Lovforslaget, der bortset fra bestemmelsen om ikrafttrædelsestidspunktet er identisk med det forslag, der blev fremsat i folketingsåret 1954-55, må ses i sammenhæng med svangerskabslovforslaget, som samtidig blev genfremsat i folketinget, jfr. herom side 389.

I årbog 1954-55, side 431-435, er der redegjort for lovforslagets indhold og baggrunden herfor.

Efter en kortvarig 1. behandling blev lovforslaget henvist til behandling i et udvalg, der bestod af de samme medlemmer som udvalget angående svangerskabslovforslaget.

Under udvalgsbehandlingen opnåedes der enighed mellem socialministeren og udvalget om følgende ændringer i lovforslaget, hvilke ændringer blev vedtaget af folketinget:

1. I mødrehjælpslovens § 1 udgår i stk. 3 ordene „eller børnehjem", og som 2. punktum tilføjes: „Med socialministerens billigelse og i det omfang, mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed gør det påkrævet, kan disse tillige oprette børnehjem til anbringelse af spædbørn, der ikke kan have ophold hos moderen, f. eks. på grund af forestående bortadoption, samt til anbringelse af børn af mødre, der har ophold på de i stk. 4 omhandlede hjem eller på et rekreationshjem oprettet i tilslutning til en mødrehjælpsinstitution."

Udvalget motiverede dette ændringsforslag med, at det i loven burde præciseres, at mødrehjælpen alene har adgang til at oprette børnehjem i det omfang, dette er nødvendigt til gennemførelse af mødrehjælpens egen virksomhed.

2. Den i lovforslaget foreslåede affattelse af mødrehjælpslovens § 1, stk. 6, ændres til følgende affattelse:

„Mødrehjælpsinstitutioner kan i tiden, indtil bidragsresolution er udfærdiget og udbetaling af bidrag på grundlag af denne første gang finder sted, eller der er taget stilling til spørgsmålet om udbetaling, yde udlæg af forskud på underholdsbidrag fra det offentlige, jfr. forsorgslovens § 187, stk. 2."

Den nye affattelse tilsigter at præcisere, at mødrehjælpsinstitutionerne kun kan yde udlæg af forskud på underholdsbidrag fra det offentlige i den tid, der hengår, inden der kan træffes afgørelse om, hvorvidt forskudsvis udbetaling fra det offentlige kan finde sted gennem de sociale udvalg.

3. I mødrehjælpslovens § 6 affattes stk. 5 således:

„Lederen af et til en mødrehjælpsinstitution knyttet mødre- eller svangrehjem antages af institutionens bestyrelse og skal være uddannet sygeplejerske eller jordemoder eller have en uddannelse, som af socialministeren godkendes som ligestillet hermed. Såfremt pågældende skal lede et mødrehjem, skal hun tillige være i besiddelse af en særlig uddannelse i barnepleje."

I motiveringen til dette ændringsforslag oplyses, at lederne af de til mødrehjælpsinstitutionerne knyttede mødre- og svangrehjem efter de hidtil gældende regler skal være sygeplejeuddannede. Mødrehjælpsinstitutionerne har imidlertid gjort gældende, at det volder store vanskeligheder at få besat de nævnte stillinger, da udbudet af sygeplejersker, der er kvalificeret til at lede sådanne hjem, er meget ringe. Den foreslåede formulering af stk. 5 åbner mulighed for også at ansætte jordemødre og eventuelt uddannede barneplejersker i de nævnte stillinger. Uddannelseskravene for ledere af mødrehjemmene vil efter den foreslåede formulering være i overensstemmelse med de for børneforsorgens hjem gældende uddannelseskrav.

4. Endelig opnåedes der enighed om ved en ændring i mødrehjælpslovens § 12, stk. 3, at skabe hjemmel for, at også finansministeriet repræsenteres i mødrehjælpens tilsynsråd.

