Loven træder i stedet for vurderingsreglerne og reglerne om vurderingsmyndighedernes organisation i lov nr. 352 af 7. august 1922 om beskatning til staten af faste ejendomme, således som denne er ændret ved lov nr. 47 af 6. marts 1936, § 22 i lov nr. 108 af 31. marts 1938, lov nr. 289 af 3. juli 1942 og lov nr. 61 af 12. marts 1955.

Herudover gives der ved loven bestemmelser for områder, for hvilke der ikke tidligere har været fastsat lovbestemmelser, idet de herfor givne retningslinier har måttet findes i finansministeriets bekendtgørelser nr. 49 af 15. februar 1923 om den vurderingsrådene og skyldrådene påhvilende virksomhed med hensyn til vurderingsansættelserne til ejendomsskyld og grundskyld m. v. og nr. 305 af 12. december 1924 om den vurderingsrådene og skyldrådene påhvilende virksomhed med hensyn til foretagelse af omvurderinger til ejendomsskyld og grundskyld m. v. samt i en af overskyldrådet under titlen „Bestemmelser vedrørende vurdering til ejendomsskyld og til grundskyld" i april 1931 udfærdiget vejledning for vurderingsmyndighederne, hvilken vejledning af ligningsdirektoratet er suppleret med en i juli 1945 udfærdiget „Oversigt over de siden 1931 stedfundne ændringer i de gældende vurderingsbestemmelser m. m.".

Lovforslaget havde ved fremsættelsen titlen „Forslag til lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme" og indeholdt i overensstemmelse hermed forslag gående ud på dels en ændring af de hidtil gældende regler angående beskatningen af faste ejendomme, dels en samling af disse i en enkelt og mere systematisk opbygget lov, hvortil kom de i lovforslagets afsnit I foreslåede bestemmelser angående selve vurderingen og vurderingsmyndighederne.

Da lovforslaget efter 1. behandling var blevet henvist til behandling i et udvalg, viste det sig ved de i dette foretagne drøftelser, at der kunne opnås almindelig enighed om en formulering af reglerne i afsnit I angående vurderingen og vurderingsmyndighedernes organisation, mens de øvrige dele af lovforslaget krævede yderligere overvejelser og undersøgelser. Da det imidlertid ansås for at være af betydning, at man af hensyn til den forestående 11. almindelige vurdering så hurtigt som muligt gennemførte de bestemmelser i afsnit I, der var opnået enighed om, indstillede udvalget efter forhandling med finansministeren dette afsnit til vedtagelse med en række af finansministeren stillede og af udvalget tiltrådte ændringsforslag, hvoriblandt var forslaget om ændring af titlen til: „Lov om vurdering af landets faste ejendomme."

Angående de ved loven gennemførte ændringer i eller tilføjelser til de hidtil gældende bestemmelser anføres følgende:

Ved § 1 bestemmes, at almindelig vurdering af landets faste ejendomme fremtidigt skal finde sted hvert 4. år mod tidligere hvert 5. år, idet en vurderingsperiode på 5 år må anses for at være for lang i tider med store prisudsving.

I § 2, stk. 2, nr. 1, fastslås, at der skal finde årsomvurdering sted af ejendomme, på hvilke der er afholdt bekostninger til forbedring af bygninger eller grunden, når bekostningen udgør mindst 5 000 kr. (heri medregnet værdien af ejers eget arbejde og egne materialer). Kriteriet er derved knyttet til størrelsen af den afholdte bekostning, mens det tidligere var vurderingsmyndighederne, der skulle skønne, om der ved forandringen var hidført en værdiforøgelse på mere end 2 000 kr.

