Loven, der bygger på det lovudkast, som blev udarbejdet af den i 1949 af landbrugsministeren nedsatte kommission til undersøgelse og udarbejdelse af forslag om, på hvilket grundlag landbrugsjorder, der tilhører fideikommisser, stiftelser o. lign., kunne inddrages under udstykning, er inddelt i følgende tre afsnit:

A. Erhvervelse af landbrugsjord (§§ 1-3).

B. Afhændelse af landbrugsjord til staten (§ 4).

C. Almindelige bestemmelser (§§ 5—8).

Ved lovens afsnit A., der omhandler erhvervelse af landbrugsjord, tilsigtes det fremtidig at begrænse sammenslutningers og institutioners adgang til at erhverve landbrugsjord.

Det bestemmes med henblik herpå i § 1, stk. 1, at med visse undtagelser kan fast ejendom, der benyttes til landbrug eller gartneri, kun erhverves af en eller flere i adkomstdokumentet ved navn angivne personer eller af staten eller en kommune.

Undtagelserne fra denne hovedregel specificeres nærmere i paragraffens stk. 2-5, hvorefter bestemmelsen ikke finder anvendelse på arealer, som ifølge notering i tingbogen er undergivet fredskovpligt, eller som er beliggende inden for et af landbrugsministeren ved særlig bekendtgørelse undtaget område med overvejende bymæssig bebyggelse. Der er ligeledes intet til hinder for, at adkomst kan erhverves af selskaber, foreninger eller andre sammenslutninger eller af selvejende institutioner, såfremt erhvervelsen overvejende sker til udnyttelse af særlige forekomster i jorden eller til udnyttelse som bygge- eller oplagsplads eller til anvendelse til transport-, forsøgs-, forsknings-, undervisnings- eller idrætsformål. Endvidere kan en sammenslutning eller en selvejende institution, der som ufyldestgjort pant- eller udlægshaver bliver højestbydende ved tvangsauktion, uanset bestemmelserne i stk. 1, erhverve adkomst ved auktions- eller fogedudlægsskøde, men erhververen har da pligt til at afhænde ejendommen inden 2 år efter auktionen. Endelig kan landbrugsministeren, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade afvigelse fra bestemmelsen i paragraffens 1. stk.

I § 2, stk. 1, bestemmes, at adkomst på fast ejendom, der grunder sig på en erhvervelse efter lovens ikrafttræden, og som ikke omfattes af de undtagelser, der er gjort med hensyn til fredskovpligtige eller ved særlig bekendtgørelse undtagne områder, for at kunne tinglyses for andre end navngivne personer, staten, en kommune eller en erhverver i henhold til auktions- eller fogedudlægsskøde skal være ledsaget af enten en tilladelse fra landbrugsministeren eller en af den for erhververen ansvarlige ledelse underskrevet erklæring, i hvilken ledelsen a) enten erklærer, at erhvervelsen ikke omfatter jord, der anvendes til landbrug eller gartneri, eller b) med angivelse af formålet med erhvervelsen erklærer, at denne omfattes af den foran nævnte undtagelse med hensyn til arealer, der tænkes anvendt til udnyttelse af særlige forekomster i jorden eller til udnyttelse som bygge- eller oplagsplads eller til anvendelse til transport-, forsøgs-, forsknings-, undervisnings- eller idrætsformål.

For det tilfælde, at en ejendom eller et areal, der er erhvervet efter lovens ikrafttræden til udnyttelse af særlige forekomster i jorden, som bygge- eller oplagsplads eller til anvendelse til transport-, forsøgs-, forsknings-, undervisnings- eller idrætsformål, enten ikke inden for en rimelig tid er taget i brug til et af disse formål eller ikke længere udnyttes hertil, eller den pågældende udnyttelse vil kunne sikres uanset videresalg af ejendommen eller dele deraf, kan landbrugsministeren ifølge § 3, stk. 1, efter at have givet ejendommens ejer og statens jordlovsudvalg lejlighed til at udtale sig fastsætte en frist af mindst 1 år til påbegyndelse eller genoptagelse af den pågældende udnyttelse eller afhændelse af ejendommen. Angiver ejeren formålet med adkomstbesiddelsen som overvejende omfattet af et under anden fagminister henhørende erhvervsområde, træffer landbrugsministeren afgørelse efter forhandling med den pågældende minister. Landbrugsministeren kan, når væsentlige grunde taler derfor, forlænge den fastsatte frist efter indhentet udtalelse fra jordlovsudvalget.

