På grundlag af en betænkning, afgivet til forsvarsministeriet i 1953 af det i 1949 nedsatte udvalg til overvejelse af forslag til ændringer i den militære straffelov, fremsattes der i folketinget i 1954 forslag til lov om ændringer i militær retsplejelov, forslag til lov om ændringer i militær straffelov og forslag til lov om talsmænd og klageadgang for menige af det militære personel. Forslagene vedtoges og stadfæstedes som lov nr. 198, nr. 199 og nr. 200, alle af 11. juni 1954, jfr. årbog 1953-54, side 434-443.

Samtidig med lovforslagenes fremsættelse nedsatte forsvarsministeriet et udvalg med den opgave at overveje forslag til yderligere ændring af den militære retsplejeordning samt at udarbejde forslag til lovbestemmelser vedrørende værnepligtige meniges friheder, specielt med henblik på en ændret affattelse af militær retsplejelovs § 44.

Til forsvarsministeriet afgav udvalget herefter to betænkninger vedrørende hvert af de nævnte emner. Betænkningerne var tiltrådt af samtlige medlemmer af udvalget. Den her omhandlede lov, der vedtoges af folketinget med enkelte mindre væsentlige ændringer, følger stort set de i betænkningerne stillede forslag til ændringer i den militære retsplejelov.

I. Vedrørende retsplejeordningen.

Efter afgivelsen af betænkningen af 1953 rejstes fra forskellig side spørgsmål om den gældende militære retsplejeordnings hensigtsmæssighed. Opmærksomheden var herved navnlig henledt på den omstændighed, at den hidtidige ordning rummede mulighed for uensartede afgørelser i tiltalespørgsmålet ved ensartede forseelser, der var begået ved forskellige militære enheder.

På forsvarsministeriets foranledning udarbejdedes herefter et udkast til lov om ændringer i militær retsplejelov. Efter dette udkast skulle juridisk sagkyndige personer — forsvarets auditører — og ikke, som nu, de militære rettergangschefer træffe afgørelse vedrørende tiltalespørgsmål i militære straffesager, og den militære anklagemyndigheds organisation blev i det hele foreslået opbygget efter samme principper som gældende for den borgerlige anklagemyndighed, således at generalauditøren trådte i rigsadvokatens sted, og forsvarsministeren varetog justitsministerens funktion.

Det i 1954 nedsatte forsvarsministerielle udvalg fik dette udkast til overvejelse. Udvalget kunne imidlertid ikke tiltræde udkastet, idet det tilsluttede sig det af værnscheferne i udvalget hævdede standpunkt, hvorefter tilvejebringelse og opretholdelse af den for værnenes brugbarhed i krig nødvendige disciplin må kræve, at regimentschefer og dertil svarende chefer — foruden myndigheden til at pålægge straf uden dom, der ikke blev berørt ved forsvarsministeriets ovennævnte forslag — også har påtalemyndighed i sådanne straffesager, der indbringes for domstolene.

Vedrørende retsplejeordningen indeholder den her omhandlede lov i overensstemmelse med udvalgsbetænkningen herefter alene ændringer i den militære retsplejelov, hvorved visse mangler ved den hidtidige ordning tilsigtes imødegået.

Der indsættes således i lovens § 11 af hensyn til ønskeligheden af at undgå uensartede afgørelser i tiltalespørgsmålet ved ensartede forseelser følgende nye stykke:

„Foreligger samtidig en række ensartede eller i samme anledning opståede forhold til behandling hos flere rettergangschefer, kan, såfremt det er inden for samme værn, vedkommende værns chef og ellers forsvarschefen overtage påtalemyndigheden i disse sager, når dette findes hensigtsmæssigt for at sikre sagernes fremme efter ensartede retningslinjer. Forsvarsministeren kan bestemme, at dette skal finde sted."