Endvidere er det ved § 2, stk. 2, nr. 2-5, bestemt, at der skal foretages årsomvurdering 2) af ejendomme, fra hvilke der er afhændet, eller til hvilke der er lagt et særskilt matrikuleret areal, når erhvervelsesdokumentet er blevet tinglyst som adkomst, 3) af ejendomme, ved hvilke der uden forandring af matrikelbetegnelsen er sket arealændring som følge af omdeling eller skelforandring, forsåvidt ændringen har påviselig indvirkning på ejendommens værdi, 4) af ejendomme, hvorfra der siden ejendommens sidste vurdering er udskilt et areal, når dette er blevet ansat ved en vurdering i henhold til § 4, stk. 1, eller når arealet ved årsomvurderingen i overensstemmelse med reglerne i § 8, stk. 2, skal vurderes som en selvstændig ejendom, 5) af ejendomme, fra hvilke der er eksproprieret areal, eller til hvilke der er lagt eksproprieret areal, forsåvidt arealændringen har påviselig indvirkning på ejendommens værdi. Ved disse bestemmelser lovfæstes regler, der har udviklet sig af praksis, idet de hidtil gældende regler vedrørende omvurdering af ejendomme, ved hvilke udstykning eller sammenlægning havde fundet sted, havde givet anledning til tvivl og usikkerhed.

Ny er derimod reglen i § 2, stk. 2, nr. 8, hvorefter omvurdering skal foretages, når der ved forlig med eller kendelse af vedkommende myndighed er tillagt ej eren erstatning for værdiforringelse på grund af offentlige foranstaltninger. Der er bl. a. herved tænkt på værdiforringelse som følge af gennemført fredning.

Ny er ligeledes reglen i § 2, stk. 2, nr. 9, hvorefter vurdering ved årsomvurderingerne skal foretages af nye ejendomme, herunder ejendomme, som er opstået ved opfyldning eller lignende; reglen betyder dog ikke nogen ændring af gældende praksis, men er optaget for fuldstændighedens skyld.

Iøvrigt opretholdes ved loven de hidtil gældende bestemmelser, hvorefter der ved årsomvurderingerne skal foretages vurdering af ejendomme, som ved anlæg af jernbaner, gader, veje, pladser o. lign. eller af andre særlige årsager må antages at være steget i værdi, af ejendomme, der har lidt væsentlig skade ved brand, storm eller lignende, af ejendomme, som ejeren eller den bruger, hvem det ifølge lovgivningen påhviler at udrede skatterne af ejendommen, begærer optaget til omvurdering, samt af ejendomme, der er undergået sådanne forandringer, at ny ansættelse herved nødvendiggøres, jfr. nr. 6, 7, 10 og 11 i § 2, stk. 2.

I § 3, stk. 1, fastsættes det, at vurderingsterminen er 1. september i det år, hvori vurderingen foretages. Formålet med at flytte vurderingstidspunktet frem fra 1. oktober til 1. september er at gøre det lettere for vurderingsmyndighederne at overholde lovens bestemmelser om, at vurderingerne skal være tilendebragt og meddelelse om resultatet tilstillet ejerne inden tldgangen af kalenderåret. Endvidere bestemmes det, at det foruden ved de almindelige vurderinger også skal gælde ved omvurderingerne, at det er ejendommens tilstand på dette tidspunkt, der skal lægges til grund ved ansættelsen, ligesom denne skal foretages på grundlag af prisforholdene i det hele på samme tidspunkt. For at dog en ejer, hvis ejendom ved en omvurdering, der finder sted efter f. eks. sket tilbygning, skal kunne undgå forhøjelse af ejendomsværdien for den oprindelige ejendom, hvis han ikke af hensyn til belåning eller af andre grunde er interesseret heri, er der i paragraffens 2. stykke fastsat den bestemmelse, at han kan begære, at ejendomsværdien fra sidste forudgående vurdering af ejendommen ikke forhøjes med et større beløb end værdien af forbedringen.

I § 4 bestemmes det, at en hver selvstændigt vurderet ejendom samt ethvert ikke selvstændigt vurderet areal under visse betingelser kan begæres optaget til vurdering (omvurdering) til enhver tid udenfor de almindelige vurderinger og årsomvurderinger. Herved imødekommes den interesse, ejerne ofte har i at få foretaget omvurderinger i tiden udenfor de almindelige vurderinger og årsomvurderingerne, særlig af hensyn til prioritering. Endvidere er det under hensyn til, at vurderingerne skal kunne anvendes i andre tilfælde end ved køb og salg, bestemt, at der i umiddelbar tilslutning til alle de i henhold til bestemmelserne foretagne omvurderinger skal ske beregning af afgiftspligtig grundstigning.

