Ved loven indføres et ændret system for ydelse af tilskud til de statsanerkendte arbejdsløshedskasser, hvorved der tilsigtes tilvejebragt en varig løsning af de økonomiske forhold for de vanskeligt stillede arbejdsløshedskasser (§ 1).

Endvidere indeholder loven (i §§ 2 og 3) nogle midlertidige bestemmelser, hvorved der bl. a. skabes hjemmel til for regnskabsårene 1956-57 og 1957-58 at yde statstilskud til delvis dækning af kassernes udgifter til børnetillæg, forsørgertillæg og brændselstillæg, når det gennemsnitlige årskontingent har udgjort 3 pct. eller derover af den gennemsnitlige årsfortjeneste i vedkommende regnskabsår.

Hvad angår reglerne for ydelse af tilskud til de statsanerkendte arbejdsløshedskasser, var forholdet efter den hidtil gældende lovgivning det, at der til hver kasse ydedes et statstilskud udgørende en procentdel af kassens samlede indtægt i form af medlemsbidrag til hovedforsikringen og fortsættelseskassen. Denne tilskudsprocent varierede omvendt med den gennemsnitlige årsløn inden for kassernes område, beregnet under hensyntagen til arbejdsløshedens størrelse, men var uafhængig af vedkommende kasses faktiske understøttelsesudgifter. Herudover refunderedes fuldt ud kassernes udgifter til huslejehjælp. Dernæst ydedes et tilskud til „vanskeligt stillede kasser" på 75 pct. af vedkommende kasses udgifter til børnetillæg, brændselshjælp og det såkaldte forsørgertillæg. Afgørende for om en kasse var berettiget til dette tilskud var dels, om ledigheden inden for kassen havde været af en vis størrelse i forhold til ledigheden inden for kasserne som helhed, dels om det gennemsnitlige medlemsbidrag i kassen havde udgjort mindst 3,5 pct. af den gennemsnitlige (reducerede) årsløn i kassen.

De angivne refusionsregler gjaldt kassernes hovedforsikring. Til fortsættelseskasserne ydede arbejdsløshedsfonden refusion af halvdelen af understøttelsesudgifterne, mens de foran angivne regler fandt anvendelse på den anden halvdel af udgifterne.

Ifølge de ved lovens § 1 gennemførte permanente ændringer af reglerne i arbejdsløshedslovens §§ 12 og 13 om refusion og tilskud til kasserne ydes refusioner og tilskud uden hensyn til, hvilket medlemsbidrag der faktisk er erlagt til vedkommende kasse.

Refusions- og tilskudsreglerne er således indrettet, at der ved stigende ledighed refunderes en stigende del af understøttelsesudgifterne, respektive ydes et stigende tilskud pr. medlem. Dog refunderes udgifterne til forsørger- og børnetillæg samt husleje- og brændselshjælp for samtlige kassers vedkommende med mindst 75 pct. Denne ensartede refusionsprocent for disse sidstnævnte udgifters vedkommende motiveredes i de lovforslaget ledsagende bemærkninger med, at disse udgifters omfang for hver enkelt kasse afhænger af forholdet mellem antallet af forsørgere og ikke-forsørgere, hvilket forhold varierer stærkt fra kasse til kasse uden at have sammenhæng med ledighedsrisikoen, hvorfor det skønnedes hensigtsmæssigt, at refusionen af disse udgifter sker med en ensartet, relativt høj minimumsprocent for samtlige kasser.

Ved beregningen af tilskuddet pr. medlem tages der, foruden til ledighed, hensyn til indtjeningsevnen i faget, så at tilskuddet reduceres for kasser, inden for hvilke den gennemsnitlige årsløn, beregnet ved fuld beskæftigelse, overstiger den tilsvarende gennemsnitlige årsløn for samtlige kasser under ét.

