Udvalgets indstilling havde følgende ordlyd:

„Thorstein Petersens mandat som medlem af folketinget bortfalder som følge af, at han har mistet sin valgbarhed".

Som begrundelse herfor anføres i den enstemmige betænkning:

„Udvalget har i 3 møder, det ene sammen med udvalget for forretningsordenen, drøftet spørgsmålet om, hvorvidt Thorstein Petersen har mistet sin valgbarhed til folketinget, efter at han ved højesterets dom af 28. juni 1957 for overtrædelse af bankloven og aktieselskabsloven samt straffelovens §§ 296 og 302 er idømt straf af fængsel i 40 dage.

Udgangspunktet for drøftelsen og den foretagne indstilling har været bestemmelserne i grundlovens §§ 30 og 33, hvorefter valgbarhed fortabes, når den pågældende „er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget", og hvorefter det er folketinget selv, der afgør, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.

Siden grundlovens vedtagelse i 1953 har der ikke foreligget noget tilfælde, i hvilket folketinget har set sig nødsaget til at drøfte, om et medlem har mistet sin valgbarhed eller ej.

I de tidligere grundlove har lignende betingelser for valgbarhed været fastlagt, sidst i grundloven af 1915, hvorefter betingelserne for valgbarhed var de samme som for valgret, således at en person, der ved dom var fundet skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling uden at have fået æresoprejsning, hverken havde valgret eller valgbarhed.

Så vidt udvalget har kunnet få oplyst, har spørgsmålet om et medlems valgbarhed til rigsdagen ikke været behandlet siden 1872, da et medlem var dømt for overtrædelse af den daværende straffelovs § 226 for falsk klagemål med 3 mdr. simpelt fængsel. Her nægtede folketinget godkendelse af valget efter foretaget navneopråb. Det drejede sig om en lærer, der ikke var fradømt sin bestilling ved den pågældende højesteretsdom.

Når spørgsmålet ikke har været behandlet i disse 85 år, skyldes det utvivlsomt, at de medlemmer, der på et eller andet område kom i konflikt med straffebestemmelser, enten på eget initiativ eller efter deres partigruppes initiativ, omgående, oftest inden dommens afsigelse, men ellers straks efter dommen, har nedlagt deres mandater.

Det er udvalgets opfattelse, at det for hele det politiske livs sundhed er absolut nødvendigt, at folketinget udviser den yderste påpasselighed ved sådanne afgørelser, således at der ikke fra befolkningens side kan rejses den mindste tvivl om de enkelte folketingsmedlemmers hæderlighed, nøjagtighed og omhyggelighed i alle økonomiske spørgsmål eller om, at de på det nøjeste overholder de lovbestemmelser, som de selv eller tidligere medlemmer har gennemført.

Efter at udvalget har gennemgået højesteretsdommen, er det af den opfattelse, at Thorstein Petersen nu er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget, og derfor ikke længere er valgbar til tinget, og at hans suppleant bør indkaldes."

Ved sagens behandling i folketinget udtalte Edel Saunte (S) som udvalgets ordfører bl. a.:

„Det er en meget ubehagelig pligt, der i dag er pålagt mig som ordfører for udvalget til valgs prøvelse, at stille forslag om en beslutning, der vil medføre, at et medlem af det høje ting mister sit mandat. Problemet har været overvejet på det nøjeste i udvalget, der også har ment det rimeligt at drøfte spørgsmålet med udvalget for forretningsordenen, inden det afgav betænkning.

Vi har måttet behandle sagen både som en rent principiel sag i anledning af, at det er første gang, en sådan sag diskuteres efter vedtagelsen af grundloven af 1953, og som en rent personlig sag med en gennemgang af højesteretsdommen.

Ved den nye grundlov bortfaldt reglen om fortabelse af valgret som følge af idømt straf, og det var derfor en selvfølge, at man måtte drøfte udformningen af en bestemmelse om fortabelse af valgbarhed og dermed fortabelse af mandatet som folketingsmand ved idømmelse af straf. Man kunne her ikke anvende det gamle kriterium: en i den offentlige mening vanærende dom, da dette begreb af resocialiseringshensyn var udgået af dansk strafferet, og man valgte så begrebet: uværdig i almindeligt omdømme til at være medlem af folketinget, således at der skal foreligge en straffedom, inden spørgsmålet om vedkommendes værdighed eller ikke-værdighed kan tages op til debat.

Samtidig gik man bort fra at fastlægge i valgloven en bestemt straffeart og en bestemt strafferamme. Når man ønskede i folketinget at stå helt frit i sin bedømmelse, har det utvivlsomt været af forskellige hensyn.

