Lovforslaget var i det væsentlige af samme indhold som det forslag til lov om skat til staten af indkomst, formue og kapitalvinding, der første gang blev fremsat den 11. maj 1954 og senere genfremsat den 15. februar 1955 og den 21. oktober 1955. Der kan derfor i det hele henvises til omtalen af disse lovforslag i årbog 1953-54, side 464, 1954-55, side 402, og 1955-56, side 448.

De ændringer, som var foretaget i forhold til lovforslaget af 21. oktober 1955, havde hovedsagelig deres begrundelse i den senest gennemførte skattelovgivning. Herudover var der — foruden enkelte andre ændringer — foretaget de fornødne rettelser som følge af, at loven først skulle have virkning for skatteåret 1958-59.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det af socialministeren fremsatte forslag til lov om børnetilskud.

Ved fremsættelsen anførte finansministeren bl. a.:

„I de sidste samlinger er der udført et meget betydeligt arbejde i de udvalg, der har behandlet [skatte]reformforslagene, og som et foreløbigt resultat af dette arbejde er der bl. a. gennemført en ny lov om vurdering af fast ejendom, en forenkling af reglerne om beregning af indkomst- og formueskat samt en lempelse af beskatningen af merindtægter — den såkaldte 30 pct.-regel.

Under udvalgsarbejdet har det vist sig, at det — trods en meget energisk indsats fra udvalgsmedlemmernes side — har været umuligt at foretage en samlet behandling af det meget store arbejdsstof, som skatte- og udgiftsreformen rummer. Det har været nødvendigt at gøre enkelte problemer eller grupper af problemer — navnlig vedrørende beskatningsreglerne — til genstand for en meget indgående drøftelse, medens andre spørgsmål — navnlig vedrørende den såkaldte byrdefordeling — har måttet udskydes til senere behandling.

I erkendelse heraf har regeringen ikke ment at burde genfremsætte alle reformforslagene på én gang. For at fremme udvalgsarbejdet har vi fundet det rigtigst foreløbig at fremsætte skattereformforslagene, således at fremsættelsen af byrdefordelingsforslagene udsættes, indtil udvalgene kan afse tid til at behandle disse forslag.

Tidligere i denne samling er der således fremsat forslag om reform af ejendomsbeskatningen til staten og til kommunerne samt om indkomstskatten til kommunerne. Også de forslag, der forelægges i dag, vedrører alene beskatningsspørgsmål, nemlig beskatningen til staten af personer og selskaber m. v. samt børnetilskuddene, der nøje hænger sammen med indkomstbeskatningen af personer. Under hensyn til den nære forbindelse mellem indkomstbeskatningen til staten og til kommunerne vil det være naturligt, at de nu fremsatte forslag behandles sammen med kommuneskatteforslaget.

Forslaget til ny statsskattelov og forslaget om børnetilskud er i alt væsentligt i overensstemmelse med de tilsvarende lovforslag fra tidligere samlinger. Der er således ikke foretaget ændringer i de foreslåede fradragsbeløb, skatteskalaer og skatteprocenter, ligesom de foreslåede børnetilskudsbeløb, der skal erstatte de gældende børnefradrag ved indkomstbeskatningen til stat og kommune, er uforandrede. Udskrivningsreglerne er således stadig udformet under forudsætning af, at adgangen til at fradrage personlige skatter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun omfatter skatter til kommune og kirke. Spørgsmålet om en begrænsning af skattefradraget har jo tidligere været drøftet indgående her i tinget, og jeg har gentagne gange givet udtryk for, at jeg er villig til at forhandle om andre metoder til afhjælpning af de ulemper, som den gældende skattefradragsregel medfører. Jeg tænker her navnlig på merbeskatningen af indtægtsforøgelser.