Det medlemsbidrag, der herefter vil være at opkræve, skal være tilstrækkeligt til i forbindelse med refusionerne og tilskuddet fra statskassen samt kassens øvrige indtægter at dække understøttelsesudgifterne. Såfremt direktøren skønner, at en kasses medlemsbidrag ikke kan anses for tilstrækkeligt, kan han pålægge kassen at forhøje bidraget. Viser det sig efter afslutningen af et regnskabsår, at en kasse — f. eks. som følge af fejlskøn over ledigheden — har fastsat et utilstrækkeligt medlemsbidrag, skal — ud fra den betragtning, at hvert regnskabsår efter systemet skal hvile i sig selv — det manglende bidrag opkræves i form af et ekstra bidrag; dog kan et sådant manglende beløb eventuelt dækkes ved hjælp af kassens formue, forudsat at denne fremdeles må antages at være tilstrækkelig til at sikre kassens likviditet, d. v. s. tilstrækkelig til at afholde de fulde understøttelsesudgifter, indtil statskassens refusioner og tilskud kommer til udbetaling, og til at imødegå svingninger i understøttelsesudgifterne som følge af ændringer i ledigheden og i den gennemsnitlige understøttelsesudgift pr. dag.

Arbejdsløshedskasserne har ved en nyordnings gennemførelse ønsket, at kassernes administrationsudgifter holdes uden for tilskudsordningen. Som følge heraf er det i den nye § 12, stk. 5, i arbejdsløshedsloven fastsat, at administrationsudgifterne ikke kan afholdes af de foran nævnte medlemsbidrag.

For at udelukke, at en kasse, der har en minimal ledighed, skal kunne opnå et tilskud, der er større end understøttelsesudgifterne, er det i den nye § 13, stk. 5, fastslået, at de samlede tilskud og refusioner ikke kan overstige kassens faktiske understøttelsesudgift.

Ved loven ophævedes den tidligere § 19 i arbejdsløshedsloven, hvorved fortsættelseskasserne bortfalder. Med hensyn til disses formue fastslås det i overgangsbestemmelserne, at de indgår i vedkommende kasses formue.

Efter det hidtil gældende tilskudssystem kunne en kasse ved at fastsætte et højere medlemsbidrag end fornødent opnå yderligere forøget statstilskud og derved opspare en reserve, som måtte betragtes som delvis tilvejebragt ved hjælp af statstilskuddet.

Efter den ved loven gennemførte ordning kan en kasses opsparing af reserve alene ske derved, at der fastsættes et medlemsbidrag ud over det til bestridelse af understøttelsesudgifterne fornødne bidrag. Som følge heraf ændredes de tidligere regler i arbejdsløshedslovens § 22, stk. 2, om fordelingen af en kasses formue ved kassens opløsning.

Ved den nye formulering af § 22, stk. 2, bestemmes, at der pr. lovens ikrafttræden af hver kasse foretages en opgørelse efter de regler, der tidligere gjaldt med hensyn til opgørelse ved en kasses opløsning m. v. Det beløb, som ved denne opgørelse konstateres at skulle have været indbetalt til statskassen og arbejdsløshedsfonden, såfremt kasserne var opløst på nævnte tidspunkt, vil, såfremt en kasse senere opløses, være at indbetale til statskassen.

Som følge af omlægningen af tilskudssystemet, herunder navnlig ophævelsen af fortsættelseskasserne, er arbejdsløshedsfonden delvis blevet overflødig, idet denne fonds væsentligste opgave har været at yde tilskud til fortsættelseskasserne. Arbejdsløshedslovens hidtidige §§ 27, 29 og 30 er derfor ophævet, mens det ved en ændret affattelse af § 28 bestemmes, at arbejdsgivernes bidrag ydes umiddelbart til statskassen til nedbringelse af dennes refusioner og tilskud, og således at indbetalingen af bidragene gennem ulykkesforsikringsselskaberne sker til arbejdsdirektoratet.

Til løsning af arbejdsløshedsfondens hidtidige opgaver med hensyn til ydelse af tilskud til undervisning af arbejdsløse oprettes ved en ændret formulering af arbejdsløshedslovens § 32 et kursusnævn, hvis sammensætning i det væsentlige svarer til arbejdsløshedsfondens bestyrelses sammensætning. Udgifterne til kursusnævnets virksomhed bevilges på de årlige finanslove.

