Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

„Efter de af udvalget til behandling af forslag til folketingsbeslutning angående den planlagte nedrivning af Østifternes Kreditforenings bygning over for folketinget fremsatte udtalelser beslutter folketinget at udtale, at en undersøgelse af spørgsmålet om en revision af de gældende regler for vejfondens tilskud til vej- og gadearbejder med eventuelle tilsluttende nedrivninger af bygninger snarest bør optages med det for øje at tilvejebringe størst mulig sikkerhed for, at sådanne tilskud fra vejfonden også ud fra en samfundsmæssig vurdering altid har tilstrækkelig økonomisk begrundelse."

Forslaget undergik i folketinget en væsentlig ændring. Det havde ved fremsættelsen følgende titel og indhold:

„Forslag til folketingsbeslutning angående den planlagte nedrivning af Østifternes Kreditforenings bygning.

Folketinget beslutter at opfordre ministeren for offentlige arbej - der til at henlede Københavns kommunalbestyrelses opmærksomhed på, at folketinget nærer et stærkt ønske om, at kommunalbestyrelsen tager spørgsmålet om nedrivningen af Østifternes Kreditforenings bygning op til ny overvejelse, således at det kommer til at ligge klart for befolkningen, om det ikke er muligt at gennemføre en forsvarlig løsning af de foreliggende færdselsproblemer, uden at bygningen nedrives."

Som begrundelse for forslaget udtalte ordføreren for forslagsstillerne, Bertel Dahlgaard (RV), ved fremsættelsen bl. a.:

„Som det vil være tinget og offentligheden bekendt, har det ærede medlem hr. Skytte og jeg i finansudvalget stillet et forslag af tilsvarende indhold som det her foreliggende. Dette forslag tiltrådtes i finansudvalget af venstres medlemmer, medens det konservative folkepartis og socialdemokratiets medlemmer udtalte, at de ikke i finansudvalget ville tage standpunkt til forslaget, da dette efter de ærede medlemmers mening rettelig burde fremføres i folketinget. Det er da dette, der herved sker.

Jeg har, medens sagen har været behandlet i finansudvalget, haft lejlighed til at gennemgå dens akter, som den højtærede trafikminister beredvilligt har stillet til finansudvalgets rådighed, og jeg tillader mig herfra at fremdrage et par enkeltheder, som i nogen måde forklarer, at hele sagen først er kommet til at stå klart for offentligheden og for medlemmer af tinget på et så fremskredent tidspunkt.

Den 19. marts 1953 andrager magistraten trafikministeriet om tilskud af vejfonden til forskellige gadearbejder, herunder omlægning af Vestre Boulevard, d. v. s. den nuværende H. C. Andersens Boulevard. I de planer, som følger andragendet, siges det, at det i forbindelse med disse arbejder vil være nødvendigt at erhverve Østifternes Kreditforenings bygning, således at Jarmersgade vil kunne udvides til 50 m, og det tilføjes, at man eventuelt vil søge at opnå en overenskomst, således at denne breddeudvidelse kan tilvejebringes ved en rulning af Østifternes Kreditforenings bygning. De samlede omkostninger ved de omhandlede gadearbejder, herunder arealererhvervelse og bygningserhvervelse, angives til 9,6 mill. kr.

Den 19. maj 1953 giver trafikministeriet kommunalbestyrelsen tilsagn om et tilskud af vejfonden på 85 pct. af de udgifter, der er forbundet med omlægningen af den nuværende H. C. Andersens Boulevard fra Rysensteensgade til Vester Farimagsgade, d. v. s. 8,2 mill. kr. Ministeriet tilføjede, at „ministeriet godkender de til ministeriet indsendte planer", som jeg for lidt siden omtalte. Herefter indstiller magistraten den 26. maj 1953 til borgerrepræsentationen at give udgiftsbevilling til erhvervelse af Østifternes Kreditforenings bygning. Efter en langvarig udvalgsbehandling tiltrædes forslaget af borgerrepræsentationen den 18. februar 1954. Der er altså ikke på dette tidspunkt taget standpunkt til spørgsmålet om nedrivning af Østifternes Kreditforenings bygning

Det er altså ganske urigtigt, når det siges, at det i tre år har været kendt, at det var besluttet at nedrive bygningen. Der tilgår ikke trafikministeriet og er heller ikke senere tilgået trafikministeriet noget som helst om ændringer i de planer, der danner grundlaget for tilskuddet fra vejfonden, og som gik ud på, at man ville søge at erhverve bygningen, således at gadeudvidelsen kunne muliggøres ved en rulning af bygningen. En egentlig offentlig forhandling i kommunalbestyrelsen, der over for offentligheden fastslår nedrivningen, synes da heller ikke senere at have fundet sted. Ganske vist afgiver overborgmesteren den 23. februar 1956 en redegørelse til borgerrepræsentationen om sagen, men den afgives i et møde uden for dagsordenen, hvorom der i referatet af borgerrepræsentationens forhandlinger kun siges, at redegørelsen toges til efterretning. Dette foregår altså så sent som den 23. februar i år.

