Ved loven foretages følgende ændringer i lov nr. 240 af 25. april 1949 om grundforbedring, således som denne er ændret ved lov nr. 130 af 28. marts 1951 og lov nr. 164 af 24. maj 1955:

Ad lovens § 1: Den i stk. 2 omhandlede afdragsfrihed forkortes fra 3 år til 2 år, og afdragsperioden for lån til kalkning med pulveriseret kalk forkortes fra 7 år til 5 år. Endelig bestemmes det, at bestemmelsen om godkendelse af forlængelse af afdragstiden for lån til regulering af offentlige vandløb fremtidig træffes af landbrugsministeren i stedet for af grundforbedringsudvalgene.

Ad lovens § 2: I bestemmelsen i stk. 1 om adgangen til at yde lån til arbejder, der udføres af flere lodsejere i forening i henhold til kendelse af vandsynsmænd, landvæsenskommissioner o. s. v., ændres ordet „vandsynsmænd" til: „landvæsensnævn". Endvidere sker der ved indsættelse af et nyt stk. 4 den ændring, at landbrugsministeren, hvor særlige forhold gør det rimeligt og forsvarligt, bemyndiges til at fravige den i stk. 1, 2. punktum, givne regel om, at „for så vidt angår arbejder efter vandløbslovgivningen, for hvilke det ikke påhviler kommunen forskudsvis at udrede de med arbejdets udførelse forbundne udgifter, er det en betingelse for lån, at kommunen overtager lånet på lodsejernes vegne og fører tilsyn med arbejdets udførelse".

Ad lovens § 3: De i stk. 1 og 2 omhandlede højestegrænser for lån i henhold til grundforbedringsloven ændres fra henholdsvis 10 000, 12 000 og 50 000 kr. til henholdsvis 16 000, 20 000 og 70 000 kr. Endvidere ændres den i stk. 3 anførte rentesats fra 4 ½ pct. til 6 pct., og til samme stykke føjes som et nyt 2. punktum følgende bestemmelse:

„Lånene forfalder ved ejerskifte, men finansministeren kan tillade, at de forbliver indestående, dog, for så vidt angår ældre lån, mod forhøjelse af renten til 6 pct. p. a."

Ad lovens § 11: De i paragraffens stk. 1, 3 og 4 omhandlede tilskudsprocenter forhøjes fra 33 1/3 til 50, hvorved der sker en tilbageføring til tilstandene før lovændringen af 28. marts 1951, og samtidig forhøjes den i stk. 5 angivne maksimumsgrænse for tilskuddenes størrelse fra 30 000 til 50 000 kr. Som en følge af tilskudsprocenternes almindelige forhøjelse fra 33 1/3 til 50 udgår paragraffens stk. 13 og 14, der indeholdt hjemmeler til i specielle tilfælde at give et tilskud på 50 pct.

Ad lovens § 12: Den i paragraffen hjemlede frihed for ekstraordinære afdrag i de tilfælde, hvor kreditforeningerne påtager sig at yde de omhandlede grundforbedringslån, forkortes fra 3 år til 2 år, ligesom det også i disse tilfælde fastslås, at lån til kalkning med pulveriseret kalk skal afdrages inden for 5 år fra stiftelsen.

Ad lovens § 15: I stk. 1 ændres „lov nr. 93 af 31. marts 1931" til: „lov nr. 500 af 19. december 1951" og „lov nr. 94 af 31. marts 1931" til: „lov nr. 501 af 19. december 1951".

Disse ændringer betegner nødvendige ajourføringer af henvisningerne til lovene om saltvandsfiskeri og ferksvandsfiskeri.

Ad lovens § 16: Det præciseres, at loven ikke gælder for Grønland.

Ved lovforslagets fremsættelse anførte landbrugsministeren bl. a., at der stadig fandtes mange landbrugsarealer, der på grund af manglende dræning ikke ydede så store afgrøder, som de burde. Videre fremhævede ministeren, at nedsættelsen af tilskuddene i 1951 havde medført en nedgang i grundforbedringernes omfang. Regeringen mente derfor, at man nu — ikke mindst på grund af de mere usikre forhold på arbejdsmarkedet — ved at hæve tilskudssatserne til de før 1951 gældende burde opmuntre til nyt initiativ på grundforbedringens område, hvilket også var blevet anbefalet af arbejdsmarkedskommissionen.

Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af ordførerne for socialdemokratiet, det radikale venstre og kommunisterne. Heick (V) og Tesdorpf (KF) var derimod meget betænkelige ved de foreslåede forhøjelser af tilskudsprocenterne, og Oluf Pedersen (DR) var direkte imod, at staten ydede tilskud og lån til grundforbedringsarbejder.

I det udvalg, hvortil lovforslaget blev henvist, opnåedes enighed om en række mindre ændringer i det af ministeren oprindeligt fremsatte lovforslag, hvorimod udvalget i spørgsmålet om tilskudsprocenternes forhøjelse delte sig i et flertal og to mindretal. Flertallet (S og RV) kunne anbefale lovforslaget med de ændringer, man var blevet enig om, og i øvrigt med bibeholdelse af de forhøjede tilskudsprocenter. Et mindretal (V) anførte i sin udtalelse til betænkningen bl. a. følgende:

„Mindretallet beklager i øvrigt, at den økonomiske politik, der var baggrund for nedsættelsen af tilskudsprocenten i 1951, ikke er fastholdt. Da alle erkender, at landets økonomiske situation kræver besparelser, og da venstres repræsentanter i finansudvalget har givet tilsagn om at medvirke ved sparebestræbelserne, vil mindretallet ikke kunne stemme for den foreslåede forhøjelse af tilskudsprocenten." Det andet mindretal (KF) udtalte, at man ikke kunne tiltræde, at statens tilskud skulle ændres fra 33 1/3 pct. til 50 pct., og da det var denne ændring, som var lovforslagets vigtigste indhold, kunne dette mindretal ikke medvirke til lovforslagets endelige gennemførelse.

Lovforslaget blev efter 3. behandling vedtaget med 75 stemmer (S, RV og DK) mod 28 (KF og DR), mens 26 medlemmer (V) undlod at stemme.