Loven har nøje tilknytning til den foran omtalte lov om ændringer af lov om folkeskolen, idet der ved de to love er gennemført en række ændringer i skolevæsenet. Loven må endvidere betragtes i tilslutning til de i de foregående folketingssamlinger fremsatte forslag til lov om gymnasieskoler og de jævnsides hermed fremsatte forslag til lov om ændringer af lov om folkeskolen. Der kan derfor om baggrunden for lovforslaget i vidt omfang henvises til det om den foregående sag og det i tidligere årbøger anførte.

Som det fremgår af omtalen af den foranstående sag, fremkom der under folketingsudvalgets behandling af de den 13. november 1956 fremsatte lovforslag en række i beretningen fra udvalget gengivne ændringsforslag, og med de heri angivne ændringer kunne lovforslagene i princippet tiltrædes af socialdemokratiets, venstres og det radikale venstres repræsentanter i udvalget. Forslaget til nærværende lov og det forslag til lov om ændringer af folkeskoleloven, som fremsattes samtidig, var udarbejdet på det således under folketingsudvalgets behandling af skolelovsforslagene i 1956-57 tilvejebragte grundlag, og lovforslagene var med ganske enkelte afvigelser i nøje overensstemmelse med de den 13. november 1956 fremsatte lovforslag efter indarbejdelse af de under folketingsudvalgets arbejde fremkomne ændringsforslag. De forholdsvis få ændringer, som lovforslaget underkastedes i folketinget, var for en stor del konsekvenser af de i folkeskolelovsforslaget gennemførte ændringer.

Efter de nu gennemførte ændringer i folkeskoleloven består folkeskolen af en 7- eller 8-årig hovedskole der kan videreføres med en 9. klasse. Hovedskolen er udelt i de første 7 skoleår. Ved større skoler fordeles dog børnene fra begyndelsen af 6. skoleår i klasser på grundlag af deres standpunkt, evner og interesser, medmindre der efter nærmere angivne regler gives tilladelse til at undlade delingen. Efter 7. skoleår kan de dertil egnede elever fortsætte i en 3-årig realafdeling, der afsluttes med realeksamen.

Efter nærværende lov bibeholdes gymnasieskolernes gymnasieafdeling som 3-årig. En gymnasieskole skal desuden omfatte en 3-årig realafdeling, jfr. § 1. Overgangen til 1. gymnasieklasse sker normalt efter udgangen af 2. realklasse. Herefter vil eleverne først kunne optages på gymnasieskolen efter at have gennemgået 7 skoleår i folkeskolen, mens de efter den hidtidige ordning kunne optages efter 5 års skolegang.

Om gymnasieskolens realafdeling henviser loven til de i folkeskoleloven om realafdelingen givne bestemmelser.

Om undervisningen i gymnasieafdelingen giver § 4 nærmere regler. Mens den hidtidige lov kun omtalte 3 forskellige gymnasielinier, gives der nu (jfr. § 2) adgang til at indføre også andre linjer end de hidtil kendte.

De i loven fastsatte regler om afholdelse af studentereksamen svarer i det store og hele til den hidtidige lovs bestemmelser.

Ifølge § 14 er optagelse i 1. gymnasieklasse betinget af, at vedkommende elev med tilfredsstillende resultat har bestået oprykningsprøven fra 2. realklasse og er i besiddelse af en sådan modenhed og kundskabsfylde, at det kan forventes, at han kan følge undervisningen i gymnasieafdelingen på tilfredsstillende måde og fuldføre undervisningen på normal tid. Elever, der søger optagelse i en gymnasieafdeling på en anden skole end deres hidtidige, må fremlægge det afgangsbevis og den særlige udtalelse, som de kan begære af deres hidtidige skole, jfr. § 9, stk. 2, og folkeskolelovens § 13, stk. 2.