Herudover foretages visse ændringer i militær retsplejelovs §§ 12 og 35 med henblik på at sikre rettergangscheferne en juridisk sagkyndig bistand ved forsvarets auditører ved behandling af militære straffesager i alle tilfælde, hvor der på grund af sagernes art måtte være behov derfor. Endvidere foretages tydeliggørende ændringer i § 23 angående valg og beskikkelse af forsvarere i militære straffesager. Endelig ophæves ifølge et ændringsforslag, stillet af forsvarsministeren og tiltrådt af det af folketinget nedsatte udvalg, hvilket ændringsforslag vedtoges ved 2. behandling, den militære straffelovs § 16 a, hvorved den hidtidige udelukkelse af kvinder fra at medvirke i militære straffesager som domsmænd bortfalder.

II. Vedrørende frihedsordningen.

I overensstemmelse med betænkningen fra det i 1954 nedsatte udvalg forankrer den her omhandlede lov de værnepligtiges friheder i bestemmelser, der indsættes i den militære retsplejelov i tilknytning til dennes § 44 om disciplinarmidler. Ved disse bestemmelser, § 44 a-f, fastlægges også hovedpunkterne i den nye frihedsordning, mens de mere detaljerede regler fastlægges i kongelige anordninger. På grund af tjenstlige forskelligheder inden for værnene fandtes det nødvendigt at foreslå 2 anordninger, en for hæren og flyvevåbnet og en for søværnet. Som bilag til det fremsatte lovforslag var optaget de udkast til kongelige anordninger, som ministeren efter lovforslagets vedtagelse ville søge stadfæstet.

Den nye ordning går ud på, at der dels indføres såkaldte faste friheder, der ikke kan fratages eller beskæres ved disciplinarmidler, dels finder en opdeling sted af de øvrige friheder. Ved denne opdeling af de øvrige friheder indføres begrebet "omgangsfriheder", d. v. s. friheder, der sædvanligvis og nogenlunde regelmæssigt tilstås efter en omgangsordning, og om hvilke det nu udtrykkeligt, fastslås, at de kun kan fratages eller beskæres ved disciplinarmidlerne frihedsnægtelse eller vagt uden for tur. Endvidere indføres begreberne "udgangsfrihed", der har betydning i hæren og flyvevåbnet, samt "belønnings- og lejlighedsfriheder", hvis tildeling — som navnene antyder — er knyttet til særlige forudsætninger.

Ved de nye regler tages klart afstand fra den tidligere udbredte, men fejlagtige opfattelse, at tildeling af disse friheder kunne betragtes som begunstigelser til mandskabet, og at frihederne derfor uden videre — altså uden at det fik karakter og form af disciplinarmiddel — kunne nægtes, idet det klart fastslås, at de friheder, der sædvanligvis tilstås ved afdelingerne, kun kan nægtes enkeltpersoner som en sanktion over for begåede forseelser og forsømmelser og i stedet for straf.

Om faste friheder bestemmer § 44 a:

„Fratagelse af faste friheder kan ikke anvendes som disciplinarmiddel, og anvendelse af disciplinarmiddel må ikke medføre indgreb i faste friheder.

Disse friheder, der tilkommer samtlige værnepligtige menige, herunder værnepligtige elever på forsvarets skoler, omfatter befalet orlov i forbindelse med de kirkelige højtider og ved andre lejligheder samt — bortset fra den første måned af tjenestetiden — mindst to nattegn (natlandlov) månedlig. Under disse friheder henføres endvidere én månedlig lørdagsøndagsfrihed, bortset fra måneder, hvor der meddeles befalet orlov. En befalet orlov, der falder i to kalendermåneder, har kun sådan virkning for den ene måned.

De nærmere regler om faste friheder fastsættes ved kgl. anordning.

De værnepligtige menige har ret til de nævnte friheder, medmindre disse bortfalder af tvingende tjenstlige grunde som fornødent beredskab, manøvrer o. lign. eller på grund af sygdom eller af den i § 44 e nævnte årsag eller under selvforskyldt fravær, heri indbefattet anholdelse, varetægtsfængsel og afsoning af straf.

Regler om tildeling af frihed som godtgørelse for faste friheder, der bortfalder af tvingende tjenstlige grunde eller på grund af sygdom, fastsættes ved kgl. anordning."

