Luk

Luk
Luk

Luk

L 3 Lov om statsgaranti ved betalingsaftaler med udlandet og om udstedelse af statsforskrivninger i forbindelse med sådanne aftaler.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 335 af 19-12-1956
Ved loven opretholdes den bemyndigelse, finansministeren siden 1946 har haft til på statskassens vegne at yde garanti over for Danmarks Nationalbank, for så vidt angår clearing- og betalingsaftaler og andre betalingsarrangementer, samt til efter forhandling med finansudvalget at udstede rentebærende forskrivninger i henhold til bestemmelser i betalingsaftaler og lignende aftaler med udlandet.

Forlængelsen gælder for tiden indtil udgangen af 1959.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres:

„Ved lov nr. 333 af 22. december 1953 [årbog 1953-54, side 91] videreførtes for tre års perioden 1954-56 en fra 30. marts 1946 gældende, flere gange forlænget lovgivning. De til grund for denne lovgivning liggende forhold er stadig bestående i et betydeligt omfang. Det foreslås derfor, at den hidtidige ordning forlænges ved en lov, som er ligelydende med den nugældende lov bortset fra de i §§ 1 og 3 nævnte tidspunkter og bortset fra, at ordene „folketingets finansudvalg" i § 2 er erstattet af "finansudvalget", medens ordet „clearinger" er udgået af § 1, idet der ikke længere er nogen gældende clearingaftale, og eventuelle nye clearingaftaler må kunne omfattes af betegnelsen „andre betalingsarrangementer".

Betalingsaftaler træffes af regeringen eller på dennes foranledning, og gæld og tilgodehavende på de konti, der i henhold til aftalerne føres i nationalbanken, bestemmes i første række af de handelsaftaler m. v., som regeringen slutter, og af den af staten i øvrigt førte handelspolitik. Staten bærer således ansvaret for stillingen på disse konti. Det samme gælder konti oprettet i henhold til andre betalingsarrangementer, staten træffer eller foranlediger truffet. En statsgaranti over for nationalbanken må derfor fortsat anses for nødvendig.

I lovforslagets § 1 søges bemyndigelse for finansministeren til at yde garanti over for nationalbanken for ethvert tab i forbindelse med betalingsaftaler og andre betalingsarrangementer med udlandet, såvel for tab på tilgodehavender som for tab i forbindelse med gældsforpligtelser. Garantien vil normalt alene angå den mellem Danmarks Nationalbank og det pågældende udenlandske betalingsinstitut bestående saldo, men må i visse tilfælde tillige omfatte beløb, der først senere kommer til afregning på saldoen (terminsforretninger), eller beløb, der indestår i private danske eller udenlandske banker. Så længe Den europæiske Betalingsunion består og Danmark er medlem af denne, vil garantien tillige vedrøre Danmarks betalingsmellemværende med unionen eller de bilaterale forhold, der måtte udspringe af Danmarks medlemsskab af unionen.

En enkelt af de gældende bilaterale betalingsaftaler indeholder bestemmelser om, at debetsaldoen over en nærmere fastsat størrelse af kreditorlandet kan forlanges dækket ved udstedelse af rentebærende statsforskrivninger, ligesom et par andre aftaler indeholder bestemmelser om, at en eventuel debetsaldo ved aftalens ophør kan forlanges dækket ved sådanne forskrivninger. Endvidere indeholder overenskomsten om Den europæiske Betalingsunion nærmere regler om udstedelse af lignende rentebærende statsforskrivninger i tilfælde af unionens ophør eller Danmarks udtræden af unionen. Under hensyn til disse bestemmelser søges i lovforslagets § 2 bemyndigelse for finansministeren til efter forhandling med finansudvalget at udstede sådanne forskrivninger.

I forbindelse med visse aftaler truffet inden for rammerne af Den europæiske Betalingsunion om påbegyndelse, allerede mens betalingsunionen består, af afvikling af Danmarks beregnede bilaterale gæld til visse kreditorlande inden for unionen, har finansudvalget i medfør af den gældende lov givet tilslutning til, at finansministeren udsteder rentebærende statsforskrivninger, såfremt den således konsoliderede valutagæld ikke skulle være endeligt afviklet inden unionens ophør og staten derfor måtte overtage restgælden som statsgæld til udlandet samtidig med overtagelse af tilsvarende aktiver i Danmarks Nationalbank."

Lovforslaget gennemførtes i folketinget uden udvalgsbehandling.

Det vedtoges uændret med 103 stemmer mod 4 (DR), idet 7 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), K. Thestrup (KF), Alfred Jensen (DKP) og Knud Tholstrup (DR)