Et mindretal i udvalget (Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen og Viggo Starcke) kunne ikke tiltræde lovforslagets bestemmelser, hvorefter det skal henlægges til særlige samråd ved mødrehjælpsinstitutionerne at tage stilling til, om der foreligger indikation for svangerskabsafbrydelse, og stillede derfor forslag om ophævelse af den herom foreslåede bestemmelse i mødrehjælpslovens § 1, stk. 1.

Mindretallet foreslog yderligere, at det foreslåede nye stk. 4 i mødrehjælpslovens § 1 om adgang for mødrehjælpsinstitutionerne til at oprette særlige hjem for gravide kvinder skulle udgå.

Det samme mindretal foreslog endelig følgende nye affattelse af lovens § 2, hvori opregnes de funktioner, der efter mindretallets opfattelse bør påhvile mødrehjælpsinstitutionerne:

„Såfremt en svanger kvinde, der ønsker sit svangerskab afbrudt, af egen drift eller efter henvisning af det sociale udvalg eller af andre henvender sig til en mødrehjælpsinstitution, påhviler det institutionen at underrette hende om lovens bestemmelser om de gyldige grunde til svangerskabsafbrydelse, søge at afholde hende fra overilede skridt og give hende vejledning om den bistand og de hjælpemidler, der står til rådighed; hvis der er grund til at antage, at kvinden er syg, og at lovlig indikation for svangerskabsafbrydelse forefindes, skal det nødvendige foretages, for at hun kan komme under lægelig observation. En mødrehjælpsinstitution kan ikke selv afgive indstilling til svangerskabsafbrydelse."

Ved 2. behandling af lovforslaget, der fandt sted umiddelbart efter behandlingen af svangerskabslovforslaget, redegjorde udvalgets ordfører, Nina Andersen (S), for de stillede ændringsforslag, der står i nær tilknytning til de flertals- og mindretalsændringsforslag, der var kommet til afgørelse ved behandlingen af sidstnævnte lovforslag.

Ellen Poulsen (V) kunne ikke gå ind for den store udvidelse af mødrehjælpens beføjelser og rammer, som en vedtagelse af lovforslaget ville medføre. Hun var modstander af, at mødrehjælpen skulle medvirke ved afgørelsen af, om svangerskabsafbrydelse kan foretages, og hun så med skepsis på den foreslåede bestemmelse om oprettelse af særlige hjem, hvor gravide kvinder, der henvender sig til mødrehjælpen om svangerskabsafbrydelse, kan indlægges til observation og behandling.

Erna Sørensen (KF) nærede ikke betænkeligheder ved lovforslaget og henstillede, at man ved afstemningen stemte for forslaget med de ændringer, der var opnået enighed om i udvalget.

Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) kunne ligeledes anbefale lovforslaget og de af udvalget stillede ændringsforslag. Hun gav udtryk for en tak til mødrehjælpen, dens ledelse og personale for den alvor og den ildhu, hvormed den havde taget arbejdet op for at hjælpe kvinderne.

Petra Petersen (DK) kunne tiltræde lovforslaget, men efterlyste regler om moderskabsydelse og svangerskabsydelse, og hun forbeholdt sig adgang til at stille ændringsforslag til lovforslagets 3. behandling.

Ved afstemningen blev de stillede mindretalsændringsforslag alle forkastet, medens de ændringsforslag, hvorom der var enighed i udvalget, vedtoges uden afstemning.

Lovforslaget var påny genstand for udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling, og i udvalgets tillægsbetænkning indstillede et flertal (Nina Andersen, Kaj Andresen, Kirsten Gloerfelt-Tarp, Hjortnæs, Kai Jensen, Frederik Lynge, Viola Nørløv, Helga Pedersen, Sofie Pedersen, Edel Saunte og Erna Sørensen) lovforslaget til vedtagelse i den form, det havde fået ved afstemningen ved 2. behandling.

Et mindretal (Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen og Viggo Starcke) kunne ikke medvirke ved lovforslagets gennemførelse.

