Om baggrunden for loven fremgår af ministerens fremsættelse og de lovforslaget ledsagende bemærkninger bl. a. følgende:

De tekniske undervisningsvirksomheder er oprettet af håndværket og industrien som selvstyrende private institutioner, der har deres eget økonomiske ansvar for virksomhedernes drift. Det offentliges indflydelse på dette undervisningsområde er indskrænket til et tilsyn med undervisningen. Dette tilsyn begyndte allerede i 1916 og er siden blevet fortsat og udbygget. Tilsynet er henlagt til direktøren for tilsynet med den tekniske undervisning samt til et skoleråd. I dette er alle de i undervisningen interesserede organisationer repræsenteret. Gennem tilskud til skolerne har det offentlige bidraget til disses drift. Statens tilskud ydes på grundlag af anmærkninger til nogle ældre finanslove samt i henhold til den praksis, der senere har udviklet sig. Kommunernes støtte til skolerne er ydet efter aftale mellem de enkelte skoler og den kommune, hvor skolen er beliggende, og har for de fleste skolers vedkommende andraget halvdelen af statens driftstilskud.

Både fagligt og økonomisk har det været af stor betydning, at de tekniske skoler har kunnet udvikle sig under egen ledelse og i nært samarbejde med håndværk og industri. Det foresloges derfor, at dette system opretholdes, og at samarbejdet med erhvervene udbygges yderligere, ved at der nedsættes særlige tilsynsråd for teknika og for de teknologiske institutter. Det eksisterende skoleråd bevares.

Efter den nye lov vil ledelsen af de tekniske skoler fortsat være ansvarlig for skolernes drift og økonomi. De ændrede tilskudsregler tilstræber alene at yde skolerne delvis dækning for de yderligere udgifter, der er pålagt skolerne. Den stedfundne udvikling har gjort det nødvendigt, at der nu i langt højere grad er knyttet en fast lærerstab til skolerne. For skolernes økonomi betyder dette en merudgift på mellem 2 og 3 mill. kr., og det er ud fra en samfundsmæssig betragtning fundet rimeligt, at staten bidrager til dækning af denne merudgift ved forøgede tilskud. Den nye lærlingelov har ligeledes nødvendiggjort ændringer af undervisningen, og også dette vil medføre betydelige stigninger i skolernes udgifter, som det ligeledes vil være rimeligt at søge dækket ved større statstilskud.

Handelsministeren kom i sin fremsættelse nærmere ind på den nye lærlingelovs bestemmelser. Det er i denne bestemt, at alle lærlinge skal modtage teoretisk undervisning i det fag, de oplæres i; det kan bestemmes, at teoretisk undervisning skal gives i klasser for de enkelte fag og for lærlinge på samme uddannelsestrin. Det er yderligere bestemt, at den teoretiske lærlingeundervisning, der hidtil hovedsagelig er givet efter arbejdstidens ophør, inden otte år skal omlægges til dag skoleundervisning. Endelig fastsætter lærlingeloven, at der ved de tekniske skoler kan gives praktisk værkstedsundervisning enten i form af forskoler, hvor lærlinge får undervisning i fagenes grundprincipper, eller på værkstedsskoler som supplement til mesterlæren. Sådanne forskoler er allerede med stort held blevet gennemført i enkelte tilfælde, og det er sandsynligt, at denne undervisningsform vil blive gjort obligatorisk inden for en lang række fag.

I henhold til disse bestemmelser er den teoretiske undervisning for lærlingene inden for smede- og maskinarbejderfaget og beslægtede fag, i alt omfattende ca. 20 000 lærlinge, blevet omlagt til fagklasseundervisning. Denne omlægning har medført, at undervisningen, der inden for disse fag hidtil er givet på ca. 340 tekniske skoler, har måttet henlægges til ca. 30 dagskoler og et lignende antal aftenskoler, og elektrikerfaget har for ganske nylig truffet bestemmelse om en lignende centralisering af undervisningen inden for dette fag, hvilket vil medføre, at undervisningen her bliver givet som dagkursus på 12 skoler.

Til belysning af de tekniske skolers og teknikas økonomiske forhold er i lovforslagets bemærkninger optrykt skolernes samlede driftsregnskaber for to finansår.

For så vidt angår de teknologiske institutter, der foruden undervisningsvirksomhed også yder erhvervene betydelig støtte ved konsulentvirksomhed, er der foreslået nogle mindre væsentlige ændringer af statens tilskud.