I sidste samling behandle vi disse spørgsmål på grundlag af ikke mindre end tre lovforslag, der tog sigte på en lempeligere beskatning af indtægtsforøgelser uden at gribe ind i adgangen til at fradrage alle personlige skatter ved indtægtsopgørelsen. Som bekendt blev resultatet af disse overvejelser en midlertidig lov om lempelse i beskatningen af merindtægter ved hjælp af den såkaldte 30 pct.-regel, som i de kommende måneder skal anvendes ved påligningen af statsindkomstskat. Selv om denne lov må betegnes som et fremskridt i sammenligning med de hidtil gældende regler, afhjælper den ikke alle de ulemper, sam er forbundet med det ubegrænsede skattefradrag. Den anvendes ikke ved beregning af kommuneskatten og afbøder heller ikke den stæke stigning i statsskatten, der rammer de meget store indtægtsforøgelser. De er ganske vist ikke så hyppigt forekommende, men de gældende regler fører til gengæld ofte til særlig grelle resultater netop i disse tilfælde. Endelig vil vel ingen påstå, at den nye lov kan betragtes som et led i bestræbelserne for at forenkle vort skattesystem.

På denne baggrund har jeg ment at måtte opretholde det oprindelige forslag; men jeg gentager, at jeg selvfølgelig stadig er villig til at yde mit bidrag til at finde frem til en anden og helst lige så enkel løsning på problemet om beskatningen af merindtægter, selv om alt, hvad der hidtil er sket i denne sag, tyder på, at det kan blive svært.

Om de udskrivningsregler, som findes i statsskattelovsforslaget, skal jeg i øvrigt blot nævne, at de vil medføre en samlet udskrivning, der er lidt større end for indeværende skatteår. Da forslaget først skal træde i kraft for skatteåret 1958-59, og da vi endnu ikke har noget overblik over udskrivningsbehovet til den tid, finder jeg det imidlertid rigtigst, at vi venter lidt med at tage stilling til eventuelle ændringer i skattesatserne.

Efter den sidste ligningslov kan en skatteyder få børnefradrag for børn mellem 16 og 18 år på betingelse af, at han lader sig sambeskatte med de pågældende børn. En lignende forhøjelse af aldersgrænsen er ikke foreslået med hensyn til de børnetilskud, der efter de nu fremsatte forslag skal afløse bl. a. de eksisterende børnefradrag. Grunden hertil er ikke, at regeringen vil afvise lempelser for forældrenes udgifter til uddannelse af børn i disse aldersklasser. Spørgsmålet om de studerendes skattemæssige stilling er imidlertid i øjeblikket genstand for nærmere overvejelse i undervisningsministeriet og finansministeriet, og det vil være rigtigst at vente med at stille forslag om ændringer på dette område, til resultatet af disse overvejelser foreligger.

Reglerne om opgørelse af varelagre og om afskrivning på maskiner og andre driftsaktiver samt om beskatning ved salg af aktiver, der har været genstand for afskrivning, er ligeledes uændret i forhold til de tidligere statsskattelovsforslag.

Forslagets bestemmelser er imidlertid ikke udtryk for regeringens endelige stilling til disse spørgsmål. Reglerne om afskrivning på varelagre, maskiner og andre aktiver må udformes således, at de tilskynder til øget investering, og samtidig må reglerne om beskatning af avance ved salg af aktiver, der er genstand for afskrivning, revideres. Endvidere bør der åbnes adgang til at foretage skattefri henlæggelse til fremtidig investering — i såkaldte investeringsfonds.

Når jeg i dag ikke fremsætter konkrete forslag på dette område, skyldes det, at der i den allernærmeste fremtid vil foreligge en betænkning fra det såkaldte afskrivningsudvalg, der er sammensat af repræsentanter for erhvervsorganisationerne og skatteadministrationen. Jeg har fundet det rigtigst, at der ved udformningen af disse forslag bliver mulighed for at tage hensyn til de resultater, udvalget måtte være nået til, og jeg regner med at kunne fremsætte forslag til nye afskrivningsregler m. v. allerede i løbet af foråret.

Jeg skal i øvrigt ikke ved denne lejlighed foretage en nærmere gennemgang af forslagenes enkelte bestemmelser, men blot henvise til, hvad jeg har sagt ved de tidligere fremsættelser. Derimod skal jeg fremsætte nogle mere almindelige bemærkninger om visse af de hovedspørgsmål i forbindelse med en skattereform, som det forekommer mig særlig påkrævet at få løst i den nærmeste fremtid.

Under drøftelserne af skattereformen er der fra flere sider rejst indvendinger mod den foreslåede skat af kapitalvinding. Jeg forstår meget vel, at der kan være uenighed om selve skattesatsen og om, hvilke avancer og andre erhvervelser der skal inddrages under denne beskatning. Om man skal bruge betegnelsen kapitalvindingsskat, eller om man vil foretrække at tale om en „særlig" indkomstbeskatning, kan også diskuteres.

Derimod forekommer det mig vanskeligt at bestride, at vi savner en sådan beskatning."

Efter nærmere at have begrundet dette fortsatte ministeren:

Netop i den periode, vi nu er inde i, synes jeg, at der er trang til en sådan beskatning. Fra alle sider opfordres der til øget arbejdsindsats og initiativ. På denne baggrund virker det uheldigt, at de omtalte realisationsgevinster, som kun i ringe grad er betinget af en arbejdsindsats fra skatteyderens side, går helt fri for indkomstbeskatning, medens de indtægter, hvis erhvervelse kræver en særlig indsats af skatteyderen, fuldt ud skal medregnes i den skattepligtige indkomst. Mon det ikke var på tide at beskatte dem, der tjener på prisstigningerne, og til gengæld gå lidt mildere frem mod de befolkningsgrupper, som lider tab under disse?

Der findes imidlertid også andre skattekilder, som det vil være rimeligt at søge udnyttet i en tid, hvor skattebyrden er så stor. Som bekendt er det ikke alle de indkomstbeløb, der skal medtages på selvangivelsen, som faktisk bliver opgivet og beskattet. Efterhånden som skatterne er steget, har disse mangler ved ligningen fået større praktisk betydning. Hvor store beløb det drejer sig om, er det vanskeligt at udøve noget sikkert skøn over; men man må regne med, at de er meget betydelige. Hvorledes disse beløb fordeler sig på de forskellige grupper af skatteydere, ved man heller ikke ret meget om; men den omstændighed, at der er mulighed for at kontrollere visse indtægtsarter som f. eks. lønninger næsten fuldt ud, medens tilsvarende kontrolmuligheder ikke består for andre indtægtsarter som indtægt ved erhvervsvirksomhed, kunne tyde på, at unddragelserne er meget ujævnt fordelt på de forskellige grupper af skatteydere. Det er derfor forståeligt, at navnlig lønmodtagerne i de senere år har rejst kravet om en mere effektiv skatteligning for derigennem at tilvejebringe større ligelighed i beskatningen af de forskellige befolkningsgrupper. Jeg kan i denne forbindelse henvise til de ønsker herom, som er fremsat i mange fag- og tjenestemandsblade og af Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer.

Det er et selvfølgeligt retfærdighedskrav at søge de udtrykte ønsker om en bedre ligning imødekommet, og det kan kun beklages, at det hidtil har været så vanskeligt at vinde gehør herfor hos oppositionen. Hertil kan føjes, at de beløb, der unddrages selvangivelserne, formentlig i vid udstrækning anvendes til et unødigt forbrug, som det i den nuværende økonomiske situation vil være helt rigtigt at begrænse.

En vigtig forudsætning for at opnå tilfredsstillende resultater ved ligningen er naturligvis, at ligningsarbejdet er godt organiseret, og at ligningsmyndighederne råder over den fornødne sagkyndige bistand. Hele spørgsmålet behandles for tiden i et udvalg af sagkyndige, og før dette har afgivet betænkning, har jeg ikke ment at burde fremsætte forslag om lovændringer på dette område.

Derimod indeholder statsskattelovsforslaget en række bestemmelser, der tager sigte på at udvide skattemyndighedernes kontrolbeføjelser. Disse bestemmelser, der i alt væsentligt også fandtes i det forslag, jeg fremsatte i sidste samling, tager bl. a. sigte på udvidet kontrol med de erhvervsdrivendes regnskaber.

Når man skal afgøre, om det regnskab, der indsendes sammen med selvangivelsen, nu også er egnet til at danne grundlag for skatteansættelsen, er det af største betydning, at man får mulighed for at se, hvorledes den daglige regnskabsførelse foregår. I praksis viser det sig jo, at mange regnskaber må tilsidesættes ved ligningen, fordi regnskabsførelsen ikke opfylder de mindstekrav, der må stilles fra skattemyndighedernes side.