Det er herefter ikke underligt, at beslutningen om nedrivelse af Østifternes Kreditforenings bygning først kommer til at stå klart for befolkningen og sikkert også for de fleste af tingets medlemmer som en realitet, da arbejderne i sommerens løb påbegyndes.

Når denne sag har vakt så stærkt et røre, ikke blot i København, men ud over hele landet, skyldes det selvfølgelig omfanget af det spild af værdier, der her er tale om. Det er bogstavelig talt sådan, at når en almindelig borger her i København eller en borger ude fra provinsen står over for denne monumentale bygning, reagerer den pågældende rent spontant, således at han synes, det umuligt kan være rigtigt, at den skal rives ned sten for sten af hensyn til en gadeudvidelse på nogle meter. Problemet må dog kunne løses på en anden måde, siger han."

Ordføreren sluttede sin motivering for forslaget således:

„Må jeg slutte med at sige, at hele denne sags forløb med stor styrke har rejst et spørgsmål med videre sigte. Jeg har ikke i dag rettet noget angreb på den minister, der bevilgede dette tilskud af vejfonden, og jeg agter heller ikke at gøre det; men selve dette, at en sådan bevilling gives alene i kraft af en generel bemyndigelse til en minister — oven i købet skønt ministeren ikke fandt en sådan disposition forstandig — må nødvendigvis få konsekvenser med hensyn til den gældende ordning vedrørende vejfonden.

Jeg har forstået det således, at den daværende minister er blevet tilskyndet til at bevilge tilskuddet af det forhold, at der bag andragendet stod en enstemmig kommunalbestyrelse. Det er en overordentlig farlig tankegang. I mange tilfælde vil det jo ikke være vanskeligt at samle enstemmighed i en kommunalbestyrelse om at modtage 85 pct. af udgifterne til en eller anden foranstaltning; men at imødekomme noget sådant har ikke noget med respekt for det kommunale selvstyre at gøre. Her er det netop ministerens opgave at afveje de kommunale særinteresser mod samfundsinteresserne, men der er altså ikke sikkerhed for, at dette sker under den gældende ordning, og det radikale venstre forbeholder sig derfor at rejse spørgsmålet om en vis begrænsning i de bemyndigelser, der er givet trafikministeren på dette område, så at der nås frem til en for statens bevillingsmyndighed mere betryggende ordning."

Ministeren for offentlige arbejder tog ved 1. behandling afstand fra forslaget i den skikkelse det havde ved fremsættelsen. Han ønskede ikke at tage noget initiativ i sagen.

Ordføreren havde været inde på, om denne sag kunne give anledning til en vis begrænsning i de bemyndigelser, der er givet trafikministeren på vejfondsområdet. „Nu kunne man" — udtalte ministeren herom — „måske synes, at det mest nærliggende spørgsmål at rejse var, om ikke ministeren eller dog staten skulle have større bemyndigelse over for kommunerne på dette område. For det er jo således, at med hensyn til det, der er kernepunktet i kritikken: om det er nødvendigt for gennemførelsen af H. C. Andersens Boulevard at nedrive kreditforeningen, da er det jo i virkeligheden et spørgsmål om at øve større indflydelse, ikke på ministeren, men på Københavns kommunalbestyrelses bedømmelse af sagen.

Det ærede medlem rejser nu i stedet det spørgsmål, om trafikministerens beføjelser er for vide, og dette kan naturligvis diskuteres. Men når man ser den enstemmighed, hvormed alle partier i borgerrepræsentationen har tilsluttet sig tanken om nedrivningen, kan man nu måske nok have sine tvivl om, hvorvidt behandlingen f. eks. i et udvalg af det høje ting på daværende tidspunkt ville have givet et andet resultat. Jeg må imidlertid minde om, at når trafikministeren har fået en så relativt vid beføjelse, så hænger det sammen med det princip, som hidtil er blevet hævdet af flertallet i det høje ting, nemlig at samtlige motorafgifter skal anvendes til vejformål. Den betragtning, der ligger bag ordningen, er jo i virkeligheden den, at vej millionerne er kommunernes penge, og at det, ministeren foretager, når han bevilger vejfondstilskud, ikke er at give en bevilling fra staten til kommunen, men at foretage en fordeling af en pulje mellem kommunerne indbyrdes. Jeg ved meget vel, at tiden er løbet fra denne opfattelse, og det er netop også derfor, regeringen har stillet forslag om, at motorafgifterne skal indgå i statskassen. Jeg skal nu ikke komme nærmere ind på dette i dag, idet vi ved den videre behandling af lovforslaget om tilskud til de offentlige veje vil få lejlighed til en mere udtømmende drøftelse af disse forhold. Lad mig blot tilføje, at jeg ikke på forhånd skal afvise tanken om en eller anden form for kontrol med ministerens beføjelser, hvis man kan finde en arbejdsform, der ikke bliver så kompliceret, at de kommunale myndigheders arbejde besværliggøres."