For det første ønskede man klart at have ret til at se bort fra rene politiske forseelser; men at sige det i en lovtekst kunne bringe uheldige resultater. Politiske forseelser er ofte kombineret med rene borgerlige forbrydelser, og folketinget må her bevare sin frie ret til at bedømme, om forseelsen virkelig er politisk, eller om den blot har fået kastet en politisk forskønnelseskåbe om sig.

Folketinget har tidligere forstået at foretage en sådan bedømmelse. Vi har haft tilfælde, hvor medlemmer har bevaret deres mandat, selv om de var idømt en så betydelig straf som 6 måneders fængsel for en politisk forseelse. Jeg føler mig overbevist om, at folketinget også i fremtiden vil være i stand til at skelne ret fra uret i disse sager.

For det andet ville man også bevare sin frie ret til at bedømme karakteren af de strafbare overtrædelser, som et medlem har foretaget. Naturligvis er der ingen, der vil fratage et medlem hans mandat, fordi vedkommende f. eks. er dømt for at have begået en mindre færdselsforseelse el. lign. Man kunne måske sige, at mandatet normalt ikke ville blive frataget et medlem, der var idømt bøde eller hæfte, men kun når der var tale om fængsel. Det har man imidlertid ikke ønsket at sige — og jeg tror med rette

Det eneste fortilfælde, udvalget har kunnet få oplyst, ud over de politiske domme, er en sag fra 1872 — og denne synes ikke at være en rimelig rettesnor. Jeg betvivler, at man i dag ville fratage et medlem hans mandat, fordi han var idømt 3 måneders hæfte for injurier — og det var i realiteten det, man gjorde i 1872.

Jeg tror, udvalget er helt enigt om, at den nu trufne indstilling — der må forstås i overensstemmelse med, hvad jeg her har sagt — ikke kan betragtes som præcedens ud fra et udmålingskriterium, men ud fra en ren konkret bedømmelse af de oplysninger, der er givet i højesterets afgørelse.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der, efter at folketinget har modtaget det ærede medlem hr. Thorstein Petersens telegram, har været afholdt yderligere et møde i udvalget, og at udvalget ikke har fundet grund til at afgive tillægsbetænkning, fordi vi finder, at de synspunkter, der er gjort gældende i telegrammet, alle har været fremme under behandlingen af de personlige forhold.

Med hensyn til de personlige forhold ønsker jeg gerne at sige, at udvalget ikke i denne' sag har villet eller kunnet tage noget som helst hensyn til, at det drejer sig om et medlem valgt på Færøerne. Et medlem valgt dér må helt og fuldt være stillet som et medlem valgt i en hvilken som helst anden del af riget; til ham må der ikke stilles krav, der er mildere eller strengere end dem, der stilles til andre medlemmer. Jeg har den faste overbevisning, at der ikke hos noget medlem af det høje ting har været taget noget som helst nationalpolitisk hensyn ved denne afgørelse. Her har alene spørgsmålet om handlingens karakter, således som højesteret har bedømt denne, været afgørende.

I det ærede medlem hr. Thorstein Petersens telegram anføres også nogle andre argumenter imod en udelukkelse, argumenter, der som nævnt alle har været draget frem under udvalgets overvejelser. Det ærede medlem hr. Thorstein Petersen fremfører for det første det argument, at landsretsdommen, der i væsentlig grad blev ændret og mildnet af højesteret, var kendt af vælgerne, da de gav ham deres stemme. Efter udvalgets mening glemmer det ærede medlem hr. Thorstein Petersen såvel som andre telegramafsendere på Færøerne imidlertid at tage i betragtning, at vælgerne også var bekendt med, at der var givet tilladelse til anke, at anken var en bevisanke, at Thorstein Petersen ikke var dømt, da valget fandt sted, og at han i det store og hele ankede til frifindelse. Thorstein Petersens endelige dom er først afsagt efter valget, i øvrigt også efter godkendelse af hans valg her i det høje ting for mindre end 3 uger siden. Dansk retsfølelse og al dansk retspraksis fastholder heldigvis det synspunkt, at ingen mand er skyldig, før den endelige dom foreligger.