I sin fremsættelse omtalte ministeren også forholdet mellem folkeskolen og de tekniske skoler. Det siges her bl. a.:

„Undervisningen på de tekniske skoler — og det gælder især lærlingeundervisningen — søges i overvejende grad af elever, der kommer direkte fra folkeskolen. Det er kun meget lidt tid, man på undervisningsplanerne kan afsætte til andre fag end teknisk undervisning, og fra de tekniske skolers side er man derfor meget interesseret i, at eleverne — foruden at have de nødvendige kundskaber i dansk og regning — på forhånd bibringes en mere positiv indstilling over for de tekniske fag. For at få gennemført en sådan positiv indstilling til den tekniske undervisning har vi fra handelsministeriet søgt et samarbejde med undervisningsministeriet, og jeg anser det, for meget ønskeligt, at dette samarbejde kan videreføres, hvad der sikkert vil blive til gavn for begge parter. Efter lovforslagets § 6 skal handelsministeren vælge to repræsentanter til skolerådet. For at sikre samarbejdet med folkeskolen er det hensigten, at den ene af ministeriets repræsentanter skal være i besiddelse af kendskab til skolevæsen og pædagogik. " Ministeren henstillede, at lovforslaget under hensyn til skolernes betydelige økonomiske vanskeligheder måtte få en velvillig og hurtig behandling i tinget.

Om lovens indhold anføres følgende:

§ 1 angiver betingelserne for tekniske skoler og fagskoler for at opnå statstilskud. Betingelserne, der hovedsageligt omhandler det stedlige behov for undervisning, undervisningens indhold, skolens ledelse og økonomiske grundlag og skolens vedtægter, er i overensstemmelse med gældende praksis.

§ 2 indeholder hjemmelen for ved de tekniske skoler at oprette teknika til uddannelse af ingeniører. Det bestemmes endvidere, at der ved sådanne skoler med teknikum skal nedsættes et udvalg til behandling af alle spørgsmål, der særligt vedrører undervisningen på teknikum. Udvalget skal bestå af mindst én erhvervsrepræsentant for hvert af de tekniske områder, inden for hvilke det pågældende teknikum giver undervisning, dog mindst 3 medlemmer, der i givet fald kan vælges uden for bestyrelsens kreds. Udvalgets sammensætning skal godkendes af handelsministeren.

Oprettelsen af sådanne udvalg tilsigter, ligesom det i § 7 omhandlede tilsynsråd, at sikre kontakten mellem teknika og de interesserede erhvervskredse og at skabe så gode vilkår som muligt for denne ingeniøruddannelse.

De i § 3 angivne betingelser for at opnå statstilskud til teknologiske institutter er i overensstemmelse med gældende praksis.

§ 4 omhandler tilsynet med de godkendte tekniske skoler, teknika, fagskoler og teknologiske institutter, der varetages af direktøren for tilsynet med den tekniske undervisning.

Ved paragraffen opretholdes en konsulentinstitution, der kan virke som bindeled mellem skolerne og de enkelte fag.

Ifølge § 6 nedsætter handelsministeren et skoleråd for de tekniske skoler med direktøren som formand og i øvrigt bestående af 13 medlemmer, hvoraf 2 udpeges af handelsministeren, 3 af Håndværksrådet, 2 af Industrirådet, 2 af De samvirkende Fagforbund i Danmark, 2 af Teknisk Skoleforening, 1 af Dansk Teknisk Lærerforening og 1 af de teknologiske institutter i forening.

Repræsentanterne for Industrirådet udpeges efter forhandling med Dansk Arbejdsgiverforening.

Valgene gælder for 4 år. Genvalg kan finde sted.

I forhold til det hidtidige skoleråd er medlemstallet nedsat for at skabe mulighed for større effektivitet.

Bestemmelsen underkastedes under folketingets behandling enkelte ændringer, hvorved bl. a. antallet af Håndværksrådets repræsentanter udvidedes fra 2 til 3.

Ifølge § 7 nedsætter handelsministeren et tilsynsråd for teknika med direktøren som formand og i øvrigt bestående af 8 medlemmer, hvoraf 1 udpeges af handelsministeren, 3 af Industrirådet, repræsenterende henholdsvis elektro-, maskin- og skibsbygningsindustrien, 1 af Ingeniør-Sammenslutningen, 2 af Håndværksrådet, repræsenterende bygge- og anlægsvirksomhed, og 1 af teknika i forening.

