Som begrundelse for lovforslaget anførte landbrugsministeren ved fremsættelsen bl. a., at det tilsigtede at skabe en ordning, som uden at kræve noget nyt administrationsapparat kunne tilgodese såvel det offentliges som de private ejeres interesser i bevarelse og beskyttelse af navne på ejendomme både på landet og i byerne.
Efter at det er blevet almindeligt at give større ejendomskomplekser i byerne navne, har der været fremsat ønske om, at disse navne skulle kunne opnå beskyttelse mod at blive brugt til andre ejendomme i hvert fald i en sådan udstrækning, at forveksling kunne finde sted. På denne foranledning nedsatte statsministeren den 17. december 1954 et udvalg til overvejelse af spørgsmålet om, hvorvidt der burde søges tilvejebragt regulerende bestemmelser med hensyn til navngivning af ejendomme. Dette udvalg afgav i februar 1956 en betænkning indeholdende et forslag til lov om navngivning af fast ejendom, der derefter blev lagt til grund for det af ministeren fremsatte lovforslag.
Ifølge de gældende regler om navngivning af fast ejendom, der — bortset fra spredte bestemmelser i lovene om firma, personnavne, aktieselskaber, varemærker m. v. — findes i plakat af 11. april 1821, kræves der til forandring af en landejendoms navn kongelig bevilling, der udfærdiges ad mandatum af landbrugsministeriet, som påser, at ingen ejendom på egnen allerede har erhvervet det nye navn. Derimod sker den første navngivning af en ejendom alene ved tinglysning af deklaration herom, uden at der kræves nogen myndigheds godkendelse af navnet.
Denne tilstand foresloges ved lovforslagets § 4, stk. 1, ændret således, at navn på fast ejendom skal kunne tinglyses, når der ved anmeldelsen medfølger en erklæring fra vedkommende kommunalbestyrelse om, at ejendommen inden lovens ikrafttræden har været kendt under det pågældende navn, eller om, at der ikke kan rejses indvendinger imod navngivningen i henhold til den i § 1, stk. 1, foreslåede bestemmelse, som går ud på, at der ikke kan tillægges en fast ejendom et navn, som
a) er navn på en anden fast ejendom på egnen eller inden for byområdet,
b) er benyttet ved navngivning af gader, kvarterer, parkanlæg eller lignende inden for området, medmindre samtykke opnås fra vedkommende myndighed,
c) er tillagt slotte, hovedgårde eller ejendomme tilhørende staten, kommuner, klostre, hospitaler, stiftelser eller lignende, for så vidt navnet ikke er almindelig benyttet som navn på faste ejendomme,
d) er egnet til forveksling med et navn henhørende under a, b eller c,
e) afviger fra den almindelige sprogbrug ved navngivning af fast ejendom her i landet eller
f) er misvisende for ejendommen, f. eks. under hensyn til dens tidligere eller nuværende anvendelse eller til dens beliggenhed.
Yderligere indeholdt forslaget i § 1, stk. 2, et forbud imod at tillægge en fast ejendom et navn, som
a) er forbeholdt som familienavn, medmindre ejendommens ejer selv fører det pågældende navn eller har opnået tilladelse til navngivningen fra den eller de til familienavnet berettigede,
b) er navn på et aktieselskab, firma, varemærke eller lignende, medmindre ejendommens ejer er berettiget til navnet, eller
c) er egnet til forveksling med et navn henhørende under a eller b.
Tinglyste navne skulle ifølge forslagets § 4, stk. 2, offentliggøres og meddelelse om tinglysningen indsendes til vedkommende matrikelmyndighed til notering.
Ændring af navn på fast ejendom skulle i almindelighed kunne ske ved iagttagelse af de i forslagets § 1 indeholdte beskyttelsesmidler, dog opretholdtes for landejendomme i § 5 den ordning, at ændring af navn eller opgivelse af navn kræver landbrugsministeriets tilladelse.
Ved 1. behandling i folketinget blev lovforslaget anbefalet af Conradsen (S), mens Østergaard (V) betegnede en sådan lovgivning som overflødig. Heller ikke Reedtz-Thott (KF) var overbevist om denne lovgivnings nødvendighed, og Helge Larsen (RV) udtalte, at der skulle særdeles tungtvejende argumenter til, inden hans parti ville gå med til lovforslagets gennemførelse, hvorimod Alfred Jørgensen (DR) anerkendte forslagets berettigelse, selv om han fandt enkelte punkter at kritisere.
Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der ikke afgav betænkning inden samlingens udløb.