Forslaget til nærværende lov — et led i den ny lønningsordning for statens tjenestemænd m. fl. — var overensstemmende med en indstilling, afgivet af den i 1954 nedsatte lønningskommission. Indstillingen er optaget i kommissionens 3. betænkning, hvori der gøres udførligt rede for de foreslåede ændringer i den hidtil gældende lønningsordning for folkekirken.
Lovforslaget gennemførtes af folketinget med en række mindre ændringer, hvoraf flere var konsekvenser af ændringsforslag, som stilledes til det samtidig behandlede forslag til lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd.
Folkekirkens lønningsvæsen har hidtil været ordnet ved 2 love: lov nr. 417 af 12. juli 1946 om folkekirkens lønningsvæsen i København og på Frederiksberg og lov nr. 418 af samme dato om folkekirkens lønningsvæsen uden for København og Frederiksberg m. m. Denne deling havde sin begrundelse i de forskellige forhold, der har gjort sig gældende såvel med hensyn til de for præsterne gældende lønsatser som lønningsmidlernes tilvejebringelse og administration samt med hensyn til reglerne vedrørende kirkebetjeningens ansættelses- og lønningsforhold. Men den for provinsen gældende lov indeholdt hovedparten af de fælles regler, hvorfor der i den for København og Frederiksberg gældende lov i ikke ringe omfang henvistes til provinslovens bestemmelser. Der er nu gennemført fælles lønsatser for hele landet, og man har derfor fundet det hensigtsmæssigt at sammenarbejde de 2 love til én fælles lov. Selv om det har været nødvendigt at optage afsnit, der indeholder særlige regler henholdsvis for provinsen og for København og Frederiksberg, er der ved den fælles lov opnået en forenkling.
Med hensyn til det nye lønsystem skal anføres, at der i overensstemmelse med de principper, der er lagt til grund ved udarbejdelsen af det for statens tjenestemænd gennemførte lønsystem, og tillige i overensstemmelse med Præsteforeningens ønsker er foretaget en meget væsentlig forenkling for præstelønningernes vedkommende. Der har hidtil været 4 lønningsklasser henholdsvis for København-Frederiksberg og for provinsen, altså i realiteten 8 lønningsklasser. Nu bliver der kun 3 lønningsklasser for præsterne, og langt de fleste af præsterne henføres til en fælles lønklasse, hvorved præsterne lønnings- mæssigt sidestilles med det i statens tjeneste ansatte akademisk uddannede personale (19. og 24. lønningsklasse), når bortses fra tjenestemænd, der er placeret i de egentlige topstillinger. En sådan lønningsmæssig placering har været stærkt ønsket af præsternes organisation, der herved har villet opnå, at der sikres præsterne en passende lønningsmæssig placering uden hensyn til forflyttelsesmulighederne, der i høj grad er afhængige af menighedsrådene. Ved siden af den omtalte fælles lønklasse er der indført en lønningsklasse, som kun skal omfatte indtil 110 embeder, omtrent svarende til statstjenestens 25. lønningsklasse. Det drejer sig altså om forholdsvis få embeder, der skønnes at burde indtage en lønningsmæssig fortrinsstilling. Endelig er der en særlig lønningsklasse for stiftsprovsterne, der fremtidig betegnes som domprovster, og Holmens provst, som indtager en særstilling, idet denne provstestilling er fast knyttet til embedet som sognepræst ved Holmens kirke. Det drejer sig i alt om 10 stillinger, og de er placeret således, at lønnen svarer til statstjenestens 28. lønningsklasse.
Biskopperne oppebærer som hidtil samme løn som amtmænd. Desuden tillægges der, hvilket ligeledes er uforandret, biskoppen over Københavns stift et bestillingstillæg og samtlige biskopper repræsentationstillæg.
For provstestillingernes vedkommende opretholdes den hidtidige ordning, hvorefter der som vederlag for provstegerningen ud over præstelønnen ydes et pensionsgivende tillæg. Dette tillæg er ansat således, at der på slutløn sikres provsterne en placering, som efter de for statstj enesten gældende lønklasser ligger omtrent 2 klasser over den lønklasse, hvori vedkommende præsteembede er placeret.
Fra Præsteforeningens side var der fremsat ønske om et repræsentationstillæg til provsterne, eventuelt et bestillingstillæg, men kommissionen har ikke ment at kunne tiltræde et sådant særligt tillæg undtagen for domprovsterne, der fungerer som biskoppens faste stedfortræder.
Også for de tjenestemandsansatte kirleebetjentes vedkommende er der sket visse forenklinger, idet der fremtidig kun bliver 2 lønningsklasser i stedet for 3, for henholdsvis kordegne og gravere. Men til gengæld er der oprettet særlige lønningsklasser for kirkegårdsledere. Da sådanne særlige lønningsklasser for kirkegårdsledere ikke fandtes i det hidtidige lønningssystem, har lederne ved de større kirkegårde ikke kunnet opnå tjenestemandsansættelse således som de andre kirkefunktionærer, medmindre de ville nøjes med gravernes lønsatser, der ikke kunne være tilfredsstillende for sådanne lederstillinger.
