Den 15. marts 1949 nedsatte socialministeren et udvalg til behandling af spørgsmål vedrørende plejestiftelser for kronisk syge.
Den 27. august 1954 afgav udvalget til socialministeren betænkning om plejehjem for kronisk syge med udkast til lov om ændring i forsorgsloven og folkeforsikringsloven.
På grundlag heraf fremsatte socialministeren forslaget til den heromhandlede lov, hvis formål og indhold vil fremgå af det følgende.
Efter forsorgslovens § 39 påhviler opgaven med tilvejebringelse af plejestiftelser for kronisk syge amterne, og efter forsorgslovens § 73 har udgifterne (underskuddet) ved driften af amtsplejestiftelsen hidtil været fordelt på amtsrådskredsen og de i forbindelse med denne stående købstæder efter folketal.
Der er siden socialreformens gennemførelse i 1933 kun i yderst ringe omfang oprettet amtsplejestiftelser. Det var udvalgets opfattelse, at den tilbageholdenhed, der har gjort sig gældende på dette område, i første række skyldes den hidtil gældende refusionsregel, der ikke har virket rimeligt og hensigtsmæssigt. Denne regel medførte nemlig, at der i almindelighed blev stor forskel på de deltagende kommuners udgifter pr. sygedag, idet udnyttelsen af plejestiftelsen ikke fulgte forholdet mellem indbyggertallet, men i langt højere grad var afhængig af plejestiftelsens beliggenhed i forhold til de deltagende parter.
Udvalget foreslog derfor, at der blev gennemført en ordning, hvorefter den del af udgifterne, som kommunerne selv skal bære, fordeles i forhold til indlæggelsesdage.
Udvalget har fundet det rigtigt, at der som hidtil og som ved alderdomshjem i henhold til folkeforsikringsloven fastsættes takster, der lægges til grund ved beregningen af refusion, jfr. nedenfor.
Udover den takst, der kan anmeldes til refusion i henhold til folkeforsikringsloven, er det fundet rimeligt, at der ydes et yderligere tilskud. Der stilledes derfor forslag om ydelse af tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond. Herved har man lagt vægt på, at det drejer sig om syge, og at det derfor vil være naturligt, at ordningen nogenlunde kommer til at svare til den, der tilstræbes ved sygehusene. Endvidere er det taget i betragtning, at kommunerne under den hidtil gældende ordning har båret en forholdsvis stor del af udgifterne ved driften af plejehjem, og at dette kan have været medvirkende til den tilbageholdenhed, der har hersket med hensyn til oprettelse af nye plejehjem.
Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at dette tilskud ydes i forhold til plejedage. Endvidere har man fundet det ønskeligt at få en ordning, hvorefter der sker en automatisk regulering af dette tilskud. Endelig har man tilstræbt at fastsætte tilskuddet således, at den del af udgifterne, som også under hensyntagen til fordelingen af refusionstaksten i henhold til folkeforsikringsloven skal bæres af kommunerne, andrager ca. halvdelen af de samlede udgifter. Efter foretagne beregninger må det skønnes, at man skulle kunne nå hertil, når tilskuddet fra den fælleskommunale udligningsfond ydes pr. plejedag og fastsættes til halvdelen af nettogennemsnitsudgiften pr. plejedag for samtlige plejehjem, heri medregnet udgiften til afskrivning og forrentning. Udover at begrænse udligningsfondens tilskud til 50 pct. af nettogennemsnitsudgiften for samtlige plejehjem, er det fundet rigtigt at fastsætte en begrænsning, forsåvidt angår tilskuddet til det enkelte plejehjem. Det foresloges derfor af udvalget, at tilskuddet for det enkelte plejehjem aldrig skulle kunne udgøre mere end 75 pct. af det beløb, hvormed udgiften overstiger den i henhold til folkeforsikringsloven fastsatte refusionstakst. Inden fremsættelsen af lovforslaget havde man imidlertid i socialministeriet ændret de 75 pct. til 40 pct., hvilken sidstnævnte sats også kom til at stå i loven.
Ændringen i folkeforsikringsloven går ud på, at bestemmelserne i denne lovs § 54, der i sin hidtidige form alene vedrører beboere på alderdomshjem, men som dog har fundet analog anvendelse på plejehjem for kronisk syge, herefter også vedrører tilfælde af kronisk syges indlæggelse på offentlige plejehjem eller på private plejehjem, med hvilke det offentlige har afsluttet overenskomst.
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte socialministeren bl. a.:
„I overensstemmelse med udvalgets forslag går det foreliggende lovforslag ud på, at forsorgslovens § 73 ændres således, at fordelingen af underskuddet ved driften af et offentligt plejehjem sker i forhold til indlæggelsesdage. Samtidig foreslås det, at der udover den takst, der kan anmeldes til refusion i henhold til folkeforsikringsloven, ydes et tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond. Hvad dette tilskuds beregning angår, skal jeg henvise til lovforslaget og bemærkningerne hertil, idet jeg dog vil fremhæve, at man har sigtet på at opnå en ordning, hvorved udgiften ved plejehjem for kronisk syge fordeles med ca. halvdelen til henholdsvis staten og kommunerne. Ved lovforslagets udarbejdelse i ministeriet er man udfra dette hovedsynspunkt nået til en noget anden grænse for tilskuddet fra den fælleskommunale udligningsfond end den af udvalget foreslåede.
Lovforslaget går endvidere ud på at ændre forsorgslovens § 39 således, at der gives mere smidige bestemmelser om oprettelse af plejehjem for kronisk syge, bl. a. derved, at købstæderne selvstændigt kan oprette plejehjem, ligesom der åbnes mulighed for et samarbejde med private plejehjem.
Ændringen af folkeforsikringsloven går ud på at indføre tilsvarende regler i tilfælde af rentemodtageres optagelse på plejehjem som dem, der nu er gældende ved aldersrentemodtageres optagelse på alderdomshjem.
Det er min opfattelse, at man med gennemførelsen af de her foreslåede ændringer vil have fjernet de hindringer, som refusionsreglerne hidtil har skabt, og derved nu gør det muligt for kommunerne at tilrettelægge denne del af den offentlige forsorg på passende måde."
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider og gennemførtes enstemmigt efter at have været undergivet en udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag.