Luk

Luk
Luk

Luk

L 68 Lov om midlertidige bestemmelser vedrørende rentegaranti for husmandskreditforeningernes kasseobligationer.

Af: Arbejds- og boligminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1957-58
Status: Stadfæstet
Lov nr. 304 af 21-12-1957
Ved loven forlænges boligministerens bemyndigelse til at yde rentegaranti for kasseobligationer udstedt af de to husmandskreditforeninger (årbog 1951-52, side 219) for et år, således at den har gyldighed indtil 11. december termin 1958.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte boligministeren bl. a.:

„Som det vil være folketinget bekendt, har staten siden oprettelsen af de 2 husmandskreditforeninger i 1880 garanteret for renten for foreningernes kasseobligationer til en rentefod á 4 pct. Siden 1915 har garantien periodevis været udvidet til at omfatte kasseobligationer til en rente á 4½ og 5 pct. Den seneste lovbestemmelse herom, nemlig lov nr. 527 af 22. december 1948, jfr. lov nr. 203 af 30. maj 1952, udløber den 11. december termin 1957.

Siden foreningernes oprettelse er der sket en meget betydelig udvikling med hensyn til arten af de panter, hvori de pågældende foreninger yder lån. Dels er husmandsbrugenes standard forøget, dels har byernes udvikling medført, at man i stigende omfang giver lån til ikke-landbrugsejendomme. Hertil kommer, at foreningerne har ført en udpræget konsolideringspolitik, der har medført, at deres reserver nu er meget betydelige. Under hensyn til denne udvikling, der allerede tidligere har medført, at visse andre begunstigelser, nemlig retten til at rekvirere tingbogsattester mod nedsat gebyr, refusion af taksationsudgifter og lønninger til statens revisor, er blevet inddraget, har ministeriet taget under overvejelse, om garantien i dag har en sådan betydning, at der er grund til at forlænge de love, der nu udløber.

Ministeriet har allerede påbegyndt forhandlinger med foreningerne for at nå frem til eventuelle ændringer i de nugældende regler. Disse forhandlinger har imidlertid endnu ikke kunnet afsluttes og vil naturligvis medføre, at der bliver tale om at foretage ændringer i andre bestemmelser vedrørende foreningerne, bl. a. med hensyn til lånegrænserne.

Jeg tillader mig derfor at foreslå den del af garantiordningen, der er tidsbegrænset, forlænget for 1 år, således at man kan benytte det kommende år til at fuldende forhandlingerne og finde en mere varig ordning på dette område."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider og vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Erhard Jakobsen (S), Marius J. Heilesen (V), K. Thestrup (KF), Aage Fogh (RV) og Villy Fuglsang (DKP)