Det fastsættes af undervisningsministeren, i hvilke tilfælde optagelse af en elev i 1. gymnasieklasse skal kunne betinges af, at eleven består en optagelsesprøve på den skole, i hvis gymnasieafdeling optagelse søges, og i hvilke tilfælde en elev, som vedkommende skole ikke anser for kvalificeret til optagelse i en 1. gymnasieklasse, skal kunne forlange optagelsesprøve afholdt. Skolen vil kunne optage en elev, der har bestået realeksamen, i 1. gymnasieklasse.

Under lovforslagets behandling indsattes en til den hidtidige lov svarende bestemmelse, hvorefter de elever, der melder sig til optagelse i 1. gymnasieklasse på en klassisk-sproglig eller nysproglig linje, skal underkaste sig en prøve i latin, om hvilken de nærmere regler fastsættes af ministeren.

Paragraffens bestemmelser om optagelse af elever senere end fra 1. gymnasieklasses begyndelse og af elever, der ikke opfylder betingelserne om forudgående undervisning, svarer stort set til de hidtidige regler.

Efter den oprindelige formulering af § 16 skulle bestået skoleembedseksamen, magisterkonferens eller en dermed ligestillet embedseksamen være en ufravigelig betingelse for adgang til embeder som adjunkt, lektor eller rektor ved gymnasieskoler, såvel statslige som kommunale og private. Bestemmelsen herom ændredes under folketingets behandling således, at der åbnes adgang for ansøgere med embedseksaminer fra andre højere læreanstalter end universiteterne og den polytekniske læreanstalt til — når omstændighederne taler derfor — at opnå ansættelse som adjunkter, lektorer og rektorer ved gymna,sieskoler, ligesom personer, der har bestået embedseksaminer ved udenlandske universiteter, vil kunne få ansættelse i disse stillinger. Endelig vil der også efter den skete ændring af paragraffen være mulighed for, at personer med lærereksamen fra seminarier, suppleret med sådan yderligere uddannelse, som skønnes tilstrækkelig, i særlige tilfælde vil kunne få ansættelse i de pågældende stillinger efter at have været ansat på en gymnasieskole som faste lærere. Den samme adgang fandtes i henhold til almenskoleloven, idet formuleringen af bestemmelsen i denne lov om, at lærere med skoleembedseksamen har fortrinlig adgang til lærerembeder ved gymnasieskoler, indebar muligheden for i særlige tilfælde at ansætte også personer med anden uddannelse, herunder folkeskolelæreruddannelse, i disse stillinger.

Efter en under behandlingen gennemført ændring af § 20 begrænses den tilsynsret og -pligt, som undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne efter den nuværende ordning har med hensyn til både gymnasiernes mellemskoleafdeling, realklasse og gymnasieafdeling, til kun at omfatte gymnasieskolernes gymnasieafdeling. Gymnasieskolernes realafdelinger vil herefter tilsynsmæssigt være underlagt den undervisningsinspektør, der skal føre tilsyn med folkeskolens realafdeling.

Også § 21 om forsøgsundervisning fik under behandlingen en ændret formulering. Herefter henvises der i bestemmelsen for realafdelingens vedkommende til folkeskolelovens regler. Det siges i bemærkningerne til ændringsforslaget bl. a., at det forsøgsudvalg, under hvilket forsøgsarbejdet ved gymnasieskolerne for tiden er henlagt, efter ændringsforslagets gennemførelse kun skal føre tilsyn med forsøgsarbejdet i gymnasieafdelingen, mens det forsøgsudvalg, der skal føre tilsyn med forsøgene i folkeskolens realafdeling, også skal føre tilsyn med forsøgene i gymnasieskolens realafdeling.

Ifølge § 23 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland. Ved kgl. anordning kan den bringes til anvendelse på Færøerne med de af forholdenes forskellighed følgende ændringer.

Paragraffen fastsætter i øvrigt lovens ikrafttræden således, at 1. realklasse efter loven oprettes senest fra begyndelsen af skoleåret 1961-62 og 1. gymnasieklasse senest fra begyndelsen af skoleåret 1963-64. 1. mellemskoleklasse efter lov nr. 62 af 24. april 1903 om højere almenskoler m. m. kan sidste gang oprettes i skoleåret 1958-59. Bestemmelserne er i overensstemmelse med de ved loven om ændringer af folkeskolen givne regler.