Under behandlingen i folketinget indsattes bestemmelsen om, at Ingeniør-Sammenslutningen skal udpege 1 medlem. Der henvises i øvrigt til det om § 2 anførte.

Ifølge § 8 nedsætter handelsministeren et tilsynsråd for de teknologiske institutter med direktøren som formand og i øvrigt bestående af 11 medlemmer, hvoraf 1 udpeges af handelsministeren, 2 af Håndværksrådet, 2 af Industrirådet, 1 af De samvirkende Fagforbund i Danmark, 1 af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 1 af Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger, 1 af Teknisk Skoleforening, 1 af statens materialprøveråd og 1 af Akademiet for de tekniske Videnskaber.

Mens tilsynet med den videregående værkstedsundervisning for mestre og svende hidtil har henhørt under staten, har tilsynet med konsultations- og forsøgsvirksomheden været ført af et af Håndværksrådet nedsat tilsynsråd.

Det har imidlertid været følt som et savn, at koordineringen af konsultations- og forsøgsvirksomhed med institutternes almindelige undervisningsvirksomhed var unddraget statens tilsyn. Der har derfor været ført forhandlinger med Håndværksrådet om muligheden af en tilbageførelse heraf til statens tilsyn, og Håndværksrådet har erklæret sig enigt i, at dette sker.

Efter bestemmelsen i § 8 omfatter statens tilsyn herefter alle områder inden for de teknologiske institutters virksomhed, såvel undervisningsvirksomheden som konsultations- og forsøgsvirksomheden.

Ifølge § 9 nedsættes der en eksamenskommission med direktøren som formand.

De gældende regler om eksamensordningen ved de statsunderstøttede tekniske skoler, som findes i bekendtgørelse nr. 397, af 21. december 1933, må efter gennemførelsen af nærværende lov eventuelt underkastes en revision.

De af loven omfattede undervisningsvirksomheder er ifølge § 11 pligtige at følge de bestemmelser om adgangsbetingelser, undervisningsplaner og eksamensordninger, som måtte blive udfærdiget af handelsministeren, samt i øvrigt de dem af handelsministeren eller direktøren i medfør af loven eller de i henhold til denne udfærdigede bestemmelser givne påbud og anvisninger. I tilfælde, hvor sådanne påbud eller anvisninger tilsidesættes, eller hvor betingelserne for at opnå statstilskud ikke mere er til stede, kan handelsministeren efter samråd med direktøren tilbageholde udbetalingen af statstilskud, eventuelt tilbagekalde den vedkommende undervisningsvirksomhed meddelte godkendelse.

Bestemmelsen svarer i alt væsentligt til den hidtidige lovs regler.

Det var overvejet at optage de nærmere regler for driftstilskuddenes størrelse og beregning i selve loven. Under hensyn til, at der jævnlig må foretages ændringer i sådanne bestemmelser som følge af udviklingen i undervisningen, er det imidlertid fundet mest hensigtsmæssigt, at tilskudsbestemmelserne udfærdiges som bekendtgørelser efter forhandling med finansministeren og godkendelse af finansudvalget. Hjemmelen hertil findes i lovens § 12.

Idet der om de nærmere tilskudsbestemmelser må henvises til lovforslagets fyldige bemærkninger og til de som bilag til lovforslaget optrykte udkast til bekendtgørelser herom, skal her alene anføres følgende:

Det er i de nævnte bilag foreslået, at der fortsat ydes de tekniske skoler et statstilskud på 50 pct., af udgifterne til lærerlønninger, lokaler og undervisningsmidler dog således, at beregningen af statens tilskud foretages på grundlag af skolernes udgifter i det år, tilskuddene ydes. Der foreslås endvidere særlige tilskud til værkstedsundervisning og anden særlig bekostelig undervisning. For undervisning på teknika er det foreslået, at der ydes et særligt tilskud svarende til 20 pct. af lærerlønningerne.

Over for det efter 1. behandling nedsatte udvalg erklærede ministeren sig ifølge den af udvalget afgivne betænkning indforstået med, at tilskudsprocenten i de bekendtgørelser, der udstedes i forbindelse med loven, forhøjes til 60, og at der herudover ydes et særligt statstilskud på 10 pct. af udgifterne til lønninger til de ved teknika ansatte lærere.

I § 13 bestemmes:

„I henhold til bevillinger på de årlige finanslove yder staten:

a. dækning af udgifterne ved uddannelse af lærere ved tekniske skoler, teknika, fagskoler og teknologiske institutter på kursus, som tilrettelægges eller godkendes af direktøren for tilsynet,

b. tilskud til læreres deltagelse i de under a. nævnte lærerkursus,

c. tilskud til uformuende elevers uddannelse ved videregående undervisningsvirksomheder,

d. tilskud til udgifterne til lærlinges befordring i forbindelse med deres deltagelse i undervisningen på tekniske skoler eller fagskoler,

e. tilskud til udgifterne ved lærlinges ophold på centralskoler med skolehjem eller kollegier,

f. tilskud til driften af skolehjem og kollegier for elever på tekniske skoler, teknika, fagskoler og teknologiske institutter.

De nærmere regler om fordelingen af de bevilgede beløb fastsættes af handelsministeren efter indstilling af direktøren. Efter forhandling med finansministeren kan handelsministeren derhos bestemme, at også andre uddannelsessøgende end lærlinge skal kunne få del i de under d. og e. foran nævnte bevillinger."

§ 14 fik i sin endelige skikkelse følgende ordlyd:

„Efter regler, der fastsættes af handelsministeren efter forhandling med finansministeren og godkendelse af finansudvalget, kan der af staten ydes afdragsfrie lån til:

a. opførelse, ombygning eller køb af bygninger for tekniske skoler, teknika, fagskoler samt teknologiske institutter,

b. indretning af særlige lokaler til varig brug for teknisk undervisning i kommuneskoler eller andre offentlige bygninger samt til indretning af lokaler til sådan undervisning i andre lejede lokaler og

c. anskaffelse af udstyr og installationer i fagklasser og laboratorier m. v.

Lånene, der til de under a. nævnte formål er rentebærende, men som i øvrigt er rentefrie, bevilges på de årlige finanslove.

Finansministeren bemyndiges til at udstede statsobligationer til fremskaffelse af de fornødne midler til gennemførelse af de i stk. 1 omhandlede formål."

Ifølge § 16 må betegnelsen teknikum (teknika) eller ordsammensætninger, hvori disse betegnelser indgår, kun anvendes af de af handelsministeren i medfør af denne lov godkendte skoleafdelinger. Dimittender fra teknika er eneberettigede til at anvende de betegnelser for gennemgået undervisning, som måtte blive fastsat ved kongelig anordning.

§ 17 sikrer, at de tekniske skoler og fagskoler, der ved lovens ikrafttræden er i enkeltmandseje, men som forinden lovens ikrafttræden er godkendt som berettigede til at oppebære statstilskud, og som i øvrigt opfylder betingelserne i § 1, bevarer deres ret til statstilskud, så længe de ejes af de nuværende ejere.

Ved § 18 får tilskudsbestemmelserne i §§ 12-14 virkning fra 1. april 1958. For Grønlands og Færøernes vedkommende fastsættes tidspunktet for lovens ikrafttræden ved kgl. anordning, hvorved tillige kan fastsættes sådanne afvigelser fra lovens bestemmelser, som forholdene måtte tilsige. Lov nr. 231 af 28. juli 1916 om tilsyn med den tekniske undervisning for håndværkere og industridrivende ophæves.

Under behandlingen i folketinget mødte lovforslaget velvilje fra alle sider, idet alle fandt, at det var et nødvendigt led i den udvikling, der foregik.

Peter Jørgensen (S) fremhævede ved 1. behandling som det centrale og altoverskyggende problem spørgsmålet om skolernes økonomi. Han var tilfreds med, at tilskuddene fremtidig skulle fastsættes på basis af skolens budget for det pågældende finansår, og havde bemærket de foreslåede forhøjelser. Han kunne tiltræde tanken om rentebærende afdragsfri lån til nybygning og ombygning — dog med nogen betænkelighed — for så vidt angik udstyr og installationer. Det foreslåede kunne dog ikke løse skolernes forestående økonomiske problem. Skolerne måtte fremdeles skaffe betydelige beløb bl. a. hos kommunerne. Hvad teknika angik mødte man stigende modstand hos de kommuner, hvor de var placeret, mod at afholde disse udgifter. Den tanke havde derfor været nærliggende at gøre teknika til statsskoler. Han henstillede til kommunerne at tage hele problemet op til debat og opfordrede endvidere erhvervslivet til at yde støtte til de tekniske skoler.

