Ved beslutningen meddeler folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Bern den 20. oktober 1955 undertegnede overenskomst vedrørende dannelsen af et europæisk selskab til fællesindkøb af jernbanemateriel ("Eurofima").
Gennem flere år har den internationale jernbaneunion arbejdet med planer om oprettelse af en europæisk central for fælles indkøb af jernbanemateriel med det formål for øje at øge mulighederne for produktion i større serier og derigennem opnå lavere priser, samtidig med at fabrikanterne opnår fordelen ved en jævnere flydende strøm af ordrer. Som følge af de vanskeligheder, banerne i mange lande har ved at opnå lån eller bevillinger til sådanne indkøb, udvidedes planerne senere under medvirken af den europæiske trafikministerkonference til at omfatte et selskab ikke alene til indkøb, men også til finansiering af materiel.
Som resultat af arbejdet undertegnede jernbanestyrelserne i 14 europæiske lande, hvoriblandt Danmark, den 30. september 1955 i London en overenskomst om dannelsen af et sådant finansieringsselskab, "Eurofima", i form af et aktieselskab med en aktiekapital på 50 000 000 schweiziske francs, hvoraf Danmark indskyder 100 000 francs, medens de samme landes regeringer i Bern den 20. oktober 1955 undertegnede en konvention om regeringernes bistand til selskabets virksomhed.
Herefter er det hensigten, at hvert land årlig skal give meddelelse til selskabet om, hvilket materiel det i det kommende år ønsker indkøbt gennem selskabet, hvorefter dette indenfor rammerne af sine lånemuligheder sammenstiller ordrerne og udbyder dem i international licitation. Hvert land kan derefter enten betale det pågældende materiel kontant eller i afdrag eller overtage det på grundlag af en leje-salgs-kontrakt.
Ved overvejelsen af, i hvilket omfang Danmark skal benytte sig af sin adgang til at foretage indkøb gennem selskabet, vil der selvsagt blive taget fornødent hensyn til dansk industri og beskæftigelse, og speciel bevillingsmæssig tilslutning vil blive indhentet i hvert enkelt tilfælde, men det må samtidig tages i betragtning, at statsbanerne vil kunne forbedre deres økonomi ved at foretage nyanskaffelser og dermed sammenhørende udrangering af gammelt materiel i større omfang, end både de nuværende bevillinger og den danske industris kapacitet gør det muligt.
Artiklerne 1 og 4 i konventionen omhandler regeringernes bistand ved stiftelsen af selskabet og dets senere virksomhed.
Artikel 2 omhandler forholdet mellem statutterne og de enkelte landes lovgivning samt regler for ændring af statutterne.
Artikel 3 indeholder bestemmelse om, at selskabet forbliver ejer af materiellet, til vedkommende land har betalt det fuldt ud.
Artikel 5 indeholder bestemmelser om statens garanti for de af dens baner indgåede forpligtelser.
Artikel 6 omhandler eventuel oprettelse af filialer af selskabet og dets pligt til at aflægge årlig beretning til regeringerne.
Artikel 7 indeholder bestemmelse om, at banerne ikke ved anskaffelse af materiel gennem selskabet vil blive pålagt told eller skatter i større omfang end ved anskaffelse af materiellet direkte fra fabrikanterne. I en tillægsprotokol omhandles de skattefordele, der tilstås af Schweiz, hvor selskabet får sit sæde.
Artiklerne 8 og 9 indeholder bestemmelser om regeringernes bistand til de i forbindelse med selskabets virksomhed hørende import-, eksport- og valutaforretninger.
Artikel 10 indeholder bestemmelse om, at der skal optages forhandling mellem regeringerne, hvis der skulle opstå vanskeligheder hidrørende fra lovgivningen i et medlemsland.
Artiklerne 11, 12 og 13 omhandler nye regeringers tilslutning til konventionen og regeringers tilbagetræden indenfor selskabets levetid (der foreløbig er sat til 50 år).
Artikel 14 fastsætter, at tvister om konventionen afgøres af den internationale domstol i Haag.
Artiklerne 15, 16 og 17 omhandler konventionens ikrafttræden og ratifikation.
Overenskomsten er udfærdiget på fransk, tysk og italiensk.
Ved fremsættelsen af forslaget anførte ministeren for offentlige arbejder bl. a.:
„Ved overvejelsen af, hvorvidt Danmark burde gå ind i „Eurofima", har det været afgørende, at statsbanernes materiel efterhånden er temmelig forældet. Medens for Vesteuropa som helhed 27 pct. af godsvognene er over 40 år gamle, er det tilsvarende tal for Danmark 45 pct., og medens ca. 30 pct. af de vesteuropæiske lokomotiver er over 40 år, havde ikke mindre end 60 pct. af statsbanernes lokomotiver den 1. april 1954 nået denne alder, der gør vedligeholdelsen altfor kostbar. Hertil kommer for vognenes vedkommende, at nyanskaffelserne ikke holder trit med det tempo, hvori vognene forældes, medens for lokomotivernes vedkommende det forhold gør sig gældende, at damplokomotiver må betragtes som en altfor dyr driftsform, hvorfor overgangen til andre driftsformer bør fremskyndes mest muligt.
Udgifterne ved at deltage i "Eurofima" indskrænker sig i hovedsagen til ovennævnte aktieerhvervelse til et beløb af 100 000 schweiziske frcs. Dette er det mindste beløb, der kan tegnes, og det giver ikke stemmeret ved selskabets bestyrelsesmøder, men det giver ret til erhvervelse af materiel gennem selskabet på lige fod med de øvrige aktionærer. Aktierne vil ikke kunne give over 4 pct. i udbytte."
Forslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af det kommunistiske, der frygtede, at ordningen ville medføre, at ordrer, som kunne have givet beskæftigelse til danske arbejdere, blev placeret i udlandet.
Kommunisterne kunne, efter hvad Alfred Jensen udtalte, ikke erklære sig tilfreds med de tilsagn, der var givet. „Vi har den opfattelse, at man i langt videre grad bør sikre, at det materiel, som statsbaner og privatbaner trænger til, fremstilles på danske fabrikker af danske arbejdere, og vi indser ikke, det kan være nogen fordel for vort land at sikre sig billigt jernbanemateriel for at anvende de indsparede beløb til arbejdsløshedsunderstøttelse og understøttelse af anden art. Vi må derfor afholde os fra at stemme for dette forslag. Vi vil ikke være med til at godkende en ordning, som betyder, at man for at skaffe billigt materiel lader arbejdsduelige mennesker i Danmark gå på kontrolstederne og hæve understøttelse. Det kan der ikke være hverken mening eller fornuft i."
Overfor det udvalg, der behandlede sagen, erklærede ministeren for offentlige arbejder, at der ved statens dispositioner ville blive taget videst muligt hensyn til industrien og beskæftigelsen.
Man drøftede i udvalget også privatbanernes stilling, og det fremgik af ministerens oplysninger, at der i henhold til overenskomstens bestemmelser intet er i vejen for, at privatbanerne kan blive delagtige i fællesindkøb af materiel.
Forslaget vedtoges enstemmigt med 136 stemmer, idet 8 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme.