Årsagen til forespørgslens fremsættelse var, efter hvad Ole Bjørn Kraft (KF) udtalte som ordfører for forespørgerne, den hastige udvikling af de europæiske samarbejdsbestræbelser. „Efter hvad der i dag foreligger oplyst for os, kan vi meget hurtigt blive stillet over for vidtrækkende beslutninger; men vi må vist samtidig erkende, at sådanne beslutninger vil møde det danske folk ret uforberedt. Vi har ved denne forespørgsel og debatten her i tinget ønsket at få den danske offentlighed inddraget i de overvejelser, som formentlig længe må være foregået i regeringskontorerne og ved forhandlinger mellem regeringen og erhvervene. Herom ved befolkningen og sikkert også folketinget meget lidt. Jeg kan ikke se rettere, end at her er et område, hvor regeringen kunne og burde have benyttet den adgang, som den nye forretningsorden giver ministre til at komme med redegørelser over for tinget, benyttet den på et tidligere tidspunkt og måske gentagne gange, således at det havde været muligt for tinget at følge udviklingen skridt for skridt.

Det er naturligt derefter at spørge: hvad er nu årsagen til, at spørgsmålet om et udvidet europæisk økonomisk samarbejde er blevet så aktuelt og føles som en påtrængende nødvendighed i vide kredse i Europa og allerede har medført, at en række lande har taget helt afgørende skridt til skabelsen af et virkelig integrerende økonomisk samarbejde. Svaret må blive, at Europas nuværende struktur med den stærke opdeling i mindre områder, der hver for sig danner en økonomisk enhed, mange med vidtgående beskyttelsesforanstaltninger for deres produktion, simpelt hen er blevet utidssvarende over for den tekniske udvikling, der har fundet sted. En omorganisering af Europa er påkrævet, hvis vor verdensdel ikke skal se sig ganske distanceret af de to store områder øst og vest for os — deres økonomiske udvikling synes at være godt på vej til at løbe fra Europa."

Ordføreren uddybede nærmere dette og fortsatte:

„Det er betragtninger som dem, jeg her ganske kort har refereret, der har sat arbejdet for det europæiske økonomiske samarbejde i gang. Ved en konference i Messina den 1. og 2. juni 1955 besluttede seks kontinentale stater — Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg — sig til at skabe et virkeligt fællesmarked sig imellem ..... Og man må sige, at disse eksperter har arbejdet hurtigt. I april måned 1956 forelå den såkaldte Bruxellesrapport, hvori eksperterne forklarede, hvordan det kunne lade sig gøre, og som det er blevet meddelt — man venter nu, at disse seks lande i denne eller næste måned vil kunne underskrive den traktat, der skal føre planen ud i livet. Det er naturligvis en meget omfattende og krævende og i folkenes liv dybt indgribende forandring, der her planlægges. I virkeligheden stiler disse seks lande ikke bare mod en toldunion, men i realiteten mod en økonomisk union, en vidtgående harmonisering af landenes sociale og økonomiske politik, og man håber i løbet af 12-15 år at have nået dette resultat gennem en skridtvis udvikling, som også omfatter etableringen af institutioner og organer, der skal have en overnational myndighed, som skal være i stand til på disse områder at træffe flertalsbeslutninger.

Det er af stor betydning for Danmark, at de seks lande i deres planer principielt går ind for, at landbrugets produktion, landbrugsvarerne, skal omfattes af fællesmarkedet, selv om det vel må blive sådan, at der ikke mindst for landbrugsprodukternes vedkommende vil blive truffet en række særbestemmelser.

Jeg kan i denne forbindelse tilføje, at den danske delegation i Europarådet har været meget ivrig for at få dette princip fastslået i de resultater, som fra Europarådet er tilgået de seks lande ...

De seks landes hastigt fremadskridende planer satte gang i en anden mulig form for et europæisk økonomisk fællesskab, nemlig etableringen af et Irihandelsområde. Som det høje ting ved, er der den forskel mellem en toldunion og et frihandelsområde, at medens grænserne falder inden for begge områder, har hvert enkelt land inden for et frihandelsområde ret til at have sine egne toldsatser over for tredjeland. I OEEC har et arbejdsudvalg foretaget en undersøgelse af mulighederne for at sammensmelte de seks landes union og de øvrige OEEC-lande til et vesteuropæisk frihandelsområde. Dette udvalg er så vidt mig bekendt kommet til det resultat, at de særlige problemer, der knytter sig til frihandelsområdet, vil kunne løses."

Videre udtalte ordføreren:

„Her er naturligvis et spørgsmål, som vi, hvis vi tilslutter os frihandelsområdet, må følge med den allerstørste opmærksomhed. Vore toldsatser er jo betydelig lavere end de fleste andre landes, og vi vil meget let kunne få en dårlig startposition, hvis vi skal afvikle vore kvantitative importrestriktioner, inden de andre deltagerlande har bragt deres toldsatser ned i nærheden af vore nuværende eller reviderede satser. Jeg vil derfor gerne høre en udtalelse fra regeringen om dette spørgsmål og om, hvorledes regeringen stiller sig til i OEEC at vedtage en standstill-aftale, som kan blive af megen betydning for vore muligheder under den udvikling, der har fundet sted for at tilpasse de enkelte lande til frihandelsområdet.

Det er jo Englands ændrede holdning, der har sat gang i dette arbejde for at knytte et frihandelsområde til toldunionen med en fremadskridende sammensmeltning af områderne. England er ved at vende sit blik mod Europa, samtidig med at det trækker sig tilbage fra sine positioner ude i verden. Men England fastholder stadig sit hensyn til Commonwealth og præferencepolitikken, og derfor har England indtil nu — og det ser ud til, at det vil fortsætte — stillet sig på det standpunkt, at landbrugsvarer i videste forstand, d. v. s. som det engang populært er blevet udtrykt: mad til mennesker og dyr, altså f. eks. også foderstoffer og fiskeriprodukter, skal holdes uden for frihandelsområdet, således at dette ikke bliver et helt frihandelsområde, men kun et delvist.

I det kommende ministermøde i OEEC vil vi formentlig blive stillet over for at skulle tage en principiel stilling, og England har i det mindste tilkendegivet, at man vil virke for, at OEECs ministerråd vedtager at holde landbrugsvarer udenfor. Jeg går ud fra som en given ting — og ønsker gerne, at økonomi- og arbejdsministeren udtaler sig herom — at Danmark vil afvise en sådan handling fra OEECs side og søge støtte til, at det ikke bliver resultatet.

Danmark er nu således stillet over for at skulle træffe en beslutning om, hvilken politik vi vil følge, og jeg må vist desværre tilføje: hvilken politik det er muligt for os at følge efter de beslutninger, andre lande allerede har truffet. Jeg spørger da de højtærede ministre, der skal svare på denne forespørgsel — for det er dem, der sidder inde med viden om disse ting —: har vi stadig adgang til at slutte os til de seks lande, eller er døren lukket i? Og hvis den er lukket i, kan det så tænkes, at den bliver åbnet igen? Er der kun frihandelsområdet tilbage, og hvilke chancer mener regeringen vi har over for Englands hårdnakkede modstand mod landbrugsvarerne? Jeg håber, at ministrenes redegørelser og debatten vil bringe klarhed herover.

Det kan vist ganske umiddelbart fastslås, at det ikke er muligt at stå udenfor. Vi må for at beskytte vore vitale interesser være med i den europæiske nyordning, som er undervejs. Men hvilken?"

I tilslutning hertil omtaltes planerne om et fællesnordisk marked, der nu måtte ses i lys af arbejdet på det europæiske plan.