Endelig gives der nærmere regler for den gradvise afløsning af almenskolelovens bestemmelser m. v.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det foran nævnte forslag til lov om ændringer af folkeskoleloven, og forhandlingerne drejede sig for størstedelen om det sidstnævnte lovforslag.

Partiernes ordførere med undtagelse af den konservative (Hvidberg) imødegik den fra forskellige sider rejste kritik, som gik ud på, at den foreslåede ordning ville svække den højere undervisning og dermed devaluere studentereksamen.

Navnlig Hartling (V) kom udførligt ind på, at den foreslåede ordning gav betryggede muligheder for den grundlæggende undervisning. Han gjorde gældende bl. a., at betænkelighederne ved en afkortning af gymnasieskolernes åremål fra 7 — nemlig 4 mellemskoleklasser og 3 gymnasieklasser — til 5 - nemlig 2 realklasser og 3 gymnasieklasser — beroede på en uholdbar tankegang. Dels undervurderede man undervisningen i hovedskolens 6. og 7. klasse, dels holdt den betragtning, at vejen til studentereksamen hidtil var gået gennem et 7-årigt gymnasium, ikke, idet ca. 60 pct. af studenterne var elever, der kom udefra og altså kun gik 3 år i gymnasiet. For disse elever skete ingen afkortning. I øvrigt var det samlede åremål til studentereksamen uforandret 12 år, og kravene til eksamen skulle være de samme som hidtil. Spørgsmålet om at gøre gymnasieafdelingen 5-årig, som under forhandlingerne rejstes med stor styrke af Gymnasieskolernes Lærerforening, var han betænkelig ved, fordi han frygtede en for lukket skole. Hvis der var tale om en åben gymnasieafdeling med tilfredsstillende overgangsmuligheder, så gav forslagene mulighed for et 5-årigt gymnasium, idet gymnasiernes ønsker kunne tilgodeses i de læseplaner, som skulle udarbejdes.

Hvidberg (KF) fremførte en skarp kritik af den foreslåede ordning, som med afskaffelsen af eksamensmellemskolen i højere grad svækkede fundamentet for gymnasieuddannelsen. Man tog de to yngste årgange væk fra gymnasieskolen og gjorde resten til et ituhakket kursus på 2 plus 3 år. Dette ville få meget alvorlig betydning for den efterfølgende uddannelse ved universiteter og andre højere læreanstalter. Spørgsmålet om det 5-årige gymnasium havde efter hans opfattelse ikke været genstand for tilstrækkelige overvejelser i ministeriet og i udvalget.

Helge Larsen (RV) bemærkede, at han havde ønsket det 5-årige gymnasium ud fra de pædagogiske fordele, der ville ligge heri. Forskellen mellem et 5-årigt gymnasium med gode indgangsmuligheder, som foreslået af Gymnasieskolernes Lærerforening, og det foreliggende lovforslags ordning var imidlertid minimal og langt mere af formel end af reel karakter. Han konkluderede i øvrigt i, at påstanden om, at studentereksamen forringedes, ikke havde hold i virkeligheden.

Også undervisningsministeren kunne se, at det 5-årige gymnasium havde visse fordele. Alle erkendte imidlertid, at hvis en sådan undervisning skulle tilrettelægges, måtte alle muligheder holdes åbne for, at børn fra andre skoler kunne komme ind i gymnasiets tre sidste klasser, ligesom tilfældet havde været hidtil. Børn kom i stadig stigende grad i gymnasiet fra andre skoler, og skulle der være realitet i landsbyskolens ligestilling med eksamensskolen, måtte adgangen ikke gøres vanskeligere.

Som nævnt undergik lovforslaget under behandlingen i folketinget enkelte ændringer. Det vedtoges ved 3. behandling med 110 stemmer mod 31; 9 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. En fra konservativ side fremsat begæring om afstemning ved navneopråb blev trukket tilbage, efter at afstemningen over forslaget til lov om ændringer af lov om folkeskolen var foretaget ved navneopråb, se herom nærmest foranstående sag.