Luk

Luk
Luk

Luk

L 73 Lov om ændringer i lov for Færøerne om aldersrente og lov for Færøerne om invalideforsikring.

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1957-58
Status: Stadfæstet
Lov nr. 67 af 26-03-1958
Ved loven foretages efter indstilling fra det færøske landsstyre nogle ændringer i de færøske love af 31. marts 1949 om henholdsvis aldersrente og invalideforsikring.

Ved renteberegningen har man hidtil set bort fra et fradragsfrit indtægtsbeløb på 50 pct. af rentens grundbeløb. Denne procentsats forhøjes nu til 100 pct., hvilket betyder, at de færøske fradragsregler nogenlunde bringes i overensstemmelse med de regler, der var gældende for den øvrige del af riget før ændringerne i folkeforsikringsloven pr. 1. april 1957 (om gennemførelse af folkepension). Derimod er der ikke tale om en ajourføring i forhold til de nye folkepensionsregler.

Den højeste indtægt, ved hvilken fuld rente kan oppebæres, udgjorde efter de hidtidige regler 1 284 kr. for ægtepar, når begge ægtefæller er renteberettiget, og 852 kr. for enlige. Efter ændringen vil beløbene andrage henholdsvis 2 568 kr. og 1 704 kr.

Samtidig stiger den højeste indtægt, ved hvilken rente overhovedet kan oppebæres, fra 5 200 kr. for ægtepar og 3 460 kr. for enlige til henholdsvis 6 480 kr. og 4 300 kr.

De færøske alders- og invaliderentesatser er ikke undergivet en automatisk regulering efter pristal, men forhøjes eller nedsættes efter indstilling fra landsstyret, såfremt leveomkostningerne på Færøerne stiger eller falder. Efter indstilling fra landsstyret er satserne senest forhøjet ved socialministeriets bekendtgørelse nr. 14 af 24. januar 1958 med virkning fra 1. oktober 1957. Da der i anledning heraf skal foretages en omberegning af samtlige løbende renter fra nævnte tidspunkt, skal bestemmelserne i nærværende lov have virkning fra samme dato.

Lovens bestemmelser skønnes for staten at ville betyde en årlig merudgift på ca. 100 000 kr. til aldersrenter og ca. 50 000 kr. til invaliderenter og for de færøske myndigheder et lignende beløb.

Loven indeholder i øvrigt et par mindre ændringer, som tilsigter at bringe de færøske rentelove i overensstemmelse med indfødsretsloven af 27. maj 1950, hvorved bl. a. reglen om, at en kvinde erhvervede indfødsret ved ægteskab med en dansk mand, blev afskaffet.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte socialministeren bl. a.:

„De færøske alders- og invaliderentelove er fra 1949 og har folkeforsikringsloven som mønster i den skikkelse, loven havde på det tidspunkt. Denne lovs regler om adgang til indtægt ved siden af renten blev imidlertid fra 1949 og i tiden op til ændringen i 1956 i forbindelse med folkepensionens indførelse ændret på forskellig måde, og det lovforslag, jeg hermed forelægger betyder, at de færøske fradragsregler stort set bringes i overensstemmelse med de regler, der var gældende for den øvrige del af riget før ændringerne i folkeforsikringsloven i 1956."

Lovforslaget gennemførtes i folketinget uden udvalgsbehandling og vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Wilhelm Dupont (S), Søren Andersen (V), Hanne Budtz (KF), Else Zeuthen (RV), Aage Gøting (DR) og Ragnhild Andersen (DKP)