Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

„Folketinget meddeler sit samtykke til ratifikation af den i Genève den 19. september 1949 vedtagne internationale færdselskonvention, dog således, at der ved ratifikationen tages forbehold om, at konventionens anneks 1 ikke skal være gældende for Danmark."

Den 24. april 1926 blev der i Paris indgået en international konvention om kørsel med motorkøretøjer. Konventionen tiltrådtes af alle europæiske stater og en del lande udenfor Europa; U.S.A. og flertallet af de sydamerikanske stater sluttede sig dog ikke til overenskomsten. Konventionen blev ratificeret af Danmark den 12. februar 1930, jfr. bekendtgørelse nr. 241 af 9. august 1930.

I årene efter den anden verdenskrig er der sket en kraftig udvikling af den internationale vejtrafik som følge af den stadig voksende kørsel med motorkøretøjer. Også den tekniske udvikling vedrørende motorkøretøjers indretning og anvendelse har skabt problemer, som ikke har kunnet finde en tilfredsstillende løsning under Pariserkonventionen. Som følge heraf tog De Forenede Nationer i 1948 initiativet til at sammenkalde en konference med verdensomfattende deltagelse med det formål at udarbejde en ny international konvention om færdsel, der kunne medvirke til at sikre, at den internationale trafik afvikles så gnidningsfrit og sikkert som muligt, og til iøvrigt at lette samkvemmet mellem landene. Efter længere tids forhandlinger opnåedes enighed om en konvention, der blev underskrevet i Geneve den 19. september 1949 af repræsentanter for 20 stater, deriblandt Danmark.

I henhold til artikel 30 ophæver og afløser konventionen i forholdet mellem de kontraherende stater Pariserkonventionen.

Konventionens indhold.

Kapitel I indeholder de almindelige bestemmelser. I artikel I fastslås konventionens hovedprincip, hvorefter de kontraherende parter tillader international færdsel på deres veje på de i konventionen omhandlede betingelser.

Det følger af artiklens stk. 2, at konventionen ikke er til hinder for at stille krav udover konventionen til den nationale trafik, der nærmere afgrænses i denne bestemmelse. Det er således ikke stridende mod konventionen, at dansk lovgivning indeholder videregående bestemmelser end de i konventionen indeholdte, men sådanne bestemmelser kan, som der nærmere redegøres for i det følgende, kun i et vist omfang gøres gældende overfor udenlandske køretøjer, der kommer her til landet.

Efter artikel 5 hjemler konventionen dog ikke adgang til befordring af personer for betaling eller befordring af varer udover den personlige bagage, der medføres af de personer, som befordres med køretøjet.

De egentlige færdselsregler findes i kapitel II. Det fremgår af artikel 6, at de kontraherende stater er forpligtet til at træffe formålstjenlige foranstaltninger for at tilsikre overholdelsen af disse regler. Det er således en forudsætning for Danmarks tiltræden af konventionen, at dansk lovgivning om færdsel indeholder regler, der dækker kapitel II. Derimod er konventionen ikke til hinder for, at der herudover fastsættes yderligere færdselsregler, der også kan kræves overholdt af udlændinge.

Kapitel III indeholder bestemmelse om indførelse af en række færdselstavler og -signaler.

Derudover har Danmark ved underskrift af protokol af 16. september 1950 påtaget sig at søge afmærkningen udført i overensstemmelse med den ved protokollen fastsatte internationale afmærkning. Ministeriet for offentlige arbejder har den 1. juli 1955 udsendt en bekendtgørelse om vej afmærkning m. v. hvorved konventionens og protokollens krav opfyldes.

I kapitel IV træffes bestemmelse om motorkøretøjers og påhængsvognes registrering, mærkning og indretning. De nærmere krav til køretøjernes tekniske indretning indeholdes i anneks 6 til konventionen, hvortil der henvises i artikel 22, stk. 2. Danmark er efter konventionen ikke forpligtet til at tillade indkørsel af udenlandske køretøjer, der ikke opfylder konventionens bestemmelser. Såfremt den nationale lovgivning indeholder videregående regler end konventionens, vil disse på den anden side ikke kunne gøres gældende overfor udenlandske køretøjer. Dette er udtrykkeligt fastslået i § 14, stk. 1, i færdselslov nr. 153 af 24. maj 1955.

Kapitel V giver regler for, under hvilke vilkår de kontraherende lande skal give førere af motorkøretøjer fra andre lande adgang til at føre motorkøretøj på deres eget territorium. Som hovedregel gælder det, at der ikke kan stilles krav om undersøgelse af en førers færdighed til at føre motorkøretøj, når han enten er i besiddelse af internationalt førerbevis, udfærdiget i overensstemmelse med anneks 10, eller nationalt førerbevis, udfærdiget i overensstemmelse med anneks 9.

Tekniske forskrifter for indretning af cykler indeholdes i kapitel VI.

Endelig indeholder kapitel VII en række bestemmelser om konventionens underskrift, ratifikation og ikrafttræden, om ændringer og opsigelse samt om tvistigheder, der efter artikel 33 henvises til Den Mellemfolkelige Domstol.