Efter nærmere at have belyst sagen udtalte ministeren:

"Af det, jeg hidtil har sagt, vil det sikkert stå ærede medlemmer i det høje ting klart, at jeg ikke kan anbefale det foreliggende forslag til folketingsbeslutning. Hertil kommer, at jeg under den samtale, som jeg har haft med repræsentanter for magistraten, da disse henvendte sig til mig for at give en redegørelse for sagen, har berørt spørgsmålet, om der var nogen mulighed for at ændre det én gang vedtagne projekt. Magistratens repræsentanter erklærede, at der efter deres bedste overbevisning ikke var nogen anden forsvarlig løsning end den af kommunalbestyrelsen enstemmigt vedtagne."

Forslaget gjordes ved 1. behandling til genstand for en længere debat og henvistes derefter til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i den ovenfor omtalte omarbejdning af forslaget.

I udvalgsbetænkningen hedder det:

„Udvalget har afholdt 8 møder og har i et af disse haft samråd med ministeren for offentlige arbejder. Efter udvalgets anmodning har endvidere overborgmester Munk og borgmester Estrup fra Københavns kommune samt den administrerende direktør for Østifternes Kreditforening, højesteretssagfører Thorsteinsson, været til stede ved et møde i udvalget, hvor også ministeren var til stede.

Udvalget har på begæring modtaget en del materiale, således:

a) Københavns kommunes ansøgning af 19. marts 1953 om tilskud fra vejfonden og ministeriets svar af 12. maj samme år,

b) udskrift af forhandlingerne i Københavns borgerrepræsentations lukkede møder 23. februar og 5. april 1956,

c) den til ministeren af Københavns magistrat fremsendte redegørelse for kommunalbestyrelsens behandling af sagen vedrørende H. C. Andersens Boulevard,

d) oplysninger om de beløb, der hidtil er investeret i arbejdet med Østifternes Kreditforenings nye bygning,

e) en på stikprøver baseret oversigt over udgifter til vejanlæg og de dermed forbundne udgifter til arealerhvervelser, inkl. erhvervelse af bygninger, ved nogle større arbejder, hvortil der i de senere år er givet tilsagn om tilskud af vejfondene.

Efter udvalgets drøftelser og efter de med borgmestrene førte forhandlinger må det anses for udelukket, at Københavns kommunalbestyrelse efter en eventuel fornyet behandling ville ændre sin beslutning om nedrivning af Østifternes Kreditforenings bygning. Ligeledes må det efter de af den administrerende direktør for Østifternes Kreditforening i udvalget fremsatte udtalelser anses for godtgjort, at Østifternes Kreditforening agter at fastholde den med Københavns kommune afsluttede overenskomst.

Hermed må bestræbelserne for at hindre nedrivningen af kreditforeningens bygning anses for strandet.

Under forhandlingerne om den foreliggende sag har også i udvalget — som tidligere under første behandling i tinget — været inddraget spørgsmålet i sin helhed om de gældende regler for tilskud til vej- og gadearbejder med eventuelle tilsluttende nedrivninger af bygninger samt trafikministerens beføjelser i henhold til disse regler.

Der har i udvalget været enighed om, at overvejelser med henblik på en revision af disse regler snarest bør tilendebringes, og at forhandlingen herom naturligt bør føres i det nedsatte folketingsudvalg vedrørende forslag til lov om tilskud til de offentlige veje.

I henhold til det ovenfor anførte stiller et flertal (udvalget med undtagelse af Rager) nedenstående ændringsforslag, som går ud på en ny affattelse af forslaget.