Efter de gældende regler har skattemyndighederne, når særlige forhold taler derfor, adgang til på stedet at gennemgå det regnskabsmateriale med bilag, der påberåbes som grundlag for selvangivelsen, og tillige at opgøre lagre, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.

Disse bestemmelser er efter regeringens opfattelse ikke tilstrækkelige. I de tilfælde, hvor selvangivelsen bygger på et regnskab, må det være berettiget at hævde, at regnskabsmaterialet i realiteten er et led i selve selvangivelsen, og der bør derfor være samme adgang til at kræve dokumentation for regnskabets enkelte poster som for de poster, der er opført direkte på selvangivelsen. Det forekommer endvidere mindre hensigtsmæssigt at gøre adgangen til kontrolbesøg betinget af et så ubestemt kriterium som „særlige forhold". Denne betingelse er derfor ikke medtaget i forslaget, idet de forhold, der normalt vil tale for at efterprøve regnskabet, jo ofte må søges netop i det regnskabsmateriale, som det drejer sig om at få adgang til.

Det er endvidere uheldigt, at skattemyndighederne efter de gældende regler kun har adgang til at gennemgå det regnskabsmateriale, der påberåbes som grundlag for selvangivelsen. Et virkeligt billede af regnskabets kvalitet får man først ved at kontrollere det løbende regnskab og foretage optælling og afstemning af kassebeholdning m. v. Der er derfor ved de foreslåede regler åbnet mulighed herfor.

Forslaget indeholder desuden bestemmelser om en udvidet adgang til at kræve oplysning om erhvervsdrivendes omsætning med andre erhvervsdrivende ..."

I tilslutning hertil omtalte finansministeren bl. a. en i lovforslaget indeholdt bestemmelse, hvorefter skatteyderen på forlangende skal give oplysning om visse hovedposter i sit privatforbrug.

Videre udtalte ministeren:

„Allerede da jeg i sidste samling fremsatte skattereformforslagene, var jeg inde på, at en skattereform efter regeringens opfattelse måtte udformes således, at der blev skabt grundlag for en overgang til en såkaldt kildeskat.

Under udvalgsarbejdet i sidste samling fremkom jeg med en redegørelse for de problemer, som en kildeskat rejser; men på grund af de mange andre spørgsmål, som udvalget har måttet beskæftige sig med, har der ikke været lejlighed til nogen indgående drøftelse af denne redegørelse. Det er imidlertid regeringens opfattelse, at en kildebeskatning, der er indført i de andre nordiske lande, frembyder så store fordele, at spørgsmålet om dens indførelse her i landet nu må tages op.

Efterhånden som indkomstskatterne er steget, bliver det mere og mere uholdbart, at den skat, der betales i årets løb, er beregnet af indkomsterne i et af de to forudgående år.

Ved en kildeskat opkræves indkomstskatten så vidt muligt samtidig med erhvervelsen af den indkomst, som skal beskattes. For lønindtægters vedkommende beregnes skatten af arbejdsgiveren, og skatten indeholdes ved lønudbetalingen, hvorefter arbejdsgiveren afregner over for skattemyndighederne. Samme fremgangsmåde benyttes med hensyn til pensionsindtægter o. lign.

Når indkomståret er udløbet, beregner man, som hidtil, den skat, som skatteyderen skal betale af hele indkomsten i det pågældende år. I denne indkomst kan jo indgå indtægter, hvoraf der ikke er indeholdt skat, og bl. a. af denne grund kan der forekomme uoverensstemmelser mellem den endelige skat og den skat, der er indbetalt i årets løb. De indeholdte beløb betragtes derfor som en forskudsskat, der modregnes i det endelige skattetilsvar, og eventuelle differencebeløb må afregnes efter indkomstårets udløb.

For en række indtægtsarter, navnlig indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der ikke foretages indeholdelse af skat. Forskudsskatten må her beregnes på grundlag af en selvangivelse og så vidt muligt tilpasses indkomsten i betalingsåret, men skatteyderen må selv indbetale forskudskatten. Ligesom for lønmodtageres vedkommende må der efter indkomstårets udløb foretages en endelig skatteberegning og ske berigtigelse af eventuelle differencebeløb.