Efter at tillægsbetænkningen var afgivet, rettede en kreds af læger, som det fremgår af omtalen af svangerskabslovforslaget, henvendelse til udvalget bl. a. om en ændret affattelse af bestemmelsen i den nye § 6 A i mødrehjælpsloven om sammensætningen af de samråd, der skulle tage stilling til, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse foreligger.

Socialministeren stillede i den anledning udenfor tillægsbetænkningen følgende ændringsforslag, der i et vist omfang imødekommer de fra lægeside fremsatte ønsker:

I den foreslåede ny § 6 A udgår i stk. 1, 1. punktum, ordene ,2 læger, hvoraf den ene såvidt muligt skal være speciallæge i psykiatri" og erstattes af følgende: „2 læger, hvoraf såvidt muligt den ene skal være speciallæge i gynækologi eller kirurgi, om muligt en stedlig overlæge, den anden speciallæge i psykiatri", og i stk. 3, 2. punktum, indføjes efter ordet „psykiatri" ordene: „ , den anden speciallæge i gynækologi eller kirurgi".

Under 3. behandling stillede Ellen Poulsen (V) forslag om, at behandlingen af lovforslaget og svangerskabslovforslaget standsedes, hvilket forslag forkastedes. Ændringsforslagene til de to love var derefter genstand for en meget langvarig debat, der afsluttedes med vedtagelse af socialministerens ovennævnte ændringsforslag. Som det fremgår af referatet af 3. behandling af svangerskabsloven, blev forhandlingen derefter standset og lovforslagene henvist til fornyet udvalgsbehandling.

I den af udvalget derefter afgivne tilføjelse til tillægsbetænkningen oplyses, at udvalget har afholdt yderligere 3 møder og har modtaget en deputation fra landsforeningen „Unge hjem i Danmark , og at en deputation repræsenterende en række lægechefer på kirurgiske, gynækologiske og blandede hospitalsafdelinger overfor udvalget har redegjort for denne lægegruppes stilling til lovforslaget. Tilføjelsen indeholder ingen indstilling.

Da 3. behandlingen blev genoptaget, var hovedemnet for debatten den henvendelse, der var kommet fra lægekredse om samrådenes sammensætning.

Medlemmerne Kristen Amby, Fibiger, Krogh, Peter Larsen, Ellen Poulsen, Viggo Starcke og Erna Sørensen havde stillet følgende ændringsforslag til lovforslagets § 1:

1) I stk. 1 i den foreslåede nye § 6 A indføjes efter 1. punktum: „Den anden læge skal være den ansvarlige overlæge for den sygehusafdeling, hvor indgrebet i givet fald skal foretages. Såfremt chefen for en sygehusafdeling ønsker sig fritaget for at indtræde i samrådet, træffer socialministeren efter indstilling af sundhedsstyrelsen bestemmelse om, hvilken overlæge der skal træde i hans sted som medlem af samrådet. "

2) Som nyt sidste punktum i stk. 2 i den foreslåede nye § 6 A indsættes:

„Såfremt der i samrådet ikke foreligger enstemmighed, kan ethvert af samrådets medlemmer forlange, at sagen forelægges det i stk. 3 omhandlede fælles nævn til udtalelse. Når denne foreligger, optages sagen til fornyet behandling i samrådet.".

Ellen Poulsen (V), der motiverede ændringsforslagene, udtalte bl. a.:

„Og hvad var det så, disse læger ville? De ønskede — som naturligt er — at i det samråd, hvor bestemmelse skal træffes om en indikation, hvor der skal tages bestemmelse om en svangerskabsafbrydelse, bør den overlæge, der til sin tid skal behandle kvinden, være med fra begyndelsen. Jeg forstår ikke, at nogen i denne sal kan være imod dette. Er det dog ikke naturligt, at i det samråd, der skal tage en så skæbnesvanger bestemmelse, bør den mand, som har ansvaret, når indgrebet skal foretages, være med fra begyndelsen, være med til at stille diagnosen? Det bliver jo ham, der får det store ansvar. Er det da ikke fuldkommen mærkværdigt at tænke sig, at det er andre, som skal træffe en sådan bestemmelse, skal kunne bestemme, at patienten skal sendes til et sygehus, hvor en overlæge, der ikke selv har været medbestemmende, skal være tvunget til at udføre denne operation, som er de fleste overlæger meget imod?....

