Luk

Luk
Luk

Luk

B 5 Folketingsbeslutning i anledning af en under 10. juni 1957 i byen Lima afsluttet handels- og skibsfartstraktat mellem Danmark og Peru.

Af: Minister for udenrigsøkonomi J. O. Krag (S)
Samling: 1957-58
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget sit samtykke til Danmarks ratifikation af den under 10. juni 1957 i byen Lima afsluttede handels- og skibsfartstraktat mellem Danmark og Peru.

Danmarks samhandel med Peru (ca. 7 mill. indbyggere, 1,3 mill. km2) har i de senere år været stigende. Den androg i 1956 18,2 mill. kr. for importens og 14,8 mill. kr. for eksportens vedkommende. Af de vigtigste danske eksportvarer kan nævnes maskiner, mejeriprodukter samt kød og kødvarer.

Omend Danmark — i kraft af, at Peru i 1951 blev kontraherende part i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT) — ifølge denne overenskomsts artikel 1 nyder ubetinget mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til toldafgifter og andre afgifter af enhver art, der i Peru opkræves i forbindelse med ind- og udførsel af varer, kan GATT-overenskomsten ikke påberåbes i forbindelse med en række andre forhold, der traditionelt falder ind under mestbegunstigelsen i tosidige handels- og skibsfartstraktater. Dels på grund af dette forhold, dels fordi det skønnedes at være af betydning, at rammerne for samhandelen med Peru, efterhånden som denne syntes at antage et større omfang, blev fastlagt i en traktat, og endelig ikke mindst for at tilgodese de danske skibsfartsinteresser i Peru, indledtes i 1951 på dansk initiativ gennem gesandtskabet i Lima forhandlinger med henblik på afsluttelse af en handels- og skibsfartstraktat. Efter at det var lykkedes at nå til enighed om en sådan aftale, undertegnedes denne i Lima under 10. juni 1957. Traktaten har til formål at sikre danske eksportvarer og dansk skibsfart en på mestbegunstigelsesprincippet baseret behandling i Peru. Samtidig med underskrivelsen foretoges en noteveksling om gensidig anerkendelse af målebreve og andre skibspapirer.

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges uændret og enstemmigt uden forudgående udvalgsbehandling.
Partiernes ordførere
Per Hækkerup (S) og Niels Andersen (DR)