Ved beslutningen meddeler folketinget sit samtykke til Danmarks ratifikation af den af den Internationale Bank for Genopbygning og økonomisk Udvikling den 11. april 1955 godkendte overenskomst om den Internationale Finansieringsinstitution.

I marts 1951 fik De Forenede Nationers Økonomiske og Sociale Råd forelagt en rapport, hvori der stilledes forslag om oprettelse af en international finansieringsinstitution, hvis opgave skulle være at yde rentefrie eller lavtforrentede lån uden krav om offentlig garanti herfor til etablering eller udvidelse af private erhvervsvirksomheder i de underudviklede lande. I rapporten, der var udarbejdet af United States International Development Advisory Board efter forhandling med den Internationale Bank for Genopbygning og Økonomisk Udvikling foresloges endvidere, at der etableredes en nøje kontakt mellem den påtænkte finansieringsinstitution og den Internationale Bank.

Forslaget blev drøftet på Rådets møde i august 1951, hvor det vedtoges at opfordre den Internationale Bank til at redegøre for sit syn på sagen. Bankens redegørelse forelå i april 1952, og konklusionen heri var, at en institution som den foreslåede ville være et betydningsfuldt supplement til Banken, der ifølge sine statutter kun kan yde lån til offentlige myndigheder eller til private mod offentlig garanti for tilbagebetaling.

Forslaget blev i den følgende tid drøftet såvel i Rådet som på FNs plenarforsamlinger. De underudviklede lande gik under disse drøftelser ind for planens snarlige gennemførelse, og tanken vandt også principiel tilslutning i de fleste industrialiserede lande. Adskillige af de sidstnævnte lande, herunder de største potentielle bidragydere, USA og Storbritannien, så sig imidlertid indtil videre ikke i stand til at give tilsagn om bidrag. Fra dansk side udtaltes, at man fandt det ønskeligt, om planen snarest kunne gennemføres, men man understregede samtidig, at det ikke ville tjene noget nyttigt formål at tage skridt hertil, før de store industrilande kunne afse passende bidrag.

På FNs 9. plenarforsamling i efteråret 1954 meddelte den amerikanske delegation, at den amerikanske regering nu var rede til at foreslå Kongressen, at USA ydede et bidrag til den foreslåede finansieringsinstitution. Det lykkedes herefter at opnå enighed om en resolution, hvori plenarforsamlingen giver udtryk for ønske om, at institutionen snarest må blive oprettet, og anmoder den Internationale Bank om at udarbejde et forslag til en international overenskomst herom. Samtlige medlemslande stemte for denne resolution bortset fra de østeuropæiske lande, der afholdt sig fra at stemme.

Foranstående af den Internationale Bank udarbejdede udkast til en overenskomst om den Internationale Finansieringsinstitution blev den 11. april 1955 godkendt af Bankens bestyrelse og tilsendt Bankens medlemslande med opfordring til at tage stilling til spørgsmålet om medlemsskab i Institutionen. Overenskomstens enkelte bestemmelser er gennemgået af de interesserede danske myndigheder og har ikke givet anledning til bemærkninger. Ved overenskomstens undertegnelse forpligter Danmark sig til at overtage en aktiepost i Institutionen til et beløb af 753 000 dollars.

I overenskomstens artikel I fastslås, at Institutionens formål skal være at stimulere det produktive, private erhvervsliv i medlemslandene, særligt i de mindre udviklede områder. Institutionen skal virke i nært samarbejde med den Internationale Bank og søge at fremme private kapitalbevægelser til investering i medlemslandene.

Ifølge artikel II står medlemsskab af Institutionen kun åbent for den Internationale Banks medlemslande. Institutionen skal have en aktiekapital på 100 millioner dollars, som skal indbetales i guld eller dollars. I et tillæg A til overenskomsten er angivet det antal aktier, som skal overtages til pariværdi af Institutionens oprindelige medlemmer, d. v. s. de lande, der for tiden er medlemmer af Den internationale Bank, og som tiltræder overenskomsten inden 31. december 1956. For Danmarks vedkommende drejer det sig som nævnt om en aktiepost på 753 000 dollars. Den omstændighed, at nogle lande eventuelt ikke måtte ønske at overtage den til dem afsatte aktiepost, skal ikke medføre forpligtelse for de tiltrædende lande til at overtage en større aktiepost end den i tillæg A fastsatte. Artiklen indeholder bestemmelser om adgangen for nye medlemmer af den Internationale Bank til at overtage en aktiepost i Institutionen og fastslår endvidere, at medlemmerne ikke hæfter for Institutionens forpligtelser.