Kryger (V) opridsede den skete udvikling og kunne i øvrigt godkende lovforslagets princip, selv om han ønskede visse ændringer bl. a. med hensyn til Håndværksrådets repræsentation i skoleråd og tilsynsråd. Han understregede i øvrigt, at man også måtte se på økonomien, og var i denne forbindelse ikke sikker på, at det var en fornuftig fremgangsmåde at basere tilskuddene på skolernes budgetlægning.

Weikop (KF) fandt, at det var på høje tid, lovforslaget fremkom. Det fjernede imidlertid ikke den økonomiske usikkerhed omkring den tekniske uddannelse, og det havde været bedre, om tilskuddenes procentsatser — i hvert fald visse minimumssatser — havde været angivet i selve loven. Også han havde en fornemmelse af, at kommunerne ville være noget utilbøjelige til at yde bidrag til teknika, og han ville ikke finde det helt urimeligt, om staten skulle dække samtlige lønninger ved teknika. At skolerne nu ville få tilskud på grundlag af deres budget i stedet for deres regnskab, ville betyde bedre likviditet, og han nærede ingen mistillid til denne ordning.

Helge Larsen (RV), som ved 1. behandling talte på A. C. Normanns vegne, så med glæde, at ministeren havde taget initiativ til denne betydelige tekniske landvinding. Han fremhævede som noget betydningsfuldt, at de børn, som alene gennemgik folkeskolens almindelige undervisning, fik en naturlig mulighed og tilskyndelse til en videregående teknisk og faglig uddannelse, et spørgsmål, som også var fremført af andre ordførere.

Gøting (DR) kunne tilsige sit partis støtte til lovforslaget. Han påpegede de små tekniske skolers betydning og advarede imod, at centraliseringen greb for meget ind i disses forhold. Han fremhævede det principielt ønskelige i, at de, der direkte havde fordel af uddannelsen på teknika, betalte en større del deraf, og fandt, at der måtte være basis for en forhøjelse af skolepengene.

Ragnhild Andersen (DK) hilste med tilfredshed lovforslaget, som hun dog fandt utilstrækkeligt til løsning af de økonomiske vanskeligheder, ikke mindst for teknika. Hun ville i øvrigt have fundet det rigtigt at udskille disse som selvstændige læreanstalter.

Uden for ordførernes kreds slog Peter Kristensen (Ålborg) (S) til lyd for at oprette et teknikum, i Ålborg bl. a. under hensyn til det alvorlige arbejdsløshedsproblem, ligesom også Nordjyllands betydelige maskinindustri talte for at placere et maskinteknikum i denne landsdel.

Handelsministeren kom i sit svar bl. a. ind på spørgsmålet om teknikas særlige finansieringsproblemer, som han håbede kunne løses inden for en overskuelig tid. En forhøjelse af skolepengene kunne han ikke anbefale, idet man måtte stræbe efter at gøre undervisningen så billig som muligt. Hvad kommunernes deltagelse i udgifterne angik var der forhandlinger i gang med de forskellige kommunegrupper. Tiden var ikke inde til at gøre teknika til statsskoler. Teknikas tilknytning til de tekniske skoler havde vist sig så værdifuld, at denne organisationsform burde opretholdes. Ministeren var i øvrigt villig til at drøfte de rejste spørgsmål i et udvalg. Hvad angik placeringen af et nyt maskinteknikum, var drøftelserne af dette spørgsmål endnu ikke afsluttet.

Ved de i udvalgets betænkning stillede ændringsforslag blev Håndværksrådets repræsentation i skolerådet udvidet fra 2 til 3 medlemmer, og det fastsattes, at repræsentanterne for Håndværksrådet ikke udpeges efter forhandling med Dansk Arbejdsgiverforening. Ingeniør-Sammenslutningen fik ret til at udpege et medlem til tilsynsrådet for teknika, og der blev foreslået en ny formulering af § 14, hvorved der sikredes ændrede regler for ydelse af lån af staten til bygninger og udstyr m. v. til de tekniske skoler, teknika og de teknologiske institutter.

Ændringsforslagene vedtoges ved 2. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.