Et mindretal inden for flertallet (Einer-Jensen, Heising, Horn, Kai Jensen, Kolbjørn, M. Larsen og Lars M. Olsen) ønsker at udtale, at det af Københavns kommune stærkt er fremhævet, at hele sagen vedrørende omlægningen af H. C. Andersens Boulevard, herunder også spørgsmålet angående Østifternes Kreditforenings bygning, har været genstand for langvarig behandling og indgående overvejelser og undersøgelser, hvorunder såvel spørgsmålet om rulning af bygningen som indretning af en kolonnade har været taget op,

at mindretallet må anse det for godtgjort, at offentligheden gennem omtale i stort set hele hovedstadspressen i 1954 og 1955 er blevet bekendt med, at forhandlingerne mellem Østifternes Kreditforening og Københavns kommune måtte føre til, at kreditforeningens nuværende bygning ville blive nedrevet og en ny bygning opført på et tilstødende areal, og

at mindretallet mener, at det kan fastslås, at det fra alle sider i nærværende udvalg er erkendt, at Københavns kommunes afgørelse i den pågældende sag er truffet i overensstemmelse med gældende regler og i overensstemmelse med det af den daværende minister for offentlige arbejder givne tilsagn om tilskud fra vejfonden.

Et andet mindretal inden for flertallet (Bertel Dahlgaard) ønsker at udtale, at det såvel af ministerens udtalelse under forslagets første behandling i tinget som af den af Københavns magistrat til ministeren fremsendte redegørelse fremgår, at en udvidelse af H. C. Andersens Boulevard til 50 meters bredde ville kunne gennemføres uden nedrivning af kreditforeningens bygning ved at etablere en kolonnade i stueetagen eller ved at foretage en rulning af bygningen.

Mindretallet må endvidere mene, at det af de for udvalget foreliggende oplysninger fremgår, at spørgsmålet om en kolonnadeordning ikke har været genstand for nøjere undersøgelse, så lidt som det har været underkastet nøjere drøftelse med Østifternes Kreditforening. Der kan for mindretallet ikke være tvivl om, at gennemførelsen af kolonnadeordningen kun ville have medført en ringe brøkdel af de omkostninger, som nu efter nedrivningen af bygningen og opførelsen af den nye otteetages bygning ved Ørsteds-parken må udredes af staten, kreditforeningen og eventuelt kommunen.

Mindretallet ønsker endvidere at udtale en stærk tvivl om, at det med den fremtidige udvikling for øje vil være rigtigt at opføre den store nybygning på den dertil udsete plads op mod Ørsteds-parken.

Endelig gør mindretallet opmærksom på, at selv om betydelige udgravninger med henblik på en ny bygning er foretaget og andre udgifter er afholdt, ville den væsentligste del af det spild af værdier, nedrivningen af bygningen vil forårsage, kunne være undgået ved bibeholdelsen af bygningen med etablering af kolonnade og udnyttelse af udgravningen til etablering af et garageanlæg, som der på denne plads er stærkt brug for; men det er efter mindretallets opfattelse klart, at muligheden for en sådan udgang af sagen er formindsket for hver uge, der er gået, siden spørgsmålet for mere end to måneder siden rejstes i folketing og finansudvalg.

Et mindretal (Rager) ønsker ikke at deltage i nogen indstilling fra udvalget, idet han som medlem af borgerrepræsentationen har deltaget i sagens behandling dér og således har et medansvar for den enstemmige vedtagelse af det forslag, mod hvilket der ved sagens rejsning i folketinget er rejst kritik.

Mindretallet ønsker at henlede folketingets opmærksomhed på, at det af de forhandlinger i borgerrepræsentationen, hvoraf udvalget har modtaget referater, fremgår, at den endelige beslutning om, at sagen skulle løses ved en nedrivning af Østifternes Kreditforenings bygning, i hvert fald ikke er meddelt offentligheden før i marts 1956."

Også ved 2. behandling førtes der indgående forhandlinger om forslaget, derunder om den væsentlige forskel, der var mellem forslaget i dets oprindelige skikkelse og den form, man var nået frem til i udvalget.

„Jeg synes", udtalte Poul Møller (KF) med henblik herpå, „det er meget betænkeligt — og jeg skal henstille til tingets ledelse at tage dette problem op — at vi her formelt skal underkaste et forslag til folketingsbeslutning en andenbehandling, når dette forslag reelt hverken for dets indholds vedkommende eller efter dets titel har været til nogen førstebehandling."

Som svar herpå udtalte formanden: „Må jeg i anledning af det ærede medlems udtalelse gøre opmærksom på, at da det stillede ændringsforslag, hvad dets indhold angår, ikke er af mere vidtgående karakter, end at det ville kunne vedtages i form af et forslag om overgang til næste sag på dagsordenen, har jeg ikke fundet det forsvarligt at nægte at behandle ændringsforslaget."

I den ændrede affattelse vedtoges forslaget til folketingsbeslutning enstemmigt med 101 stemmer, idet 5 medlemmer (Poul Møller, Ninn-Hansen og Reedtz-Thott (KF) samt Karlskov Jensen (V) og Rager (RV)) afholdt sig fra at stemme.