Ved lov nr. 91 af 31. marts 1953 (årbog 1952-53, side 276) blev de i henhold til sygehusloven af 27. februar 1946 ydede tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond til nedbringelse af kommunernes udgifter til drift af sygehusene fra og med finansåret 1953-54 forhøjet til 12 kr. pr. indbygger og 6 kr. 40 øre pr. sygedag.
Efter disse tilskudssatser ville der for finansåret 1955-56 tilfalde kommunerne et samlet tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond på ca. 104,4 mill. kr. I betragtning af sygehusudgifternes stærke vækst i de senere år fandtes dette ikke tilstrækkeligt, og indenrigs- og boligministeren fremsatte med henblik herpå — efter forhandling med de kommunale organisationer — et lovforslag, hvorefter indbyggertilskuddet skulle sættes op fra 12 kr. til 13 kr. 50 øre og sygedagstilskuddet fra 6 kr. 40 øre til 7 kr. Kommunerne ville derved få godt 11 mill. kr. mere end efter den gældende ordning. Under sagens behandling i folketinget forhøjedes beløbene yderligere til henholdsvis 15 kr. 65 øre for indbygger tilskuddets og 8 kr. 10 øre for sygedagstilskuddets vedkommende. Yderligere vedtoges det at give lovforslaget en tilføjelse om forhøjelse af den i sygehuslovens § 8, stk. 5, fastsatte maksimalprocent for en kommunes tilskud i henhold til loven fra 75 pct. af kommunens samlede nettoudgift til sygehusdrift i det senest afsluttede regnskabsår til 80 pct.
Ved fremsættelsen af lovforslaget oplyste indenrigs- og boligministeren, at kommunernes sygehusudgifter var steget fra ca. 207 mill. kr. i finansåret 1951-52 til ca. 231 mill. kr. i 1953-54. Man havde derfor fundet en forhøjelse af tilskuddet fra den fælleskommunåle udligningsfond rimelig.
Der havde af de kommunale organisationer været rejst spørgsmål om — udover den foreslåede forhøjelse — at foretage en forhøjelse af tilskuddet for finansåret 1954-55. Ønsket om en sådan forhøjelse med tilbagevirkende kraft nærede regeringen dog betænkelighed ved at imødekomme. Af Københavns amtsråd var der endvidere, efter hvad ministeren udtalte, „rejst spørgsmål om ændring af lovens tilskudsbestemmelser, således at den del af tilskuddet, som fordeles efter indbyggertal, beregnes på grundlag af de seneste opgørelser fra folkeregistrene i stedet for som nu på grundlag af de almindelige folketællinger, der som bekendt kun foretages hvert 5. år, sidste gang i 1950. Andragendet er begrundet med den store befolkningsforøgelse, som finder sted i Københavns amt i disse år.
Jeg har haft lejlighed til at orientere mig om de kommunale organisationers syn på det foreliggende lovforslag. De kommunale organisationer kunne imidlertid ikke støtte forslaget, såfremt det tog sigte på en ændret fordeling af sygehustilskuddet. Forslaget vil nemlig betyde, at de kommuner, hvis indbyggertal er nogenlunde uændret, vil få en ikke ubetydelig nedgang i tilskuddet. Man var ligeledes opmærksom på det sammenspil, der er mellem sygehustilskuddet og andre tilskuds- og refusionsordninger. Jeg tænker herved i første række på den mellemkommunale refusion, der ligesom sygehustilskuddet baseres på de almindelige folketællinger.
De kommunale organisationer havde derimod ikke noget imod, at der udover det ordinære tilskud ydes Københavns amt et ekstraordinært tilskud. Jeg finder det dog lidt vanskeligt på det foreliggende grundlag at anbefale et sådant forslag, idet jeg ikke tør udelukke, at der fra anden side vil fremkomme ansøgninger om ekstra, ordinære statstilskud til sygehusvæsenet, selvom det må erkendes, at befolkningstilvæksten i Københavns amt har været særlig stor. Jeg tilføjer, at jeg er villig til at drøfte spørgsmålet i det kommende udvalg.
Jeg skal til slut minde om, at det forslag til ny sygehuslov, som er fremsat i forbindelse med skattereformen, vil løse det heromhandlede problem, idet det heri foreslås, at sygehustilskuddet i fremtiden alene skal fordeles efter antallet af sygedage."
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af retsforbundet, som gik imod det. Et enkelt af venstres medlemmer, Thorkil Kristensen, kunne heller ikke tiltræde det, idet han fandt, at forhøjelsen af sygehustilskuddet ville svække kommunernes interesse i en forsigtig økonomi på dette område.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvis flertal (hele udvalget med undtagelse af Thorkil Kristensen) indstillede det til vedtagelse med de ovenfor omtalte ændringer. Flertallet skriver i betænkningen, at det er enedes med indenrigs- og boligministeren om de stillede ændringsforslag, „hvorefter det samlede tilskud kommer til at svare til 60 pct. af kommunernes tilskudsberettigede sygehusudgifter i 1953-54. I forbindelse med denne forhøjelse er man enedes om, at det vil være rimeligt at forhøje den i lovens § 8, stk. 5, fastsatte maksimalprocent for tilskuddet til en kommune fra 75 til 80 pct.
På grundlag af en henvendelse fra Københavns amtsråd, hvorfra en deputation har haft foretræde for udvalget, har dette endvidere drøftet mulighederne for at yde Københavns amtskommune et ekstraordinært tilskud i anledning af den store befolkningstilvækst, som har fundet sted i amtet. Det nævnte flertal er blevet enigt med indenrigs- og boligministeren og finansministeren om, at der af den fælleskommunale udligningsfond søges ydet Københavns amtskommune et ekstraordinært tilskud for finansåret 1955-56 på 750 000 kr. til nedbringelse af kommunens sygehusudgifter."
I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget med 143 stemmer mod 6, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.