I artikel III er givet nærmere regler for Institutionens virksomhed. Institutionens midler kan investeres i private virksomheder i medlemslandene og i en sådan form, som anses for formålstjenlig, dog at der ikke må ske investering i aktier, idet det ikke ønskes, at Institutionen skal få direkte indflydelse på virksomhedens drift. Den omstændighed, at der findes offentlige interesser i en virksomhed, skal ikke udelukke virksomheden fra at modtage lån. Udlån må ikke finde sted, hvis vedkommende medlemsland modsætter sig det. Institutionen må ikke påtage sig en finansiering, hvis det skønnes, at tilstrækkelig privat kapital kan fremskaffes på rimelige vilkår, og Institutionen skal søge at afsætte sine fordringer på de låntagende virksomheder på det private kapitalmarked. Institutionen skal iøvrigt være berettiget til under visse betingelser at optage lån på medlemslandenes kapitalmarkeder for derigennem at opnå mulighed for at øge de midler, den råder over til sin udlånsvirksomhed.

Artikel IV indeholder de organisatoriske bestemmelser. Institutionens øverste myndighed er et repræsentantskab og en bestyrelse. Repræsentantskabet og bestyrelsen skal bestå af de samme personer, som er udnævnt til repræsentanter og bestyrelsesmedlemmer i den Internationale Bank. Præsidenten i den Internationale Bank skal være formand for Institutionens bestyrelse, der udnævner en præsident for Institutionen, som ansætter det fornødne personale og forestår den daglige ledelse. Artiklen indeholder regler for afstemninger og bestemmer, at de af repræsentanterne og bestyrelsesmedlemmerne afgivne stemmer på samme måde som i den Internationale Bank har vægt i forhold til den aktiekapital, som ejes af det eller de lande, vedkommende repræsenterer.

Artikel V bestemmer, at et medlem når som helst kan bringe sit medlemsskab til ophør med 3 måneders varsel, og fastsætter de nærmere regler for tilbagekøb af det udtrædende medlems aktiepost. Endvidere omhandler artiklen suspension af medlemmer, der misligholder deres forpligtelser, og der gives regler for likvidation af Institutionen, hvorom repræsentantskabet kan træffe bestemmelse ved en flertalsbeslutning.

I artikel VI er opregnet de immuniteter og rettigheder, som medlemslandene skal tilsikre Institutionen samt dens ledelse og embedsmænd. Artiklen er enslydende med den tilsvarende artikel i overenskomsten om den Internationale Bank.

Artikel VII bestemmer, at overenskomsten kan ændres ved en af repræsentantskabet med kvalificeret majoritet truffet beslutning.

Ifølge artikel VIII afgøres spørgsmål om fortolkningen af overenskomsten af bestyrelsen med rekurs til repræsentantskabet.

I henhold til artikel IX træder overenskomsten i kraft, når mindst 30 lande, der repræsenterer mindst 75 pct. af aktiekapitalen, har deponeret deres ratifikationsdokumenter hos den Internationale Bank i Washington.

Forslaget til folketingsbeslutning fremsattes på stats- og udenrigsministerens vegne af minister Ernst Christiansen, der indledte sin udførlige redegørelse for sagen således:

„Overenskomstens formål er ved bidrag fra medlemslandenes regeringer at oprette en fond indenfor De Forenede Nationers rammer, der kan bidrage til at finansiere økonomisk udvikling af underudviklede områder ved at yde lån til etablering eller udvidelse af private erhvervsvirksomheder i tilfælde, hvor privat kapital ikke kan fremskaffes på rimelige vilkår. Institutionen skal samtidig søge at fremme investering af privat kapital — såvel indenlandsk som udenlandsk — i de underudviklede lande. Den skal virke i nært samarbejde med Den Internationale Bank for Genopbygning og økonomisk Udvikling.

Med oprettelsen af Den internationale Finansieringsinstitution virkeliggøres et forslag, der i en årrække har stået på De Forenede Nationers dagsorden under forhandlingerne om økonomisk bistand til de underudviklede lande.

Ved de underudviklede lande tænkes hovedsagelig på landene i Syd- og Sydøstasien, Afrika samt Mellem- og Sydamerika, men også på andre lande — f. eks. Italien og Grækenland — som omfatter betydelige områder, der må betegnes som økonomisk underudviklede. I disse lande lever størsteparten af befolkningen i en fattigdom og nød, der er ukendt i vor del af verden. Disse forhold lader sig kun vanskeligt beskrive blot ved en talmæssig belysning, men det giver dog en vis forestilling om situationen, at realindkomsten pr. indbygger i de fleste underudviklede lande kun udgør mellem 10 og 15 pct. af realindkomsten pr. indbygger i de vesteuropæiske lande. Tilmed bevirker den hurtigere forøgelse af levestandarden i de industrialiserede lande, at svælget mellem de to gruppers levevilkår fortsat uddybes yderligere.