Som hidtil forudsættes det store flertal af kirkebetjente lønnet på honorarbasis. Der har i den hidtidige lov om folkekirkens lønningsvæsen uden for København og Frederiksberg været fastsat visse minimumstakster for en del af honorarerne. Disse minimumssatser er nu afskaffet, idet man har ment, at det tilsyn, der føres af provstiudvalg og stiftsøvrighed med hensyn til honoreringen, vil være fuldt tilstrækkeligt til at sikre en passende ensartethed og til at forhindre urimelige afgørelser. Det er i øvrigt hensigten, at der fra ministeriets side skal gives menighedsrådene nærmere vejledning til regulering af honorarerne, således at der kan følges lignende principper for kirkefunktionærernes vedkommende som de principper, der vil blive fulgt for honorarlønnede personer i statens tjeneste.
Hovedparten af de ændringer, der er foreslået i de almindelige regler, knytter sig i det store og hele til tilsvarende bestemmelser for statens tjenestemænd. Hertil kommer ændringer angående de honorarlønnede hjælpepræsters forhold, angående særlig befordringsgodtgørelse til præster, der stiller sig til disposition ved den kirkelige betjening af et større nabosogn, angående præstegårdssyn samt angående folkekirkens økonomiske forhold. Særlig skal nævnes, at afløsningsvederlagene for offer og accidenser uden for København og Frederiksberg er ophævet, samt at det specielt for Københavns og Frederiksbergs vedkommende er fastsat, at der ved kongelig anordning skal kunne træffes bestemmelse om, at de hidtidige ligninger til præste-, degne- og klokkerpenge i København og til afløsningsvederlag for højtidsoffer på Frederiksberg og tillægsligningerne hertil, der hviler på gamle bestemmelser, skal bortfalde og afløses af ligningsregler, der stemmer bedre med nutidens forhold.
Med henblik på ansættelsen af såkaldte stiftskapellaner var der i det af kirkeministeren fremsatte lovforslags § 42, stk. 2, optaget følgende bestemmelse:
„Hvis der i et stift opstår trang til et kirkeligt arbejde, der berører flere sogne, kan der efter indstilling fra mindst to menighedsråd i området og efter anbefaling af biskoppen ansættes en hjælpepræst til varetagelse af denne opgave. Der tillægges den pågældende honorar som fastsat i stk. 1. Kirkeministeren kan, hvor forholdene særligt taler derfor, fastsætte et højere honorar."
Denne bestemmelse udgik under lovforslagets behandling i folketinget.
Samtidig indsattes i samme paragrafs stk. 1 en tilføjelse, hvorefter hjælpepræster, hvor ganske særlige forhold taler derfor, kan få tildelt et noget højere honorar end det ellers for hjælpepræster fastsatte maksimumsbeløb.
Ved fremsættelsen af lovforslaget omtalte kirkeministeren, at hun i efteråret havde fremsat „to små lovforslag, hvis hovedindhold gik ud på en forbedring af de honorarlønnede hjælpepræsters forhold. I forbindelse hermed blev der fremsat forslag om ansættelse af hjælpepræster med særlige opgaver, som ikke var knyttet til et enkelt sogn eller en enkelt menighed. I det folketingsudvalg, der har behandlet disse lovforslag, og i øvrigt også i den diskussion, der i dagspressen fremkom om dette særlige forslag, blev der rejst indvending mod, at sådanne stillinger var foreslået oprettet efter indstilling fra en biskop, uden at nogen folkevalgt repræsentation havde ret til at gøre sin indflydelse gældende.
Da disse lovforslag blev fremsat, var jeg ikke forberedt på, at lønningskommissionen kunne afslutte sit arbejde så tidligt, som det er sket. Der er mellem mig og det omtalte folketingsudvalg fuld enighed om, at de nævnte to lovforslag, således som sagen nu foreligger, ikke bør fremmes, men at der bør tages hensyn til de drøftelser, som er foregået i udvalget ved den endelige udformning af forslaget om folkekirkens lønningsvæsen. For de omtalte hjælpepræstestillingers vedkommende har man ment at imødekomme den fremsatte kritik derved, at det nu foreslås, at det skal være en betingelse, at initiativet til oprettelse af sådanne særlige hjælpepræstestillinger skal udgå fra menighedsrådene i det område, som berøres af hjælpepræstens virksomhed, og at mindst 2 menighedsråd skal stå bag henvendelsen om en sådan stillings oprettelse. Jeg mener, at man herved skulle undgå enhver fare for misbrug og sikre, hvad der var lagt vægt på både i folketingsudvalget og i de kritiske indlæg i dagspressen, at trangen til stillingens oprettelse opstår „fra neden"."
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med de øvrige lønningsforslag. Det gennemførtes enstemmigt, idet 7 medlemmer afholdt sig fra at stemme (4 fra retsforbundet samt Alfred Bøgh og Søren Jensen (V); endvidere H. C. Toft (KF)).