Ved § 5, der angiver, hvilke ansættelser der skal foretages ved vurderingen, er der foretaget en ændring af terminologisk art, idet de tidligere anvendte betegnelser „vurderingssummen til ejendomsskyld" og „ejendomsskyldværdien" er erstattet med udtrykket „ejendomsværdien".

De i § 7 fastsatte regler for undtagelse Ira vurdering følger i det væsentlige de hidtil gældende regler. Dog er bestemmelsen om, at gesandtskabsejendomme skal undtages, udgået; til gengæld er det i § 49 fastsat, at disse ejendomme under forudsætning af gensidighed skal være skattefri.

Ved §§ 9-12 gives der såvel en definition af begrebet „ejendomsværdien" som en afgrænsning af de forhold, der skal tages i betragtning ved ansættelsen af denne. Paragraffernes indhold svarer iøvrigt til reglerne om vurderingssummen til ejendomsskyld i loven af 7. august 1922, således som disse regler nærmere er udformet gennem praksis, idet der ved ejendomsværdien forstås værdien af den laste ejendom i dens helhed, herunder sædvanligt tilbehør, men ikke besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel, ligesom der ved ansættelsen fortsat skal tages hensyn til de til ejendommen knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter samt til privatretlige servitutter, der er pålagt en ejendom til fordel for en anden ejendom, såvel ved vurderingen af den herskende som af den tjenende ejendom.

Ved § 13 gives følgende regler for grundværdiens ansættelse:

Stk. 1. Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.

Stk. 2. Ved ansættelsen af grundværdien skal der tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter, dog at der ikke tages hensyn til grundstigningsskylden.

Stk. 3. Fremdeles skal der tages hensyn til privatretlige servitutter, der er pålagt et grundareal til fordel for en anden ejendom, såvel ved vurderingen af den herskende som af den tjenende ejendom. Iøvrigt bortses der fra rettigheder og forpligtelser af privatretlig karakter.

Denne formulering af stk. 2 og 3 betegner en tilsidesættelse af den hidtidige praksis, således at der ved fremtidige vurderinger kun skal tages hensyn til byrder, der hviler på grunden som sådan, og ikke til byrder, der hviler på de på grunden stående bygninger, som f. eks. huslejestoppet.

Mens der ikke ved § 14 er foretaget ændringer i de hidtil gældende regler for grundværdiens ansættelse for landbrugsejendomme, er der ved § 15 sket en ændring i de tilsvarende bestemmelser vedrørende skovbrugsejendomme, idet skovenes grundværdi, der hidtil er blevet ansat til 60 pct. af „normalværdien", herefter skal ansættes til en af ligningsrådet fastsat procent af normalværdien. Vedrørende grundværdiens ansættelse for andre end land- og skovbrugsejendomme opretholdes ved § 16 de hidtil gældende regler.

Reglerne i §§ 17-18 om fradrag i grundværdien for forbedringer svarer i hovedsagen til de hidtil gældende regler i 1922-loven, dog at der er foretaget ændringer på følgende punkter:

a) I modsætning til tidligere er det ikke nogen betingelse for ejerens ret til fradrag, at han har fremsat udtrykkelig begæring herom, men fradrag skal gives, når ejeren blot har givet de fornødne oplysninger. Herved lovfæstes en fremgangsmåde, der gennem længere tid er fulgt i praksis.

b) Endvidere har man frafaldet den hidtil gældende betingelse for opnåelse af fradrag: at bekostningen ved forbedringen ikke kan anses for vederlagt gennem den udbytteforøgelse, forbedringerne har medført, hvilket skyldes de praktiske vanskeligheder ved anvendelsen af denne regel.

c) Til den hidtil gældende regel, hvorefter fradraget kun kan gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at have virket værdiforøgende ved ansættelsen, er ved § 18, stk. 2, føjet den undtagelsesregel, at fradraget skal ansættes lig med bekostningen i de tilfælde, hvor det offentlige har medvirket ved gennemførelsen af en grundforbedringsforanstaltning til fordel for ejendomme indenfor et bestemt afgrænset område, og ejendommenes bidrag til anlægsudgifterne er fastsat og opkræves af en offentlig myndighed enten ifølge lovgivningen eller ifølge særlig aftale med ejerne, og bidraget er pålignet grunden uafhængig af bebyggelse eller virksomhed på denne.