Ifølge det fremsatte lovforslag omfattede § 44 a alene værnepligtige menige (hvortil ikke henregnedes værnepligtige elever på forsvarets skoler, værnepligtige befalingsmænd samt mather og mathelever), og i den første måned af tjenestetiden hjemledes ingen lørdag-søndagsfrihed som fast frihed, men ved 2. behandling ændredes bestemmelsen i overensstemmelse med et ændringsforslag af forsvarsministeren, tiltrådt af udvalget, således, at værnepligtige elever på forsvarets skoler fik den samme faste frihed som værnepligtige menige, samtidig med at det fastsattes, at der også inden for den første måned af tjenestetiden skulle gives de værnepligtige en lørdag-søndagsorlov som fast frihed. Vedrørende de grupper, som ikke falder ind under paragraffen, udtaltes i øvrigt i bemærkningerne til lovforslaget, at disse persongrupper i praksis ville få mindst lige så megen frihed som de værnepligtige menige, men at det af tjenstlige grunde ikke var anset for muligt at fastsætte bestemmelser om ufratagelige friheder for dette personel.

Af lovens øvrige bestemmelser, der omfatter alt værnepligtigt personel, skal anføres, at § 44 b fastsætter, at fratagelse af udgangsfrihed, hvorved forstås den frihed til at forlade tjenestestedet efter tjenestens ophør indtil befalet sengetid, som sædvanligvis haves ved hæren og flyvevåbnet, ikke må anvendes som disciplinarmiddel; og medfører anvendelse af et disciplinarmiddel indgreb i udgangsfriheden, må dette dog kun ske for perioder af 3 dage med mindst en dags mellemrum mellem perioderne.

Ifølge § 44 c kan fratagelse af friheder, der ud over de i §§ 44 a og 44 b nævnte sædvanligvis tilstås, og som gives efter en omgangsordning (omgangsfriheder), anvendes som disciplinarmiddel. Anvendelse af andre disciplinarmidler end frihedsnægtelse og vagt uden for orden må ikke medføre indgreb i omgangsfriheder.

Nærmere bestemmelser om fratagelse af omgangsfriheder som disciplinarmiddel fastsættes ved kgl. anordning. Herved bliver at iagttage, at fratagelse — alt efter frihedernes karakter — i hvert enkelt tilfælde højst kan ske enten to gange og ikke ud over 14 dage eller for et bestemt tidsrum ikke ud over 14 dage.

Ifølge § 44 d gælder reglerne i § 44 a, stk. 1 og 4, om friheder, der er blevet meddelt ved særlige lejligheder, såsom familiefester og idrætsudøvelse (lejlighedsfriheder), samt om friheder, som er blevet meddelt i enkeltstående tilfælde som belønning for godt forhold (belønningsfriheder). Bestemmelsen medfører, at en meddelt lejligheds- eller belønningsfrihed kun kan bortfalde efter de om faste friheder gældende regler.

§ 44 e bestemmer, at så længe en straffesag ikke er endeligt afsluttet, kan over for den, mod hvem sagen verserer, fratagelse af de i §§ 44 a-44 d nævnte friheder træde i stedet for anholdelse eller fængsling, såfremt dette findes at være tilstrækkeligt.

Endelig må ifølge § 44 f sygdom ikke medføre bortfald af friheder, medmindre dette er nødvendigt af hensyn til sygdommen.

III. Ikrafttræden m. v.

Ifølge lovens afsnit 2 bemyndiges forsvarsministeren til at optrykke den militære straffelov med de af den her omhandlede lov følgende ændringer, og det fastsattes, at loven skulle træde i kraft den 1. juli 1957.

Ved lovforslagets 1. behandling gav Victor Gram (S) tilslutning til lovforslaget. Han ønskede dog lørdag-søndagsorlov og nattegn som faste friheder også i den første måned efter indkaldelsen, og at også befalingsmandselever skulle ind under ordningen med faste friheder.