Især for lønmodtagere ville det være langt at foretrække, om vi kunne få indført en ordning, hvorefter skatten så vidt muligt kunne blive afviklet samtidig med, at indtægten erhverves. Særlig hvor indkomsten pludselig går ned på grund af sygdom, arbejdsløshed el. lign., ville det være af betydning, at skatten af den forudgående periodes normale indkomst allerede er betalt, således at man undgår at afdrage på en skatterestance længe efter, at indtægtsforholdene er blevet normale igen. Det kan også nævnes, at særlig de søfarende er interesseret i skat ved kilden, og et særligt udvalg arbejder hermed.

Også hvor en skatteyder flytter til udlandet eller kommer hertil fra udlandet, vil en kildeskat virke smidigere end det gældende skattesystem ...

Endelig vil kildeskatten medføre praktiske lettelser i tilfælde af skatteyderens død, fordi han som regel vil have betalt skat af sin indtægt lige indtil dødsfaldet.

De fordele, jeg her har omtalt, opvejer efter min opfattelse langt de vanskeligheder, der vil være forbundet med indførelsen af en kildeskat. Jeg tænker bl. a. på det merarbejde, som ordningen vil påføre arbejdsgiverne og skattemyndighederne med beregning, indeholdelse og afregning af skattebeløb.

Der kan imidlertid gøres meget for at lette dette arbejde. Det vil især være vigtigt, at reglerne bliver så enkle som muligt, og endvidere vil det være af afgørende betydning, at skattelovgivningen udformes således, at forskudsskatten så vidt muligt kommer til at svare til den endelige skat. Det hensyn bør efter min mening have afgørende vægt ved det videre arbejde med skattereformen.

Man kunne rejse det spørgsmål, om der er grund til at beskæftige sig så meget med vort indkomstskattesystem i en tid, hvor der fremsættes så mange ønsker om overgang til forbrugsskat — direkte eller indirekte. Som bekendt er der også nedsat et ekspertudvalg med den opgave at undersøge alle problemer omkring forbrugsbeskatningen. Hertil kan svares, at vort nuværende indkomstskattesystem ikke afgiver et retfærdigt grundlag for en endelig vurdering af, hvilken plads indkomstskatten skal indtage i vort fremtidige beskatningssystem, og at det haster med at få gennemført reformer, der kan afbøde de vanskeligheder, vi rent øjeblikkelig står i.

Dette vil ikke forhindre fortsatte undersøgelser af, i hvilket omfang forbrugsbeskatningen skal omlægges, og hvorledes den skal tilpasses indkomstskatten."

Efter at Hans Knudsen (S) ved lovforslagets 1. behandling havde anbefalet det til velvillig behandling og fremhævet betydningen af en snarlig løsning af de mest presserende spørgsmål inden for skattelovgivningen, opridsede Thorkil Kristensen (V) i korthed sit partis stilling til regeringens reformplaner, idet han fandt det upåkrævet på ny at gå ind i en almindelig skattepolitisk diskussion. Med henblik på det forestående udvalgsarbejde gjorde han gældende, at man burde søge snarest muligt at få opfyldt nogle af de løfter, som blev givet i det foregående år, og som endnu var uopfyldte. „Ved afgivelsen af betænkningen om udskrivningsloven af 1. april 1956 erklærede udvalget, at det var vor agt i løbet af folketingsåret 1955-56 at løse en række spørgsmål vedrørende den kommunale beskatning, nemlig erhvervsskattens afvikling med dertil hørende ændringer i den kommunale skattestruktur både for person- og ejendomsskattens vedkommende. Disse ting er stadig ikke gennemført, og hvis man vil have et praktisk arbejde udført i skatteudvalget, var det mere nyttigt at gå videre med disse ting end at fremsætte nye forslag, som nu kan blive kastet ind i vore diskussioner."