Som anført i betænkningen angående revision af færdselsloven og loven om motorkøretøjer, side 10, tog de danske delegerede ved konventionens underskrift i 1949 i medfør af artikel 2, stk. 1, forbehold overfor bestemmelsen om, at cykler med hjælpemotor på under 50 cm3 ikke skal betragtes som motorkøretøjer, og dette forbehold burde iflg. bemærkningerne til forslaget efter justitsministeriets opfattelse opretholdes ved ratifikationen, idet færdselslovens § 2, III, som en betingelse for at lade reglerne om cykler gælde for cykler med hjælpemotor kræver, at motoren ikke kan fremdrive cyklen med større hastighed end 30 km i timen ad vandret vej. Det er justitsministeriets erfaring, at cykler med hjælpemotor med en cylinderkapacitet på indtil 50 cm3 er i stand til at opnå en væsentlig større hastighed, hvorfor det ikke kan tilrådes at antage konventionens kriterium i denne henseende. Som det endvidere er anført i nævnte betænkning, er man ikke ved at tage forbehold overfor anneks 1 afskåret fra nationalt at fritage cykler med mindre hjælpemotor for motorkøretøjsreglerne.

Konventionens ratifikation.

Det har hidtil været en forudsætning for, at Danmark kunne ratificere konventionen, at dansk lovgivning på en række punkter blev bragt i overensstemmelse med konventionen. Det for folketinget i efteråret 1954 fremsatte forslag til en færdselslov blev derfor udarbejdet med hensyntagen til konventionens bestemmelser, og efter at dette forslag var ophøjet til lov som færdselslov nr. 153 af 24. maj 1955, var forudsætningerne for ratifikation af konventionen opfyldt.

Ifølge en meddelelse fra generalsekretæren for De Forenede Nationer er konventionen efter de i dens artikel 29 indeholdte regler trådt i kraft den 26. marts 1952. Den var i november 1955 ratificeret af følgende lande: Amerikas Forenede Stater, Australien, Belgien, Cuba, Czekoslovakiet, Frankrig, Grækenland, Holland, Israel, Italien, Luxembourg, Monaco, Philippinerne, Sverige, Den sydafrikanske Union, Syrien, Vatikanstaten og Viet-Nam. I Norge var den gældende færdselslov foreslået ændret med henblik på en ratifikation af konventionen.

Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning anførte justitsministeren bl. a.:

„Konventionen er blevet til på initiativ af De Forenede Nationer, der i 1948 sammenkaldte til en konference for at søge at udbygge de internationale regler på færdslens område. Det har for Danmark været en selvfølge, at man måtte deltage i disse forhandlinger, idet man i høj grad måtte se med sympati på bestræbelserne for at opnå en vis retsenhed mellem landene i trafikreglerne. Det var derfor også naturligt, at justitsministeriet, da konventionen var underskrevet i 1949, nedsatte et udvalg, som skulle udarbejde udkast til en ny færdselslov og herunder bl. a. skulle tage de nye internationale regler i betragtning. Resultatet af dette udvalgs arbejde blev forelagt dette høje ting i sidste folketingssamling og gennemført ved vedtagelsen af færdselsloven af 24. maj 1955. Som der nærmere er redegjort for i bilaget, har man fra dansk side dels ved loven og dels ved de administrative bestemmelser, der er udsendt i tilslutning til loven, bragt den danske lovgivning således i overensstemmelse med konventionen, at forudsætningen for ratifikation er tilstede.

Der er for mig ingen tvivl om, at man ved gennemførelsen af denne internationale aftale har nået et resultat, der er af væsentlig betydning for det internationale samkvem. For det første er det af stor betydning for færdselssikkerheden, at visse grundlæggende principper om, hvorledes de vejfarende skal færdes, fastlægges på internationalt plan. Det er indlysende, at enhver afvigelse i færdselsreglerne mellem landene indebærer en risiko for færdselsulykker i den internationale trafik. De bestemmelser, der indeholdes i konventionens kapitel 2, er ganske vist kun et skridt i denne retning, idet det ikke har været muligt at gennemføre ensartede regler i alle detailler. Men det er min tro, at der ved disse regler er nået et betydningsfuldt resultat, som dels vil få umiddelbar betydning for trafikken og dels vil kunne danne grundlag for yderligere bestræbelser i retning af gennemførelse af ensartede regler.

Men også på et andet væsentligt område betyder konventionen et fremskridt, idet den medfører en betydelig lettelse i det internationale samkvem."

Forslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der enstemmigt indstillede det til vedtagelse i den foreliggende affattelse.

Ved sagens 2. (sidste) behandling anførte udvalgets ordfører bl. a.:

„Udvalget har holdt to møder og har herunder haft et samråd med justitsministeren til drøftelse af forskellige spørgsmål. Et af de problemer, man særlig har drøftet med den højtærede justitsminister, er spørgsmålet om udstedelse af carnet i forbindelse med kørsel i udlandet, idet udvalget fandt det ønskeligt, om man kunne finde frem til en forenklet fremgangsmåde ved udstedelse af sådanne carnets, der jo virker som en toldgaranti, og om man eventuelt også kunne nå frem til en længere gyldighed for disse carnets. Det er et spørgsmål, som ikke direkte omhandles i selve færdselskonventionen, et spørgsmål, som heller ikke direkte henhører under justitsministeren, men justitsministeren har velvilligt lovet at henlede finansministerens opmærksomhed på udvalgets synspunkter denne sag vedrørende."

Forslaget vedtoges enstemmigt.