I lovens § 4, der omhandler afhændelse af landbrugsjord til staten, er givet nogle bestemmelser, hvorved det pålægges statens jordlovsudvalg at undersøge, om der allerede i institutioners eller sammenslutningers eller i det offentliges eje findes jord, der er egnet til at finde anvendelse efter statshusmandsloven eller til byggegrunde efter loven om opførelse af arbejderboliger på landet. Hvor der findes sådanne jorder, skal jordlovsudvalget søge at erhverve disse ved frivillig overenskomst med ejerne. Mens bestemmelserne ikke indeholder tvangsregler til fremme af sådanne jordafståelser, åbnes der adgang til at tillægge de hidtidige ejere et konjunkturreguleret vederlag for det afståede, hvorved der skulle være skabt et incitament til at. sælge også for de institutioner, der hidtil har holdt fast ved deres jord ud fra den betragtning, at den repræsenterer et aktiv af en varig realværdi uanset prisudviklingen.

Endelig indeholder loven i § 5 en bestemmelse, hvorefter bestående institutioner eller sammenslutninger skal være berettigede til at afhænde landbrugsjord, uanset om der måtte være bestemmelser i vedtægter, fundatser eller lignende, som er til hinder for afhændelse.

Ved fremsættelsen motiverede landbrugsministeren bl. a. lovforslaget med en henvisning til, at der syntes i den senere tid at have været flere forhold, der begunstiger en udvikling i retning af et upersonligt ejerforhold til landbrugsejendom. Ministeren omtalte i den anledning, hvorledes man i den jordpolitiske lovgivning altid fuldt ud havde respekteret den siddende ejers besiddelsesret, så at forkøbsretten for staten efter statshusmandsloven eller jordafståelser efter landbrugslovens § 9 først kommer på tale ved visse ejerskifter. Modstandere af en fortsat udstykning ville da, hvis man ikke fik lovregler som de foreslåede, kunne lægge denne hindringer i vejen „ved at bringe landejendomme under den døde hånd, d. v. s. lade en institution eller et selskab blive ejer og således opnå, at en ejendom ikke fremtidig behøver at skifte ejer, eller at ejerskifte fremtidig finder sted under en sådan form, at statens rettigheder bliver uden reel værdi, f. eks. ved overdragelse af aktier, andelsbeviser eller lignende."

I den ret udførlige debat ved lovforslagets 1. behandling var et af hovedspørgsmålene stillingen til aktieselskabsformens videre udvikling inden for landbruget. Mens K. Axel Nielsen (S), Aage Fogh (RV), Fuglsang (DK) og Oluf Pedersen (DR) alle ud fra ønsket om at bevare den nære tilknytning mellem bonden og jorden var imod aktieselskabsformens anvendelse inden for landbruget, fandt Søren Andersen (V), at adskillige forhold kunne tale til gunst herfor, og nævnte herunder nye, stærkt kapitalkrævende driftsformer og mangelen på likvid kapital til finansiering af generationsskiftet. Han fik heri stærk tilslutning fra Tesdorpf (KF), der yderligere fandt, at det var et spørgsmål, om ikke det foreslåede indgreb var i strid med grundlovens § 74 om den frie og lige adgang til erhverv. Tesdorpf vendte sig også mod forslagets bestemmelser om undersøgelsen af mulighederne for at fremskaffe jord til udstykning fra selskaber, foreninger eller andre sammenslutninger eller selvejende institutioner, idet han fandt, at meget tydede på, at man mere trængte til at undersøge, om en fortsat udstykning overhovedet er hensigtsmæssig.

I den af udvalget afgivne betænkning var indeholdt klare tilkendegivelser af gruppernes principielle stillingtagen. Det fremgik af betænkningen, at en deputation fra Industrirådet havde fremsat betænkeligheder over for lovforslaget, idet rådet ytrede frygt for, at en lov som den heromhandlede ville kunne hindre eller vanskeliggøre industriel udnyttelse af landbrugsjorder og de deri værende forekomster af råstoffer.

I modsætning hertil havde repræsentanter for De samvirkende sjællandske Husmandsforeninger indtrængende henstillet, at lovforslaget gennemførtes, og de anførte eksempler på erhvervelse af landbrugsejendomme under anvendelse af aktieselskabsformen på en måde, der var egnet til at forhindre anvendelsen af statens forkøbsret.

Over for de af Industrirådet anførte betænkeligheder udtalte udvalgets flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget), at der for det første i forslaget fandtes undtagelsesbestemmelser, ifølge hvilke erhvervelse frit kunne ske til en række særligt nævnte formål, og at forslaget for det andet gav landbrugsministeren en vid adgang til at dispensere. Herudover bemærkede flertallet, at det forudsattes, at denne dispensationsbeføjelse anvendtes således, at der ikke lagdes hindringer i vejen for industriens legitime interesser. Flertallet kunne derfor — bortset fra nogle mindre ændringer — indstille lovforslaget til vedtagelse.