Poul Møller (KF) kritiserede, at lovforslaget på væsentlige punkter lå for langt fra, hvad et flertal i tinget ventede og ønskede. Kildeskatten havde hans interesse, men måtte gennemdrøftes i alle sine konsekvenser, inden man besluttede sig til at gå til en så betydelig udvidelse af skatteadministrationen, som den ville nødvendiggøre. Hvad der efter det konservative folkepartis opfattelse først og fremmest tiltrængtes på skattelovgivningens område, var „en skattereform, der 1) med vægt mindsker den direkte beskatning for mellemindkomster dér, hvor progressionen er hårdest, 2) friholder et eksistensminimum for statsskattepligt, 3) tager hensyn til forsørgerbyrderne ved skalaens udformning og 4) tillemper beskatningen mest muligt til proportionalitetsprincippet; en sådan skattereform vil det konservative folkeparti medvirke til at få gennemført. Kun ad denne vej finder vi det muligt at nå frem til en egentlig beskatningsreform til fremme af opsparing, arbejdsindsats og øget velstand.

Herudover ønsker vi yderligere udbygning af specielle opsparingsfremmende foranstaltninger i vor skattepolitik, f. eks. ved at hæve formueskattegrænsen, gøre små renteindtægter skattefri og i samme forbindelse undersøge mulighederne for en videre adgang til hel eller delvis fritagelse for indkomstskat af opsparede beløb i de år, opsparingen foretages. Tillige ønsker vi at behandle og overveje det forslag om skattefri opsparing, som banker og sparekasser har udarbejdet og fremsendt til folketinget i dette efterår."

Bertel Dahlgaard (RV) fandt ingen anledning til på ny at udtale sig nærmere om det genfremsatte lovforslag, der var fremkommet så sent, at et resultat af forhandlingerne i folketinget ikke kunne påregnes inden samlingens slutning. Angående den af ministeren omtalte skat ved kilden udtalte han, at denne form for beskatning efter hans opfattelse måtte anses for et meget stort fremskridt, selv om den også ville medføre betydelige administrative besværligheder. Hans parti ville med megen velvilje gå ind i en forhandling om denne reform i forbindelse med den samlede skattereform.

Alfred Jensen (DK) erkendte, at lovforslaget på flere punkter pegede i den rigtige retning, men fremsatte en række kritiske bemærkninger om det. Hans parti var „af den opfattelse, at de skatter, der er lagt på den jævne befolkning, er for store, og da forslaget til ligningslov var til behandling, foreslog jeg derfor, at der for indkomster under 15 000 kr. skulle gives et fradrag på 1 000 kr. ekstra, hvorved der ville ske en lettelse i beskatningen af alle de små og mellemstore indkomster. Det er vor stilling til en skattereform, at den bør give lettelser af betragtelig art, men det giver denne ikke i det omfang, det er muligt og ønskeligt. Derfor håber vi, at den, inden den kommer til behandling igen — det bliver, som det er spået, sikkert ikke før efter valget — får et helt andet udseende, som svarer til de ønsker og den trang, der er ude i den jævne, slidende og arbejdende befolkning."

Søren Olesen (DR) fandt det påkrævet, at vi snart fik en skattereform, og beklagede derfor, at der ikke var tid til færdigbehandling af lovforslaget inden valget. Efter hans opfattelse bød forslaget på adskillige fremskridt, samtidig med at det også indeholdt bestemmelser, som retsforbundet måtte stille sig kritisk over for. Kapitalvindingsskatten måtte overvejes nærmere. Dens betydning ville svinde væsentlig ind, hvis man sørgede for at undgå inflation. „Tilbage bliver så det, man kan kalde de samfundsskabte værdier, som jo særlig fremkommer ved jordværdiernes stigning dér, hvor samfundet udvikler sig stærkt, og i den forbindelse har retsforbundet mange gange peget på det urimelige i, at de enkelte borgere tager gevinsten af den samfundsudvikling, der sker, uden at blive beskattet af denne gevinst. Om der så er andre områder, hvor der sker noget lignende altså, at selve udviklingen i samfundet giver befolkningen visse indtægter — må man undersøge."

Det udvalg, der fik sagen til behandling, afgav ved samlingens slutning en beretning, hvori det hedder:

„Udvalget har holdt i alt 14 møder, hvoraf 10 har været benyttet til drøftelse af de gennemførte forslag til udskrivningslov og love om børnetilskud, lempelse af skat af merindkomst og beskatning af renteforsikringer m. v. I flere af disse møder har finansministeren deltaget.

I et møde, som udvalget har holdt sammen med udvalget angående forslagene om ændringer i den kommunale beskatning, har man drøftet de i forslaget til statsindkomstskattelov indeholdte kontrolregler. "