Da de ovenfor omhandlede permanente ændringer i arbejdsløshedslovens bestemmelser kun får virkning for arbejdsløshedskassernes fremtidige økonomiske forhold, er der ved lovens § 2 gennemført en midlertidig bestemmelse, der tager sigte på for regnskabsårene 1956-57 og 1957-58 at muliggøre, at visse vanskeligt stillede arbejdsløshedskasser kan få den i den tidligere § 13, stk. 5 b, c og d, i arbejdsløshedsloven omhandlede refusion på 75 pct. af visse sociale ydelser: børnetillæg, forsørgertillæg og brændselshjælp, såfremt det gennemsnitlige årlige kontingent har udgjort 3 pct. eller derover af den gennemsnitlige årsfortjeneste mod som hidtil krævet 3,5 pct. Herved tilvejebringes en løsning på de økonomiske problemer, som især for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse har været aktuelle under det sidste par års stigning i ledigheden.

Endvidere er der ved lovens § 3 givet en ligeledes midlertidig bestemmelse, hvorefter medlemmer, der i tidsrummet fra 1. oktober 1957 til 31. marts 1958 har været afkontrolleret som ledige for mindst 90 dage, som tillæg til understøttelsen kan få en ekstraordinær hjælp på 100 kr. for forsørgere og 65 kr. for andre forsikrede.

Da en del kassers økonomi ikke vil tillade dem at afholde udgifterne til den ekstraordinære hjælp, er der endvidere skabt hjemmel til, at der til hel eller delvis dækning af en anerkendt arbejdsløshedskasses udgifter til ekstraordinær hjælp af statskassen stilles et beløb af indtil 5 mill. kr. til rådighed for socialministeren til fordeling mellem vanskeligt stillede arbejdsløshedskasser.

Endelig fastsættes i lovens §§ 4 og 5 de nødvendige overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved fremsættelsen, anførtes, at baggrunden for lovforslaget var, at det gennem længere tid var blevet erkendt, at de hidtil gældende regler ikke havde virket tilfredsstillende med hensyn til de vanskeligt stillede kassers økonomiske forhold. Problemet var allerede i rigsdagssamlingen 1952-53 blevet fremdraget, idet der af medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe blev fremsat forslag om, at der i finansåret 1952-53 af statskassen blev stillet et beløb af 28 mill. kr. til rådighed for arbejds- og socialministeren til fordeling blandt vanskeligt stillede arbejdsløshedskasser (årbog 1952-53, side 513).

Lovforslaget blev ikke færdigbehandlet, men i fortsættelse af forhandlingerne om lovforslaget blev der ved arbejds- og socialministeriets skrivelse af 9. juni 1953 nedsat en kommission med den opgave at overveje såvel den foreliggende akutte situation for de vanskeligt stillede arbejdsløshedskasser som spørgsmålet om tilvejebringelse af en varig løsning af disse kassers økonomiske forhold.

I kommissionen, hvortil der blev udpeget repræsentanter for socialdemokratiet, partiet venstre, det konservative folkeparti, det radikale venstre og Danmarks retsforbund, De samvirkende Fagforbund, Dansk Arbejdsgiverforening, de statsanerkendte arbejdsløshedskasser, finiansministeriet, socialministeriet og arbejdsdirektoratet, kunne der imidlertid ikke opnås enighed om løsningen af disse spørgsmål, hvorfor regeringen allerede i november 1956 efter indstilling fra socialdemokratiets, det radikale venstres og retsforbundets medlemmer af kommissionen fremsatte forslag til lov om midlertidig ændring i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. (tilskud til anerkendte arbejdsløshedskasser) gående ud på, at den i lovens § 13, stk. 5 b, nævnte procentsats nedsattes fra 3,5 til 3 1/3, hvorved det muliggjordes for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse for regnskabsåret 1955-56 at opnå tilskud som vanskeligt stillet arbejdsløshedskasse. Forslaget gennemførtes ved 3. behandling den 14. december 1956 og stadfæstedes den 19. december 1956 [Lovt. nr. 337] (årbog 1956-57, side 225).

Heller ikke i den derefter forløbne tid havde det været muligt at opnå en sådan enighed inden for kommissionen, at denne kunne afslutte sit arbejde og afgive betænkning med indstilling.