Et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) vendte sig skarpt imod lovforslagets afsnit A (bestemmelserne om erhvervelse af landbrugsjord), dels fordi bestemmelserne heri ville medføre, at muligheden for at benytte aktieselskabsformen som grundlag for at drive jord helt eller delvis ville berøves landbruget, hvilket ikke skønnedes forsvarligt i en tid, hvor finansiering af et ejerskifte — også inden for en familiekreds — er særdeles vanskelig, dels fordi forslagets ophøjelse til lov ville vanskeliggøre den almindelige industrielle udvikling. Mindretallet ønskede i denne forbindelse at give udtryk for, at deputationen fra Industrirådet og andre repræsentanter for industrien havde fremført så vægtige argumenter mod lovforslagets afsnit A, at mindretallet måtte anse gennemførelse af dette afsnit for uforsvarlig. Mindretallet kunne derimod med visse modifikationer tiltræde lovforslagets øvrige bestemmelser og stillede derfor ændringsforslag gående ud på, at afsnittet med bestemmelserne om erhvervelse af landbrugsjord skulle udgå.

Et andet mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) udtalte følgende:

„Det konservative folkepartis repræsentanter har såvel i den forudgående kommissionsbetænkning som ved lovforslagets første behandling givet udtryk for, at de finder lovforslagets bestemmelser både upåkrævede og uberettigede. Udvalgsbehandlingen og de oplysninger, der derunder er fremkommet, har bestyrket denne opfattelse hos mindretallet.

Hvad afsnit B og C i lovforslaget angår, finder mindretallet, at der ikke er et sådant behov for jordafståelse, at det kan begrunde det indgreb i stiftelsernes retsstilling, som er foreslået i disse afsnit.

Angående de i afsnit A foreslåede bestemmelser finder mindretallet det direkte farligt under de uoverskuelige forhold, som landbruget som erhverv befinder sig i, at lægge hindringer i vejen for sådanne ændringer i dets ejendomsforhold, som der måtte opstå behov for, f. eks. oprettelsen af familieaktieselskaber.

Mindretallet finder det desuden i høj grad urimeligt og skadeligt, at de samme bestemmelser i lovforslagets afsnit A vil besværliggøre og hæmme industrielt initiativ, hvor landbrugsjord indgår som en nødvendig forudsætning." Udtalelsen fortsatte med en bemærkning om, at selv om mindretallet kunne tilslutte sig de af det andet mindretal (venstre) stillede ændringsforslag, hvorefter afsnit A skulle udgå, måtte man, da man fandt hele lovforslaget upåkrævet og uberettiget, indstille hele det foreliggende lovforslag til forkastelse.

Ved lovforslagets 2. behandling blev de af et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) stillede ændringsforslag forkastet med 92 stemmer (S, RV, DK og DR) mod 51 (V og KF), mens flertallets ændringsforslag vedtoges uden afstemning.

Ved lovforslagets 3. behandling opfordrede udvalgets ordfører (K. Axel Nielsen) landbrugsministeren til at bekræfte, at loven ville blive administreret således, at industriens berettigede interesser ikke krænkedes. Landbrugsministeren udtalte på denne foranledning bl. a.:

„Dette vil jeg meget gerne bekræfte. Det ligger helt uden for lovforslagets formål at lægge nogen som helst hindring i vejen for industriselskabers erhvervelse af den fornødne jord til anvendelse til industriens legitime erhvervsinteresser.

Det er naturligvis ikke meningen med dette lovforslag at forhindre, at et aktieselskab erhverver den fornødne jord til industrielle anlæg eller industriel udnyttelse af forekomster af enhver art i jorden, herunder jorderhvervelser til senere udvidelse af industrivirksomheden. Disse formål er omfattet af lovens undtagelsesbestemmelser. Det er heller ikke meningen at hindre jorderhvervelse til anden udnyttelse til industriel brug som f. eks. dyrkning af råvarer til selskabets industrivirksomhed. Også dette finder jeg klart forudsat i bemærkningerne til lovforslagets dispensationsbestemmelse.

Opgaven ved administrationen af loven vil alene være at forhindre, at aktieselskaber og institutioner erhverver landbrugsjord alene med det formål at drive landbrug."

Et spørgsmål fra Oluf Pedersen (DR) gående ud på, om det er rigtigt, at lovforslaget, således som det er affattet, ikke gør indgreb i statens adgang til at gennemføre fuld grundstigningsskyld, og at grundstigningen, for så vidt den ikke inddrages af staten, kan tilfalde den institution, der har solgt jorden, som en konjunkturreguleret ydelse, besvaredes bekræftende af landbrugsministeren, der i denne anledning fremsatte en nærmere redegørelse for det omhandlede problem.

Ved den endelige afstemning om lovforslaget blev dette vedtaget med 90 stemmer (S, RV, DK og DR) mod 51 (V og KF), idet de 2 grønlandske medlemmer undlod at stemme.