Forespørgeren kritiserede ved forespørgslens begrundelse, at finansudvalget havde tiltrådt, at der bygges et nyt Grønlandsskib, uden at sagen var blevet forelagt folketinget.

„Ministeren fik bevillingen ud fra den forudsætning, at der var 1,5 mill. kr. at tjene hvert år. Dette protesterede, som man vil vide, skibsreder Knud Lauritzen imod; han bad om nærmere oplysninger, og efter fem afslag kom oplysningerne. Skibsreder Knud Lauritzen havde hævdet, at den anslåede årlige udgift ved statens eget skib, 4 mill. kr., antagelig var sat for lavt, den ville blive større; hovedrevisorerne satte tallet op til 4,3 mill. kr. om året, og hvis man ville ansætte en afskrivningstid for skibet på 15 år, ville man komme op til 4,7 mill. kr. Rent praktisk er det vist rigtigt at regne med de 15 år, ikke mindst under hensyn til den udvikling, der sker på mange områder. Men værre er det, at de beregnede udgifter til befragtning var anslået til 5,5 mill. kr. Om dette sagde skibsreder Knud Lauritzen, at det var helt hen i vejret, og efter at han gennem hovedrevisoratet havde fået de oplysninger fra ministeriet, som han havde ønsket, tilbød han i sit brev af 16. januar at stille sit skib „Thala Dan" til rådighed på helårsbasis, ikke for 5,5 mill. kr., som man har talt om, ej heller for de 4,3 mill. kr., som hovedrevisoratet havde anslået det til — og dette beløb skal altså med 15 års afskrivningstid sættes op til 4,7 mill. kr. — men for 3,3 mill. kr., altså et beløb langt under udgiften ved statsskibet.

Det skal dog indrømmes, at skibet har en mindre transportkapacitet, og at besparelsen derfor må reduceres med ca. 20 pct. ifølge Knud Lauritzens egne oplysninger; men dertil kommer vel også, at opholdsvilkårene for de 60 passagerer, som der skulle gøres plads til, vil blive noget ringere, og at skibet sejler noget langsommere, end statsskibet ville komme til. Selv om man tager alt det i betragtning, bliver der dog en besparelse på mellem ½ og 1 mill. kr. om året, og der er dog forskel på at investere 15 mill. kr. for at tjene 1,5 mill. kr., som ministerens forslag lød på, og det, der efter mit skøn vil blive tale om: at investere 15 mill. kr. for at lide tab eller i hvert fald hverken opnå rente eller afskrivning på de 15 mill. kr.

Der gives jo imidlertid i nogen grad en forklaring på, hvorfor ministerens regnestykke ikke mere passer. Man vil måske spørge, om ministeren efter min opfattelse har ført finansudvalget bag lyset, og det vil jeg svare nej til, det tror jeg ikke. Jeg tror, forklaringen kan være den — det er jo ministerens egen teori — at et statsskib ville virke som regulator for fragterne; det har jo vist sig at være så rigtigt, at denne regulator endog har virket, endnu inden skibet er bygget. Specielle grunde kan også have spillet ind, herunder muligheden for en fast aftale om befragtning. Besparelserne har man altså fået, inden skibet er bygget, men jeg frygter for, at hvis man bygger skibet, falder de bort.

Derfor er det, jeg spørger den højtærede minister for Grønland: vil ministeren under hensyn til det nu foreliggende tilbud om befragtning fremover søge bygningen af det nye Grønlandsskib udsat, indtil spørgsmålet har været drøftet på ny og bevillingen har fået folketingets tilslutning?"

Ministeren for Grønland kunne ikke give forslaget om en udskydelse sin tilslutning. Han henholdt sig i sin besvarelse af forespørgslen til en udtalelse, som ministeren i januar måned havde indhentet fra den kgl. grønlandske handels styrelsesråd, og hvori det hedder:

„For rådets indstilling var det afgørende, at den foreslåede nybygning for såvel fragtgods som passagerers vedkommende kunne udnyttes fuldt ud i alle årets måneder. Rådet har ved bedømmelsen af de sammenlignende rentabilitetsberegninger mellem det nye skib og mulig erstatningstonnage fra fremmede rederier måttet tage i betragtning, at det nye ishavsskibs driftsmæssige konkurrencedygtighed i skibets levetid fra færdiggørelsen i 1958 og fremover beror på det ganske uoverskuelige forhold imellem fragtmarkedet i disse år sammenlignet med byggeomkostningerne i bygningsperioden. Rådet ønsker i denne forbindelse at henlede opmærksomheden på, at i den periode, for hvilken der foreligger regnskabsmateriale for Handelens skibsfart, 1952-56, har driftsresultaterne for Handelens to atlantgående skibe været mærkbart bedre end for den chartrede tonnage.