Der er i vide kredse en voksende forståelse for, at det ikke blot er et nationalt anliggende for de underudviklede lande selv, men også en international opgave at søge at modvirke dette misforhold i levevilkårene. Det er næppe en overdrivelse at sige, at økonomisk udvikling af underudviklede lande er en af de mest påtrængende opgaver, vi i dag har i det mellemfolkelige samarbejde.

Denne opgaves løsning beror på forudsætninger, som griber ind i næsten ethvert af samfundslivets felter. Det er indlysende, at hele denne omdannelses- og udviklingsproces må ske i pagt med de stedlige befolkningers egne synspunkter og interesser, og at initiativet må komme indefra. Dette betyder dog ingenlunde, at vi andre blot skal se til. Først og fremmest er jo kampen mod nød og fattigdom et universelt anliggende, således som det er fastslået i De Forenede Nationers statutter. Det er derfor et fælles anliggende ikke blot, at denne udvikling finder sted, men også at dette sker på en sådan måde, at modsætninger og interessekonflikter ikke skærpes, men tværtimod mildnes. For det andet kan de økonomisk mere fremskredne lande støtte udviklingen af de i denne henseende mere tilbagestående lande netop på to af de mest afgørende felter, nemlig med hensyn til investeringskapital og teknisk viden. Fra dansk side har vi under forhandlingerne i FNs økonomiske og sociale råd og på plenarforsamlingerne indtaget det standpunkt, at de industrialiserede lande bør bidrage aktivt og konstruktivt hertil.

Motiveringen for vort standpunkt — som deles af mange andre lande — er først og fremmest de humanitære og verdenspolitiske betragtninger, som jeg kort har berørt. Men hertil kommer, at en udvikling efter disse linier er helt i overensstemmelse med vore økonomiske langtidsinteresser. En forøgelse af produktion og forbrug i andre dele af verden skaber grundlag for en yderligere arbejdsdeling og vareudveksling, som også kan blive til gavn for vor egen økonomi og levefod, i hvert fald hvis de nye landes udvikling finder sted med sigte på en sådan vekselvirkning og ikke under afspærring med autarkisk målsætning."

Forslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af det kommunistiske, hvis ordfører Aksel Larsen, ved 1. behandling bl. a. udtalte:

„Vi nærer den allerstørste sympati for det høje formål, man vil tilgodese med det, der her foreslås. Det er nødvendigt, at der gøres en endog meget stor indsats fra de industrielt og økonomisk mere udviklede lande til gavn for de underudviklede lande og for befolkningen i de underudviklede lande. På den anden side har vi visse betænkeligheder — det skal ikke skjules — ved det, der foreslås her, at der skal dannes et så at sige internationalt aktieselskab, som skal yde støtte til privatkapitalistisk foretagsomhed i de pågældende lande. Vi finder, at det ikke vil være nogen helt heldig vej at gå. Naturligvis kan det være, at man vil træffe visse sikkerhedsforanstaltninger, så at man undgår det, man kalder interessekonflikter, så at man undgår, at de lån, der ydes, bliver et værktøj til forstærket udbytning, omend i et andet plan end hidtil, af den arbejdende befolkning i de pågældende lande.

Dette kan imidlertid ikke ændre det faktum, at historien er egnet til at give os betænkeligheder. Jeg tror, det ville være rigtigst, om hjælpen til disse underudviklede lande blev ydet ad de linier, man hidtil har fulgt, og at man i det omfang, der blev tale om investeringer, lån, kreditter eller lignende, ydede sådan hjælp til de pågældende landes regeringer."

Taleren beklagede meget, at det endnu ikke var blevet til noget med oprettelse af en særlig fond under De Forenede Nationer, den såkaldte Special United Nations Fund for Economic Development. „Denne fonds opgave skulle jo være at yde gaver eller lavt forrentede lån til underudviklede lande til bygning af veje, kanaler, havne, skoler, hospitaler og lignende investeringer, og eksperter havde beregnet, at der skulle skaffes en grundkapital på 250 millioner eller 1/4 milliard dollars til denne internationale fond. Jeg tror, det ville være det bedste, om en sådan international fond kunne blive dannet til at hjælpe disse lande økonomisk og kulturelt, og jeg beklager meget, at arbejdet på dette er omend ikke blevet standset, så foreløbig kommet ind i en blindgyde."

Uden forudgående udvalgsbehandling vedtoges forslaget uændret og enstemmigt, idet kommunisterne afholdt sig fra at stemme.