Luk

Luk
Luk

Luk

L 94 Lov om ændringer i biografteaterloven

(bevillingsafgift).

Af: Justitsminister Hans Erling Hækkerup (S)
Samling: 1954-55
Status: Stadfæstet
Lov nr. 84 af 31-03-1955
Lov nr. 117 af 13. april 1938 om biografteatervæsenets ordning pålægger biografteatrene en bevillingsafgift til filmsfonden, dog kun forsåvidt deres overskud overstiger 12 000 kr.

Ved nærværende lov forhøjes denne grænse til 18 000 kr. Desuden har man nedsat afgiften for biografteatre med et overskud på op til godt 70 000 kr., mens de mest rentable biografteatre må betale en noget højere afgift end efter den tidligere lov. Følgende eksempler illustrerer de ændringer, som afgiftsskalaen er undergået:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1954-55, side 367]

Den ændrede afgift svares første gang af biografteatrenes overskud for tiden fra 1. januar 1955, mens der af overskuddet for den forudgående tid svares afgift efter de hidtil gældende regler. Såfremt kalenderåret ikke benyttes som regnskabsår, svares for regnskabsåret 1954-55 afgift i henhold til nærværende lovs § 1 med et forholdsmæssigt beløb svarende til tiden fra den 1. januar 1955, mens der for den forudgående tid svares forholdsmæssig afgift i henhold til de hidtil gældende regler.

Til belysning af lovens samlede økonomiske konsekvenser anføres i bemærkningerne til lovforslaget, at afgiftsberegning efter den nye skala af biografernes overskud i 1953 i forhold til afgiftsberegningen for samme år efter den hidtidige skala ville medføre, at 62 biografteatre opnåede fritagelse for afgift, 132 teatre en nedsættelse af afgiften, mens 33 teatre ville komme til at betale en højere afgift. Taget for samtlige biografteatre under eet ville bevillingsafgiften, der af overskuddet i 1953 androg ca. 3,7 mill. kr., gå ned med et beløb af ca. 267 000 kr.

Som begrundelse for afgiftsskalaens ændring hedder det i bemærkningerne :

„Ved det af finansministeriet fremsatte forslag til lov om ændring af forlystelsesafgiftsloven er der søgt tilvejebragt mulighed for lempelser for de mindste biografer ved at indføre hjemmel for finansministeren til nedsættelse af forlystelsesafgiften for biografteatre med en entreindtægt inklusive afgift under 90 000 kr. Under behandlingen af nævnte lovforslag er der rejst spørgsmål om at foretage en vis regulering af den afgift, som i henhold til den nugældende biografteaterlov svares til filmsfonden. Justitsministeriet kan tiltræde, at der gennem en regulering af satserne for biografernes afgift til filmsfonden søges ydet en vis støtte også til de mindre og middelstore biografer; da forslaget fremsættes i tilknytning til et kompleks af forslag sigtende på en almindelig forbrugsbegrænsning, må denne regulering holdes indenfor ret moderate rammer. Forsåvidt angår biografteatre med stort overskud finder justitsministeriet ingen rimelig begrundelse for en nedsættelse af filmsfondsafgiften og foreslår derfor og uden hensyn til den forbrugsbegrænsning, som iøvrigt tilstræbes, den maksimale afgiftssats forhøjet fra 65 pct. til 70 pct., hvorved afgiften for de allerstørste biografers vedkommende vil blive noget forøget...."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med en række andre forslag af finansiel karakter (se ovenfor under nr. 15). Det vedtoges med 102 stemmer mod 72, idet såvel venstre som det konservative folkeparti gik imod lovforslaget, fordi de ikke kunne tiltræde regeringens økonomiske politik som helhed betragtet. Thorkil Kristensen (V) stemte dog for lovforslaget. 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Kalundborg) (S)