for jordfordelingskommissionerne, er en uændret videreførelse af den tidligere lovs § 5.

I § 10, stk. 1, der bemyndiger landbrugsministeriet til at yde finansieringslån, anføres der ikke som i den tidligere lovs § 6, stk. 1, nogen grænse for størrelsen af de til udlån bevilgede midler, da loven i sin nuværende form ikke er tidsbegrænset. Ved § 10, stk. 2, forhøjes lånegrænsen for disse finansieringslån til 120 pct. (mod tidligere 100 pct.) af ejendomsskyldværdien med tillæg af skatteværdien af besætning og inventar. Denne lånegrænse svarer til den faktiske lånegrænse i en del andre statslåneforhold. Paragraffens stk. 3 svarer til den tidligere lovs § 6, stk. 3, idet dog det normale maksimumsbyggelån er fastsat til de i henhold til statshusmandsloven for det enkelte finansieringsår fastsatte beløb, dog med tillæg af det tilsvarende elektricitetslåns beløb, idet det sædvanligt forekommende udflytterbyggeri finder sted på ejendomme af nogenlunde samme størrelse som større statshusmandsbrug, ligesom der altid stilles krav om elektricitetsforsyning i forbindelse med byggeriet. Bestemmelsen i den tidligere lovs § 6, stk. 3, sidste punktum, om rente- og afdragsfrihedens bortfald ved lånets overgang til ny ejer er ikke opretholdt. I paragraffens stk. 4 gives der mulighed for en opmuntring til udflytning i form af tilsagn om tilskud til byggeriet, formuleret som et forhåndstilsagn om nedskrivning af hovedstolen i henhold til byggelånspantebrevet, således at lempelsen straks kan udnyttes af låntageren ved den samlede finansiering af byggeriet. Bestemmelsen er derhos formuleret således, at tilskuddet kun kan gives, hvor gennemførelse af en hensigtsmæssig jordfordeling er afhængig af den pågældende udflytning, hvilket i praksis ret hyppigt forekommer, navnlig i jordfordelingssager vedrørende sønderjyske landsbyer. Bestemmelserne i paragraffens stk. 5 og 6, om byggelånenes pantesikkerhed og landbrugsministeriets midlertidige erhvervelse af ejendomme og jordlodder til fremme af en hensigtsmæssig jordfordeling er uændrede videreført fra den tidligere lov.

Uændrede er i hovedsagen også bestemmelserne i §§ 11-14, der vedrører låneansøgningers behandling, afholdelsen af de med lovens gennemførelse forbundne udgifter, ophævelsen af den tidligere lov samt afgrænsning af lovens gyldighedsområde, idet disse nøje svarer til §§ 7-10 i den tidligere lov.

Ved 1. behandling blev der fra partiernes ordførere givet principiel tilslutning til lovforslaget.

Under forhandlingen drejede diskussionen sig mest om bestemmelsen i § 3, stk. 3, hvorefter den del af ejendommens areal, hvormed en ejer kan forpligtes til at indgå i en jordfordelingsplan, forhøjes til 25 pet., regnet efter jordværdien. Teichert (S) fandt, at grænsen på 25 pct. var udtryk for en overdreven forsigtighed, idet der jo ikke var tale om tvangsafståelse, men kun om ombytning af arealer, mens Heick (V) og Alfred Jørgensen (DR) under henvisning til respekten for ejendomsretten anbefalede, at man i de tilfælde, hvor „tvangsparagraffen" måtte anvendes, ikke gik hårdere frem end strengt nødvendigt. Fibiger (KF) påpegede ligeledes betydningen af den frivillige tilslutning, men kunne på den anden side tilslutte sig bestemmelsen under henvisning til det urimelige i, at en enkelt mand ellers kunne modsætte sig, at en jordfordeling sattes i gang.

Videre berørtes i forbindelse med spørgsmålet om opmuntring til udflytning også problemet med de små brug, der ligger indeklemt i landsbyer eller mellem andre ejendomme. Såvel Heick som Fibiger og Kirkegaard (RV) anbefalede en fordomsfri behandling af dette spørgsmål. Kirkegaard udtalte herom: „Det ville være rart, om det spørgsmål kunne løses samtidig med det, vi behandler i dag, ved sammenlægning eller eventuel nedlægning af de pågældende ejendomme, som det er nævnt af de ærede tidligere ordførere. Det er et spørgsmål, som i høj grad interesserer i hvert fald de danske husmandsforeninger."

Fuglsang (DK), der ligesom de øvrige ordførere anbefalede forslaget, fandt det ønskeligt, om administrationen af de sønderjyske sager kunne forlægges fra København til denne landsdel, hvorved sagerne efter hans mening kunne behandles hurtigere og billigere, ligesom hensynet til denne landsdels særlige forhold kunne varetages bedre af lokalkendte myndigheder.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret og enstemmigt med 151 stemmer.