Imidlertid modtog socialministeriet fra arbejdsdirektoratet en indberetning, hvoraf det fremgik, at Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse ej heller for så vidt angår regnskabsåret 1956-57 kunne forventes at opfylde betingelserne for at modtage det særlige statstilskud til vanskeligt stillede kasser, og at kassen herefter — navnlig som følge af at ledigheden i sommeren 1957 og de deraf følgende understøttelsesudgifter havde været større end forventet — ikke kunne påregnes at være i stand til at dække sine udgifter til understøttelse og administration i resten af finansåret 1957-58, selv om der blev ydet størst muligt forskud på tilskud og refusioner for dette finansår.

Under henvisning til de givne oplysninger udbad socialministeriet sig en udtalelse fra kommissionen om, hvorvidt det måtte anses for ønskeligt, at der også for regnskabsåret 1956-57 tilvejebragtes lovhjemmel for en ændring af arbejdsløshedslovens § 13, stk. 5 b, med henblik på, at der ydes Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse tilskud i henhold til denne lovbestemmelse.

Kommissionen svarede derefter, at sagen var blevet forhandlet, og at repræsentanterne for de statsanerkendte arbejdsløshedskasser havde anbefalet, at der tilvejebragtes lovhjemmel for en ændring af arbejdsløshedsloven som den nævnte.

Socialministeriet fandt imidlertid, at det forannævnte specielle spørgsmål burde vurderes i sammenhæng med kommissionens bestræbelser for at søge tilvejebragt en varig løsning af vanskeligt stillede arbejdsløshedskassers økonomiske forhold, og udbad sig derfor en redegørelse for det hidtil i kommissionen udførte arbejde med oplysning om, hvorvidt der på grundlag heraf kunne gives nærmere retningslinjer for en nyordning med hensyn til de vanskeligt stillede arbejdsløshedskassers økonomiske forhold.

Kommissionen afgav derefter den ønskede redegørelse, der ligesom den øvrige her refererede brevveksling offentliggjordes som bilag til det fremsatte lovforslag. I redegørelsen behandledes bl. a. en skitse, der var udarbejdet efter forslag af socialdemokratiets daværende repræsentant i kommissionen. Denne skitse kom, idet kommissionen som sådan ikke fremkom med betænkning og indstilling, til at danne grundlag for det fremsatte lovforslag. Herom udtalte socialministeren ved fremsættelsen bl. a. følgende:

„Selv om der således ikke foreligger en betænkning fra kommissionen, vil en ordning af de vanskeligt stillede arbejdsløshedskassers forhold dog kunne bygge på kommissionens arbejde, idet der foreligger en af kommissionen udarbejdet skitse, der har fundet tilslutning hos arbejdsløshedskassernes, De samvirkende Fagforbunds og socialdemokratiets repræsentanter i kommissionen. Ligeledes har det radikale venstres repræsentant i kommissionen fundet skitsen tiltalende, men har dog peget på det ønskelige i visse ændringer i skitsen."

Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af Peter Ravn (S), der bl. a. fremhævede følgende:

„Når visse kasser har vanskeligheder — det skal understreges — skyldes det ikke kasserne selv, men forhold, som de ikke har været herre over. Hvis man tager en typisk vanskeligt stillet kasse som arbejdsmændenes, er årsagerne ikke svære at få øje på. Den tekniske udvikling i landbruget og på en række andre felter har ramt arbejdsmændene hårdt, og hertil kommer, at kasserne har måttet overtage stadig flere og flere sociale opgaver, som tidligere blev klaret over almindelig kommunehjælp. Man har fået et forøget dagetal, børnetillæg, huslejehjælp, brændselshjælp o. s. v., hjælp, som, hvis den ikke blev udbetalt af kasserne, måtte overtages af kommunerne. Når dette er årsagen til vanskelighederne — altså den tekniske udvikling og nye sociale opgaver, som kasserne har lettet det offentlige for — må konklusionen vel være den, at der her er et problem, som hele samfundet må være med til at løse."