Ved § 19 er der tilkommet en ny bestemmelse, hvorefter ejeren, når der ikke ved den efter forbedringens fuldførelse nærmest følgende vurdering er givet fradrag i grundværdien for en grundforbedring, ikke har krav på fradrag for denne forbedring ved de senere vurderinger. Denne bestemmelse svarer til den forståelse, man i praksis har lagt til grund ved anvendelsen af 1922-lovens § 15.

Bestemmelsen afskærer ikke vurderingsmyndighederne fra at give fradrag for forbedringer i de omtalte tilfælde, men den giver vurderingsmyndighederne mulighed for at afvise et krav herom, hvis et sådant efter forholdene i det enkelte tilfælde ville være urimeligt, f. eks. hvor den omstændighed, at fradraget ikke er givet ved den pågældende vurdering, har haft indflydelse på ejendommens grundbeløb i ejerens favør.

Endvidere er i § 20 fastsat den regel, at når der ikke er givet fradrag i grundværdien for forbedringer til den ejer, der har foretaget forbedringerne, skal en senere ejer af ejendommen kun have krav på fradrag, såfremt ejendommen ikke har været vurderet i tiden mellem forbedringernes foretagelse og ejerskiftet.

I §§ 22-29 er angivet reglerne for vurderingsmyndighedernes organisation. Af nye regler anføres her, at valget af vurderingsmænd skal ske under eet for samtlige de vurderingsmænd, der skal vælges i kommunen, selvom der i denne er flere vurderingsdistrikter, og valgene skal foretages hvert 4. år i samtlige kommuner (§ 22). Vurderingsformændene, der udpeges af finansministeren, udnævnes herefter for 8 år ad gangen (§ 23). Derimod svarer reglerne i § 24 om skyldrådenes sammensætning m. v. til de regler, der har været gældende siden finansministeriets bekendtgørelse af 13. juli 1954, ligesom reglerne i § 25 om tilkaldelse af sagkyndige medhjælpere stort set er uændrede, dog at disse for fremtiden beskikkes for 8 år ad gangen. Ny er imidlertid bestemmelsen i § 27 om, at vederlaget til vurderingsmænd, vurderingsformænd og skyldrådsformænd fremtidigt skal fastsættes på finansloven.

Ifølge § 10, stk. 4, i loven af 7. august 1922 kunne intet medlem af et skyldråd eller et vurderingsråd deltage i vurderingen af sin egen ejendom eller af en ejendom, i hvilken han var parthaver, eller med hvis ejer han var beslægtet så nær som svoger eller søskendebarn. Denne regel er nu ved § 28 ændret derhen, at kun slægtskab i den op- og nedstigende linie og så nær som søskende eller svogerskab i samme nærhed skal være udelukkelsesgrund. På den anden side er det udtrykkeligt fastsat, at et medlem ikke kan deltage i vurderingen af sin ægtefælles ejendom eller af den ejendom, hvoraf han er bruger eller bestyrer, ligesom de samme udelukkelsesgrunde også skal gælde for de sagkyndige medhjælpere.

Reglerne for vurderingsmyndighedernes opgaver er fastsat i §§ 30-37. Af nye bestemmelser herom kan anføres, at der i § 31 er givet vurderingsformændene en beføjelse til at sammenkalde vurderingsmændene til instruktionsmøder. Ny er ligeledes bestemmelsen i § 34, stk. 2, om at i tilfælde, hvor vurderingsrådets pligt til at afgive erklæring ikke er hjemlet i særlig lov, skal tvivlsspørgsmål om pligtens omfang afgøres af finansministeren.

Reglerne for vurdering, klage og revision findes i §§ 38-47. Mens bestemmelserne i § 38 om, hvilke oplysninger der skal gives i de skemaer, der skal udfyldes til brug ved vurderingen, i alt væsentligt svarer til reglerne herom i 1922-loven, er bødebestemmelserne indskrænket til alene at angive særlige regler om bøde for undladelse af rettidig aflevering af behørigt udfyldt og underskrevet skema, mens spørgsmålet om straf for afgivelse af urigtige oplysninger, i skemaet eller ved anden lejlighed, må afgøres efter straffelovens regler (§§ 162 og 163 i lov nr. 126 af 15. april 1930). Ny er bestemmelsen i § 40, stk. 3, om, at der ved de almindelige vurderinger skal gives meddelelse til ejerne indeholdende oplysninger om ejendomsværdien, grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer for hans ejendom samt om tid og sted for vurderingsfortegnelsens fremlæggelse.