Vi havde gerne set, at samrådet var kommet til at bestå af den behandlende overlæge og af en psykiater, der ikke på forhånd var bundet til mødrehjælpen — for det kan ikke nægtes, at man jo er noget ængstelig ved den stærke indflydelse, som hele den moderne psykiatri har fået på dette område."

Socialministeren og justitsministeren kunne ikke tiltræde ændringsforslagene, og justitsministeren motiverede denne holdning således:

„Når vi har vendt os imod den tanke, at det skal være den ansvarlige overlæge på stedet, der som medlem af samrådet træffer afgørelse af, om en svangerskabsafbrydelse skal finde sted eller ej, er begrundelsen herfor den, at vi derved ville havne i en uensartet praksis landet over, som vil være uholdbar. I realiteten ville resultatet blive, at vi fik ca. 150 samråd, der udfra de synspunkter, samrådets medlemmer havde, skulle træffe en inappellabel afgørelse. Vi har tilstræbt en ordning, hvorefter vi højst får 20-25 samråd. Det må være således, at lovgivningsmagten bestræber sig på gennem lovgivningen, såvidt det overhovedet er muligt, at stille samfundets borgere lige, men vi ved alle, at der er meget stor forskel på den opfattelse, de enkelte overkirurger har af de forskellige indikationer. Resultatet måtte simpelthen blive, da den pågældende overlæge jo har absolut veto, at vi ville få uensartede afgørelser. Det ville være afhængigt af, hvor den pågældende kvinde boede, om hun ville opnå svangerskabsafbrydelse eller ej."

Edel Saunte (S) var, da Nina Andersen var bortrejst, ordfører for udvalget. Hun tilsluttede sig justitsministerens udtalelse og kritiserede, at lægerne i deres henvendelser havde anvendt udtryk som „give mødrehjælpen monopol på disse afgørelser", og at „mødrehjælpen bør fritages for det uoverskuelige ansvar, som en suveræn henlæggelse af afgørelsen om det ufødte livs skæbne til en statsinstitution vil betyde", når det klart af loven fremgår, at afgørelsen træffes af et samråd bestående af tre fuldstændig ligestillede personer, hvoraf den ene repræsenterer mødrehjælpen.

Erna Sørensen (KF) nærede ikke frygt for, at en vedtagelse af ændringsforslagene skulle føre til uensartede afgørelser, men fandt, at man tværtimod havde al mulig grund til at tro på overlægernes positive indstilling til arbejdet i samråd sammensat efter de i ændringsforslagene skitserede retningslinier.

Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) var modstander af ændringsforslagene og motiverede sin stilling med, at en vedtagelse ville medføre et meget stort antal samråd med deraf følgende uensartethed i afgørelserne.

Viggo Starcke (DR) anbefalede ændringsforslagene, idet det var hans opfattelse, at det var den naturligste ting af verden, at den anden læge, som omtales i samrådene, skal være den ansvarlige overlæge for den sygehusafdeling, hvor indgrebet i givet fald skal foretages.

Også Kristen Amby (KF) og Fibiger (KF) anbefalede ændringsforslagene. Fibiger stillede på Ellen Poulsens og egne vegne følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Under henvisning til ønskeligheden af, at der gives adgang til yderligere offentlig debat vedrørende svangerskabsloven, beslutter tinget ikke at færdigbehandle forslaget i dette folketingsår, og tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Efter en længere debat blev dette forslag forkastet med 92 stemmer mod 64; 2 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. De stillede ændringsforslag til mødrehjælpsforslaget blev derefter forkastet med 93 stemmer mod 64.

Ved den endelige afstemning om lovforslaget vedtoges dette med 106 stemmer (S, RV, DK og DR samt 9 medlemmer af KF og 1 medlem af V (Helga Pedersen)) mod 48; 4 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.