Lorentzen (V) udtrykte sympati for forslaget om ekstraordinær hjælp til dem, der havde været af kontrolleret som ledige i mere end 90 dage, hvorimod han tog afstand fra lovforslagets øvrige bestemmelser, hvorom han bl. a. udtalte følgende:

„Skulle jeg sammenfatte mit indtryk af det foreliggende lovforslags permanente regler, må det være dette, at den tilskudsordning, der agtes indført, lider af betydelige mangler med hensyn til varetagelse af statskassens og kommunernes interesser og — efter min opfattelse — også med hensyn til varetagelse af kassemedlemmernes interesser. Vi kan derfor ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, for så vidt angår den permanente del af det. Vi finder, at det er præget af hastværk ... Med hensyn til de midlertidige bestemmelser i lovforslaget skal jeg kun sige, at reglen om de 3 pct. kunne vi have forhandlet om, hvis Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse ville betale tilbage under en eller anden form. Men vi kan ikke forhandle om det, fordi kassens ledelse har ment at kunne sabotere lovens regler. At folketinget skulle bøje sig herfor den ene gang efter den anden, kan vi ikke gå med til; det ville give meget lidt respekt for det høje tings arbejde."

Poul Sørensen (KF), der ligeledes gik imod forslaget, fremhævede, at hans parti ønskede gensidighed mellem arbejdsløshedskasserne. Han fandt det rimeligt, om arbejdsløshedsforsikringen blev inddelt i otte hovedområder, som tilfældet havde været med hensyn til arbejdsmarkedet, når talen drejede sig om afstemning om løn, arbejdstid og arbejdsvilkår. Aage Fogh (RV) udtalte sin tilfredshed med, at man ved de foreslåede nye tilskudsregler ville få klaret problemet „de nødstedte kasser", og kunne derfor anbefale lovforslaget, idet han fandt, at dette i forhold til den foran omtalte skitse imødekom de af ham i kommissionen fremsatte ønsker om besparelser. Også J. M. Pedersen (DR) var positivt indstillet over for lovforslaget, selv om han i øvrigt kunne tænke sig en ordning med en form for enhedsfagforening i retning af industriforbund med kun én arbejdsløshedskasse, hvortil alle betalte kontingent i forhold til deres årsindtægt og ligeledes fik understøttelse i forhold hertil. Alfred Jensen (DK) hilste med tilfredshed ministerens forslag som et fremskridt, men fremsatte dog flere ønsker af mere vidtgående karakter, ligesom han anmodede det kommende udvalg om at realitetsbehandle det af kommunisterne fremsatte forslag til lov om ændring i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring (vedrørende brændselshjælp som tillæg til dagpengehjælp), der blev behandlet sammen med den heromhandlede sag. Uden for ordførernes kreds blev lovforslaget anbefalet af Hans Rasmussen (S), der dog for sin part kunne ønske, at arbejderne i højere grad sluttede sig sammen i industriforbund med tilhørende arbejdsløshedskasser, ligesom han slog til lyd for, at man lagde mere vægt på at fremme beskæftigelsen.

I den af det nedsatte udvalg afgivne betænkning indstillede et flertal bestående af socialdemokratiets, det radikale venstres og retsforbundets medlemmer af udvalget lovforslaget til vedtagelse med et ændringsforslag, der gik ud på at slette en til arbejdsløshedslovens § 15, stk. 9, foreslået tilføjelse, hvorefter halvdelen af brændselshjælpens beløb skulle kunne udbetales efter 20 dages ledighed.

Ved 2. behandling vedtoges lovforslaget med denne ændring, hvorimod et af kommunisterne stillet ændringsforslag, hvorefter det skulle sikres, at ingen kasse i regnskabsårene 1958-59 og 1959-60, hvad refusion og tilskud angår, blev stillet ringere end i årene 1956-57 og 1957-58, blev forkastet med 122 stemmer mod 4, medens 1 medlem undlod at stemme.

Til 3. behandling stillede kommunisterne et ændringsforslag, hvori det foresloges, at den i lovforslagets § 3, stk. 1, omhandlede ekstraordinære hjælp skulle kunne ydes med 2 kr. pr. dag for forsørgere og 1 kr. 30 øre pr. dag for andre forsikrede for indtil 50 dage allerede efter 40 dages ledighed. Ændringsforslaget forkastedes med 133 stemmer mod 6, idet de 2 grønlandske medlemmer undlod at stemme.

Herefter vedtoges lovforslaget med 88 stemmer (S, RV, DR og DK) mod 51 (V og KF).