På finansloven for 1955-56 er drifts- og anlægsbudgettets indtægter opført med 4 676 mill. kr. og dets udgifter med 4 045 mill. kr., hvilket giver en samlet merindtægt på 631 mill. kr.

På det af finansministeren fremsatte tillægsbevillingslovforslag for samme år regnedes der, forsåvidt angår drifts- og anlægsbudgettet, med en stigning i indtægterne på 16 mill. kr. og en stigning i udgifterne på 88 mill. kr., altså en formindskelse af merindtægten med 72 mill. kr.

Under tillægsbevillingslovforslagets behandling i folketinget formindskedes drifts- og anlægsbudgettets indtægter med 18 mill. kr., mens dets udgifter forøgedes med 34 mill. kr. Det samlede resultat skulle herefter, når finans- og tillægsbevillingslovens drifts- og anlægsbudget tages under eet, stille sig således: indtægter 4 673, udgifter 4 167 mill. kr., merindtægt 506 mill. kr.

Forslaget til tillægsbevillingslov for 1955-56 var udarbejdet efter retningslinier, der afveg fra de hidtil fulgte. Herom anførte finansministeren i sin fremsættelsestale:

„Som det vil erindres, vedtog det høje ting i maj måned sidste år en beslutning, hvori tinget henstillede til mig at tilstræbe en forenkling og begrænsning af fremtidige tillægsbevillingslove efter de retningslinier, som er angivet i et af finansministeriet i april måned sidste år afgivet memorandum angående begrænsning af tillægsbevillingsloven.

I dette memorandum opstiller finansministeriet et skitseforslag til forenkling af tillægsbevillingsloven, gående ud på, at der i lovforslaget for driftsbudgettet kun optages enkeltbevillinger for de konti, der omfatter egentlige bevillinger, medens reguleringer iøvrigt for hver indtægts- og udgiftsparagraf eller eventuel hovedkonto opføres med eet beløb, der betegnes „budgetregulering".

Efter drøftelse i udvalget vedrørende statens budget og regnskab har finansministeriet arbejdet videre med spørgsmålet med det resultat, at folketingets beslutning har kunnet føres ud i livet på det foreliggende tillægsbevillingsforslag.

Denne nyordning på tillægsbevillingsforslaget går i store træk ud på, at visse lovbestemte eller på anden måde uundgåelige merudgifter samt besparelser på udgiftsbevillinger og reguleringer af visse indtægtsbevillinger samles for hver paragraf i eet beløb, der opføres sidst i vedkommende paragraf på en ny konto, der er betegnet budgetreguleringskonto. De på forslaget opførte enkeltbevillinger er herefter begrænset til forslag af egentlig bevillingsmæssig interesse.

I indledningen til tillægsbevillingsforslagets anmærkninger er der givet en nærmere forklaring om enkelthederne i nyordningen, der har medført en ikke ubetydelig begrænsning og forenkling af forslaget.

Arbejdet i udvalget vedrørende statens budget og regnskab fortsætter med henblik på yderligere rationalisering og forenkling af statsbudgettet."

Ved lovforslagets behandling i folketinget havde foruden udvalgets ordfører og finansministeren kun nogle få talere ordet, idet partiernes ordførere ikke fandt tiden inde til den almindelige debat, der ofte finder sted forud for tillægsbevillingslovforslagets endelige vedtagelse.

Til 2. behandling stilledes af ministrene 461 ændringsforslag, der alle var tiltrådt af udvalget og blev vedtaget uden afstemning.

Ved 3. behandling fremsatte finansministeren nogle finanspolitiske og samfundsøkonomiske betragtninger, hvoraf gengives:

„Efter tillægsbevillingslovens vedtagelse bliver det samlede resultat for det finansår, der sluttede den 1. april 1956, et overskud på drifts- og anlægsbudgettet på godt 500 mill. kr., medens der for indeværende finansår er budgetteret et reelt overskud på ca. 350 mill. kr.

Medens tallet for det sidste finansår svarer ret nøje til det overslag, der blev foretaget i begyndelsen af marts måned, og som blev offentliggjort i den økonomiske årsoversigt, er udsigterne for indeværende år allerede nu forringet med over 100 mill. kr. sammenlignet med det skøn, vi dengang regnede med. Denne forringelse er navnlig en følge af, at en række udgiftsbevillinger er sat op — først og fremmest lønudgifterne — og samtidig er der sket en mindre nedsættelse af formueskatten, medens indtægterne kun er forøget med provenuet af tekstiltolden.