Gideon (V) var principielt tilhænger af en ordning bygget op som anklagemyndigheden inden for den civile retspleje, så man fik en uafhængig anklagemyndighed også i militære sager, og han henstillede, at det kommende udvalg beskæftigede sig med dette principielle spørgsmål. Skulle man blive ved det nuværende princip, kunne han tilslutte sig de foreslåede ændringer, ligesom han kunne tiltræde den foreslåede frihedsordning.

Thestrup (KF) og Viggo Starcke (DR) tilsagde deres partiers medvirken til lovforslagets gennemførelse.

Johs. Christiansen (RV) og Ingmar Wagner (DK) udtalte sig på linje med Gideon vedrørende det principielle spørgsmål om en selvstændig militær anklagemyndighed, men var i øvrigt tilhængere af de foreslåede bestemmelser. De ønskede begge de værnepligtiges friheder udbygget yderligere.

Helga Pedersen (V) henstillede, at man ophævede bestemmelsen i militær retsplejelov, hvorefter kvinder er udelukket fra at være domsmænd i militære sager.

Forsvarsministeren erklærede sig villig til at drøfte forskellige af de af ordførerne rejste henstillinger med udvalget.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, gav tilslutning til enkelte af ministeren stillede ændringsforslag, der er omtalt foran under gennemgangen af lovforslagets indhold. Et mindretal (Johs. Christiansen), der i øvrigt kunne tiltræde de stillede ændringsforslag, stillede et underændringsforslag til den af ministeren foreslåede affattelse af § 44 a om faste friheder, gående ud på, at der skulle gives de indkaldte værnepligtige „befalet orlov" i forbindelse med FN-dagen den 24. oktober.

I udvalgsbetænkningen udtalte et flertal vedrørende retsplejeordningen:

„Et flertal inden for udvalget (udvalget med undtagelse af Ole Bjørn Kraft, Carsten Raft og Thestrup) er principielt af den opfattelse, at en ændring af tiltaleordningen i militære straffesager, således at anklagemyndigheden i disse sager overgår fra de militære rettergangschefer til en anklagemyndighed efter samme principper som gældende for den borgerlige anklagemyndighed, vil være mest betryggende. Man finder imidlertid, at det ikke på det foreliggende grundlag er muligt at tage endelig stilling til dette spørgsmål, men har henstillet til forsvarsministeren at gøre det til genstand for yderligere undersøgelse og overvejelse under hensyn til ønskeligheden af, at der snarest fremsættes lovforslag i overensstemmelse med flertallets principielle opfattelse."

I betænkningen anførtes endvidere forskellige ændringer, som forsvarsministeren agtede at foretage i udkastene til de kongelige anordninger som følge af ændringerne. I anledning af et i udvalget fremsat ønske om at lade anordningerne anføre eksempler på, hvornår lejlighedsfrihed burde gives, udtaltes det i betænkningen, at forsvarsministeren havde oplyst, at tildeling af lejlighedsfrihed i praksis ikke havde givet anledning til særlige problemer, og at der havde udviklet sig temmelig klare regler herom, hvorfor han ikke fandt det hensigtsmæssigt at imødekomme ønsket. Ministeren havde i denne forbindelse peget på det forhold, at for detaljerede bestemmelser på dette område nemt kommer til at betyde, at de værnepligtige kun får meddelt frihed i de angivne tilfælde, så at bestemmelsen kan medføre en begrænsning af disse friheders tildeling i forhold til nuværende praksis. Disse betragtninger havde udvalget kunnet tilslutte sig.

Ved 2. behandling erklærede Viggo Starcke (DR), at han var betænkelig ved at tiltræde flertallets henstilling til ministeren om snarest at fremsætte lovforslag i overensstemmelse med flertallets synspunkter om en selvstændig militær anklagemyndighed.

Efter at de af udvalget tiltrådte ændringsforslag var vedtaget og mindretallets underændringsforslag forkastet med 83 stemmer mod 17 (1 medlem undlod at stemme), vistes lovforslaget tilbage til udvalget.

Udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret, og forslaget vedtoges herefter enstemmigt ved 3. behandling.