Luk

Luk
Luk

Luk

L 11 Lov om ændring i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1956-57 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 196 af 06-07-1957
Lovforslaget var et led i det kompleks på i alt 12 lovforslag, som den nydannede regering fremsatte umiddelbart efter sin tiltræden, og som tog sigte på en forbedring af valutastillingen, jfr. om baggrunden herfor de almindelige bemærkninger, der herom er gjort foran side 349 under lovforslaget om et stabiliseringslån, der var hovedforslaget i lovkomplekset.

Om indholdet af og baggrunden i øvrigt for loven, der indeholder et nyt stk. 14 til ulykkesforsikringslovens § 15 og en ny § 15 A til samme lov, udtalte socialministeren ved lovforslagets fremsættelse:

„Forslaget tager sigte på at aflaste staten for en del af udgifterne ved den til direktoratet for ulykkesforsikringen og ulykkesforsikringsrådet henlagte administration. Staten har hidtil fuldt ud afholdt udgifterne ved direktoratets og rådets administration, men socialministeriet finder det rimeligt, at den del af administrationsudgifterne, der vedrører forhold under ulykkesforsikringsloven, som henhører under forsikringsselskaberne, de 2 eksisterende forsikringsforbund for henholdsvis søfart og fiskeri samt kommuner og andre arbejdsgivere, der ikke har afgivet deres risiko efter ulykkesforsikringsloven, nu overføres til disse. Det foreslås derfor, at der pålignes dem et årligt bidrag til dækning af de nævnte administrationsudgifter.

Forslaget tager endvidere sigte på at gennemføre en enklere fremgangsmåde ved deponering af værdipapirer, der tjener til sikkerhed for renter, der er tilkendt efter ulykkesforsikringsloven. Deponeringen foregår nu ved, at værdipapirerne deponeres i finansministeriet. Denne deponeringsordning foreslås efter selskabernes ønske forenklet, således at der indføres en ordning, der svarer til den, der gælder efter loven om livsforsikringsvirksomhed.

I forslaget er endelig optaget nogle bestemmelser, der for tiden findes i anerkendelsesbetingelserne for forsikringsselskaberne. Det gælder således bestemmelsen om, at selskaberne skal afsætte en særlig reserve til dækning af tilkendte renter, samt om, at en del af reserven skal anbringes i værdipapirer, nemlig den del, der afsættes til dækning af renter i anledning af invaliditeter på 50 pct. og derover. Endvidere foreslås det, at denne ordning, der kun har været gældende for forsikringsselskaberne, fremtidig også skal omfatte forsikringsforbundene."

Ifølge lovforslagets bemærkninger ville lovforslagets gennemførelse medføre en besparelse for statskassen på ca. 1 mill. kr. årlig.

Efter en kortfattet 1. behandling, hvorunder samtlige partiers ordførere anbefalede lovforslaget, blev det henvist til behandling i et udvalg, der enstemmigt indstillede det til vedtagelse uforandret.

Under lovforslagets 2. behandling anmodede Poul Sørensen (KF) om nærmere oplysninger om den i den foreslåede nye § 15 A, stk. 2, i ulykkesforsikringsloven givne bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte regler for, i hvilke værdipapirer de i bestemmelsen nævnte rentereserver skal anbringes.

I den af udvalget afgivne enstemmige tillægsbetænkning over lovforslaget oplyses det, at udvalget er af den opfattelse, som er tiltrådt af socialministeren, at de i § 15 A, stk. 2, omtalte rentereserver også kan anbringes i indlånsbeviser fra danske banker og sparekasser, og at denne bestemmelse indgår i de deponeringsbestemmelser, der fastsættes af socialministeren.

Ved 3. behandling tog ingen ordet, og lovforslaget vedtoges enstemmigt med 144 stemmer.
Partiernes ordførere
Holger Larsen (S), K. M. Lorentzen (V), Poul Sørensen (KF), Else Zeuthen (RV), Knud Tholstrup (DR) og Ragnhild Andersen (DKP)