Skibsreder Knud Lauritzen fremsætter nu offentligt et tilbud til Handelen om at chartre en nybygning, „Thala Dan", til en rate, der efter skibsrederens omregning til det nye ishavsskibs kapacitet anføres at være 300 000 kr. pr. år under det af 3. hovedrevisorat anslåede tal for det nye ishavsskibs driftsudgifter. Da rådet ikke er i besiddelse af nogen form for specifikationer for „Thala Dan", hverken for så vidt angår laste- eller kølekapacitet, passageraptering, fart m. m., er det ikke muligt for rådet at foretage nogen vurdering af dette tilbuds værdi. Skibsrederen har dog anført, at selv efter de tilbudte forandringer i projekteringen af „Thala Dan" vil dette skib have mindre lastekapacitet, passageraptering af lavere standard og mindre fart end det nye ishavsskib.

I anledning af hr. Knud Lauritzens udtalelse om, at det nye ishavsskib er et angreb på „det frieste danske erhverv" og på samarbejdet med hans eget rederi, skal rådet anføre, at selv efter det nye ishavsskibs indsættelse i Grønlandssejladsen vil skibsrederen — såfremt hans ratekrav er konkurrencedygtige — kunne påregne at transportere den overvejende del af godsmængden til Østgrønland.

Rådet har, siden det påbegyndte sit arbejde i 1950, stedse været af den opfattelse, at det var nødvendigt for Handelen at disponere over en fast kerne af egne specialskibe, som man under alle forhold — også i nøds- og katastrofetilfælde — har uindskrænket rådighed over.

Styrelsesrådet skal herefter udtale, at man, uanset det af skibsreder Knud Lauritzen hidtil fremførte, fortsat må være af den opfattelse, at det er påkrævet for en forsvarlig opfyldelse af de forpligtelser, der ved den gældende lovgivning er pålagt den kgl. grønlandske handel vedrørende Grønlands forsyning og produktion, at den påbegyndte bygning af det nye ishavsskib fuldføres."

Forespørgeren fandt stadig, at spørgsmålet burde frem til offentlig debat i folketinget, og stillede med henblik herpå følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Tinget opfordrer ministeren for Grønland til at søge nærmere undersøgt, hvad befragtning med private skibe kan koste, og, hvis han fortsat mener, at statsskibet skal bygges, da at forelægge spørgsmålet til afgørelse i folketinget

og går hermed over til næste sag på dagsordenen."

Under den efterfølgende debat fremhævede Victor Gram (S), Steen (RV), Aksel Larsen (DK) og Frederik Lynge (Gr.) betydningen af uden forsinkelse at få skibet bygget, hvilket også var tilfældet med Halfdan Hendriksen (KF), der dog ikke talte som ordfører for sit parti. Betænkelige ved den af finansudvalget trufne afgørelse var derimod Damsgaard (V) og Weikop (KF), der i fællesskab stillede følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Til omgående at modtage oplysninger om det nye Grønlandsskib og vurdere disse beslutter folketinget at nedsætte et udvalg på 17 medlemmer

og går derefter over til næste sag på dagsordenen."

Da et flertal i finansudvalget havde tiltrådt bevillingen, ville man ikke gøre forsøg på at få bygningen af skibet standset, men man mente, at et udvalg som det foreslåede kunne gøre sin nytte.

Da ingen havde noget imod nedsættelsen af et sådant udvalg, vedtoges Damsgaards og Weikops dagsordensforslag enstemmigt. Oluf Pedersens forslag var dermed bortfaldet.

Det udvalg, som tinget besluttede at nedsætte, fik følgende sammensætning: Victor Gram, Th. Carlsen, Einer-Jensen [formand], Heising, Carl P. Jensen, Kolbjørn, Peter Nielsen, Axel Ivan Pedersen, Damsgaard, Erik Eriksen, Jensen-Broby, Helga Pedersen, Oluf Pedersen, Weikop, Tesdorpf, Frederik Lynge og Steen [næstformand].