Jeg har tidligere sagt og vil gerne gentage, at jeg nærer de største betænkeligheder ved den svækkelse af statsfinanserne, som således har fundet sted som følge af love og bevillinger, vi har vedtaget her i tinget i løbet af de sidste to måneder. Til nærmere begrundelse heraf skal jeg fremsætte nogle bemærkninger vedrørende den samlede økonomiske situation, idet den endelige vurdering af statsfinanserne i sidste instans må ske i lyset af den almindelige økonomiske udvikling her i landet.

En bedømmelse af tendenserne i den økonomiske udvikling er overordentlig vanskelig netop i øjeblikket, fordi stillingen endnu på mange punkter er præget af de ekstraordinære forhold, som har spillet ind de sidste måneder. Jeg tænker her dels på den strenge frostperiode i vinter, som lagde en dæmper på bygge- og anlægsvirksomheden og dermed også på omsætningen i erhvervene som helhed, dels på overenskomstsituationen og de deraf følgende standsninger i produktion og handel. De tal, vi har i dag for beskæftigelse og produktion, for udenrigshandel og valutabalance, er alle i større eller mindre grad præget af disse ekstraordinære forhold, og først når tingene igen er kommet i normal gænge, kan vi med større sikkerhed skønne, om udviklingstendensen har ændret sig på afgørende måde i forhold til den vurdering, der var lagt til grund for den økonomiske årsoversigt. Dette må jo være afgørende for, om vi kan nøjes med et overskud på 350 mill. kr. for indeværende finansår."

Efter nærmere at have belyst den foreliggende situation gjorde finansministeren gældende, at vi snarest muligt burde søge overskuddet for det løbende finansår bragt op i hvert fald på det oprindelig budgetterede beløb af 350 mill. kr. Der måtte således i 1956-57 tilvejebringes besparelser eller øgede indtægter eller begge dele på ikke under 100 mill. kr., hvad ministeren også mente at turde sige at finansudvalget var enigt med ham i.

„Det er på denne baggrund, der fra flere sider spørges om, hvorvidt vi har råd til at påbegynde en folkepension, som fra næste finansår vil betyde en merudgift på godt 100 mill. kr. Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at dette spørgsmål også stilles fra den side, hvor man har ment, at staten fra og med næste år kunne undvære indtægter, der beløber sig til flere gange hundrede millioner kroner.

Lad mig hertil for det første svare, at ganske uafhængig af, om vi skal have udgiftskrævende reformer eller ej, anser jeg det for usandsynligt, at vi skulle kunne nøjes med et mindre overskud i det næste finansår end i år, og at det følgeligt bliver nødvendigt enten at forlænge indtægtslove, der udløber pr. 31. marts 1957 — jeg tænker her særlig på omsætningsafgiften af manufakturvarer og en del af motorafgifterne — eller at tilvejebringe andre indtægter.

For det andet — og det er mindst lige så væsentligt — må udgifterne til nye reformer finansieres på en sådan måde, at de ikke for samfundet som helhed virker forbrugsudvidende. Regeringens forslag om en begyndende folkepensionering opfylder dette sidste krav, medens der intet foreligger om, at dette også er tilfældet med de fra anden side fremsatte forslag.

Dette synspunkt må fastholdes, selvom man skulle nå frem til at søge en finansiering gennemført, hvori indgår varige besparelser. Det må da også være sådan, at summen af nye indtægter og besparelser til dækning af merudgiften må være så tilstrækkelig, at den samfundsmæssige balance ikke forrykkes. Opfyldes denne betingelse, kan besparelser udmærket træde i stedet for bidrag til folkepensionen, helt eller delvis, men der må da for det kommende finansår være tale om besparelser udover de før nævnte 100 mill. kr., som også for dette år efter al sandsynlighed vil være nødvendige for at fastholde et tilstrækkeligt overskud på statsbudgettet.

Spørgsmålet er derfor efter min mening ikke så meget, om vi har råd til at begynde en folkepension, men nok så meget, om der er vilje tilstede til at søge den gennemført på en sådan måde, at statsfinanserne ikke forringes til skade for den samfundsmæssige balance."

Lovforslaget vedtoges med 115 stemmer mod 8 (DK), idet 6 medlemmer (DR) afholdt sig fra at stemme.