Mens reglerne om såvel ejernes adgang til at indgive klage over ansættelser som klagefristens længde i alt væsentligt er uændrede, er der i § 42, stk. 4 og 5, åbnet mulighed for klagebehandling også i tilfælde, hvor klagefristen er overskredet eller betingelserne for sagens indbringelse ikke er opfyldt.

Udover bestemmelserne om vurdering af landets faste ejendomme indeholdt det fremsatte lovforslag som nævnt også forslag om nye regler for beskatningen af disse.

Blandt de vigtigste af de foreslåede beskatningsregler skal her nævnes følgende:

1. Det var i lovforslagets § 48 foreslået, at grundskylden til staten — som hidtil — skulle opkræves med 6 promille, men i konsekvens af, at det samtidig var foreslået, at den fælleskommunale udligningsfond skulle ophæves, var den gældende bestemmelse om, at de 4,4 promille skal afgives til udligningsfonden, ikke medtaget.

2. Angående grundstigningsskylden gik lovforslagets regler (§§ 51-70) ud på, at der forsåvidt angår beskatningen af den grundværdistigning, der konstateres efter 11. almindelige vurdering, ikke til grundbeløbet skulle lægges hverken „fejltillæg" eller „konjunkturtillæg". Den således ureducerede grundværdistigning skulle derefter beskattes fuldtud med 4 pct. p. a., hvorved forslaget kom i overensstemmelse med det i grundskyldskommissionens betænkning foreslåede forsåvidt angår den fremtidige grundværdistigning. Derimod var kommissionsforslaget om inddragning også af de bestående grundværdier mod en vis erstatning ikke optaget i lovforslaget.

3. Endelig foresloges det i lovforslagets afsnit om ejendomsskylden (§§ 71-77) i overensstemmelse med, hvad der var foreslået af skattelovskommissionen, at påligning af ejendomsskyld til staten ikke mere skulle finde sted, men at den de enkelte ejendomme allerede påhvilende ejendomsskyld til staten skulle fikseres og fra og med 12. almindelige vurdering nedskrives med en tiendedel ved hver almindelig vurdering. De således foreslåede regler om fiksering af ejendomsskylden svarede iøvrigt til reglerne i det forslag til lov om ejendomsskyld til staten, der tidligere har været fremsat som led i skattereformen.

Ved lovforslagets 1. behandling, der foretoges sammen med 1. behandling af forslag til lov om jordrente til staten (af Oluf Pedersen m. fl.), hvilket med nogle mindre ændringer svarede til det af grundskyldskommissionens flertal udarbejdede forslag, mødte afsnittet om vurderingen og vurderingsmyndighederne ingen alvorlig kritik fra partiernes ordførere, idet forhandlingen i overvejende grad drejede sig om de foreslåede beskatningsregler.

Holger Eriksen (S), der anbefalede lovforslaget som helhed, udtalte om vurderingsreglerne, at det efter hans opfattelse var lykkedes finansministeren gennem de nye regler at opnå en simplificering, der i sig selv kunne give en garanti for en rigtig vurdering. Oluf Pedersen (DR), der tillige talte som ordfører for forslagsstillerne angående forslag til lov om jordrente til staten, udtalte: „De to lovforslag hviler begge på det samme sikre retsgrundlag; men medens vort forslag yderligere udbygger denne ret, kan det siges, at regeringens lovforslag er noget afbleget". Og senere: „Bag vort grundskyldskrav har altid ligget kravet om både lettere adgang til jord og skattenedsættelse. Her har regeringen foreløbig svigtet, ikke en eneste øre er der til nedsættelse af skatten i det foreliggende regeringsforslag .... Man giver heller ikke ved regeringsforslaget den frie adgang til jord, som man ville få efter kommissionens forslag."