I sin besvarelse af forespørgslen fremsatte stats- og udenrigsministeren nogle generelle betragtninger, der mundede ud i dette:

„Det er en selvfølgelig konsekvens af den politik, som både den foregående og den nuværende regering igennem adskillige år har ført i de internationale økonomiske organisationer, at vi principielt må indtage en positiv holdning til de foreliggende planer om et vesteuropæisk fællesmarked, hvor såvel toldsatser som kvantitative restriktioner er fjernet. De, der måtte have betænkeligheder, vil dog sikkert være enige i, at det, hvis der skabes et fællesmarked, vil være til større skade for danske interesser at stå uden for et sådant fællesmarked end at være indenfor.

Når vor glæde over den udvikling, der har fundet sted i den senere tid, ikke er udelt og man overhovedet kan rejse spørgsmålet om vor deltagelse eller ikke-deltagelse i fællesmarkedet, er det, fordi alt tyder på, at det vil blive yderst vanskeligt — for ikke at sige umuligt — at opnå enighed om at medtage landbrugsvarerne i fællesmarkedet. Det er ingen hemmelighed, at det først og fremmest er England, der af hensyn til sine Commonwealth-interesser og til sine egne landbrugsinteresser bestemt modsætter sig, at fællesmarkedet kommer til at omfatte fødevarer. Selv om vi er rede til at erkende, at landbrugserhvervet i de fleste europæiske lande indtager en særlig stilling, der under alle omstændigheder vil nødvendiggøre særordninger for landbrugsvarerne, er der ingen grund til at skjule, ej heller her i dag, at den engelske holdning har skuffet os dybt. Den kan bringe vitale danske interesser i fare.

Nogle vil måske drage den konklusion, at vi bør søge optagelse i de seks' toldunion, hvor landbrugsvarerne — ganske vist på særlige betingelser — vil komme med. Dette standpunkt er forståeligt ud fra den betragtning, at henved en tredjedel af vor samlede landbrugseksport afsættes i disse lande, og at vi derfor må sikre os, at vore fremtidige afsætningsmuligheder ikke forringes. Jeg vil imidlertid advare imod, at man drager denne konklusion på det foreliggende grundlag. Hverken på landbrugsområdet eller på de andre områder kender vi endnu tilstrækkeligt til de seks' planer, der som bekendt tilsigter en økonomisk union med vidtgående harmonisering af den økonomiske politik, herunder finanspolitik, socialpolitik og lønpolitik. En ting er imidlertid sikker: Danmark ville ikke kunne bevare sin stilling som lavtarifland, hvis vi gik ind i de seks landes toldunion. En anden ting må heller ikke glemmes: medlemskab af toldunionen ville hindre vor deltagelse i et nordisk fælles varemarked. Jeg finder det derfor urigtigt nu at tage skridt, der på afgørende måde præjudicerer vor stilling til et nordisk samarbejde, som jeg går ud fra at de fleste her er positivt indstillet over for.

Der skal imidlertid ikke herske ringeste tvivl om, at regeringen tillægger spørgsmålet om landbrugsvarernes stilling den allerstørste betydning. Den danske repræsentant på OEECs ministermøde vil derfor gøre sit yderste for at sikre, at samhandelen med landbrugsvarer mellem alle de i fællesmarkedet deltagende lande konsolideres og udvides på ikke-diskriminatorisk basis."

Statsministeren understregede sluttelig, at „vel vil realisationen af et vesteuropæisk fællesmarked åbne store muligheder for dansk erhvervsliv, men det vil samtidig stille store krav, som kun kan opfyldes ved samvirke mellem alle interesserede parter, og det vil i en sag som denne faktisk sige alle instanser og alle grene af det danske samfund."

Økonomi- og arbejdsministeren fremsatte derefter en udførlig redegørelse, i hvilke han på en række punkter supplerede statsministerens udtalelser og uddybede regeringens stillingtagen til de rejste problemer.

I den efterfølgende debat deltog foruden ordføreren og de to ministre Per Hækkerup (S), Jørgen Gram (V), Bertel Dahlgaard (RV), Aksel Larsen (DK) og Viggo Starcke (DR), der talte på de respektive partiers vegne.