Videre anfører det ærede medlem hr. Thorstein Petersen, at han har bevaret sin sagførerbestalling. Spørgsmålet om frakendelse af hverv og bestillinger afgøres nu efter en afvejelse af, om den forseelse, der er begået, er en forseelse, der er begået specielt i kraft af denne bestilling, eller om forseelsens art er sådan, at man kan forvente, at bestillingen vil give den pågældende en særlig mulighed for at foretage lignende overtrædelser i fremtiden. Den handling, det ærede medlem hr. Thorstein Petersen er dømt for, er efter rettens opfattelse ikke en handling — eller handlinger, for det er jo flere forhold, det drejer sig om — af en sådan karakter, at det vil gøre det ærede medlem hr. Thorstein Petersen uegnet til sagførervirksomhed, men det er ingenlunde afgørende for, om de gør ham uegnet til at være folketingsmand. Man må efter min opfattelse stille endnu strengere krav til en folketingsmands uplettede vandel og rygte end til en sagførers.

Videre er det anført, at det offentlige skal bære sagens omkostninger. Men det er en selvfølge, når straffen nedsættes; det er intet udtryk for en bedømmelse af handlingens karakter og kan ikke anføres som noget som helst argument for mandatets bevarelse.

Sluttelig anfører det ærede medlem hr. Thorstein Petersen, at han kan bevare sit mandat som medlem af lagtinget. Valgloven til lagtinget er imidlertid et færøsk anliggende. På Færøerne har man ikke ændret valgloven siden 1948, altså ikke efter den nye grundlov; man har således bevaret bestemmelsen, der også fandtes i den tidligere, nu ændrede danske valglov, om en absolut 4 måneders grænse med hensyn til fængselsstraf."

Foruden ordføreren udtalte kun Aksel Larsen (DK) sig om sagen. Han var på det givne grundlag betænkelig ved at tage stilling til sagen og havde svært ved at forstå, at udvalget til valgs prøvelse kunne komme med „en så almindelig holdt — jeg fristes til at sige moralsk begrundelse for, at man skal underkende et valgt medlems mandat."

„Jeg er", fortsatte taleren, „ganske enig med udvalget og dets ærede ordfører i, at der ikke i denne sag kan tages hensyn til, at det er et medlem fra Færøerne, det drejer sig om; vi ved, at færingerne er en særlig og selvstændig nationalitet inden for det danske rige; men det bør ikke bevirke nogen forskelsbehandling her i tinget, og enten det drejer sig om en færing eller en fynbo, bør man kunne stille de samme krav, så henvisninger til, at det vil kunne medføre en " skærpet indstilling over for Danmark eller over for det danske folketing fra en del af den færøske nationalitets side, kan efter min mening ikke være afgørende...

Derfor kan jeg ikke godkende det væsentlige i de indsigelser, vi har fået i telegrammer fra Færøerne, men jeg kan sige som konklusion, at min gruppe er meget stærkt i tvivl om, hvad der vil være det rigtige at gøre i denne sag. Det er muligt, at vi ikke havde været i en sådan tvivl, hvis vi havde været bedre informeret.

Nu ved vi alle sammen godt, at man her i tinget eller rettere sagt inden for dets flertal, til trods for at kommunisterne er lovligt valgt og deres mandater er lovligt anerkendt, gerne vil forsøge at lade, som om der ikke er kommunister i folketinget. Det er de 5 partiers sag, om de vil optræde politisk på denne måde i et spørgsmål som dette. Det forekommer mig imidlertid, at man kunne optræde lidt mere rimeligt og fornuftigt. Jeg skal ikke bruge stærke ord, men jeg synes, det er urimeligt, at udvalget til valgs prøvelse behandler denne sag udførligt i flere på hinanden følgende møder, at man imellem møderne fremlægger sagen til drøftelse i de 5 af folketingets partigrupper, men ikke med et eneste ord informerer vor gruppe om de drøftelser, der er foregået i udvalget, det materiale, man har haft til behandling, de synspunkter, der er kommet frem. Man har ganske øjensynligt ikke villet det, for jeg tænker ikke, det er en forglemmelse. _ „

Når jeg føjer dette til den tvivl, vi må nære jeg går ud Ira, at alle medlemmer af tinget mere eller mindre må nære en sådan tvivl, selv om jeg er klar over, at flertallet er af den mening, at tvivlen ikke er så stor, at den modsiger den slutning, udvalget er kommet til — om, hvorvidt det vil være rigtigt at bestride det ærede medlem hr. Thorstein Petersens valgbarhed, så kan vort parti kun gøre det ene: at undlade at stemme."

Ordføreren bemærkede hertil, at der ikke fra kommunistisk side var fremsat anmodning om information. Havde man ønsket det, ville udvalgsformanden have stillet de fornødne oplysninger til disposition.

Efter forhandlingens slutning vedtoges udvalgets indstilling enstemmigt med 136 stemmer, idet 6 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme.

Thorstein Petersens mandat var dermed bortfaldet, hvilket medførte, at hans første stedfortræder, landsstyremand Hákun Djurhuus, blev indkaldt.