Alfred Bøgh (V), der ikke anså det for udelukket, at der kunne opnås et resultat på grundlag af regeringens forslag med hensyn til vurderingsreglerne, udtalte om bestemmelserne angående grundværdibeskatningen:

„Jeg anser det ikke for påkrævet, at grundskatten, der blev indført sammen med den fælleskommunale udligningsskat på indkomst og formue, skal bibeholdes. På den anden side er jeg klar over, at det ikke er her, forslagets tyngdepunkt ligger. Det ligger efter vor mening i de ændrede bestemmelser om grundstigningsskyld. Regeringen har ikke her nøjedes med at optage tidligere love om grundstigningsskyld, men har foretaget en fundamental ændring."

Hensigten var „uden erstatning at inddrage al fremtidig grundværdistigning i statskassen uden hensyn til, hvad der betinger denne stigning. Jeg må hertil sige helt klart og tydeligt, at det går mit parti mod med al den styrke, vi kan, og vi appellerer til dette høje tings medlemmer og til landets befolkning om at støtte os i denne modstand". Forslagets bestemmelser om fiksering og senere aftrapning af ejendomsskylden erklærede taleren sig derimod villig til at forhandle om.

Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF) udtalte som sin opfattelse, at lovforslagets afsnit om grundstigningsskyld fuldstændig brød med hidtil gældende lovs principper: at det kun er de såkaldte samfundsskabte værdier, der skal belægges med grundstigningsskyld. Angående partiets stilling sagde han: „Vi har aldrig fra konservativ side modsat os, at samfundsskabte værdier bliver genstand for en ekstra beskatning, når værdistigningen virkelig er konstateret ved salg; men en lovgivning, der på skønsmæssig basis kan muliggøre, at folk faktisk beskattes væk fra deres ejendomme, kan aldrig få vor støtte."

Skytte (RV) fremhævede, at med hensyn til klare regler for vurderingen og enklere udregning af det beløb, der skal svares grundstigningsskyld af, var lovforslaget teknisk set et fremskridt. Videre udtalte han: „Det princip, der ligger til grund for lovforslaget, kan mit parti tiltræde, så meget mere som jeg i grundskyldskommissionen har gjort mig til talsmand for det samme princip. Vi finder det rigtigt, at samfundsskabte værdier indgår i samfundets kasse og dermed kommer fællesskabet tilgode."

Han kunne dog ikke på forhånd give tilsagn om medvirken til afskaffelse af „fejltillægget", og med hensyn til „konjunkturtillægget" udtalte han, at finansministeren ikke kunne regne med det radikale venstres medvirken til dettes afskaffelse. Alfred Jensen (DK), der gik ind for såvel en rigtigere vurdering som for fuld grundskyld, udtalte følgende:

„Det er vor opfattelse, at det lovforslag, regeringen her kommer med, egentlig er et kummerligt resultat af de bestræbelser, som grundskyldskommissionen gjorde for at nå frem til et forslag, der skulle sikre overgangen til fuld grundskyld. Men med disse ord vil jeg også gerne have sagt, at vi betragter det forslag, der her foreligger, som en forbedring af den grundværdistigningsbeskatning, som findes i øjeblikket."

Aage Fogh (RV), der ikke var enig med sit partis ordfører (Skytte), udtalte:

„Med hensyn til problemet om fradragsreglerne, fejlvurderingstillægget og konjunkturtillægget er jeg fuldstændig enig i det forslag, den højtærede minister har fremsat."

Han ville derfor medvirke til lovforslagets gennemførelse, men ønskede dog de forøgede skatteindtægter anvendt til afløsning af de mest uheldige direkte og indirekte skatter.

Ved den påfølgende udvalgsbehandling opnåedes der som nævnt foran enighed om lovforslagets afsnit I om vurderingsreglerne, der indstilledes til vedtagelse med en række af finansministeren stillede og af udvalget tiltrådte ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges det således ændrede lovforslag enstemmigt med 152 stemmer, idet 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.

Angående lovforslagets øvrige afsnit udtaltes det i udvalgets betænkning, at finansministeren på forespørgsel havde oplyst, at det var hans hensigt ved det kommende folketingsårs begyndelse at søge de foreslåede bestemmelser om beskatning til staten af faste ejendomme gennemført, ligesom det var hans agt sammen med indenrigsministeren at søge udarbejdet forslag til en koordinering af de kommunale ejendomsskatter og ejendomsskatterne til staten.